„Dit ord er sandhed“

Nadab og Abihu — advarende eksempler

NAVNENE Nadab og Abihu hører ikke til de bedst kendte bibelske navne. Bortset fra at de er opført i bibelske stamtavler, nævnes de kun i forbindelse med tre kortfattede beretninger. Men disse få hændelser er tilstrækkelige til at gøre den bibelske beretning om dem betydningsfuld for alle som er interesseret i at behage Jehova Gud og opnå det evige liv.

Nadab og Abihu var sammen med Eleazar og Itamar sønner af Israels første ypperstepræst, profeten Moses’ broder Aron. Som Arons sønner delte de hans ære, for de var hans medpræster. Nadab, den førstefødte, var den der skulle efterfølge sin fader som ypperstepræst. — 2 Mos. 28:1.

Til at begynde med var Nadab og Abihu særlig begunstiget. De fik lejlighed til at lære Jehova Gud at kende på en enestående måde, idet de på et tidligt tidspunkt af ørkenvandringen blev inviteret med da Gud indbød Moses, Aron og halvfjerds af Israels ældste til et møde på Sinaj bjerg. Disse „ypperste mænd“ „skuede Gud [fik et syn af den sande Gud, New World Translation], og de spiste og drak“. Her fik Nadab og Abihu den ære at blive regnet blandt Israels „ældste“ og „ypperste mænd“. — 2 Mos. 24:1-11.

Det følgende år blev Aron og hans fire sønner indsat som præster ved en højtidelig ceremoni som hele Israel var vidne til. På denne måde kom Nadab og Abihu, såvel som deres brødre, og fader, igen til at indtage en særlig fremtrædende stilling. Ved denne lejlighed skulle de alle fem blive ved åbenbaringsteltets indgang i syv dage. På den ottende dag begyndte de at virke som præster, idet de bragte ofre på Israels vegne. — 3 Mos. 8:1–9:24.

Det ser ud til at Nadab og Abihu, allerede før den ottende dag var forbi, begyndte at handle på eget initiativ. Regnede de ikke disse højtidelige handlinger for noget, eller var deres betydningsfulde stilling steget dem til hovedet, så de begyndte at handle stolt og ærgerrigt? Formasteligt „tog [Nadab og Abihu] hver sin pande, kom ild i dem og lagde røgelse derpå og frembar for [Jehovas] åsyn fremmed [ulovlig, New World Translation] ild, som han ikke havde pålagt dem. Da for ild ud fra [Jehovas] åsyn og fortærede dem“. — 3 Mos. 10:1, 2.

Hvilken pris måtte de ikke betale fordi de ikke havde det rette syn på deres egen stilling! Åbenbart følte de ligesom så mange unge mænd i dag der mener at de véd mere end deres fader og derfor ikke behøver at søge hans ledelse og vejledning. Nadab, og Abihu manglede tydeligt nok kærlighed til og respekt for deres fader, ellers ville de have lagt mærke til den ærbødighed hvormed han tilbad Jehova. Da ville de aldrig så meget som have tænkt på at ofre røgelse som Gud ikke havde foreskrevet dem.

Noget som kan have medvirket til deres mangel på respekt for den alvorlige præstetjeneste, er nydelsen af vin eller andre af den tids berusende drikke. Dette kan have gjort dem letsindige og fået dem til at gøre noget så overmodigt og ubesindigt som at ofre ulovlig ild. I det mindste synes det at være antydet i Jehovas vejledning til Aron kort efter denne begivenhed: „Vin og stærk drik må hverken du eller dine sønner drikke, når I går ind i åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal være eder en evig gyldig anordning fra slægt til slægt, for at I kan gøre skel mellem det hellige og det, der ikke er helligt, og mellem det urene og det rene, og for at I kan vejlede israelitterne i alle de love, [Jehova] har kundgjort dem ved Moses.“ — 3 Mos. 10:8-11.

Eftersom apostelen Paulus forsikrer os om at „dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet“, hvad kan vi da lære af den handlemåde som Nadab og Abihu fulgte? — 1 Kor. 10:11.

Mere end én ting. For det første må det siges at være en advarsel til alle førstefødte sønner om ikke at have for høje tanker om sig selv. Det er sandsynligt at det var Nadab, den førstefødte, der førte an i disse urette gerninger. Blandt andre førstefødte som valgte en forkert vej var Kain, Adams førstefødte, Esau, Isaks førstefødte, Ruben, Jakobs førstefødte, og Amnon, kong Davids førstefødte.

Der er også i denne beretning en belæring til alle unge om at vise respekt for deres forældre, søge deres vejledning, især hvis forældrene frygter Gud. Unge må passe på at der ikke opstår en „generationskløft“ mellem dem og deres forældre og andre voksne, fordi en sådan kløft kan bidrage til at de handler forkert. Tydeligt lyder Guds ords råd: „Ær din fader og din moder.“ „Min søn, tag vare på din faders bud, opgiv ikke din moders belæring.“ Hvis Nadab og Abihu havde haft denne sindsindstilling over for deres fader, ville de ikke have pådraget sig en ulykke. — 2 Mos. 20:12; Ordsp. 6:20.

I denne beretning ligger også en advarsel imod at handle formasteligt. Princippet lyder: „Er der kommet formastelighed? Da kommer der vanære.“ (Ordsp. 11:2, New World Translation). Hvis vi derfor skulle få et særligt privilegium eller en betydningsfuld stilling betroet, bør vi ikke få for høje tanker om os selv. Folk der har det, prøver ofte at fortælle deres foresatte hvad de skal gøre, i stedet for beskedent at erkende behovet for ledelse.

Endelig bliver vi advaret mod overdreven nydelse af alkoholiske drikke. Det er sandt at Bibelen fortæller os at en af Guds gaver er vin, der „glæder menneskets hjerte“, og at vi skal ’give den mismodige vin’. Vi får også at vide at lidt vin er godt for mavebesvær og andre sygdomme. — Sl. 104:15; Ordsp. 31:6; 1 Tim. 5:23.

Men er det klogt at nyde vin eller anden alkoholisk drik når man skal udføre alvorlige pligter, når man har brug for at kunne tænke klart og have fuldstændig kontrol over alle sine fysiske og mentale kræfter? Dr. M. A. Block, en autoritet vedrørende alkohols virkning på legemet, siger at „alkohol løfter en fra virkeligheden over i en mere behagelig og ønskværdig sindstilstand“, og at „med alkohol i blodet føler chaufføren at han kører bedre, selv om han faktisk kører dårligere“. — Vital Speeches of the Day for 15. september 1969.

Ja, alkoholiske drikke forstærker følelserne og hæmmer sindets evne til at reagere hurtigt og nøgternt og fornuftigt. Det var med god grund den vise kong Salomon bemærkede: „En spotter er vinen [nydt umådeholdent], stærk drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.“ Derfor må kristne være forsigtige både med hensyn til hvornår de nyder sådanne drikke og med hensyn til hvor meget de drikker. Det ville således være klogt ikke at nyde sådanne drikke lige før eller mens man tager del i den kristne forkyndelse, så man kan undgå at vække unødig forargelse. — Ordsp. 20:1.

Man kan i sandhed lære meget af den bibelske beretning om Nadab og Abihu, som blev advarende eksempler for os.