HEBRÆERNE
Studienoter – Kapitel 3
hellige brødre: Det her er første gang apostlen Paulus henvender sig direkte til de kristne hebræere, og han bruger det særlige udtryk “hellige brødre”. De første kristne omtalte tit hinanden som “brødre”. (He 10:19) I breve omtalte de også andre kristne som “de hellige”. (He 6:10; 13:24) Her kombinerer Paulus de to udtryk. Han og hans medkristne var brødre fordi de var en del af den samme åndelige familie. (Se studienote til Ro 1:13). De var hellige i den forstand at de var blevet renset og sat til side til Gud og til tjenesten for ham. – Se studienote til Ro 1:7.
som har fået det himmelske kald: Det kald, eller den indbydelse, som de salvede kristne havde fået fra Gud, gjorde at de kunne se frem til at skulle herske i himlen sammen med Kristus. (Ro 8:17, 30; 1Kt 1:26, 30; Åb 5:9, 10; se studienote til Kol 1:20). Moseloven pegede frem til det håb. (2Mo 19:5, 6) Men opfyldelsen af “løftet om den evige arv” i himlen blev gjort mulig gennem Jesus Kristus’ offer. (He 9:14, 15 og studienote) Det var en ufortjent godhed fra Gud. Det var kun dem der viste tro på Jesus, der havde det himmelske håb. – Se studienoter til Flp 3:14; 2Ti 1:9.
tænk på: Det græske udsagnsord der her er gengivet “tænk”, indeholder tanken om “at man grundigt overvejer”. Paulus tilskynder de kristne hebræere til at tænke grundigt over Jesus’ rolle som “apostel og ypperstepræst”. Jo bedre de forstod den rolle, jo mere besluttede ville de være på at forblive trofaste. – He 3:6.
apostel: En apostel er en der er blevet sendt ud for at repræsentere en anden. (Se studienote til Joh 13:16; Ordforklaring: “Apostel”). Jesus kunne blive kaldt en apostel fordi Gud havde sendt ham til jorden som en repræsentant for ham. (Joh 3:17; 6:57; 7:29 og studienote; 1Jo 4:14) I He 3:2-6 forklarer Paulus hvordan Jesus var større end Moses, som også kunne kaldes apostel fordi han blev sendt som en repræsentant for Gud til Farao. – 2Mo 3:10; 4:28; 7:16.
anerkender: Eller “bekender”. For at anerkende Jesus må en person offentligt give udtryk for at han står på Jesus’ side og tror på ham. (I He 4:14 og 10:23 bliver det samme græske ord gengivet med “forkynde offentligt” og “tale åbent”). I den her sammenhæng fremhæver Paulus at kristne må anerkende Jesus’ rolle som en bedre, permanent og medfølende ypperstepræst. – He 2:17; 4:14, 15; 7:24, 27.
ligesom Moses: For at minde de kristne hebræere om hvorfor den kristne måde at tilbede på er langt bedre end jødedommen, begynder Paulus her at sammenligne Jesus med Moses. Paulus viser at Kristus var langt større end den ufuldkomne mand som jøderne satte deres håb til. (Joh 5:45) Moses var udnævnt som tjener i Guds hus. I den her sammenhæng henviser “Guds hus” ikke til telthelligdommen eller templet. (Se også 2Kr 6:18). Det hus Paulus her taler om, henviser til Israels nation, eller menighed. (2Mo 40:38; 4Mo 12:7; Mt 10:6; 15:24) Moses var trofast i sin opgave som tjener i Guds hus. (1Kt 4:2) Jesus var også trofast. Men Paulus forklarer videre hvorfor Jesus’ rolle var større end den Moses havde. – He 3:3, 5, 6.
Jesus fortjener større ære end Moses: Paulus forklarer her hvorfor Jesus fortjener større ære end Moses. Moses var tjener i et hus, eller en menighed, som Gud havde bygget. (2Mo 40:38; 5Mo 7:6) Men Jesus var sat over et hus – den kristne menighed – som han selv byggede under Guds ledelse. (Mt 9:35; 16:18 og studienote; Lu 6:13; ApG 2:1, 2, 33; Ef 2:20) Paulus’ argumentation indeholder et imponerende faktum: Sønnen havde allerede stor erfaring med byggeri under sin Fars ledelse. Paulus siger videre at “den der har bygget alt, er Gud”. (He 3:4 og studienote) Som Guds medarbejder var der ingen tvivl om at Jesus fortjente langt større ære end Moses.
Ethvert hus bygges jo af en eller anden: Paulus fremhæver her en grundlæggende sandhed ved at bruge et argument der også var velkendt på hans tid: Ethvert hus må bygges af en eller anden – uanset om det er et bogstaveligt hus eller det åndelige hus der tales om her. (Se studienoter til He 3:2, 3). Udsagnsordet der her er gengivet med “bygges”, kan også henvise til det at klargøre noget til brug, som for eksempel det at indrette telthelligdommen. – He 9:2, 6.
den der har bygget alt, er Gud: Jehova har bygget “alt” – hele det fysiske univers, alle levende skabninger og “en ny skabning”, dvs. menigheden af salvede kristne. (Ga 6:15 og studienote) Det græske udtryk for “bygget” bliver brugt i Esa 40:28 i Septuaginta til at oversætte det hebraiske udtryk for “Skaberen”. Jesus hjalp sin Far “som en dygtig, betroet arbejder” da alle disse ting blev skabt. – Ord 8:30, 31; Kol 1:15, 16; He 1:10 og studienote; se også studienote til He 3:3.
hus: Ordet henviser her til Israels menighed. – Se studienote til He 3:2.
som søn og sat over Guds hus: Jesus var langt mere end en tjener i Guds hus, sådan som Moses havde været. (4Mo 12:7; He 3:2, 3, 5) Jehova udnævnte sin Søn til at være konge “over Guds hus” – en ny åndelig nation, “Guds Israel”, som bestod af salvede kristne. (Se studienoter til Ga 6:16; Kol 1:13). Så Jesus havde fået en langt større ære end Moses, som jøderne på Paulus’ tid betragtede som en af Guds største profeter.
vores frimodighed: Eller “vores frihed i tale; vores tillid”. Sådan som udtrykket “frimodighed” bliver gengivet i De Kristne Græske Skrifter, kan det både henvise til det at tale frit og til tillidsfuldt at tilbede Jehova. De kristne hebræere var omgivet af jøder der mente at man kun kunne nærme sig Gud ved at følge Moseloven. Jøderne betragtede deres måde at tilbede Gud på som langt bedre end den kristne form for tilbedelse. Så de kristne havde brug for mod for at kunne forkynde den gode nyhed om at Jesus var den lovede Messias. (Se også studienoter til ApG 4:13; 28:31). De måtte også blive ved med at have tillid til at de gennem Jesus frit kunne tilbede og bede til Jehova. – Se studienoter til Ef 3:12; He 4:16.
som den hellige ånd siger: Her og i de følgende vers (He 3:7-11) citerer Paulus fra Sl 95:7-11, som David havde skrevet (He 4:7 og studienote). Men apostlen tilskriver de ord den hellige ånd, som Gud brugte til at lede David til at skrive den salme. (2Sa 23:2; se studienoter til 2Ti 3:16; 2Pe 1:21). Paulus anvender udtrykket “den hellige ånd” på en lignende måde i He 10:15-17.
Hvis I lytter til hans stemme i dag: Se studienote til He 3:13.
så gør ikke jeres hjerter hårde: Billedet med at gøre ens hjerte hårdt (eller ens nakke stiv) blev brugt i De Hebraiske Skrifter om personer som nægtede at stole på og adlyde Jehova. (2Kg 17:14, fdn.; Ne 9:16, 17, fodnoter; Ord 28:14; Jer 17:23, fdn.; Zak 7:12) Når en bliver ved med at nægte at adlyde Jehova, bliver hans hjerte gradvist hårdt, dvs. det bliver uimodtageligt for hvad der er Guds vilje. (2Mo 8:15, 32; 9:34) Paulus tilskynder de kristne hebræere til at blive ved med at have et blødt hjerte, dvs. et hjerte der “lytter til” Guds stemme. (He 3:7, 12-15) Det at lytte vil sige at man ikke kun hører hvad Gud siger, men også følger det. Ved at gøre det ville de kristne undgå at deres bløde hjerte blev ufølsomt og stædigt. – 5Mo 10:16.
som dengang I gjorde mig vred, som på prøvelsens dag: Det vers der bliver citeret her, Sl 95:8, henviser til det der skete da israelitterne var i ørkenen. I Refidim beklagede israelitterne sig over at de manglede vand, så Moses gav stedet navnet Meriba (betyder “strid”) og Massa (betyder “prøve; prøvelse”). (2Mo 17:1-7; se fodnoter til vers 7; 5Mo 6:16; 9:22; se Tillæg B3). Det var ikke den eneste gang hvor de beklagede sig. (4Mo 14:11, 22, 23) For eksempel gjorde de det også i Meriba, som lå i Kadesh. (4Mo 20:1-13) I den græske Septuaginta-oversættelse af Sl 95:8 (94:8, LXX), som Paulus citerer her, bliver de hebraiske stednavne ikke translittereret. I stedet bliver “Meriba” og “Massa” oversat med græske udtryk som hver især kan gengives “dengang I gjorde mig vred” og “prøvelsen”. Den ordlyd kan antyde at Paulus ikke bare henviser til en specifik situation, men til hele den periode på 40 år hvor de ulydige israelitter vandrede i ørkenen. – 4Mo 32:13; He 3:9.
jeg følte mig frastødt: Paulus citerer fra Sl 95 for at vise hvordan Jehova havde det med de israelitter der gjorde oprør mod ham i ørkenen. Selvom Jehova beskyttede, bevarede og tog sig af sit folk på mange mirakuløse måder, blev de ved med at udfordre ham, hvilket viste at deres hjerter “altid [kom] på afveje”. De provokerede Jehova og gjorde ham meget vred så han væmmedes ved dem og følte sig frastødt af dem. (Sl 95:9-11; se også 4Mo 14:22, 23). Ved hjælp af den her beretning opfordrer Paulus de kristne hebræere til aldrig at følge den samme oprørske kurs som deres troløse forfædre fulgte. – Se studienote til He 3:12.
“De skal ikke gå ind til min hvile”: Moses sagde at Jehova havde sagt til de oprørske israelitter: “Ingen af jer skal komme ind i det land som jeg sværgede at lade jer bo i.” (4Mo 14:30) Under inspiration tilføjede salmisten Jehovas ord, som også bliver citeret her i vers 11: “De skal ikke gå ind til min hvile.” (Sl 95:11) Den oprørske generation fik ikke lov til at komme ind i Kanaan, og derfor gik de glip af muligheden for at samarbejde med Jehova i forbindelse med gennemførelsen af hans hensigt. Jehovas hensigt med nationen Israel var at de skulle bo trygt og godt i det lovede land. (1Kg 8:56; 1Kr 22:9) Da de gjorde oprør, gik de glip af muligheden for at gå ind til Guds hvile. Men Paulus forklarer hvordan kristne kan gå ind til Guds hvile. – Se studienoter til He 4:1, 3.
et ondt hjerte som mangler tro: Udtrykket her henviser ikke til et hjerte der af og til kæmper med tvivlstanker, eller som mangler tro på grund af uvidenhed. (Se også 1Ti 1:13). Det henviser derimod til et hjerte der bevidst nægter at tro. Paulus tænkte på israelitterne i ørkenen der nægtede at tro på Jehova selvom de havde set mange storslåede mirakler. (He 3:9) Fordi de var alt for optaget af deres egne ønsker, værdsatte de ikke det Jehova gjorde for dem, og endte med at modarbejde hans ledelse ved at ville vende tilbage til Egypten. (2Mo 17:2, 3; 4Mo 13:32 – 14:4) Der var ingen undskyldning for deres hårde hjerte og manglende tro. (He 3:13, 19; se studienote til He 3:8). De kristne hebræere skulle passe på at der ikke udviklede sig sådan et hjerte i nogen af dem.
fjerner jer: Det græske udsagnsord der her er gengivet “fjerner jer” (afistemi), betyder bogstaveligt “stille sig borte fra”. Det kan også oversættes med “trække sig tilbage; falde fra; holde sig fra”. (ApG 19:9; 1Ti 4:1 og studienote; 2Ti 2:19) Det er beslægtet med et navneord der gengives med “frafald”. (Se studienote til 2Th 2:3). “Fjerner jer” dækker over en bevidst handling. (Se også studienote til He 2:1, som beskriver det at glide bort fordi man er uopmærksom eller bliver distraheret). Et menneske fjerner sig fra Gud ved at gøre oprør mod ham og ved bevidst at vende sig fra tilbedelsen af ham. I den her sammenhæng bruger Paulus eksemplet med israelitterne for at vise at det er ekstremt svært at vende tilbage fra sådan en kurs. – He 3:7-11, 16-19.
den levende Gud: Det her var et udtryk som de jødekristne kendte godt. (Jos 3:10; Sl 42:2) Skrifterne fremhæver kontrasten mellem Jehova og nationernes livløse guder. (Jer 10:5, 10) Da Gud sværgede at de israelitter der gjorde oprør i ørkenen, ikke ville få lov til at komme ind i det lovede land, brugte han udtrykket “så sandt jeg lever” som en garanti for at det ville gå sådan. (4Mo 14:21, 28) I den her sammenhæng understreger udtrykket “den levende Gud” hvor alvorlige konsekvenser det vil have for enhver der fjerner sig fra Gud, som er den eneste der kan give evigt liv eller fjerne enhver udsigt til evigt liv. – Se studienote til He 10:31; se også studienoter til 1Ti 3:15; 4:10.
mens det stadig hedder “i dag”: Paulus henviser igen til Sl 95:7, 8, hvor der står: “Hvis I lytter til hans stemme i dag, så gør ikke jeres hjerter hårde.” (He 3:7, 8) Det minder om mange af Moses’ inspirerede tilskyndelser. (5Mo 4:40; 6:6; 7:11; 15:5; 27:1, 10) Ordene i Sl 95:7, 8 understreger at israelitterne kun havde en begrænset periode hvor de kunne lytte til Jehova og følge hans ledelse gennem Moses. På lignende måde understreger det at Paulus skriver “i dag” til de kristne hebræere, hvor vigtigt det var at de blev ved med at opmuntre hinanden, især i forhold til den tid de levede på. (He 10:25) Senere forklarer Paulus at udtrykket “i dag” i Sl 95:7 faktisk henviser til Guds hviledag, som fra et menneskeligt synspunkt er meget lang. (He 4:7; se studienoter til He 4:3, 4). Fordi et menneskes liv er så kort, var det vigtigt at de kristne udnyttede enhver lejlighed til at opmuntre hinanden, for det var ikke sikkert de fik muligheden igen. – Se også Sl 90:12; 144:4; Jak 4:14.
synden, der har magt til at bedrage: Eller “det forførende (bedrageriske behag) ved at synde”. (Se også Mt 13:22, fdn.; se også studienote til 2Th 2:10). Et opslagsværk siger om det græske udtryk der bliver brugt her: “Synden bliver fremstillet som en aktiv, aggressiv magt.” (B.F. Westcott: The Epistle to the Hebrews: The Greek Text With Notes and Essays) Et andet siger: “Synd er en forfører som aldrig holder hvad den lover.” – C. Spicq, oversat til engelsk og udgivet af J.D. Ernest: Theological Lexicon of the New Testament; se studienote til Kol 2:8; se også 1Mo 4:7.
får nemlig kun del i Kristus: Det græske ord for “del” er gengivet med “andre konger” i He 1:9 og med “fiskerne” (bogst.: “deres partnere”) i Lu 5:7. Men i den her sammenhæng bliver udtrykket brugt for at understrege hvad Kristus’ brødre har tilfælles med ham. For eksempel at de kommer til at lide fordi de er loyale mens de lever på jorden, og at de skal tjene Jehova for evigt i himlen. – He 3:1 og studienote; 12:28; 1Pe 4:13; Åb 3:21; 20:6.
dem der kom til at ligge som lig i ørkenen: Det græske ord der her er oversat med “lig”, bliver kun brugt her i De Kristne Græske Skrifter, men det forekommer i Septuaginta-oversættelsen af 4Mo 14:29, 32, som er den beretning Paulus henviser til. Det græske ord bliver åbenbart brugt i en nedsættende betydning om mennesker der var så onde at de ikke fortjente at få en ordentlig begravelse. (Se også Esa 66:24 hvor Septuaginta bruger det samme græske ord om “ligene” af dem der gjorde oprør mod Jehova). Paulus bruger det negative ord for at advare de kristne imod at følge de oprørske israelitters dårlige eksempel ved at fjerne sig fra den levende Gud. – He 3:12 og studienote.