Kirkernes rolle i forretningslivet

I DE senere år er der i mange lande til en del menneskers bestyrtelse fremkommet flere og flere oplysninger som viser at mange kirkesamfund er stærkt indblandet i store forretningsforetagender. De har investeret enorme summer i mange forskellige slags virksomheder. Da den fortjeneste de har af disse forretninger ofte er skattefri, betyder det at stat og kommune modtager mindre skat og det lægger en større byrde på den almindelige skatteyder.

En artikel i Reader’s Digest for marts 1969 sagde i en omtale af dette skattetab: „De foretagender som ejes og drives af kirkerne [i U.S.A.] giver forbunds- og statsregeringerne et stort indkomsttab — nemlig de skatter der ville være blevet opkrævet hvis foretagenderne blev drevet af den konkurrerende private industri. Det er umuligt at udregne tabet nøjagtigt, men pålidelige beregninger anslår det til 6,5 milliarder dollars om året.“

Tænk engang hvor meget de personlige skatter kunne nedskæres hvis denne skat blev betalt. Dette tal er kun hentet fra De forenede Stater. Andre lande lider også tab på grund af kirkernes skattefri forretningsindtægter.

Situationen i Canada blev åbent afsløret i nogle kommentarer som blev sendt over radiostationen CFRA i Ottawa i Canada den 15. november 1968. I udsendelsen hed det blandt andet:

„Kirkerne har, både fra prædikestolene og i korridorerne hos de lovgivende myndigheder, råbt op om at de måtte begrænse deres godgørende arbejde hvis de blev beskattet. . . . Men hvad de ikke fortæller Dem fra prædikestolene eller andre steder er at den organiserede kirke i dag er blevet en af landets største forretningsorganisationer, og ikke en cent af disse organisationers udbytte bliver beskattet. Når jeg siger forretningsorganisationer, er det netop hvad jeg mener. Kirkerne i Canada ejer brugtvognsforretninger, de ejer keglebaner, svømmehaller, boligkomplekser. . . . Paul Akehurst, som er journalist ved parlamentet, hævder at kirken i Ottawa er en af slumkvarterernes største husejere. Den lever højt på andres elendighed, og ikke en cent af denne fortjeneste beskattes.

Canadas forenede Kirke og Den anglikanske Kirke i Canada har investeret mere end 100 millioner dollars, 100 millioner dollars i alle tænkelige former for forretning, ja selv i nogle af de industrier som fabrikerer våben og napalm der skal bruges mod andre mennesker.“

Også den romersk-katolske kirke er stærkt indblandet i store forretningsforetagender. Fra sin beliggenhed ved Tiberfloden i Rom styrer Vatikanet et mægtigt, verdensomspændende forretningsimperium.

For nylig udkom en bog som i nogen grad kaster lys over størrelsen af dets forretningsvirksomhed. Bogen hedder „The Vatican Empire“; den er skrevet af Nino Lo Bello, en romersk-katolsk journalist. Ved en omhyggelig undersøgelse har forfatteren været i stand til at samle tilstrækkeligt materiale til at vise at Vatikanet har forretningsbesiddelser af virkelig forbavsende størrelse. Han siger: „Som en af verdens største aktionærer ejer Vatikanet værdipapirer hvis værdi ofte opgives til 5,6 milliarder dollars [42 milliarder kroner]. Dette beløb slår sikkert ikke til, for Vatikanet har investeret på børser verden over, og selv en forsigtig beregning af dets beholdning af værdipapirer antyder at tallet overstiger 5,6 milliarder dollars.“

Alene i Italien er antallet af aktieselskaber Vatikanet ejer eller har stor andel i, forbløffende. Ved at lade et selskab det ejer opnå aktiemajoritet i en mængde andre selskaber, er det i nogen udstrækning i stand til at skjule sin ejendomsret. For eksempel ejer Vatikanet aktiemajoriteten i Italgas, som er eneleverandør af gas til seksogtredive italienske byer. Dette selskab kontrollerer elleve andre firmaer der beskæftiger sig med tjære, anhydrider, jernmalm, fosfor, koks, destillater, drikkevand, fjernvarme, gaskomfurer og industriovne.

Lo Bello skriver også at Vatikanet ejer aktier i Italiens største byggeselskab, Società Generale Immobiliare. Imidlertid solgte Vatikanet for nylig hovedparten af sin andel på 15 procent i dette uhyre ejendomsselskab. Hvorfor? Bladet Time for den 28. november 1969 beretter: „Den sociale uro i Italien er tiltagende. Da kirken gerne vil stå sig godt med arbejderklassen, ønsker Vatikanet at undgå ansvaret for at lukke virksomheder der ikke er rentable og dermed afskedige arbejdere, eller at sidde på den anden side af forhandlingsbordet når fagforeningerne kræver højere løn. . . . Finansmænd venter at kirken vil investere mere kapital uden for Italien end den før har gjort.“

Montecatini-Edison Company har i bestyrelsen flere lægmænd som repræsenterer Vatikanets interesser. Vatikanet ejer altså en stor del af aktierne i dette selskab, et af Italiens største aktieselskaber, som ejer eller kontrollerer nitten andre italienske firmaer. Uden for Italien ejer det desuden en del beslægtede firmaer.

Banker og forsikringsselskaber

Italiens tre førende banker er nært knyttet til Vatikanet. Det er Banca Commerciale Italiana, Credito Italiano og Banco di Roma. En fjerde bank, Banco di Santo Spirito, ejes helt af Vatikanet. Lo Bello, hævder at disse fire banker „sidder inde med mere end 20 procent af alle Italiens bankbeholdninger“.

Men disse banker er ikke de eneste Vatikanet har med at gøre. I Norditalien ejer Vatikanet syv store banker. I tretten andre banker har det investeret store summer. I endnu toogtres banker har det en mindre indflydelse. Foruden disse banker findes der ifølge Lo Bello „tusindvis af små banker i landdistrikterne spredt over hele Italien“, der „ejes 100 procent af Vatikanet eller af den lokale sognekirke. . . . Mange af disse små banker findes i Syditalien eller på Italiens to store Middelhavsøer, Sicilien og Sardinien“.

I 1967 købte et finansieringsselskab der ejes af en cementfabrik hvori Vatikanet har aktiemajoriteten, otte banker og omdannede dem til et nyt selskab, Istituto Bancario Italiano. Der er planlagt flere sammenlægninger som vil gøre dette selskab til et af de største af sin art i Europa.

Som man kunne forvente har Vatikanet ikke forsømt forsikringsselskaberne. Det ejer to betydelige forsikringsselskaber, nemlig Assicurazioni Generali di Trieste e Venezia og Riunione Adriatica di Sicurtà. Foruden disse to har mindst ni andre forsikringsselskaber forbindelse med Vatikanet.

Atter andre selskaber som Vatikanet enten ejer, kontrollerer eller kan påvirke, er beskæftiget med minedrift, forlagsvirksomhed, shipping, turisme og hoteldrift, ejer stormagasiner, og fremstiller og sælger tekstiler, ammunition, dynamit, lægemidler, pelsværk, sukker, papirvarer, biler, telefoner, tilbehør til badeværelser, sanitetsartikler, maling, plastic, kemikalier, spaghetti, knapper, cellulose, bomuld, uld, konfektion, og så videre. Der findes næppe nogen del af forretningsverdenen som Vatikanet ikke har investeret penge i.

Lateranforliget

Ifølge Lo Bello forsynede en ammunitionsfabrik der ejedes af Vatikanet, den italienske hær med våben da Etiopien blev invaderet i 1935. Nogle få år før dette, nemlig i 1929, underskrev Vatikanet et konkordat med Italiens hersker, den fascistiske diktator Mussolini. Dette konkordat kendes i verdenshistorien som Lateranforliget.

Denne traktat indrømmede blandt andet Vatikanet betaling for de pavelige besiddelser som kongeriget Italien havde overtaget i det nittende århundrede. Dette område udgjorde godt og vel 40.000 kvadratkilometer inden for Italiens grænser. Mussolini gav Vatikanet 675 millioner kroner i erstatning. Han gik også ind på at lønne sognepræsterne i hele Italien. Lo Bello fortæller at den italienske regering den dag i dag lønner mere end 30.000 præster, selv om Vatikanet sagtens selv kunne betale disse lønninger.

Konkordatet fritog også Vatikanet for at betale skat, og Mussolini lod endog dette gælde Vatikanets indkomst fra forretningsforetagender. Den italienske regering har i de senere år forsøgt at beskatte det udbytte Vatikanet har af sine enorme investeringer, men først i 1968 blev det bekendtgjort at Vatikanet omsider havde bøjet sig for den italienske regerings krav om at betale skat af sit aktieudbytte.

Efter at have opregnet nogle af de mange firmaer som Vatikanet har store interesser i, bemærker Lo Bello: „De nævnte oplysninger gør det ubehagelig klart for en, hvor godt Vatikanet og dets mænd har sørget for at deres firmas navn vil blive husket i forretningsverdenen.“

Vatikanets og andre religiøse organisationers enorme forretningsbesiddelser knytter dem uadskilleligt til forretningsverdenen. Hvor er de dog kommet langt væk fra Jesu ord om de sande kristne: „De er ikke af verden.“ — Joh. 17:16.

Den religiøse organisation som virkelig tjener Gud i harmoni med det eksempel Jesus satte, koncentrerer sig om at forkynde Guds ord og lære retsindige mennesker dets befriende sandheder; den bliver ikke indblandet i kommercielle foretagender. Idet den følger Bibelens formaning blander den sig ikke i „livets erhvervsmæssige beskæftigelser“. — 2 Tim. 2:4, New World Translation.

„Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være. Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.“ — Matt. 6:19-21, 24.