Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w25 december s. 8-13
  • Husk på Jobs Bog når du skal give råd og vejledning

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Husk på Jobs Bog når du skal give råd og vejledning
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • HVAD JOBS TRE BEKENDTE GJORDE
  • HVAD ELIHU GJORDE
  • BLIV VED MED AT BRUGE JOBS BOG
  • Jehova hjalp ham på fode igen
    Efterlign deres tro
  • En belæring om hvordan man klarer modgang
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1995
  • Jobs belønning — en kilde til håb
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1994
  • Bibelens 18. bog — Jobs Bog
    “Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig”
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
w25 december s. 8-13

STUDIEARTIKEL 49

SANG NR. 44 Den nedtryktes bøn

Husk på Jobs Bog når du skal give råd og vejledning

“Men Job, hør nu på mig.” – JOB 33:1.

FOKUS

Hvordan Jobs Bog lærer os hvad vi skal sige, og hvordan vi skal sige det hvis vi må give en ven råd og vejledning.

1-2. Hvilken udfordring stod Jobs tre bekendte og Elihu over for?

NYHEDEN har spredt sig som en steppebrand blandt folk i Østen. Job, en mand der er kendt vidt og bredt for sin enorme rigdom, har mistet alt. Da tre af Jobs bekendte – Elifaz, Bildad og Sofar – hører om det der er sket, skynder de sig at rejse til Us for at trøste Job. Men de er slet ikke forberedt på det syn der møder dem.

2 Se det for dig: Alt hvad Job ejede, er blevet taget fra ham. Hans store hjorde af får, kvæg, kameler og æsler er væk. Hans børn har mistet livet, og de fleste af hans tjenere er blevet dræbt. Og huset som Jobs børn døde i, ligger i ruiner. Ud over alle de forfærdelige ting er Job også selv i store smerter. Hans krop er fyldt med bylder. På afstand får de tre mænd nu øje på Job, der sidder dér fortvivlet i en askedynge. Hvordan reagerer de? I omkring syv dage siger de ikke et ord til deres ven som er i dyb sorg. (Job 2:12, 13) På et tidspunkt ankommer en yngre mand ved navn Elihu, og han sætter sig ned i nærheden. Til sidst bryder Job stilheden og forbander den dag han blev født. Han giver endda udtryk for at han kun ønsker at dø. (Job 3:1-3, 11) Det er tydeligt at Job har brug for hjælp. Det de fire mænd nu siger, og hvordan de siger det, vil vise om de virkelig er Jobs venner og er oprigtigt interesserede i at det skal gå ham godt.

3. Hvad vil vi se på i den her artikel?

3 Jehova sørgede for at Moses skrev det ned som Jobs tre bekendte og Elihu sagde og gjorde. Det er interessant at lægge mærke til den store forskel der er på de råd der blev givet. Det Elihu sagde, var inspireret af Jehova, men noget af det Elifaz sagde, kom sandsynligvis fra en ond ånd. (Job 4:12-16; 33:24, 25) Derfor er det ikke overraskende at Jobs Bog både indeholder nogle af de bedste råd der nogensinde er givet, og nogle af de allerværste. Beretningen kan derfor lære os meget om hvordan vi kan gribe det an hvis vi skal give en ven råd og vejledning. Til at begynde med vil vi se på Jobs tre bekendtes dårlige eksempel. Derefter skal vi se på Elihus gode eksempel. I hvert af tilfældene vil vi lære hvordan beretningen om Job kan have hjulpet israelitterne, og hvad vi kan lære af den i dag.

HVAD JOBS TRE BEKENDTE GJORDE

4. Hvorfor lykkedes det ikke Jobs tre bekendte at trøste ham? (Se også billedet).

4 Bibelen viser at Jobs tre bekendte tog hen for at “vise Job deres medfølelse og trøste ham” efter at de havde hørt om alt det dårlige der var sket for ham. (Job 2:11) Men de mislykkedes totalt. Hvorfor? Det er der mindst tre grunde til. For det første tog de sig ikke tid til at lytte til Job og prøve at forstå hans situation. For eksempel gik de ud fra at Job blev straffet for nogle dårlige ting han måtte have gjort.a (Job 4:7; 11:14) For det andet var meget af det de sagde, helt værdiløst, uvenligt og direkte sårende. For eksempel sagde de en masse der lød godt, men som overhovedet ikke hjalp. (Job 13:12) Derudover sagde Bildad to gange til Job at han snakkede alt for meget. (Job 8:2; 18:2) Og Sofar indikerede at Job var “tomhjernet”. (Job 11:12) For det tredje var der noget galt med tonen i det de sagde. Selvom de måske ikke hævede stemmen over for Job, var de ofte nedladende, sarkastiske og anklagende. (Job 15:7-11) I sidste ende gik de mere op i at bevise at Job tog fejl, end i at opmuntre ham og styrke hans tro.

En af Jobs bekendte taler hårdt til ham mens to andre bekendte sidder og ser på. Job, der har smertefulde bylder på hele kroppen, ser ked af det og frustreret ud mens han sidder på jorden og lytter.

Pas meget på ikke at virke nedladende når du giver vejledning. Dit mål er at hjælpe. (Se paragraf 4)


5. Hvad blev resultatet af det Jobs tre bekendte sagde?

5 Det kommer ikke bag på os at det Elifaz, Bildad og Sofar sagde, på ingen måde opmuntrede Job. Faktisk følte han sig helt knust. (Job 19:2) Man kan godt forstå hvorfor han gerne ville forsvare sig selv. Men det resulterede i at han begyndte at tænke på en uligevægtig måde og sige noget han ikke skulle have sagt. (Job 6:3, 26) Det hans tre bekendte sagde, var slet ikke i overensstemmelse med Jehovas måde at tænke på, og det viste også at de manglede empati. Alt det førte til at de uden at vide det blev redskaber i Satans hånd. (Job 2:4, 6) Hvordan kan beretningen have hjulpet israelitterne, og hvordan kan den hjælpe os i dag?

6. Hvad har de ældste i Israel kunnet lære af Jobs tre bekendtes dårlige eksempel?

6 Hvordan beretningen kan have hjulpet israelitterne. Jehova udnævnte ældste i Israel der skulle rådgive israelitterne og hjælpe dem til at følge hans love. (5. Mos. 1:15-18; 27:1) Når nogen kom til dem for at få hjælp, var det vigtigt at de virkelig lyttede til dem inden de gav et råd eller afsagde en dom. (2. Krøn. 19:6) De måtte også være gode til at stille spørgsmål for at finde frem til hvad der var fakta i en sag, i stedet for bare at gå ud fra at de vidste hvordan tingene hang sammen. (5. Mos. 19:18) Derudover måtte de være meget opmærksomme på at tale venligt til dem der kom til dem for at få hjælp. Hvorfor? Fordi en irriteret eller hård tone kunne afholde deres trosfæller fra at bede om hjælp og fortælle hvad de havde på hjerte. (2. Mos. 22:22-24) Der er bestemt meget de ældste i Israel kunne lære af beretningen om Job.

7. Hvem kan beretningen om Job ellers have hjulpet, og hvordan? (Ordsprogene 27:9)

7 Det var selvfølgelig ikke kun de ældste der kunne give råd og vejledning. I virkeligheden kunne enhver israelit – ung eller gammel, mand eller kvinde – give et godt råd til en ven som havde brug for at styrke sit venskab med Jehova, eller som havde gjort noget dumt. (Sl. 141:5) Når man giver et oprigtigt råd, viser man sig som en sand ven. (Læs Ordsprogene 27:9). Hvis israelitterne tænkte over hvordan Elifaz, Bildad og Sofar havde talt til Job, kunne de lære meget om hvad man ikke skal sige, og hvad man ikke skal gøre når man giver råd og vejledning.

8. Hvad må vi undgå når vi skal give råd og vejledning? (Se også billederne).

8 Hvordan beretningen kan hjælpe os. Det betyder meget for os at kunne hjælpe vores brødre og søstre når de gennemgår noget svært. Men for at kunne lykkes med det må vi undgå at gøre det samme som Jobs tre bekendte gjorde. For det første må vi have styr på hvad der er fakta, inden vi udtaler os, så vi ikke drager forhastede konklusioner. For det andet skal vores råd ikke først og fremmest være baseret på vores egen erfaring, som da Elifaz talte til Job. I stedet må de være baseret på Guds ord, der altid er pålideligt. (Job 4:8; 5:3, 27) For det tredje skal vi ikke kritisere eller sige noget der måske nok er sandt men faktisk er sårende. Husk at Elifaz og hans venner nogle gange sagde noget der var sandt. En af deres udtalelser blev endda citeret af en anden bibelskribent senere. (Se Job 5:13 og 1. Korinther 3:19). Ikke desto mindre gav det meste af det de sagde, et forkert billede af Jehova og sårede Job. Så Jehova var skuffet over dem og vred. (Job 42:7, 8) Når vi skal give nogen råd og vejledning, må vi passe meget på ikke at få Jehova til at fremstå som urimelig eller antyde at der er nogle af hans tjenere han ikke elsker. Lad os nu se på hvad vi kan lære af Elihus eksempel.

Collage: En bror giver kærligt råd og vejledning til en bror der er frustreret. 1. En bror lytter tålmodigt til en frustreret bror der giver udtryk for sine følelser. De sidder ved et havebord og får et glas juice. 2. Broren der lytter, slår op i Bibelen. 3. Han viser kærligt nogle gode råd fra Bibelen mens den anden bror stille og roligt lytter til ham.

Når du skal give råd og vejledning, må du (1) få styr på hvad der er fakta, (2) basere det du siger, på Bibelen og (3) tale på en kærlig måde. (Se paragraf 8)


HVAD ELIHU GJORDE

9. Hvorfor havde Job stadig brug for hjælp, og hvordan hjalp Jehova ham?

9 Da Job og hans tre bekendte endelig holdt op med at diskutere, må stemningen have været ekstremt trykket. Tilsammen havde de fire sagt så meget at det kunne fylde 28 kapitler i Bibelen, og meget af det blev sagt i vrede eller frustration. Det er ikke så underligt at Job ikke havde fået det bedre. Han havde stadig brug for at blive trøstet og få korrigeret sin tankegang. Hvordan hjalp Jehova ham? Det gjorde han gennem Elihu. Hvorfor var Elihu ikke kommet på banen noget før? Han sagde det faktisk selv: “Jeg er ung, og I er oppe i årene. Af respekt for jer holdt jeg mig tilbage.” (Job 32:6, 7) Elihu havde forstået den her grundlæggende sandhed: Ældre har ganske enkelt mere livserfaring end yngre og har derfor bedre forudsætninger for at sige noget klogt. Men efter at have lyttet meget tålmodigt til Job og hans tre bekendte følte han at han var nødt til at tage ordet. Han sagde: “Alderen alene gør ikke folk kloge, og det er heller ikke kun gamle mænd der forstår hvad der er rigtigt.” (Job 32:9) Hvad sagde Elihu efter det, og hvordan sagde han det?

10. Hvad sørgede Elihu for at gøre? (Job 33:6, 7)

10 Før Elihu gav Job nogen form for vejledning, skabte han den rigtige stemning. Hvordan? Først sørgede han for at få sine egne følelser under kontrol. Det ved vi fordi Bibelen siger at Elihu var blevet vred. (Job 32:2-5) Men han sagde aldrig noget til Job i ren frustration. I stedet talte han til Job som en god ven og viste at han ikke følte sig hævet over ham. For eksempel sagde han: “Se, når vi står foran den sande Gud, er jeg ligesom dig.” (Læs Job 33:6, 7). Derefter gjorde han det tydeligt for Job at han havde lyttet godt efter når han talte. Faktisk gentog han nogle af tankerne fra det Job tidligere havde sagt. (Job 32:11; 33:8-11) Og det var noget han gjorde mere end én gang. – Job 34:5, 6, 9; 35:1-4.

11. Hvordan hjalp Elihu Job? (Job 33:1)

11 Da Elihu gav Job råd og vejledning, gjorde han det uden at fratage ham hans værdighed. For eksempel brugte han Jobs navn, hvilket de tre andre ikke havde gjort. (Læs Job 33:1). Måske tænkte han også tilbage på sin egen stærke trang til at sige noget mens Job og hans venner diskuterede, og gav derfor Job mulighed for at svare på det han sagde til ham. (Job 32:4; 33:32) Elihu advarede også Job meget direkte mod farerne ved hans måde at tænke på og mindede ham kærligt om Jehovas visdom, kraft, retfærdighed og loyale kærlighed. (Job 36:18, 21-26; 37:13, 23, 24) Elihus gode måde at vejlede på gjorde uden tvivl Job mere modtagelig over for den vejledning han bagefter ville få af Jehova. (Job 38:1-3) Hvordan kan Elihus eksempel have hjulpet israelitterne, og hvordan kan det hjælpe os i dag?

12. Hvordan hjalp Jehovas profeter israelitterne, og hvad kan de have lært af Elihu?

12 Hvordan beretningen kan have hjulpet israelitterne. Hele vejen igennem Israels historie brugte Jehova profeter til at undervise og vejlede sit folk. I dommertiden gav Jehova for eksempel vigtige instruktioner videre til sit folk gennem profetinden Debora. Og Samuel fungerede som Jehovas talsmand helt fra han var lille. (Dom. 4:4-7; 5:7; 1. Sam. 3:19, 20) I kongetiden brugte Jehova også den ene profet efter den anden til at hjælpe sit folk åndeligt og give råd og vejledning til dem der var kommet væk fra den sande tilbedelse. (2. Sam. 12:1-4; Ap.G. 3:24) Elihus gode eksempel har virkelig kunnet hjælpe den slags trofaste mænd og kvinder til at vide hvad de skulle sige, og hvordan de skulle sige det når de vejledte andre.

13. Hvordan kan vi i dag opmuntre vores trosfæller?

13 Hvordan beretningen kan hjælpe os. Vi er selvfølgelig ikke profeter, men vi vil gerne hjælpe andre til at forstå Jehovas tankegang. Og ligesom profeterne er det vigtigt at vi taler på en måde der opmuntrer og styrker vores brødre og søstre. (1. Kor. 14:3) Ældste må være særligt opmærksomme på at tale på en trøstende og kærlig måde til deres trosfæller, også selvom nogle kan være meget frustrerede og måske kommer til at “sige noget tankeløst”. – Job 6:3; 1. Thess. 5:14.

14-15. Hvordan kan ældstebrødre efterligne Elihu?

14 Forestil dig den her situation: En ældste finder ud af at en søster i menigheden føler sig trist og modløs, så han tager en anden bror med på et opmuntringsbesøg hos hende. I løbet af deres samtale fortæller søsteren at hun føler at hun har mistet glæden, også selvom hun kommer til møderne og går i tjenesten. Hvordan vil brødrene reagere?

15 Først vil de prøve at finde frem til hvad den underliggende årsag er til at hun har det dårligt. Føler hun sig for eksempel uværdig til at blive elsket af Jehova? Er hun overvældet af “livets bekymringer”? (Luk. 21:34) Det er vigtigt at de lytter tålmodigt. Brødrene vil også lede efter muligheder for at rose hende. Hun kommer jo til møderne og går i tjenesten selvom hun har det rigtig svært. Og når de har forstået hendes situation og hvad der ligger til grund for at hun er ked af det, vil de opmuntre hende ud fra Bibelen og forsikre hende om at Jehova elsker hende. – Gal. 2:20.

BLIV VED MED AT BRUGE JOBS BOG

16. Hvordan kan vi blive ved med at bruge Jobs Bog i vores liv?

16 Hvor er Jobs Bog fantastisk! Som vi var inde på i den forrige artikel, lærer beretningen om Job os både hvorfor Jehova tillader sorg og smerte, og hvordan vi kan holde ud i en svær situation. Og som vi har været inde på i den her artikel, kan Jobs Bog hjælpe os hvis vi skal give andre råd og vejledning. Hvis vi undgår at være som Jobs tre bekendte og i stedet gør som Elihu, vil vi virkelig kunne hjælpe andre med det vi siger. Måske kunne du genopfriske de tanker vi her har været igennem, næste gang du skal give en råd eller vejledning? Og hvis det er noget tid siden du har læst Jobs Bog, kan det være at de her to artikler har givet dig lyst til at kaste dig over den igen. Du vil blive mindet om at den er lige så værdifuld i dag som den var dengang den blev skrevet!

HVAD VIL DU SVARE?

  • Hvad kan vi lære af Elifaz, Bildad og Sofar?

  • Hvad kan vi lære af Elihu?

  • Hvordan kan vi blive ved med at bruge Jobs Bog i vores liv?

SANG NR. 125 “Lykkelige er de barmhjertige”

a Det lader til at en ond ånd påvirkede Elifaz til at tænke at der ikke er noget menneske der kan være retfærdigt i Jehovas øjne, og at det derfor er umuligt at glæde ham. Den helt forkerte opfattelse fyldte så meget i Elifaz’ tanker at han gentog den i alle sine tre taler. – Job 4:17, 18; 15:15, 16; 22:2.

    Danske publikationer (1950-2026)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del