Tre tips til hvordan man forbedrer sin undervisning
1. Hvorfor bør vi søge at forbedre vores undervisning?
1 Alle kristne forkyndere er med til at undervise. Uanset om vi aflægger førstegangsbesøg, kommer på genbesøg for at følge interessen op eller leder et bibelstudium, giver vi andre del i nogle oplysninger. Disse oplysninger er noget ganske særligt. Vi kaster lys over „de hellige skrifter“, som kan gøre folk ’víse til frelse’. (2 Tim. 3:15) Det er et storslået privilegium! Her er tre tips til hvordan vi kan forbedre vores undervisning.
2. Hvordan kan vi gøre det enkelt når vi underviser?
2 Gør det enkelt. Når vi selv er godt inde i et emne, er det let at glemme hvor kompliceret oplysningerne kan være for en der ikke er det. Så når vi leder et bibelstudium, må vi ikke tilføje en masse unødige detaljer i vores undervisning. Fremhæv derimod hovedpunkterne. Mange ord er ikke nødvendigvis synonymt med god undervisning. (Ordsp. 10:19) Normalt vil det være bedst kun at læse nøgleskriftstederne. Når vi har læst et skriftsted, må vi koncentrere os om den del der er relevant for det emne vi drøfter. Bjergprædikenen i Mattæus kapitel 5 til 7 indeholder nogle meget dybe sandheder, men Jesus brugte alligevel et enkelt og præcist sprogbrug.
3. Hvorfor er det godt at bruge illustrationer, og hvilke former for illustrationer er ofte de bedste?
3 Brug illustrationer. Illustrationer stimulerer tænkeevnen, appellerer til følelserne og er en hjælp for hukommelsen. Vi behøver ikke at være den store historiefortæller for at kunne komme med gode illustrationer. Jesus gjorde ofte brug af korte og ukomplicerede illustrationer. (Matt. 7:3-5; 18:2-4) En enkel tegning på et stykke papir kan også være til stor nytte. Med lidt omtanke kan du godt komme på gode illustrationer.
4. Hvordan kan vi gøre god brug af spørgsmål?
4 Stil spørgsmål. Spørgsmål får eleven til at tænke. Vær derfor tålmodig når du har stillet et spørgsmål. Hvis du er hurtig til selv at give svaret, finder du ikke ud af hvor meget eleven forstår. Hvis han svarer forkert, kan det være bedre at lede ham til den rigtige konklusion ved at stille hjælpespørgsmål i stedet for blot at rette ham. (Matt. 17:24-27) Der er naturligvis ingen af os der kan undervise fejlfrit. Det er derfor Bibelen tilskynder os til ’bestandig at give agt på vores undervisning’. Når vi gør det, vil det være til evig gavn for os selv og dem der hører på os. — 1 Tim. 4:16.