Spørgsmålet om fødselskontrol skaber splid i den katolske kirke

ET STORT antal katolikker har længe ønsket en lempelse af kirkens forbud mod svangerskabsforebyggende midler. Statsmænd i verden som kæmper med fattigdommens og hungersnødens problemer på grund af en ’eksplosiv’ befolkningstilvækst, har også håbet på en ændring i kirkens holdning. Selv flertallet i en kommission nedsat af paven har anbefalet en forandring.

Men i juli 1968 udsendte pave Paul VI sin rundskrivelse Humanae vitae, hvori han bekræftede kirkens tidligere holdning. Rundskrivelsen forbød alle midler til kunstig fødselskontrol, deriblandt også P-piller. Den fastholdt at „enhver ægteskabelig handling må forblive åben for livets videregivelse“.

Verdensvid reaktion

Erklæringen kom som en bombe. Reaktionen var også eksplosiv. Overskriften på forsiden af New York Post lød: „PAVENS EDIKT REJSER STORM.“ Og herhjemme skrev Berlingske Tidende for 18. oktober 1968:

„Næppe nogen sinde har de små katolske kirker i de nordiske lande oplevet en så stærk indre splittelse som den, der er opstået på grund af pavens rundskrivelse, ’Humanæ Vitæ’, om de svangerskabsforebyggende midler. Her til lands har man på det sidste oplevet skabelsen af en kløft mellem katolikker, som faktisk har fået svært ved at samtale på saglig og fredelig vis.“

Formanden for Katolsk Arbejderaktion i Danmark sagde at rundskrivelsen „forpligter ikke andre end paven og dem, der har samme opfattelse som han!“ Nogle så anderledes på sagen. En katolik i København sagde: „Paven er ikke medlem af en diskussionsklub — den endelige afgørelse må blive hans.“

Overalt i verden var mange katolikker chokerede og vrede. Sjældent havde så mange talt så heftigt og ligeud. En katolsk moder i De forenede Stater sagde: „Hvilken ret har paven til at trænge ind i mit soveværelse?“ En franskmand med fire børn erklærede: „Jeg tror at paven har uret. Jeg vil ignorere pavens forbud.“

Et rundspørge foretaget i Brasilien af tidsskriftet Manchete viste at det store flertal af kvinder i den alder hvor de kan få børn var uenige med paven. Endog 52 procent af de kvinder der var over halvtreds år gamle sagde at paven havde uret. Og 84 procent syntes at familieplanlægning var et personligt ansvar som ikke burde dikteres af kirken.

Det hævdes at omkring 70 procent af de katolske kvinder i De forenede Stater bruger svangerskabsforebyggende midler. Rundskrivelsen har ikke fået mange af disse til at ændre mening. Dette fremgår blandt andet af et manifest som en lægmandssammenslutning med 800 medlemmer i Los Angeles har udsendt. Det erklærer: „Vi forkaster simpelt hen pave Pauls forbud mod fødselskontrol og beder alle modne katolikker om at gøre det samme.“ At denne indstilling er udbredt viste en udtalelse i Berlingske Tidende for 11. august 1968: „Man mener, at mellem halvdelen og tre fjerdedele af de vestlige landes katolikker praktiserer fødselskontrol på trods af kirkens lære.“

Pavens rundskrivelse blev også udsat for kraftige angreb fra mange gejstlige. Den katolske teolog John G. Milhaven udtalte til en stor forsamling på Fordham-universitetet i New York: „Jeg kan ikke antage denne lære som sand, de fleste af mine kolleger heller ikke. De fleste katolikker under 45 heller ikke og heller ikke mange over den alder.“ Tilhørerne, som omfattede cirka 300 præster og nonner, svarede med et kraftigt bifald.

Jan Bluyssen, biskop af Den Bosch i Holland, sagde rent ud: „Personligt kan jeg ikke tilslutte mig rundskrivelsen.“ I Frankrig udsendte 120 biskopper en erklæring som sagde at „romerske katolikker hver især burde afgøre om de ville bruge svangerskabsforebyggende midler på trods af pave Pauls forbud“. Nordens katolske biskopper udsendte et hyrdebrev som understregede at katolikker i Norden har lov at følge deres egen samvittighed i spørgsmålet om børnebegrænsning.

Nogle steder blev katolske præster som udtalte sig mod forbudet imidlertid irettesat af konservative biskopper og i nogle tilfælde frataget deres embede.

Virkningerne

Nogle katolske præster forkastede altså forbudet; andre forsøgte et kompromis; nogle konservative forsvarede det. Disse teologer viste deres uenighed i fuld offentlighed, ofte meget vredt og ophidset. Resultatet var som ventet — mere forvirring. Den almindelige kirkegængers tillid til kirken blev yderligere undergravet. Tusinder forlod kirken fulde af afsky.

Ledende mænd i kirken har indrømmet at forbudet har gjort kløften mellem katolikkerne og deres hierarki større. De har også indrømmet at det vil få mange præster og nonner til at forlade deres poster, og afholde de unge fra at vælge en livsgerning inden for kirken.

Ikke alene har denne uenighed og splittelse skabt stor forvirring i kirken, men den har også udsat selve læren om pavens autoritet for voldsom kritik. Herom skriver Manchesterbladet Guardian Weekly:

„På længere sigt vil pavens rundskrivelse uden tvivl medvirke til at svække respekten for hans moralske myndighed og for den romersk-katolske kirkes lære. Når choket har fortaget sig . . . vil arrene være tilbage efter et nyt sår, tilføjet kirken af dens ledere. . . .

I det mindste for mange katolikker er denne sidste erklæring . . . en pinlig mindelse om . . . fordømmelsen af Galilei.“

Denne bitre strid om fødselskontrol fjerner kirken langt fra den enhed som Guds ord siger skal findes i den sande kristne menighed. — 1 Kor. 1:10.