Varme af tørv

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I URUGUAY

DE FLESTE har sikkert hørt om tørv. Men hvor mange ved hvad tørv egentlig er? Hvor kommer de fra? Hvordan bruger man dem?

For beboerne på Falklandsøerne og i visse egne af Skotland og Irland samt nogle få andre steder, betyder tørv varme. I mange tilfælde er det den eneste form for brændsel de har.

Tørv består af omdannede planterester der indeholder mange forskellige brændbare stoffer. For hundreder, måske tusinder, af år siden er der, under ideelt fugtige forhold og en årlig gennemsnitstemperatur på cirka 7 grader celsius, sket en ophobning af græs, rør, moser eller vandplanter og resterne af døde dyr eller en eller anden kombination af disse ting, så der er blevet dannet tørvemoser.

Kvaliteten af tørv afhænger hovedsagelig af arten af døde planter, deres alder, og det tryk som materialet ovenpå har øvet. Skønt en tørvemose for det meste er våd og svampet, er den tilstrækkelig fast til at en lastbil kan køre der. Mosen ligner faktisk en almindelig mark eller eng, men efter at tørven er blevet tørret kan den brænde ligesom kul.

Bakterier og andre levende organismer hjælper med til at opløse plantelaget på overfladen. Længere nede findes der imidlertid ingen form for liv. Det øverste lag tørvejord ligner almindelig muld. Det er porøst, fyldt med rødder og andre plantedele, og det brænder hurtigt. Nar man graver dybere ned er der færre rødder, og tørven er af en bedre kvalitet.

Tørv kan variere fra gullig eller brun, trævlet, svampet tørv i overfladen af mosen til en mørkebrun eller næsten sort, skør masse i bunden. Denne bedre kvalitet, næsten sort tørv, går i stykker som kul når den bliver tørret. Den ligger i lag som kan skilles ad i ret tynde flager. Som dens nære slægtning, kul, kan den lægges i kakkelovnen og holde ilden ved lige en hel, lang vinternat. Imidlertid giver tørv kun cirka halvt så megen varme som en tilsvarende mængde kul. Dens brændværdi ligger tilnærmelsesvis et sted mellem træ og kul.

Tørvemoser varierer meget i dybde. I nærheden af Port Stanley på Falklandsøerne når de enkelte steder tre og en halv meter ned, og den almindelige dybde er omkring en meter. På andre øer siges de at være næsten tolv meter dybe. Tørveaflejringerne på South Georgia bedømmes til at være tusinder af år gamle og måler fire meter i dybden.

Let tilgængeligt brændsel

På mange af Falklandsøerne kan folk bare gå ud og forsyne sig med så meget tørv de vil. I byen Port Stanley administreres tørveforbruget imidlertid af myndighederne, og det tildeles gratis hver husstand af en embedsmand der kaldes „tørvebetjent“ eller „brændselsbetjent“. Når et hus købes eller sælges følger den tilsvarende andel i tørvemosen automatisk med i handelen. Når der bygges nye huse får de en andel i tørvemosen, og når et stykke er udtømt får man et nyt tildelt. Man må bruge lige så meget tørv man vil.

Byens forsyning begynder lige uden for byen og strækker sig milevidt. Skønt myndighederne holder opsyn med tørvemoserne er hver familie ansvarlig for at skære, transportere og stakke sin egen del til privat brug. En gennemsnitsfamilie bruger pr. år 110 til 150 kubikmeter eller mere.

Tørven gøres klar til brug

Tørven skæres ud af mosen i lag på en meters tykkelse. Efter at det første lag er udstukket laver man et nyt leje der er en meter dybt, og dette gentages indtil der ikke er mere tørv eller indtil man når grundfjeldet. De bedste tørvesorter kommer fra de dybere lag.

Man må skære eller grave sådan at der tages hensyn til at mosen kan drænes rigtigt. Skønt der er blevet gjort forsøg på at grave eller skære tørv med maskine, så er brugen af den pålidelige spade stadig den mest effektive fremgangsmåde i dette område. Spaden er skarp og bruges til at skære tørven i ensartede størrelser, sædvanligvis femten gange femten gange treogtyve centimeter. Derefter bliver de våde, svampede tørv lagt ud til tørring. Så opsættes de i kuber med den nederste side vendt opad så de kan tørre godt.

Efter at tørvene har tørret omkring en måned bliver de bragt hjem og stablet pænt i et tørveskur hvor de ligger klar til brug. De er stadig tilstrækkelig fugtige til at de holder deres oprindelige form uden at smuldre. Hvis tørvene bliver så tørre at de smuldrer, er de vanskeligere at have med at gøre og må skovles ligesom jord. Dette fine støv brænder hurtigt i en ovn og danner store slagger i stedet for den sædvanlige fine, rødgrå aske.

Et tørveskur er bygget af brædder der sidder med mellemrum på cirka fem centimeter, så der er god ventilation. Disse skure kan rumme tørv til et par års forbrug. Nu er tørvene klar til at varme op med, enten i komfuret, i kakkelovnen eller i det åbne ildsted.

Familien må bære tørv ind hver dag. Når de tages fra tørveskuret hugges de i den ønskede størrelse. For hurtigt at få en god ild må tørvene hugges i mindre stykker; så brænder de hurtigere. Større stykker brænder langsomt og afgiver en stabil varme.

Det er dejligt at sidde foran et ildsted om aftenen, kun med det lys der kommer fra de brændende tørv, og se flammerne funkle i grønt, blåt, orange og gult mens stuen er fuld af urolige skygger. Ja, der er noget lunt og hyggeligt ved et hjem der bliver opvarmet ved hjælp af tørv.

[Illustration på side 16]

Stakke af tørrede tørv på marken; klar til at blive kørt til tørveskurene