Jade — dens historie og anvendelse
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I TAIWAN
„MIN tid er knap,“ sagde vores gode ven Jim, der var på sit første besøg i Taiwan, „og jeg vil gerne se noget om kinesernes kultur. Hvad vil du anbefale?“
Jeg foreslog et besøg på nationalpaladsets museum.
„Et museum?“ Jim lød forbeholden.
„Du tror det måske ikke, Jim, men faktisk er et besøg på nationalpaladsets museum sandsynligvis det bedste du kan foretage dig for at nå dit mål på den tid du har til rådighed. Dets samling af kinesisk kunsthåndværk — næsten en kvart million genstande — er måske den største i verden, og disse genstande belyser kinesernes karakter og mentalitet på en måde man ellers ikke ofte ser.“
Nationalpaladsets museum er beliggende lige uden for Taipei. Da vi kørte op foran det, gjorde Jim store øjne.
„Sikken en smuk bygning!“ udbrød han. „Den er i sig selv et kunstværk!“
Museet er bygget i fire etager i samme stil som det tidligere kejserpalads fra Ching-dynastiets tid (1644-1912). Vi benyttede indgangen på første sal og overvejede hvad vi skulle se. Skulle vi tage en rundgang i rask tempo og forsøge at se det hele, eller skulle vi koncentrere os om noget særlig interessant?
Efter et hurtigt overblik besluttede Jim at vi skulle begynde med jadegenstandene.
Jade findes i to former — nefrit og jadeit. På Mohs’ hårdhedsskala, hvor diamanter har en hårdhedsværdi på 10, ansættes jade til mellem 6 og 7. Nefrit, der sædvanligvis er ensfarvet, forekommer i en mangfoldighed af farver — grøn, lyserød, hvid, gul og så videre. Jadeit kan derimod både være ensfarvet og for eksempel grøn og hvid eller grøn og sort, ja endda rød eller en helt anden farve. Til smykkefremstilling foretrækkes nutildags smaragdgrøn jade.
Blandt de udstillede genstande bemærkede Jim en sangcikadefigur af brun og grøn jadeit fra Han-dynastiets tid (206 f.v.t.-220 e.v.t.).
„Hvad er den blevet anvendt til? Dekoration?“
„Nej,“ indledte jeg min forklaring. „Som du sikkert ved, tilbringer sangcikadelarver fire år under jorden og kommer derpå op som voksne sangcikader. De gamle kinesere anvendte den derfor som symbol på genfødsel. Længe før Kristi tid begyndte de at følge den skik at lægge et sangcikadeformet stykke jade i munden på de afdøde, noget de mente ville forhindre legemet i at gå i opløsning. Skikken skyldtes deres tro på en udødelig sjæl der reinkarneredes. Men bortset fra det, synes du da ikke at deres viden om sangcikadens livscyklus klart peger på at de må have været skarpsindige naturiagttagere?“
Det var Jim enig i. Det næste vi kom til var en figur fra Ming-dynastiets tid (1368-1644), formet som et blad og udskåret af et stykke hvid nefrit.
„Kan du se hvordan kunstneren har udnyttet stenens fejl til at forskønne sit mesterværk?“ spurgte jeg.
Jim iagttog figuren nøje og bemærkede en sangcikade og nogle mærker i overfladen på jadebladet. „Det ser ud som om han har forvandlet en lille skønhedsfejl i stenen til et livagtigt insekt der gnaver af bladet!“ udbrød han. Skiltet ved siden af viste at det nøjagtig var sådan det forholdt sig.
Nu var vi nået til en af museets bedst kendte genstande — et stykke jadeit fra Ching-dynastiets tid, udformet som en kinesisk kålplante med hvide stilke og grønne blade og to græshopper ovenpå. Også her havde kunstneren med kreativ sans gjort brug af stenens naturlige farvelægning til at skabe et kunstværk.
Vi gik videre og tog en skål af gråhvid jade fra Hindustan i øjesyn. Den var udformet som en krysantemum hvorpå der var indgraveret et digt af Chien-lung (kejser 1735-1797) af Ching-dynastiet. Jaden var så tynd at den næsten var gennemsigtig. Ved siden af stod der et prægtigt skærmbræt som var sammensat af tynde skiver kunstfærdigt udskåret grøn jade anbragt i en træramme. Det var næsten ikke til at fatte hvor megen tid og hvor stort et arbejde der var medgået til at fremstille blot ét sådant kunstværk når man tænker på hvor hård jade er og hvor simple redskaber der var til rådighed dengang.
„Bortset fra jadens indlysende skønhed, er der da nogen grund til at den altid har været så yndet af kineserne?“ spurgte Jim.
„Fra ældgammel tid har den kungfutsianistiske og taoistiske tænkning fremhævet bestemte dyder som idealer,“ forklarede jeg, „og jade er blevet betragtet som et passende symbol på dem. Kungfutse priste dens dyder med ordene: ’Den er blød, glat og skinnende — ligesom kløgt. Dens kanter forekommer skarpe men skærer ikke — ligesom retfærdighed. Den søger nedad mod jorden — ligesom ydmyghed. Når den slås an, giver den en klar, ringende lyd — ligesom musik. De deformerede dele er ikke skjult, men bidrager til dens skønhed — ligesom sandfærdighed.’ Hvilken fantasi!“
Da jade mentes at symbolisere disse dyder, blev den stærkt beundret og blev anvendt af alle der stræbte efter at tage sig ud som ’den fuldendte, dannede herre’. En sådan mand bar hængesmykker af jade omkring livet, og han afpassede sin gang efter den ringlen de frembragte når han gik. Hvis han blev ophidset eller fik upassende travlt — noget en dannet herre for enhver pris måtte undgå — mindede den disharmoniske klirren ham om at han havde forset sig imod konventionerne. Her findes måske delvis forklaringen på hvordan det fejlagtige begreb ’den uudgrundelige østerlænding’ er opstået. I virkeligheden regnes det ganske enkelt for upassende at stille sine følelser til skue!
„Jeg kunne tilbringe hele dagen her,“ bemærkede Jim imens vi ilede gennem gallerierne på vej ud og forsøgte at danne os et hastigt indtryk af de omfattende udstillinger af malerier, billedhuggerarbejder, porcelæn og lakarbejder, foruden meget andet. „Tak fordi du overtalte mig til at tage med. Jeg er glad for at jeg har set disse smukke jadegenstande og har hørt deres fængslende historie.“
[Illustrationer på side 24]
Antikke sangcikader af jade
Kålplante udformet af jadeit
Hvid jade, skylleskål til pensler, udformet som et blad med en cikade på
[Kildeangivelse]
Fotografier: Nationalpaladsets museums samlinger, Taipei, Taiwan