Strid om lærespørgsmål

FØR i tiden plejede det at være sådan at man vidste hvordan en præst ville prædike hvis man fik at vide hvilket trossamfund han tilhørte. Han ville prædike det som hans kirke lærte og troede. Men sådan er det ikke længere.

I dag træffer man inden for ethvert trossamfund i kristenheden velanskrevne præster som er uenige med deres egen kirke. De er ikke alene uenige med andre præster inden for kirken, men de er ligefrem uenige med kirkens trossætninger. Det gælder endog grundlæggende dogmer.

Afvigelser fra dogmerne

For eksempel holder de fleste kirker officielt fast ved læren om helvede. Den går ud på at forhærdede syndere vil blive straffet med fysisk smerte i al evighed. Således bekræftede den katolske kirke under det sidste økumeniske koncil sin lære om helvede som et virkeligt sted med evig straf for synd.

Imidlertid er der flere og flere præster, både i den katolske kirke og andre trossamfund, der fremholder afvigende synspunkter om helvede. De siger måske at helvede blot er en sindstilstand, at det blot er det at være adskilt fra Gud, eller at det simpelt hen er ’helvede på jorden’, og går således imod deres egen kirkes officielle tro. Stiftsprovst Kai Jensen skrev for eksempel i sin bog Hvor gaar vi hen:

„Talen om evig Fortabelse er forrykt. Det er ikke Kristendom. Det var kun i gamle Dage, at der fandtes Helvedesprædikanter, som tordnede paa Prædikestolene om Djævelen og den uudslukkelige Ild. Men den Tid er forbi.“

Hvad tror De at folk tænker hvis de hele deres liv har troet på deres kirkes lære om helvede og de så hører deres præster udtale sig på den måde?

Tre presbyterianske præster i Australien har offentligt givet udtryk for at de ikke tror på menneskesjælens udødelighed, og det selv om deres kirkesamfund lærer dette. Den ene af præsterne, Ian Steer, udtaler: „Problemet er at der i nogen udstrækning findes en dobbelt standard. Dette gælder ikke kun inden for den presbyterianske kirke. Præsterne lærer ét på deres skoler og prædiker somme tider noget andet i deres kirker.“

De fleste katolikker har lige fra barndommen lært at vise fuldstændig lydighed mod den katolske kirkes autoritet. Men da man spurgte 37 fremtrædende præster, nonner og andre ledende katolikker i Holland hvad de mente om denne lydighed mod kirkens autoritet, sagde mange af dem at de ikke længere kunne vise en sådan lydighed.

Jesuiterpræsten John L. Mackenzie, en katolsk teolog som har undervist ved Notre Dame-universitetet, siger rent ud med hensyn til romerkirkens myndighed at kirken ledes af „en kirkelig mafia“. Toronto-bladet Daily Star tilføjer: „Han [Mackenzie] går så vidt som til at sammenligne kirkeinstitutionen i dag med et rottehul. ’Og man kan ikke lide at høre at man har ofret sit liv på et rottehul,’ siger han.“

Navnlig de yngre præster er meget frimodige når de udtaler sig imod deres kirkes lære.

Kønsmoral

De fleste kirkegængere forventer at deres præster går ind for høje moralnormer. Men i dag står præsterne stærkt splittet i spørgsmålet om kønsmoral. Flere og flere af dem siger at ægteskabsbrud, utugt og homoseksualitet ikke er forkert.

I England har metodistpræsten Lord Soper udtalt: „Den tanke at sex skulle være begrænset til ægteskabet er latterlig.“ Den episkopale præst F. C. Wood har i et foredrag på en pigeskole i Maryland, U.S.A., sagt: „Der er ingen love der berører kønslivet. Jeg gentager: overhovedet ingen love. . . . Forbindelse før ægteskabet . . . kan være noget meget smukt.“ Pastor Günther Hintze i Den danske Folkekirke har i et kirkeblad skrevet:

„Det kan være etisk rigtigt — og også kristeligt rigtigt — at de unge plejer samliv før ægteskabet, og det kan være lige så rigtigt, at ægtefæller af den ene eller den anden grund for en tid unddrager sig hinanden, ja måske oven i købet har sexuelle forbindelser uden for deres ægteskab.“

Mange præster er således tilbøjelige til, at ’følge med tiden’, og de hævder at det ikke er deres opgave at prædike moral. Men hvis ikke mænd der hævder at være Guds tjenere vil prædike moral, hvem skal så gøre det? Og hvad mener De om den erklæring som halvfems episkopale præster i New York fremsatte om at kirken burde regne homoseksuelle handlinger for „moralsk neutrale“?

Hvis vi hver især vil undersøge hvordan vi egentlig stiller os til denne nye tendens til at godkende ægteskabsbrud, utugt og homoseksualitet, kan vi spørge os selv: Ville jeg synes om at min datter begik utugt? Ville jeg bryde mig om at min hustru havde seksuel forbindelse med en anden mand, eller omvendt, at min mand gik i seng med en anden kvinde? Ville jeg sige til min søn at det var i orden han blev homoseksuel?

Vi bør dog også tage noget andet, endnu vigtigere, i betragtning: Hvordan ser Gud på denne sag? Det behøver vi ikke at være i tvivl om. I sit ord siger han: „Far ikke vild! hverken utugtige eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, . . . skal arve Guds rige.“ — 1 Kor. 6:9, 10.

Virkningen

Al denne forvirring og splittelse i kirkerne om hvad de skal lære, undgår ikke at få visse følger. Mange mennesker er enige med den engelske forfatter Malcolm Muggeridge, der siger:

„For mig at se er den etablerede kristendom nu i fuldstændig uorden og i den grad i opløsning at den aldrig, medmindre der sker et mirakel, kan finde tilbage til noget der bare ligner orden eller troværdighed.

I sin nuværende tilstand af forfald og opløsning er den etablerede kristendom . . . blot en vittighed.“

Mange kirkemedlemmer føler sig frastødt af de splittelser der findes inden for kirkerne med hensyn til så mange lærespørgsmål. De har mistet tilliden til deres præster. Derfor tager de afstand fra kirkerne.

Det er imidlertid vigtigt at De gør Dem klart at kristenhedens splittede kirkesamfund ikke repræsenterer kristendommen. Dette beviser selve deres splittelse, for Bibelen formaner sande kristne „at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning. . . . Er Kristus da delt?“ — 1 Kor. 1:10, 13.

Blandt sande kristne findes ikke splittelser. Men det gør der i kirkerne.

● I et interview til Berlingske Tidende for den 8. december 1968 udtalte Christian Bartholdy om folkekirken: „Den synger på sit sidste vers, men ingen kan vide hvor langt verset bliver. Kirken har i hvert fald ikke kunnet hindre, at samfundet sekulariseres.“