Den kosteligste ædelsten

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I THAILAND

DEN lille kinesiske pige løb muntert ned ad gaden efter sine kammerater, mens hendes bedstemoder holdt øje med hende. Pludselig snublede hun og faldt. Bedstemoderen skyndte sig over for at hjælpe det grædende barn, men da der ikke var sket pigen noget alvorligt, trøstede hun hende og lod hende lege videre. Der var dog noget besynderligt ved denne hverdagsagtige situation: bedstemoderen lod til at være særdeles tilfreds med at to små grønne armbånd som pigen havde haft på, et på hvert håndled, var fuldstændig ødelagt.

Hvorfor var hun så tilfreds med det? Jo, de små smykker var af jade, og hun havde selv sørget for at det lille barnebarn havde dem på som beskyttelse. Mange kinesere tror nemlig at hvis et menneske som bærer jade indblandes i en ulykke, vil jaden knuses men mennesket blive beskyttet. Det er derfor ikke mærkeligt om bedstemoderen, da hendes overtro tilsyneladende var blevet bekræftet, har tænkt: „Sagde jeg det ikke nok!“

Denne historie hjælper os til at forstå hvorfor kineserne kalder jade for „kvintessensen af himmel og jord“ og „den kosteligste ædelsten“ — ja, sætter den over diamanter.

Kineserne troede engang at jade var af overnaturlig oprindelse, og at det derfor kunne bruges til at formidle kontakt med himmelen og forsone de himmelske magter. Ifølge traditionen forbandt de jade med de fem vigtigste dyder: godgørenhed, beskedenhed, mod, retfærdighed og visdom. Filosofferne lærte at den der slugte jade under de rette omstændigheder, ville blive i stand til at leve i tusinder af år, få magt til at gøre sig usynlig og få evne til at flyve.

Det er naturligvis kun få som stadig tror på den slags; dog er det med til at vise at orientalerne i århundreder agtede jade meget højt. Men rent bortset fra den overtro som er knyttet til jade, er det virkelig en meget smuk ædelsten. Når man i Sydøstasien ser kinesiske eller vietnamesiske kvinder pænt klædt på, bærer de næsten altid et jadesmykke.

Hvad er jade?

Der er to forskellige stenarter som bærer dette navn: nefrit, et silikat af kalcium og magnium, og jadeit eller kinesisk jade, et silikat af natrium og aluminium. Det er interessant at navnet „nefrit“, som kommer af det græske ord for nyre, skyldes den forestilling at pulveriseret jade kan helbrede nyresygdomme. Forskellen mellem jadeit og nefrit er kun af virkelig interesse for samlere. I det store og hele er jadeit mere strålende og bliver mere blankt når man polerer det, mens nefrit er mere olieagtigt end skinnende.

Skønt Kina længe har været handelscentrum for kunstgenstande af jade, forekommer dette stof sjældent i Kina i sin naturlige tilstand. Det er blevet indført fra andre lande, især fra Turkestan. Nu kommer nefrit imidlertid især fra New Zealand, mens jadeit hovedsagelig findes i Japan, Burma og Californien. Man kan ofte finde jade i flodlejer, hvor det er blevet skyllet ned fra bjergene med strømmen. Det hugges også ud i bjergene, men kineserne foretrækker den jade man finder i flodlejerne.

Man forestiller sig almindeligvis at jade har en lys, spinatgrøn farve. Det forekommer imidlertid i næsten alle farver, hvid, gul, rød, blå og sort.

Hvad kendetegner ægte jade?

Eftersom mange stenarter ligner jade meget, hvordan ved vi da hvad der er ægte jade? Hvis man ønsker at købe et stykke jade og gerne vil undgå de efterligninger der sælges som ægte, er det letteste at søge bistand hos en ekspert. Der er især to ting som kendetegner jade: vægtfylden og hårdheden. Vægtfylden vil sige forholdet mellem stenens vægt og vægten af en tilsvarende mængde vand. Jadeit har en vægtfylde på 3,4 eller lidt mindre, og nefrit har en vægtfylde på omkring 3,0. Et stykke nefrit der vejer tre gram vil således have samme rumfang som et gram vand.

Man bestemmer hårdheden ud fra det enkle princip at et hårdt materiale kan ridse i et blødere, og aldrig omvendt. Så for at efterprøve et stykke jade, kunne vi for eksempel bruge en topas. Hvis den ikke kan ridse i stykket, må det være ægte jade.

Man kan også nøjes med at tage en nål eller en lommekniv af stål og ridse eller stikke i stenen. Det er umuligt at lave mærker i rigtig jade på denne måde, men der vil blive et mærke i de fleste efterligninger, som for eksempel fedtsten. Det er naturligvis ikke tilrådeligt at gå rundt og stikke eller ridse i andre menneskers kunstgenstande. Men hvis De virkelig har grund til at anvende denne prøve, findes der gerne et sted bag på eller i bunden af genstanden der normalt ikke ses; der kan man udføre prøven, og hvis det er ægte jade vil der ikke ske nogen skade. Man kan behandle glas så det ligner jade meget, men et stykke glas vejer betydeligt mindre end et stykke jade af samme størrelse.

Jadens værdi

Prisen på jade varierer kolossalt. Der er mere at tage i betragtning end blot stykkets vægt. Farve, form og kvalitet og især alder og historie har meget at sige. I 1960 blev et stykke udskåret kinesisk jade solgt på auktion for mere end 16.000 dollars. I 1860 plyndrede en britisk ekspedition til Peking kejserens sommerpalads og bortførte mange af hans pragtfulde stykker jade. Hvis man i dag ser en genstand med påskriften „fra Sommerpaladset, Peking“, kan man være sikker på at den er af meget høj kvalitet, om påskriften ellers taler sandt.

Priserne er også forskellige verden rundt. I Hongkong kan man købe et stykke jade for så lidt som 4 dollars (30 kroner). Men i Europa og Amerika er priserne almindeligvis højere. En fremtrædende jadeforhandler i Hongkong skal have sagt at hvis stenen er for mørk, for eksempel mosgrøn, eller for lys med et meget gult skær, er det et tegn på at stenen er af ringe kvalitet. Han siger at den fornemme jade er frisk og frodig grøn, funklende og glansfuld. Den må ikke være marmoreret, hellere næsten gennemsigtig.

Tilvirkning af jade

Det er et langsommeligt slid at arbejde med jade — et arbejde som kineserne er anerkendte mestre i. I et værksted i Peking arbejdede håndværkere på skift ustandselig, dag og nat, og dog tog det mange år at gøre ét stykke færdigt. Deres fremgangsmåde har ikke ændret sig i mindst to århundreder. Men hvordan bærer de sig ad?

Det første man må gøre sig klart er at man ikke mejsler i jade, men borer og sliber. Store stykker jade skæres ud i stykker af passende størrelse ved hjælp af en sav. På grund af jadens hårdhed må dens overflade hele tiden være dækket af et fugtigt slibemiddel, som består af et stof der er hårdere end selve jaden. Så i virkeligheden er det slibemiddelet der skærer og ikke saven.

De store stykker gennemsaves først fra oven, derefter fra bunden, men håndværkerne er så dygtige at det næsten ikke er til at se hvor de to skær mødes. Derefter afhænger fremgangsmåden af hvilken genstand man skal lave. Når man skal bore huller bruger man et primitivt, håndtrukket diamantbor. Når man skal lave hulningen i en vase, bruger man et hult stålrør; idet man bruger vand og slibemiddel lader man røret rotere indtil det når den ønskede dybde. Man fjerner derefter det uønskede stykke i vasens midte ved at give det et bestemt slag. Hvis en fejl i jaden får cylinderen i vasens midte til at knække højere oppe end man ønskede, må det stykke som sidder tilbage bores væk.

Nogle vaser er lavet med en hank på siden, og i denne hank hænger der måske en ring af jade så det næsten ligner en ørenring i et gennemboret øre. Denne ring var oprindelig i ét stykke med vasen, men den blev boret løs af håndværkeren indtil den til sidst hang frit. Somme tider laver man hele kæder af sådanne ringe ud af én sten.

Når man skal udhule en skål, laver man en række parallelle, lodrette snit i et stykke jade. Når man laver snittene tæt ved siden af hinanden dannes der en række oprejste, tynde plader, som derefter hugges bort. Man gør skålen færdig ved at slibe den med stålskiver og det sædvanlige slibemiddel. Den afsluttende polering foretages ved hjælp af roterende træ- eller læderskiver og et særligt pulver.

Hvad er jaden blevet brugt til?

Kejser Ch’ien Lung beordrede engang at et stykke grønlighvid jade på 290 kilogram som var bragt til Peking, skulle skæres ud så det forestillede et bjerglandskab. Arbejdet blev afsluttet i 1874, og resultatet var et smukt kunstværk som forestillede et bjerg med vandløb, træer, pavilloner og bambuslunde, befolket med lærde fra det fjerde århundrede. Håndværkerne i Peking har lavet endnu større scenerier; men dette specielle kan beses af vesterlændinge, for det findes nu i Walker Art Gallery, Minneapolis, og er sikkert det største stykke udskårne jade i De forenede Stater.

Jade er blevet brugt til talrige andre ting — troner, senge, puder, skærmbrætter, spisepinde, tekander, tallerkener, bøger (jadeplatter med guldskrift dækket af brokade og opbevaret i æsker af sandeltræ), statuer af Buddha og andre fremtrædende personligheder, blomster, kamme, skakbrikker, vifter, legetøj, opiumspiber og forskellige slags smykker. Engang lavede man endog værktøj af jade, men nu kan man fremstille mere effektivt værktøj af metaller.