„Dit ord er sandhed“

Venskab med Guds fjender?

ET AF de vidnesbyrd der bekræfter at Bibelen er autentisk som den almægtige Gud Jehovas ord, er den ærlighed og oprigtighed der kendetegner skribenterne. De beretninger der blev udfærdiget om oldtidens hedenske herskere fremhæver deres dyder og sejre men nævner sjældent, om nogen sinde, deres svagheder og nederlag. Guds skribenter, derimod, fortalte ærligt og ligefremt om de fejl Jehovas tjenere begik.

Et slående eksempel på dette er beretningen om den gudfrygtige Josafat, som var konge i Juda rige i femogtyve år henimod slutningen af det tiende århundrede f.v.t. Om ham læser vi: „[Jehova] var med Josafat, thi han . . . søgte . . . sin faders Gud og fulgte hans bud . . . Da voksede hans mod til at vandre på [Jehovas] veje.“ Han gik selv ud iblandt folket og opfordrede det til at tilbede Jehova. Han sendte øverster, præster og levitter ud for at undervise folket i Jehovas lov, og overalt i landet indsatte han dommere som han bød at dømme med gudsfrygt. — 2 Krøn. 17:1-19; 19:4-11.

Men alt dette afholdt ikke Guds skribenter fra også at fortælle om de fejl Josafat begik og om Jehovas irettesættelse. Ved en lejlighed lykkedes det således den onde kong Akab at få kong Josafat til at gå med i kampen mod kongen af Syrien ved Ramot i Gilead. Josafat var betænkelig ved det og bad om at man først rådspurgte en af Jehovas profeter. Efter at nogle falske profeter havde spået at det ville gå dem godt, trådte en sand profet for Gud frem og sagde rent ud at de ville lide nederlag.

Dette skulle have afskrækket Josafat, men det gjorde det ikke. Han fulgtes med kong Akab til slaget, og hvis ikke Jehova havde grebet ind ville Josafat være blevet dræbt. Beretningen fortæller: „Da gav Josafat sig til at råbe, og [Jehova] frelste ham, idet Gud lokkede dem bort fra ham.“ I dette slag faldt den onde kong Akab, og „kong Josafat af Juda . . . vendte uskadt hjem“. — 2 Krøn. 18:1–19:1; 1 Kong. 22:1-38.

Beretningen viser hvor tåbeligt det var af Josafat at ville hjælpe den onde Akab, for Akab var ikke Josafats ven. Akab prøvede at redde sit eget skind ved at forklæde sig og derpå bede Josafat beholde sit kongelige skrud på i kampen, hvilket han gjorde. Akab havde regnet ud at fjenden ville tro at Josafat var Akab og derfor ville rette deres angreb mod ham men ikke lægge mærke til Akab selv, som var forklædt. Og det kom til at passe. Kongen af Syrien havde givet sine mænd besked på udelukkende at rette deres angreb mod kong Akab. Da øversten for de syriske vognstyrere så Josafats kongelige dragt, troede han at det var Akab og begyndte at angribe ham. Men efter at Jehova havde udfriet Josafat, forstod vognstyrerne at det ikke var Akab og indstillede deres angreb på ham.

Det kan godt være at Josafat var taknemmelig over at hans liv var blevet reddet. Men Jehova ville ikke lade hans forkerte og tåbelige handlemåde gå upåagtet hen. Han sendte sin profet Jehu til ham med en kraftig irettesættelse: „Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem, der hader [Jehova]? For den sags skyld er [Jehovas] vrede over dig! Noget godt er der dog hos dig, thi . . . du har vendt dit hjerte til at søge Gud.“ I øvrigt begik han senere den samme fejl en gang til, og blev også irettesat for den. — 2 Krøn. 19:2, 3; 20:35-37.

Der er ingen tvivl om at uanset hvor meget Jehova fandt behag i Josafats retskafne handlemåde og nidkærhed for ren tilbedelse, så brød han sig ikke om at han kom sammen med Guds fjender og hjalp dem. I det første tilfælde havde det nær kostet ham livet, og i det andet kostede det ham hans flåde.

Eftersom Guds ord er „gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed“, hvad kan vi da lære af Josafats oplevelser? — 2 Tim. 3:16.

Det er for det første opmuntrende at se den barmhjertighed og kærlige godhed som Jehova viste. Selv om Josafat handlede forkert og uviist ved at tage hen og hjælpe den onde Akab, lod Gud ham ikke i stikken da han var i virkelig fare men reddede ham på grund af det gode han havde gjort. Vi kan derfor have tillid til at Gud vil hjælpe os, selv om vi kommer i vanskeligheder på grund af vor egen uforstandighed, hvis vi ellers har været trofaste mod ham.

Men endnu vigtigere er den lektie som Jehova lod profeten Jehu give Josafat: „Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem, der hader [Jehova]?“ På dette punkt havde Josafat begået en alvorlig fejl med hensyn til sin loyalitet mod Gud, for denne loyalitet krævede at han ikke hjalp Jehova Guds fjender.

Hvem er Guds fjender i dag som hans tjenere ikke må hjælpe? Lad det med det samme være nævnt at der her er tænkt på organisationer, nationer, ideologier og den slags. Josafat var blevet overtalt til at hjælpe den frafaldne nation Israel i dens krig mod Syrien. Det var ikke et spørgsmål om at vise almindelig høflighed eller venlighed mod et andet menneske, hvilket altid er ret og tilbørligt. Kristne i dag stræber efter at „gøre godt mod alle“ og vise venlighed mod dem der er i nød. (Gal. 6:10; Mark. 12:31) Men det er en anden sag når verdslige organisationer ønsker at Jehovas folk skal være med til at bevare denne onde tingenes ordning. — Gal. 1:4.

Når religiøse organisationer i kristenheden søger Jehovas tjeneres hjælp i bekæmpelsen af sociale problemer, på samme måde som Akab søgte Josafats hjælp, er det derfor rigtigt at spørge: Holder disse organisationer sig adskilt fra verden sådan som Jesus sagde at hans disciple skulle gøre? Gør de Jehovas navn kendt og henviser folk til Guds rige som menneskehedens eneste håb? Lever de efter Bibelens principper? Viser de den kærlighed som Jesus sagde skulle kendetegne hans disciple? Nej! — Matt. 24:14; Joh. 13:34, 35; 15:19; 17:16, 17.

Hvilken slutning kommer vi da til? At disse religiøse organisationer er venner, ikke med Jehova Gud, men med hans fjender. Det kan ikke være anderledes. De er en del af verden, og for kristne er „venskab med verden“ det samme som „fjendskab med Gud“. Der kan ikke være noget ’fællesskab mellem lys og mørke og Kristus kan ikke stemme overens med Beliar’. Jesus fremsatte selv det princip som hans disciple må rette sig efter: „Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.“ — Jak. 4:4; 2 Kor. 6:14, 15; Matt. 12:30.

Loyalitet mod Gud kræver ikke alene at man nægter at slutte sig til sådanne religiøse samfund, men også at man forbliver neutral med hensyn til de brændende spørgsmål som optager verden, enten det er ideologiske, politiske, sociale, racemæssige eller nationale stridsspørgsmål. Kun på den måde kan man vise at man har forstået hensigten med at Jehova Gud lod irettesættelsen nedskrive: „Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem, der hader [Jehova]?“