6E „Den store Guds og vor Frelsers, Kristi Jesu“

Tit 2:13 — Gr.: τοῦ μεγάλου θεοῦ καὶ σωτῆρος ἡμῶν Χριστοῦ ’Ιησοῦ

(tou megaʹlou theouʹ kai sōtēʹros hēmōnʹ Christouʹ Iēsouʹ)

På dette sted finder vi to substantiver forbundet med καί (kai, „og“); det første har den foranstillede bestemte artikel i genitiv, τοῦ (tou, „den“), og det andet står uden artikel. En lignende konstruktion findes i 2Pe 1:1, 2, hvor der i v. 2 skelnes tydeligt mellem Gud og Jesus. Dette viser at når to personer forbindes med καί og den første har den foranstillede bestemte artikel, er det ikke nødvendigt at gentage artiklen foran den anden. Eksempler på denne konstruktion i den græske tekst findes i Apg 13:50; 15:22; Ef 5:5; 2Ts 1:12; 1Ti 5:21; 6:13; 2Ti 4:1. Denne konstruktion findes også i LXX. (Se Ord 24:21, fdn.) An Idiom Book of New Testament Greek, af C. F. D. Moule, Cambridge (England) 1971, s. 109, siger at udtrykket kan betyde „af den store Gud, og af vor Frelser Jesus Kristus . . . på κοινή- [koinēʹ-]græsk, selv uden gentagelsen [af den bestemte artikel]“.

En detaljeret undersøgelse af konstruktionen i Tit 2:13 findes i The Authorship of the Fourth Gospel and Other Critical Essays, Ezra Abbot, Boston (USA) 1888, s. 439-457. På s. 452 i dette værk findes følgende kommentar: „Tag et eksempel fra Det Nye Testamente. I Matt. xxi. 12 læser vi at Jesus ’kastede alle dem ud der solgte og købte i templet’, τοὺς πωλοῦντας καὶ ἀγοράζοντας [tous pōlounʹtas kai agoraʹzontas]. Ingen kan med rimelighed antage at det var de samme personer der her både solgte og købte. Hos Markus sættes der tydeligt skel mellem de to kategorier ved indsættelsen af τούς foran ἀγοράζοντας; her overlades det trygt til læseren selv at adskille dem. I det tilfælde vi har foran os [Tit 2:13], synes jeg ikke at det indebærer nogen vanskelighed at artiklen er udeladt foran σωτῆρος [sōtēʹros] — ikke fordi σωτῆρος er tilstrækkelig bestemt ved tilføjelsen af ἡμῶν [hēmōnʹ] (Winer), for eftersom både Gud og Kristus ofte kaldes „vor Frelser“, ville ἡ δόξα τοῦ μεγάλου θεοῦ καὶ σωτῆρος ἡμῶν [hē doʹxa tou megaʹlou Theouʹ kai sōtēʹros hēmōnʹ], hvis det stod alene, mest naturligt blive opfattet som ét subjekt, nemlig Gud, Faderen; men tilføjelsen ’Ιησοῦ Χριστοῦ til σωτῆρος ἡμῶν [Iēsouʹ Christouʹ til sōtēʹros hēmōnʹ] ændrer stedet fuldstændigt ved at begrænse σωτῆρος ἡμῶν til at gælde en person eller et væsen som, ifølge Paulus’ sædvanlige sprogbrug, holdes klart adskilt fra den person eller det væsen hvem han benævner som ὁ θεός [ho theosʹ], således at det ikke var nødvendigt at gentage artiklen for at undgå tvetydighed. I 2 Thess. i. 12 ville udtrykket κατὰ τὴν χάριν τοῦ θεοῦ ἡμῶν καὶ κυρίου [kataʹ tēn chaʹrin tou theouʹ hēmōnʹ kai kyriʹou] naturligt blive opfattet som ét subjekt, og artiklen ville være påkrævet før κυρίου hvis der var tænkt på to; men den enkle tilføjelse af ’Ιησοῦ Χριστοῦ til κυρίου [Iēsouʹ Christouʹ til kyriʹou] viser tydeligt at der er tale om to adskilte subjekter uden indsættelse af artiklen.“

I Tit 2:13 er der derfor tale om to adskilte personer, Jehova Gud og Jesus Kristus. Intet sted i Bibelen er det muligt at påvise at Jehova og Jesus skulle være den samme.