Hvorfor de religiøse ledere er bekymrede

LEDERNE af alle kristenhedens større trossamfund er bekymrede. Den canadiske præst Bruce McLeod siger det på denne måde: „Kirken fungerer ikke så godt som den gjorde før i tiden, og det gør dem bange.“

Det er ikke bare forandringerne i kirkens lære og ceremonier der gør præsterne bekymrede. Det er en langt alvorligere form for ændringer der gør dem urolige.

For første gang i flere århundreder oplever næsten hvert eneste af kristenhedens ældre, veletablerede trossamfund at antallet af præster svinder ind. Hvert år er der flere og flere der forlader deres embede. Antallet af nye studerende ved de fleste præsteseminarier og teologiske fakulteter daler endnu hurtigere. Desuden er der nu færre og færre der kommer i kirkerne. Af disse grunde er mange religiøse ledere bange for at deres kirker er ved at dø!

Det kan godt være at De ikke personlig har lagt mærke til noget af alt dette. Måske er Deres by, Deres sogn eller det kirkesamfund De tilhører endnu ikke blevet så stærkt berørt af uroen. Men det er over hele jorden at det går tilbage for kirkerne. Der er ikke sket noget lignende i mange århundreder. En mand der tidligere var rådgiver for pave Pius XII, siger om sin egen kirke: „Den krise kirken oplever nu er alvorligere end den protestantiske reformation.“

Før vi omtaler hvorfor alt dette sker vil vi først se på hvad det er der foregår. En undersøgelse af kendsgerningerne viser at situationen er langt mere alvorlig end de fleste mennesker aner.

Præster der går

Et af de problemer der volder kirkelederne flest bryderier er det at flere og flere præster nu forlader deres embede. Den kendte presbyterianske præst David Poling siger ligeud: „Vi er vidne til at en historisk profession bryder sammen: præstestanden.“ Mange tidligere præster er sikkert enige med den danske dr. theol. Kaj Baagø i denne udtalelse: „Jeg har opgivet troen på, at kirken kan og vil lade sig reformere, og derfor har jeg forladt den. Gudstjenestens liturgi, salmerne og prædikenerne siger mig ikke noget mere.“

I mange århundreder voksede antallet af præster. Men for nogle år siden begyndte tilgangen at gå langsommere, og til sidst standsede den helt. Nu går det den modsatte vej! I løbet af de sidste få år har flere og flere præster fra forskellige trossamfund forladt deres gerning. Sidste år, 1969, fandt den hidtil største udvandring sted.

Pave Paul VI har sagt at præsteflugten er hans „tornekrone“. Men hans kirke er ikke den eneste der har disse problemer. I bogen The Last Years of the Church [Kirkens sidste år] bemærker David Poling ganske rigtigt: „Mismodet er lige så komplet blandt præster i de protestantiske kirker og uenigheden i deres rækker er lige så udbredt, skønt dette, på grund af opdelingen i mange små trosretninger, ikke er så iøjnefaldende.“

Antallet af præster i den svenske statskirke er ligeledes faldet, men de såkaldte „frikirker“ har også lidt svære tab. Bemærk følgende oversigt:

Præster i „Missionsförbundet“

Denne tendens er særlig udtalt i den katolske kirke. Bladet Newsweek beskriver det på denne måde:

„Hvor den katolske kirkes biskopper end vender sig hen bliver de stillet over for statistikker der understreger hvad mange af dem af personlig erfaring allerede er klar over: at flere og flere præster forlader deres embede. . . . Sociologen fader Andrew Greely forudser at kirken i Amerika i løbet af de næste ti år sandsynligvis vil miste halvdelen af sine 59.000 præster.“

Fra hele den katolske verden kan man høre lignende beretninger. New York Times skriver om situationen i Holland: „Antallet af præster der forlader deres embede er fem gange højere end i 1965.“ Følgende tal fra 1968 viser afgang og tilgang af præster i Hollands katolske kirke:

196 (Præster der forlod embedet)

189 (Præster der døde)

385 (I alt)

145 (Nye præster ordineret)

240 (Underskud i 1968)

En officiel undersøgelse i Brasilien har afsløret at der fra 1960 til 1968 var 643 katolske præster der forlod deres kald. Bladet El Comercio fra Peru oplyser at der nu er „knap 400 peruvianske præster til en befolkning på op imod 14 millioner“. I 1969 oplevede den katolske kirke i Argentina den hidtil største krise i dette land: Alene inden for ærkebiskoppen af Rosarios område var der 28 præster der trak sig tilbage samtidig.

Kirkernes ledere har altså god grund til at være ængstelige. Mon ikke også De ville blive betænkelig hvis De var kaptajn på et stort passagerskib hvor flere og flere af mandskabet sprang over bord?

Endnu større nedgang

Mange kirkeledere er endnu mere bekymrede over det der sker på præsteseminarierne, hvor nye præster uddannes. Derom siger David Poling i bogen The Last Years of the Church:

„Hvis iagttagere af kirken havde ført dagbog over de første tegn på at kirkerne var ved at miste indflydelse, kunne den svigtende tilgang til præsteseminarierne have været det første de lagde mærke til. Det der i de senere år er blevet til et alarmerende fald, begyndte for en halv snes år siden med en næsten umærkelig nedgang fra det ene år til det andet.

Derfor lukker præsteseminarierne nu, og nogle af dem griber til sammenlægninger som en sidste nødløsning.“

I 1968 skrev Kristeligt Dagblad følgende om situationen i Danmark: „Tilgangen til de teologiske fakulteter er mildest talt beskeden. Ved Københavns Universitet har således i år i alt kun 39 unge mennesker valgt at studere teologi, hvilket er 24 færre end i 1967. Det slår afgjort hverken halvt eller helt til, hvis behovet for præster skal dækkes. Og så må man endda tage i betragtning, at sandsynligvis kun en relativ beskeden part . . . nogen sinde tager en præstegerning op.“

I Holland er antallet af præsteordinationer i de sidste to år faldet med 36 procent. Ærkebiskoppen af Lyon i Frankrig har afsløret at der i 1969 var 41 procent færre der indledte studier ved de katolske præsteseminarier. I England er antallet af nye anglikanske præster faldet med 22 procent de sidste fem år.

De forskellige religiøse ordener befinder sig i den samme situation. Det canadiske blad Windsor Star fortæller om Irland: „Mange klostre i Irland må i de næste ti år laves om til hoteller, sagde en irsk franciskanerpræst for nylig.“

Den officielle katolske håndbog for De forenede Stater viste i 1969-udgaven at der var 9175 nonner færre end året før, en kolossal nedgang. Den katolske gejstlige Ernest Bartell fra Notre Dame-universitetet erklærer: „Tilgangen af nye til alle de religiøse ordener er faldet betydeligt. Jeg ved et tilfælde hvor en orden har en helt ny bygning der er beregnet til 100 piger, og nu er der kun fire elever.“ Lignende beretninger kommer fra næsten hvert eneste land i kristenheden.

Færre kommer i kirkerne

Ikke nok med at det tynder ud i præsterækkerne, men der bliver også færre og færre der kommer i kirkerne. Det er ikke bare ’mandskabet’ der springer over bord. ’Passagererne’ gør det også!

I Danmark er kirkegangsprocenten faldet støt og roligt i løbet af de sidste fyrre år. Afdelingsleder ved Religionssociologisk Institut i København, Per Salomonsen, gav sidste år følgende oplysninger til Aarhuus Stiftstidende om kirkegangsprocenten i nogle danske stifter:

Viborg

Helsingør

1927: 6,84

1967: 2,13

Dette kan mærkes på folks økonomiske støtte til kirkerne og de kirkelige skoler. For eksempel er over 1000 katolske skoler i De forenede Stater blevet lukket i løbet af de sidste seks år. Tilgangen faldt med 771.000 — 14 procent.

Fremtiden?

Biskop Ralph Dean, der i vrede og afsky har forladt sit hverv som leder af den anglikanske kirke i hele verden, har sagt: „I sin nuværende struktur vil kirken måske være ophørt med at eksistere når der er gået ti år.“ Hans efterfølger i embedet, biskop John Howe, var enig med ham i dette.

Den katolske præst Joost Reuten skrev i det hollandske Limburgs Dagblad en artikel der havde overskriften: „Kirkens sidste time er kommet.“ Heri skrev han blandt andet:

„Jeg mener virkelig at den sidste time for kirken i Holland er kommet. Jeg vil anføre to grunde: for det første kommer der ingen ny generation af præster, og for det andet er de 18- til 35-årige ved at forlade kirken.“

Også pave Paul VI har ofte udtrykt sin bekymring. For nylig sagde han: „Kirken gennemgår en tid med bekymring, selvkritik, ja man kunne endda sige selvødelæggelse.“ Han sagde også at kirken var ved at blive ’korsfæstet’.

Ja, kirkernes ’kaptajner’ er dybt bekymrede. Men hvis De var kaptajn på et skib, ville De så ikke også blive bekymret hvis De så at både besætningen og passagererne sprang over bord?

Hvorfor sker alle disse forbløffende ting? Hvorfor kommer dette pludselige tilbageslag for kirkerne? Hvad vil det hele ende med?

● „Præstemangelen er kirkens problem og store nød i dag, så sandt præster er dagligt brød for kirken,“ skrev pastor Johannes Juhl i Berlingske Tidende den 20. oktober 1968.

[Illustration på side 5]

Pave Paul VI siger at præsteflugten er hans „tornekrone“

[Illustration på side 7]

Bladet „Time“ skriver: „Englands 10.000 landsbykirker er de sørgelige rester af en livsform der er ved at forsvinde. . . . Hvert år bliver deres menigheder mindre og mindre.“