Den katolske kirke som Italien ser den
DEN seneste tids udvikling i Vatikanet har vakt røre i hele den katolske verden. Præster og andre som har nær tilknytning til den katolske kirkes hierarki er blevet rystet i deres inderste. Hvordan forholder det sig med det italienske folk?
Katolikkerne i Italien sørgede dybt over pave Johannes Paul I’s (Lucianis) død. Omstændighederne i forbindelse med hans død den 28. september 1978 fik en ganske usædvanlig omtale i radio og TV. Forskellige udtalelser tydede imidlertid på at folk i det store og hele var mere interesseret i den ikke-religiøse side af sagen.
Mange italienere klagede over at film og andre foretrukne programmer i fjernsynet måtte vige pladsen for de næsten konstante nyhedsudsendelser om begravelsen, kardinalforsamlingen der skulle vælge en ny pave, og så videre. I forbindelse med Johannes Paul I’s død citerede tidsskriftet L’Espresso for den 8. oktober følgende udtalelse af chefen for et nationalt nyhedsprogram: „Vi ville afgjort ikke vise stor respekt for offentligheden hvis vi fortsatte med at bombardere folk kvantitativt og kvalitativt som vi gjorde ved Paul VI’s død.“
Man havde også en fornemmelse af at det snarere var politiske end religiøse kvalifikationer der vejede tungt ved valget af en ny pave. Pressen gav en udførlig redegørelse for de „politiske manøvrer“ bag valget af Johannes Paul I’s efterfølger. På forsiden af avisen Il Messaggero for den 3. oktober kunne man læse følgende overskrift: „En sjælenes hyrde som Luciani eller en ’politisk indstillet’ pave?“ Og den 7. oktober havde samme avis en artikel om „Benellis spil“, der viste hvilke kneb denne indflydelsesrige kardinal havde benyttet sig af i forbindelse med valget af en ny pave. Selv før Luciani var blevet valgt, skrev avisen La Nazione for den 27. august således: „I den sidste tid har man lagt alt for megen vægt på at analysere de forskellige kardinaler, deres politiske stilling og geografiske herkomst, og man har glemt den krise kirken i dag finder sig i.“
Mistanken vedrørende Johannes Pauls død
Mistanken om politiske intriger blev styrket ved Johannes Paul I’s pludselige død. „De har myrdet ham,“ og: „De har dræbt ham af politiske grunde,“ hørte man gang på gang. En sociolog der blev citeret i bladet Corriere della Sera for den 2. oktober, udtalte: „Det er højst besynderligt som rygtet om at paven er blevet forgivet, har bredt sig.“ I tidsskriftet Panorama for den 10. oktober hed det (i en kort artikel med overskriften „Hvorfor siger folk at han er blevet myrdet?“): „I Rom begyndte denne mistanke straks at dukke op i folks tanker, nøjagtig som om uret var blevet stillet 500 år tilbage til Borgia-intrigernes tid, hvor pave Alexander VI og hans børn Lucrezia og Cesare spandt deres net af intriger. Taxichauffører og handlende har kun været optaget af ét samtaleemne i de sidste dage: at der bestemt må stå et eller andet komplot bag pavens død.“
Men det var ikke blot offentligheden der nærede denne mistanke. Adskillige avisoverskrifter kaldte pavens død et mysterium og foreslog at der blev foretaget en undersøgelse. Sekretæren for „Civiltà Cristiana“, en traditionalistisk katolsk bevægelse, udtalte: „Rygterne, spørgsmålene og formodningerne i forbindelse med visse omstændigheder ved og årsager til pavens død, er mange og vidt forskellige. Derfor mener vi at det ville være rigtigt af de retslige instanser at give os et utvetydigt svar.“ Corriere della Sera, der havde gengivet sekretærens udtalelse, skrev også at „Civiltà Cristiana“ havde overrakt Vatikanet en skriftlig anmodning om en undersøgelse.
En af grundene til offentlighedens interesse var at pave Johannes Paul I i høj grad havde vundet massernes sympati ved sit enkle sprog, der af nogle blev sammenlignet med ’en landsbypræsts’. Mange var yderst tilfredse med at han besluttede ikke at bære den tredobbelte krone, tiaraen, ved den indsættelsesceremoni der markerer en ny paves tiltrædelse, og at han ønskede at afskaffe den transportable tronstol hvori paven bæres for at han kan ses af folkeskarerne — selv om han, efter igen at have overvejet sagen, indvilligede i at benytte den ved sin indsættelse.
Var tiaraens afskaffelse af betydning?
Af en artikel i La Nazione for den 3. september 1978, skrevet af F. Margiotta Broglio, fremgik det at man tillagde Lucianis afskaffelse af tiaraen større betydning end der var grund til. „Her,“ skrev Broglio, „ønsker vi ikke at kritisere pavens første beslutning, men vi vil gerne nævne at har man først truffet den beslutning ikke at benytte ’suverænitetssymbolerne’, bør denne beslutning gennemføres konsekvent, idet man også giver afkald på brugen af kongelige levn, ceremonielle sabler, Toson d’Oro — et levn fra bourbonernes herredømme — og andre ’verdslige’ genstande som knyttes til pavedømmet . . . Kun ved modigt at vende tilbage til de åndelige virkeligheder vil det lykkes kirken at fjerne alle spor af pave Montinis [Paul VI’s] neotemporalisme.“
En læser der skrev til dagbladet La Repubblica udtalte sig i endnu stærkere vendinger. Idet han angreb den pragt, de ceremonier og de rigdomme paven er omgivet af, sluttede han: „Jeg er ikke tilbeder af en juvelbehængt pave, og jeg er heller ikke fascineret af et vatikan der er som hentet ud af Tusind og én nat. Det budskab jeg gerne vil sende til Johannes Paul findes i evangeliet. Luk denne bog op og læs den grundigt, min kære pave. Vær så konsekvent og før dens indhold ud i livet, idet du giver afkald på alle disse rigdomme og giver dem til andre; nøjes med det nødvendigste til livets ophold, kom ned fra din piedestal og tal til folk!“
Hvad den nye pave, Johannes Paul II (Wojtyla) angår, skal det vise sig om han agter at foretage væsentlige ændringer i kirkens lære eller struktur. Før han blev pave erklærede han at han fuldt ud var i overensstemmelse med indholdet af Paul VI’s rundskrivelse Humanae Vitae, der gik imod svangerskabsforebyggelse og fødselskontrol. Corriere della Sera for den 18. oktober omtalte pavens ærbødighed for „Madonna“ med en henvisning til at hendes forbogstav „M“ findes i det våbenskjold som den nuværende pave har valgt. Disse to ting betragtes som et tegn på at ændringer i fremtiden kun vil blive af overfladisk karakter og ikke vil medføre nogen væsentlige forandringer i den katolske kirke.
Kirken står over for problemer
Et barometer for hvordan det italienske folk stiller sig med hensyn til den katolske kirke, er forholdet i sognene. Il Messaggero citerede den 29. september en tale som kardinal Poletti fra Rom havde holdt for en forsamling af biskopper, og hvori han havde beskrevet den kritiske situation der eksisterer i Roms eget bispedømme. Han erklærede:
„Der er 68 sogne i Rom som mangler en sognekirke eller -bygning, og som midlertidigt holder til i omgivelser der er åndeligt nedbrydende for både befolkning og præsteskab.“
Poletti forklarede at der findes utallige sogne af „uhyre dimensioner“ — med fra 30.000 til 80.000 indbyggere — og at det er så stor en præstation blot at uddele sakramenterne at det „egentlige evangeliseringsarbejde“ bliver forsømt. Der findes også mange nye boligkomplekser, sagde han, der vil kunne huse mere end 150.000 mennesker når alle lejligheder bliver lejet ud, men hvor „det er umuligt blot midlertidigt at få et sted til gudstjeneste“, og disse områder af byen „vil blive overladt til sig selv og falde tilbage til almindeligt hedenskab. — Hvilken måde at udbrede evangeliet på!“
Andre områder er ligeledes berørt. Palermo, for eksempel, siges at mangle mindst 20 nye kirker. „Men vi mangler midler at bygge dem for, og vi mangler præster,“ siger en talsmand, som omtalt i Giornale di Sicilia. „Hvad er der at sige om sognekirkerne?“ spurgte dette blad. „De er blevet ligesom ’tankstationer’ hvor folk kun kommer når de har brug for noget. Ingen af de gejstlige institutioner fungerer gnidningsløst, og nogle fungerer slet ikke. Præsterne beder mindre og mindre . . . Unge præster har undertiden en forkert opfattelse af hvad der bør betragtes som fremskridt, mens andre præster stadig forskanser sig bag utidssvarende opfattelser. Resultatet er at modsætningsforholdet mellem de to kategorier ofte udløser en eksplosion, og ender med at lamme visse kirkelige aktiviteter.“
Forvirring og vantro
Alt dette har medvirket til at svække præsteskabet, og denne virkning har naturligt forplantet sig til lægfolket i form af skepsis, ligegyldighed og endog manglende tro på og tillid til kirken. Allerede i 1976 skrev en præst til det religiøse tidsskrift Seminari og udtalte sin fordømmelse af at „nogle unge præster taler om kirken, paven og biskopperne på en måde som jeg er sikker på at selv kirkens værste dødsfjender ikke gør, og det skønt de er præster!“
Der råder således forvirring blandt Italiens katolske lægfolk. De ændringer der er sket, som for eksempel afskaffelsen af latin ved messen og ophævelsen af forbudet mod at spise kød om fredagen, har skabt røre blandt nogle, mens andre betragter disse ændringer som mindre væsentlige. Disse sidste ønsker at se endnu mere gennemgribende forandringer — forandringer der har at gøre med folks hverdag.
At respekten for præsteskabet bliver stadig mindre fremgår også af et rundspørge, offentliggjort i bogen „En undersøgelse af præstekaldet“ af Giuseppe Bove, der analyserer de kritiske bemærkninger man ofte hører om præster. Af de adspurgte sagde de 69 procent at præsterne ikke lever efter det de forkynder; 52 procent sagde at de elsker penge; 33 procent at de holder sig for meget på afstand af almindelige mennesker; 30 procent at de ikke forstår nutidens verden; 25 procent at de ikke er tro mod deres løfte om at leve i cølibat; 23 procent at de blander sig i politik; 21 procent at de ingen nytte er til; og 15 procent at de ikke følger med tiden.
Hvilken fremtid venter der da den katolske kirke i Italien? Det kan kun tiden vise. Men ét er sikkert: Kristus, Dommeren, vil dømme alle de institutioner, såvel som alle de enkeltpersoner, der hævder at tro på ham og at følge ham som Guds indsatte konge og ypperstepræst. Hvis deres lære og kirkestruktur ikke er i overensstemmelse med den kristne lære i Guds ord, vil de umuligt kunne få hans velsignelse. Sådanne institutioner og enkeltpersoner vil derfor ikke kunne bestå. — 1 Pet. 4:17, 18; Hebr. 4:12; jævnfør Nahum 1:6.