NADAB

(Naʹdab) [villig, ædel, gavmild].

1. Aron og Elisjebas førstefødte søn. (2Mo 6:23; 1Kr 6:3) Nadab blev født i Ægypten og var med da Israel drog ud derfra. Han og hans yngre broder Abihu samt 70 andre israelitter blev opfordret til at gå op på Sinaj Bjerg sammen med Aron og Moses, og her fik de et syn af Jehova. (2Mo 24:1, 9-11) Nadab og hans tre brødre blev indsat som præster sammen med deres fader. (2Mo 28:1; 40:12-16) Før der var gået en måned, misbrugte Nadab og Abihu imidlertid deres embede ved at frembære ulovlig ild. Det forklares ikke hvorfor ilden var ulovlig, men det umiddelbart følgende forbud mod at præster drak vin eller stærke drikke under udførelsen af deres pligter, tyder på at Nadab og Abihu var berusede. Der var dog sandsynligvis tale om andet og mere end beruselse, men beruselsen kan have bidraget til deres overtrædelse. På grund af dette blev de dræbt af ild fra Jehova, og deres lig blev båret uden for lejren. (3Mo 10:1-11; 4Mo 26:60, 61) Nadab og Abihu døde før de havde fået sønner, så det blev deres brødre Eleazar og Itamar der grundlagde de to præsteslægter. — 4Mo 3:2, 4; 1Kr 24:1, 2.

2. En efterkommer af Juda gennem Jerame’el; en søn af Sjammaj og fader til Seled og Appajim. — 1Kr 2:3, 25, 26, 28, 30.

3. En søn af Je’iel af Benjamins stamme. — 1Kr 8:1, 29, 30; 9:35, 36.

4. Jeroboams søn og den anden konge i det nordlige tistammerige Israel. Nadab regerede i dele af to år, fra ca. 976 f.v.t., og han fortsatte den kalvedyrkelse hans fader havde indført. Mens han belejrede Gibbeton, en tidligere levitby (Jos 21:20, 23) som filistrene havde taget, blev han snigmyrdet af Basja, som derefter dræbte alle tilbageværende medlemmer af Jeroboams hus for selv at sikre sig tronen. — 1Kg 14:20; 15:25-31.