De store havdyr

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I JAPAN

ET KÆMPESTORT hoved, et drabeligt gab, små bitte øjne ved mundvigene, næsten usynlige ører, og en næse der blot består i et hul oven på hovedet. Det er et kort skitseret portræt af hr. Hval. Når han åbner munden afsløres en hule med plads til en velvoksen afrikansk elefant! Der er ingen tænder. Men fra overkæben hænger der hele vejen rundt to rækker af lange, tynde og frynsede hornplader, barderne, som kan minde om en kraftig skægvækst.

I undermunden har hr. Hval en mægtig, blød tunge. De over tre meter lange barder som hænger ned fra overmunden er på én gang hårde og bøjelige. Når han tager en dyb indånding sker det ikke gennem munden. Luften passerer direkte til lungerne gennem den omtalte åbning oven på hovedet. Under dykning lukkes denne åbning med nogle indre klapper. Har De lyst til at komme på nærmere hold af dette vældige gab? Eller måske skulle vi hellere trække os lidt tilbage og betragte kæmpen på en sikrere afstand.

Når man taler om hvaler tænker man som regel på nogle meget store dyr. Men der findes også mindre hvaler, for eksempel delfiner og marsvin. Disse varmblodede, luftåndende pattedyr, der har luffer og halefinner og svømmer som fisk, udgør en dyreorden der kaldes „Cetaceae“. Nogle er halvanden meter lange og andre over tredive meter. Nogle vejer halvtreds kilo og andre hundrede og halvtreds tons. Tandhvalerne kaldes „Odontoceti“ og bardehvalerne „Mystacoceti“.

Bardehvaler

Den hval som blev beskrevet i begyndelsen af artiklen er grønlandshvalen eller nordhvalen, som lever i det nordlige Stillehav og det nordlige Atlanterhav. Omkring en tredjedel af dens længde udgøres af hovedet. Den er en nær slægtning af et andet tandløst under, blåhvalen, det største af alle nulevende og uddøde pattedyr. En nyfødt blåhval kan være over seks meter lang. En model af en velvoksen blåhval, lavet af stift skumgummi uden på et stålskelet og overtrukket med fiberglas, har i adskillige år været udstillet i pattedyrsafdelingen på New Yorks naturhistoriske museum.

Disse kæmpedyrs varbørster, barderne, er også kendt under navnet „fiskeben“, selv om det egentlig ikke er ben men en slags kraftig hårvækst. „Fiskeben“ blev engang brugt i korsetter og lignende, men er nu for det meste erstattet af kunststoffer. De bruges stadig i visse typer maskinbørster.

Det er bardehvalens tykke spæklag, en kraftig, gummiagtig beklædning under en papirtynd hud, der sætter den i stand til at holde en legemstemperatur som menneskets. Af hvalspækket får man ved afsmeltning 50 til 80 procent spiseolie, foruden klaret, sæbe og andre produkter.

Hvalindustrien gør et enormt indhug i bestanden af bardehvaler. Da de tre japanske hvalflåder vendte hjem sidste år, efter fire måneder ved Antarktis, havde de fanget deres kvota på 1493 blåhvalenheder. En enhed kan enten bestå af én blåhval eller, svarende dertil, to finhvaler, to og en halv pukkelhval, eller seks sejhvaler.

Tandhvaler

Først i begyndelsen af det attende århundrede begyndte hvalfangere at interessere sig for en anden type hvaler, tandhvalerne, især spermacethvalen eller kaskelotten. Omkring 1846 deltog mere end 700 amerikanske hvalfangerskibe i jagten på dette dyr, ivrige efter at udnytte rigdommene i dets vældige krop — fra spækket tonsvis af olie, meget efterspurgt til lamper, og fra hovedet en klar, farveløs olie, som brugtes ved fremstillingen af de fineste vokslys. I dag bruger man spermacetolien på mange forskellige måder: ved valsning af stål, til appretur, og i særlige smøreolier, tekstilhjælpemidler, vokser, sæber, rensemidler og kosmetiske artikler.

Fra spermacethvalen får man også ambra. Denne grå, voksagtige substans dannes i hvalens mave og tarme, sandsynligvis på grund af en eller anden form for irritation, og findes opgylpet i store klumper, enten flydende på havet eller skyllet op på stranden. Ambra har konsistens som en fast ost, ligner marmor når man skærer i det og udsender en behagelig duft. Det regnes for et meget fornemt fikserende middel i fremstillingen af dyre parfumer.

De fleste hvaler er ufarlige og volder ingen skade. Man ser dem ofte lege og boltre sig i flokke, såkaldte „skoler“, idet de gør høje spring op af vandet og slår kolbøtter. Især delfinen er kendt for sin venlige nysgerrighed. På den anden side kan en stor hval der er såret og som desperat vælter sig rundt i vandet, godt være farlig for selv et ret kraftigt skib.

Spækhuggeren

En undtagelse er spækhuggeren: Den er ikke tilfreds med plankton og andet småkravl i havet. Den vil hellere sætte tænderne i delfiner, marsvin, sæler, pingviner og hajer, og den viger endda ikke tilbage for at flænse store spækstykker ud af en anden stor hval eller endog flænse dens tunge i stykker. Den jager i flok. Man kender tilfælde hvor den har gennembrudt isflager for at angribe mennesker eller sæler.

Japanerne kalder denne hval for shachi og bruger et kinesisk skrifttegn der meget slående er en kombination af tegnene for „fisk“ og „tiger“. Dette dyr indtager en særlig plads i deres overtro. Hvad der på lang afstand kan ligne de korte horn på et firkantet oksehoved, er modeller af en han- og en hunshachi som ligger på den øverste tagryg af et japansk palads, med hovederne mod hinanden og med halefinnerne svunget i vejret. Det berømteste par findes på toppen af slottet i Nagoya. Det nuværende par blev lavet i 1959 for at erstatte det der blev ødelagt sammen med slottet under den anden verdenskrig. Modellerne er lavet af kobber, beklædt med 560 guldskæl i 18 karat guld, til en pris af over 500.000 kroner.

Man kan få en idé om spækhuggerens enorme appetit når man hører at der engang blev fundet fjorten sæler og tretten marsvin i maven på en over seks meter lang spækhugger. Det er den eneste hval der spiser sine egne artsfæller og andre varmblodede pattedyr.

Almindelige kendetegn

Tænder eller ikke tænder, alle hvaler sluger deres mad. Tænder bruges kun til at gribe byttet med. Bardehvalerne pløjer sig igennem vandet med munden åben og lever stort set af de smådyr der bliver holdt tilbage af barderne. Nede i mavens mange kamre fordøjes maden ganske langsomt. I 1891 blev en engelsk hvalfanger, James Bartlett, slugt af en kaskelot, men han var stadig levende og ufordøjet da han senere blev skåret fri af den fugtige grav.

Hvalen kendetegnes ikke af noget særlig godt syn. Den „ser“ først og fremmest med ørerne, ligesom flagermusen. Ørerne, som ikke er umiddelbart synlige, er placeret bag ved øjnene. Et enestående system af luftsække tjener en dobbelt hensigt. Dels virker de lydisolerende og dels regulerer de det vekslende tryk ved enten at fyldes med blod eller at tømmes for blod. Lydbølger som kommer ind gennem det ydre øre rammer trommehinden og overføres til det indre øre. Undervejs bliver de kraftigt forstærket af et knoglesystem i mellemøret. Æren for denne opfindelse må gå til Ham som har skabt disse store havdyr!

En anden indbygget sikkerhedsforanstaltning træder i funktion når hvalen pludselig dukker op til overfladen og ikke længere er udsat for vandets tryk. Når et menneske udsættes for en sådan trykforandring må det ske under udvisning af stor forsigtighed for at undgå „dykkersyge“, som skyldes dannelsen af kvælstofbobler i blodet og vævene. Hvalen er på forbløffende måde beskyttet imod „dykkersyge“.

Da hvalen ikke kan optage ilt direkte fra vandet sådan som fiskene gør, må den op til overfladen for at få luft hvert femtende til tyvende minut. Når den ånder ud sker det med vældig kraft, og på grund af den pludselige udvidelse og afkøling ses udåndingsluften som en tydelig stråle. Erfarne hvalfangere kan ud fra udåndingsstrålens størrelse, form og vinkel afgøre hvilken slags hval de har foran sig.

Kampen for at overleve

På grund af de moderne hvalfangermetoders effektivitet og den omstændighed at der kun fødes én hvalunge efter en svangerskabsperiode på elleve til femten måneder, er hvalen stærkt på vej til at bukke under i kampen for at overleve. Selv den internationale kommission som blev oprettet i 1946 synes ikke at kunne redde hvalen. Hvert år gøres der et drastisk indhug i bestanden.

Den gammeldags harpun som blev kastet med hånden er blevet erstattet af en harpun som afskydes med en kanon og er konstrueret sådan at den eksploderer i byttets hoved. Store hvalkogerskibe kan partere en hval på tredive til femogfyrre minutter. I 1964 blev over 60.000 hvaler reduceret til 370.000 tons olie og 300.000 tons biprodukter på tyve sådanne flydende fabrikker. Med alt det moderne udstyr man har til at opspore hvalen og gøre det af med den, har den ikke mange chancer for at klare sig.

Til alt held vil Han som har skabt disse store havdyr meget snart gribe ind i jordens forhold, hvilket også vil være til redning for hvalerne. Det vil ikke blot være en kortvarig frist de får, som dengang man begyndte at bruge mineralsk olie i den anden halvdel af det nittende århundrede. Nej, for det der vil ske er at selviske og begærlige mennesker vil blive fjernet for bestandig fra denne smukke jord. Så vil de store havdyr få lov til at boltre sig og lege lige så meget de vil.