Striden om Irlands tørvemoser

Af Vågn op!-​korrespondent i Irland

„HVIS der ikke snart gøres noget, vil en enestående del af verdens levende naturarv gå tabt for evigt,“ skriver den engelske forfatter dr. David Bellamy. Hvilken arv tænker han på? Irlands tørvemoser. — Bellamy’s Ireland — The Wild Boglands.

Ikke alle irere mener dog at tørvemoserne bør bevares. Forfatteren Michael Viney skriver at mosen engang „var synonym med afsavn og den dybeste armod“. Ifølge IPCC (Irlands Forening til Tørvemosernes Bevarelse) mener mange at alle moser bør „graves op, drænes, tørlægges og omdannes til noget ’nyttigere’“. Opgravning og dræning af moser giver værdifuldt brændsel og god landbrugsjord, så hvorfor er naturbeskyttelsesfolkene bekymrede? Fordi de betragter moserne som „vådområder med enestående økosystemer“.

De truede moser kan inddeles i to mosetyper, højmosen og den terrændækkende mose. Dr. Bellamy skriver at moser af sidstnævnte type „dækker den fugtige vestlige del af landet [og andre vandrige bjerglandskaber] som et levende tæppe hvis mage ikke findes noget sted på jorden“. Hvad kendetegner de to mosetyper? Er moser andet end smattede, lumske områder hvor man opgraver tørv til brændsel? Skal de alle sammen gå op i røg?

Højmoser og terrændækkende moser

Moser er store ansamlinger af tørv med et levende plantedække af moser, lyng, star og blomster. Højmoserne menes allerede at være begyndt at blive dannet for tusinder af år siden i lavvandede søer. Døde plantedele er sunket til bunds, og lag efter lag er langsomt blevet omdannet til tørv indtil hele søen er blevet fyldt op. Nogle tørveaflejringer har nået en tykkelse på 12 meter.

Over de fugtige tørvelag der har ophobet sig i søerne har vandsugende tørvemoser bredt sig og holdt mosens overflade konstant vandmættet. Moserne er vokset til store tuer der danner kuppelformede højmoser. Om dem skriver David Bellamy: „Kuplen på en højmose er faktisk en kæmpemæssig vanddråbe holdt sammen af døde og delvis forrådnede planterester som bevares intakte af et levende tørveovertræk.“

Terrændækkende moser dannes derimod ikke i søer, men i sumpede egne med konstant nedbør, nærmere betegnet hvor der årligt er mindst 235 regnvejrsdage og falder 1300 millimeter regn. David Bellamy fortæller at den terrændækkende mose, som kan nå en dybde på 6 meter, er én vældig, „gennemvædet, . . . inaktiv kompostbunke“.

Under overfladen består tørvemoser altså af plantelag i forskellige stadier af nedbrydning. Lige under overfladen kan man tydeligt genkende døde planterester i den bløde brune tørv. Nær bunden er planterne nedbrudt til en meget mørkere og tættere tørv, der næsten føles som kit.

Det lyder måske trist og utiltalende. Men tørvemoser er ikke blot vidtstrakte brændselslagre; de besidder også en særegen skønhed. Michael Viney sammenligner bjergene i det vestlige Irlands moseområder med en gammel mand hvis knæ er svøbt ind i et stort brunt tæppe. Han fortsætter: „Hvis man tager tæppet nærmere i øjesyn, ser man at det er vævet af kostelige stoffer — fløjlsbløde moser i sort og flaskegrønt, brokadevævede lav-arter i gyldent og rosa, og filigranborter af grågrønne kniplinger.“ — The IPCC Guide to Irish Peatlands.

Det er disse enestående vådområder fredningsfolkene ønsker at bevare. Moserne er hjemsted for et utal af dyrearter, for eksempel frøer, salamandere, harer, fugle og insekter. Også floraen er mangfoldig. Her trives den allestedsnærværende tue-kæruld sammen med gul åkande, trompetblad, rundbladet vintergrøn, benbræk og andre arter i dusinvis. Den kødædende plante rundbladet soldug er en af mosens uventede indvånere. Den fanger insekter på sine klæbrige tentakler og fordøjer dem langsomt.

Tørvegravning

Hvis man tager den ujævne tur ad en af Irlands gamle moseveje om foråret eller om sommeren, kan man den dag i dag se mænd og kvinder grave tørv med den traditionelle tørvespade. Dens smalle blad er i regelen forsynet med ekstra skær i en ret vinkel, sådan at man kan løsne en tørv i ét spadestik. Tørvene spredes og tørres i sommersollyset og indsamles derefter for at blive brugt til brændsel. På en kold vinteraften forhøjer tørveildens duft ens velvære mens man lader sig gennemvarme.

Manuel tørvegravning gør ikke større indhug i naturen end myrebesøg i en fødevarebutik. Alligevel har tusind års gravning og dræning langsomt ændret moseområderne. Den største trussel mod dem er dog kommet inden for de seneste 40 år i skikkelse af de gigantiske maskiner fra Bord na Móna (Det Irske Tørveselskab) der i foruroligende tempo har gravet og skrabet tørv fra moserne.

Industriel tørveudvinding er besværlig. Mosejord består af 95 procent vand, og der skal drænes uafbrudt i mindst fem år før de snildt udtænkte gravemaskiner kan færdes sikkert i moserne.

Tørvegravene får heller ikke lov at ligge uudnyttede hen. Myndighederne bestræber sig for at omdanne dem til landbrugsjord, hvilket naturligvis er en trussel mod moserne. Under fem procent af Irlands bevaringsværdige højmoser er tilbage. Billedet med myrer i en fødevarebutik passer ikke længere — nu bliver butikken raseret og ødelagt.

Kan moserne overleve?

Fredningstilhængerne ved at det er urimeligt at kræve tørvegravning forbudt. Der er fornuft i at udnytte denne lettilgængelige energikilde. Men de spørger om udnyttelse skal være ensbetydende med udryddelse. Catherine O’Connell fra IPCC udtrykker det sådan: „Ønsker vi at det skal gå moserne som det gik dronten?“

Det vil tiden vise.

[Ramme på side 16]

Irlands moser er andet end tørv

Moselig — folk der blev ofret rituelt for mange hundrede år siden eller som druknede i moserne — er blevet fremdraget i forbløffende velbevaret stand. Desuden støder tørvegraverne jævnlig på aldrig opgravede smørtønder fra dengang moserne var landboernes primitive køleskab. Andre mosefund er smukke kulturgenstande af guld, sølv og bronze som blev gemt for de hærgende vikinger.

[Ramme på side 17]

Mosen kan være farlig

„Mosen kan være et farligt område — gå aldrig derud alene,“ advares der. Moseterræn er lumsk, fyldt med render, strømme og huller. Over dybt vand kan der dannes hængedynd, som er dækket af plantevækst. Træder man på hængedynd, giver det efter og trækker en med ned.

IPCC advarer: „Tørveophobninger kan rive sig løs fra skråninger med terrændækkende moser og kan i skreddet vælte træer og smadre huse, omtrent som når en lavastrøm ødelægger alt på sin vej.“

[Illustrationer på side 16 og 17]

Fra oven, med uret:

Tørvestakke i Connemara

Vildmosen — smattet og lumsk

Kødædende rundbladet soldug

Et sikkert redested for en spove

[Kildeangivelse]

Dutch Foundation for Conservation of Irish Bogs

[Kildeangivelse]

Dr. R. F. Hammond, Teagasc, Eire (herover og øverst til højre)