Hvorfor er der medlemsflugt fra den katolske kirke?

Mange kirker, ikke mindst den katolske, oplever i øjeblikket en medlemsflugt. Dette blads tre indledende artikler er skrevet af en Vågn op!-korrespondent i Italien, og viser at bekymringen rækker helt ind i Vatikanet og deles af mange katolske skribenter og kommentatorer. Hvilke grunde angiver disse og andre til medlemsflugten?

SIDSTE år i maj gav Vatikanet udtryk for bekymring i en rapport med titlen: Sekter eller nyreligiøse bevægelser: En udfordring til præsterne. Dette dokument udgjorde konklusionen på en undersøgelse som fire departementer i Vatikanet i 1984 havde iværksat for at fastslå hvorfor så mange katolikker forlader kirken.

Blandt de mange grunde Vatikanet angav til medlemsflugten fra kirken var følgende: ’Bekymring for fremtiden; spekulationer over sandhedens natur og meningen med livet og måden denne mening skal findes på; mangelen på svar på medlemmernes spørgsmål; en følelse af at være forrådt, bedraget, udnyttet og overhørt; og skuffelse i forbindelse med kirkens love og skikke.’

Denne beskrivelse leder tanken hen på de folkeskarer der samledes om Jesus: „De var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’.“ (Mattæus 9:36)a Dokumentet fra Vatikanet indrømmede at der var „adskillige mangler og utilstrækkeligheder i kirkens øjeblikkelige adfærd“ og understregede at „der er et tomrum som råber på at blive udfyldt“. Det omtalte også „mangelen på lederskab, tålmodighed og personligt engagement hos kirkeledere“.

Andre kilder opregner flere grunde til at folk forlader kirken. Den velkendte katolske teolog Johannes Baptist Metz fra Holland har udtalt: „Vor vestlige religion er helt igennem verdsliggjort. Den indeholder ikke den mindste form for messianisme, og Guds herredømme er helt forsvundet fra den. Gud er ikke længere at finde inden for kirkerne, hverken inden for teologien eller i vor tids samfundsmæssige og politiske spørgsmål.“

Om de forhold der råder blandt unge i Spanien siger et internationalt teologisk tidsskrift med titlen Concilium: „Ungdommen og kirken repræsenterer to verdener som er fuldstændig adskilte og står hinanden meget fjernt.“ Ifølge bladet er det samme tilfældet i Holland, Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland og Australien.

I en avisartikel blev det pavelige dokument omtalt som „Vatikanets alarmskrig“. Dokumentet opfordrer til ’nytænkning inden for arbejdet blandt sognebørnene’; det bør udføres ’udadvendt og forkyndende’. Det bemærkes at sekterne „anstrenger sig for at træffe folk hvor de færdes, og forsøger personligt, direkte og med varme at hæve den enkelte op af anonymiteten; de lægger vægt på fællesskab, spontanitet, medansvar og engagement.“

Skrivelsen opfordrer også til en „vedvarende undervisning i troen“ for at bekæmpe den uvidenhed om religion der er så udbredt blandt kirkemedlemmerne i dag. Det erklæres blandt andet at: „Guds ord bør genopdages som et betydningsfuldt samfundsopbyggende element“, og at prædikenerne bør have en „bibelsk dimension“.

Undervejs i skrivelsen må selvransagelsen vige for denne ildevarslende bemærkning: „Til tider nødsages vi måske til at anerkende, og endda støtte, vidtgående indgreb fra statens side.“ [Kursiveret af os] Denne „indbydelse“ til staten til at træde hjælpende ind i krigen undgik ikke pressens opmærksomhed. „Er skyggen fra kirkens verdslige arm ved at dukke op igen for at gribe ind over for de ikke-katolske trossamfund, og måske i særdeleshed over for de såkaldte ’sekter’?“ spurgte Marco Tosatti i avisen La Stampa for 4. juni 1986.

Skal disse overvejelser angående statslig indgriben fortolkes sådan at Vatikanet ønsker at vende tilbage til de metoder man anvendte i den mørke middelalder for at undertrykke religionsfriheden? Anmodede Jesus nogen sinde de politiske myndigheder om at gribe ind og neutralisere dem der modsagde hans lære? Gjorde Peter? Gjorde de andre apostle? Var det ikke farisæerne der henvendte sig til Pilatus for at få Jesus pælfæstet? Røber det åndelig styrke eller, snarere, åndelig svaghed at man anmoder myndighederne om hjælp?

Det er ikke alle de katolikker der forlader kirken som går over til en anden trosretning, men et stort antal strømmer til ét bestemt trossamfund. Hvilket? Hvorfor vælger så mange tidligere kirkemedlemmer netop dette trossamfund?

[Fodnote]