Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w25 december s. 26-30
  • I ældre er meget værd for menigheden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • I ældre er meget værd for menigheden
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • HVAD JEHOVA FORVENTER AF DIG
  • DU KAN GØRE EN STOR FORSKEL FOR ANDRE
  • JEHOVA ELSKER DIG FOR DIN TROFASTHED
  • HOLD DIG I GANG
  • En gammel mand hvis tro blev belønnet
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1977
  • Han fik sit højeste ønske opfyldt
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1994
  • Simeon
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
  • Jehova har kærlig omsorg for sine ældre tjenere
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2008
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
w25 december s. 26-30
Collage: Ældre brødre og søstre tjener Jehova med glæde. 1. En bror smiler tillidsfuldt mens han tænker på fremtiden. 2. En søster i kørestol tilbyder en folder til en sygeplejerske. 3. En søster kommenterer ved et møde. 4. En ældre søster går i forkyndelsen med en yngre bror. Han går med hende under armen. 5. En ældre bror taler med to små børn og deres mor i rigssalen.

I ældre er meget værd for menigheden

“Når jeg ser tilbage, synes jeg det er utroligt hvor meget jeg kunne klare da jeg var yngre. Jeg kan godt mærke at min alder begrænser mig nu.”– Connie, 83 år.

Det kan være at du har det lidt ligesom Connie og føler at alderen begrænser dig. Måske har du tjent Jehova trofast i mange år men kan alligevel godt nogle gange komme til at tænke negativt om dig selv. Det er desværre meget nemt at blive nedtrykt hvis man kommer til at sammenligne det man kan i dag, med det man engang kunne klare. Hvis du nogle gange kæmper med negative tanker, hvad kan så hjælpe dig til at finde glæde ved det du gør for Jehova?

HVAD JEHOVA FORVENTER AF DIG

Spørg dig selv: “Hvad forventer Jehova af mig?” Ordene i Markus 12:30 kan opmuntre dig. Der står: “Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke.”

Verset viser at det Jehova forventer, er at du giver ham dit bedste, alt efter dine omstændigheder. Den tanke kan hjælpe dig til at undgå at sammenligne dig selv med andre eller at sammenligne det du kan nu, med det du engang kunne.

Tænk over det her: Hvordan vil du beskrive det du gjorde i tjenesten for Jehova dengang du var yngre? Du gav sikkert Jehova dit bedste – alt hvad dine omstændigheder dengang tillod dig. Hvad giver du Jehova nu? Højst sandsynligt alt hvad dine nuværende omstændigheder tillader dig. Du gav Jehova dit bedste dengang, og du giver stadig Jehova dit bedste. Man kan altså sige at du giver Jehova det samme som du altid har gjort.

Collage: En søster der har tjent Jehova trofast i mange år. 1. Som ung taler hun med en kvinde hun har mødt fra hus til hus. 2. Søsteren, der nu er blevet ældre, telefonforkynder sammen med en yngre søster.

Du gav Jehova dit bedste da du var yngre, og det gør du stadig nu hvor du er blevet ældre.

DU KAN GØRE EN STOR FORSKEL FOR ANDRE

Her er en anden ting der kan hjælpe dig til at bevare glæden: I stedet for at se din alder som noget der begrænser dig, så prøv at se de unikke muligheder du nu har. Der er faktisk noget du kan gøre nu, som du ikke kunne gøre da du var yngre. Hvad er det?

Lad andre få gavn af din erfaring. Tænk over hvad to tjenere for Jehova sagde da de var kommet op i årene.

Kong David: “Engang var jeg ung, og nu er jeg gammel, men jeg har aldrig set en retfærdig blive overladt til sig selv eller hans børn lede efter brød.” – Sl. 37:25.

Josva: “Jeg skal snart dø, og I ved med hele jeres hjerte og hele jeres sjæl at ikke ét ord i alle de gode løfter som Jehova jeres Gud har givet jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse. Ikke ét af dem er slået fejl.” – Jos. 23:14.

Davids og Josvas ord virker meget stærkt på os fordi de bygger på personlig erfaring. De her trofaste mænd beskrev noget de selv havde set og hørt igennem et langt liv, og derfor har deres ord utroligt stor vægt.

Hvis du har tjent Jehova i mange år, kan du også af erfaring tale om hvor godt det er for os at have et nært venskab med Jehova. Du har sikkert set mange eksempler på at Jehova velsigner sit folk. Kan du komme i tanke om en specifik situation hvor han har hjulpet sine tjenere på en særlig måde? Så fortæl andre om det. Det vil virkelig opmuntre dine brødre og søstre, og du vil også selv blive opmuntret. – Rom. 1:11, 12.

Noget andet du kan gøre for at opmuntre andre, er at overvære møderne i rigssalen hvis det er muligt, i stedet for via videokonference. Ved møderne vil du også selv blive opmuntret. Connie, der blev citeret tidligere, siger: “Møderne har stor betydning for mig. De hjælper meget på mit humør. Hvordan skulle jeg kunne være trist når mine brødre og søstre overdynger mig med kærlighed nede i rigssalen? Jeg prøver at vise hvor meget jeg elsker dem, ved at give dem små gaver. Jeg gør hvad jeg kan for at være med i de åndelige aktiviteter sammen med mine brødre og søstre.”

JEHOVA ELSKER DIG FOR DIN TROFASTHED

Bibelen er fyldt med eksempler på nogle der var begrænset af deres omstændigheder men var højt elsket af Jehova. Tænk bare på Simeon, en ældre israelit der levede da Jesus blev født. Når Simeon besøgte templet, har han sikkert set de unge mænd tage sig af det vigtige arbejde der foregik der. Men hvad med Simeon selv? Han kunne måske have tænkt at han på grund af sin høje alder ikke havde særlig stor værdi i Jehovas øjne. Men Jehova så helt anderledes på tingene. Han betragtede Simeon som “en retfærdig mand” der tjente ham helhjertet. Bibelen siger at “hellig ånd var over ham”. Jehova viste også Simeon den store ære at se Jesus som nyfødt. Og han brugte ham til at komme med en profeti om den fremtidige Messias. (Luk. 2:25-35) Det er tydeligt at Jehova ikke fokuserede på de begrænsninger Simeon havde på grund af sin alder, men derimod på hans stærke tro.

Josef og Maria viser smilende Simeon den nyfødte Jesus.

Jehova viste Simeon den store ære at se Jesus som spædbarn og at komme med en profeti om ham som den fremtidige Messias.

Du kan også have tillid til at Jehova elsker dig for din trofasthed og sætter pris på alt det du gør trods dine begrænsninger. Jehova lægger mærke til en villig indstilling, og det glæder ham meget at man “giver hvad man kan, ikke hvad man ikke kan”. – 2. Kor. 8:12.

Så fokusér på hvad du kan gøre. Hvilke former for forkyndelse kan du for eksempel stadig deltage i – også selvom det måske kun er i kort tid ad gangen? Er der en bror eller søster du kan opmuntre ved at ringe til vedkommende eller skrive et kort? Selv små udtryk for kærlighed kan gøre en stor forskel, især når de kommer fra en som dig, der har tjent Jehova i mange år.

Selv hvis du har nogle fysiske begrænsninger, kan du stadig gøre meget for Jehova. Læs en rørende oplevelse fra et land i Østafrika i boksen “Det betød livet for hende”.

Din stærke tro og loyalitet kan gøre et stort indtryk på andre. Din udholdenhed kan opmuntre dem til også at holde ud. Du kan stole på at de her ord også gælder dig: “Gud er ... ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og al den kærlighed I har vist hans navn ved både før og nu at hjælpe de hellige.” – Hebr. 6:10.

HOLD DIG I GANG

Studier viser at mange ældre der gør noget for at hjælpe andre, har et bedre helbred, har bedre mentale evner og lever længere.

Vi ved selvfølgelig at det at gøre godt mod andre ikke fuldstændigt vil fjerne alle de negative følger der er ved at blive gammel. Det er kun Guds rige der kan det – ved at fjerne den egentlige årsag til alderdom og død, vores ufuldkomne tilstand. – Rom. 5:12.

Men den tjeneste du udfører for Jehova, deriblandt det du gør for at hjælpe andre til at lære ham at kende, styrker dit håb og kan endda være godt for dit helbred. I ældre, I skal vide at Jehova elsker jer for det I gør for ham, og det gør menigheden også. De værdsætter jeres gode eksempel og stærke tro.

En ældre søster er med i standforkyndelsen. Hun viser et bibelvers til en ung kvinde der tydeligvis bliver rørt, og hendes tårer løber ned ad kinderne.

Det betød livet for hende

En ung kvinde kom forbi en af vores stande. Den ældre søster ved standen hilste på kvinden og spurgte om hun måtte læse et opmuntrende bibelvers for hende. Hun læste Jeremias 29:11, hvor der står at Jehova ønsker fred og ikke ulykke for mennesker. Søsteren spurgte så: “Lagde du mærke til hvilken slags fremtid Gud ønsker at du skal have?”

Den unge kvinde blev meget rørt. Med tårer i øjnene svarede hun: “Han ønsker at jeg skal have en fremtid med fred og et håb. Tusind tak fordi du viste mig det vers. Jeg er sikker på at det var et svar på min bøn. Her på det sidste er problemerne bare skyllet ind over mig, det ene efter det andet. Det har været så svært at jeg endda har tænkt på at tage mit eget liv. Her til morgen bad jeg til Gud om et tegn på at han stadig interesserer sig for mig. Og så kommer du – en helt fremmed – og læser et vers der viser præcis hvad Gud ønsker for mig. Det er ikke noget tilfælde.”

Søsteren viste den unge kvinde flere artikler på jw.org med gode råd fra Bibelen til hvordan man kan håndtere selvmordstanker. Søsteren fortalte hende også om vores gratis bibelkursus og inviterede hende til møde. Weekenden efter kom den unge kvinde til møde, og hun er nu begyndt at studere brochuren Et håb om en lys fremtid.

Har du også mulighed for at være med til standforkyndelse?

    Danske publikationer (1950-2026)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del