Livet blandt hvaler

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT PÅ HAWAII

PARFUME, kosmetik, dyrefoder og margarine — hvad har disse ting tilfælles? At der i fremstillingen af dem er indgået noget fra hvalen. Hvalen er faktisk blevet brugt i en sådan grad at artens liv er i fare.

Men beboerne på Hawaii hilser hvalerne velkommen af en anden grund. De tager hvalfamiliernes ankomst som et tegn på at der vil komme mange fisk. I december eller januar kommer de store pukkelhvaler tilbage, og de bliver her i fire måneder. Det er en imponerende opvisning de tolv til femten meter lange hvaler giver ud for øen Maui i Hawaii-øgruppen når de leger, springer og hopper som børn på en legeplads.

Hvalerne kommer til Maui for at føde deres unger i et passende varmt klima og for at give ungerne den første oplæring. Hvorfor hunhvalen vælger den mest stenede kyststrækning på Maui til at føde sin tre til fire meter lange unger, ved man ikke, men under fødselen opfører hanhvalen et gymnastisk show! Nogle siger at hanhvalen gør det for at aflede hajernes opmærksomhed fra ’fødeafdelingen’.

Forskellige hvalers kendetegn

Denne karakteristiske hval har en lille pukkel på ryggen, ejendommelige hudknolde i hovedet og ujævne kanter på halefinnerne og lufferne. Lufferne bliver tre til fire meter lange, mere end på nogen anden hvalart. Pukkelhvalen går langt ind til kysten, men den dykker ikke så langt ned som de andre hvaler. Da den giver meget olie og er let at fange og behandle, siger autoriteterne at det er den første art der vil blive dræbt i så stor mængde at den næsten udryddes.

Andre hvaler er måske mere særprægede, eller man kender dem bedre. For eksempel er der blåhvalen, som er det største af alle kendte dyr i nutiden og fortiden. Den bliver gennemsnitlig fra femogtyve til tredive meter lang og vejer helt op til 120 tons. Der er også grønlandshvalen, som på grund af sine „fiskeben“ eller hvalbarder engang var industriens vigtigste hval. Men den mest berømte og den man med størst udholdenhed har jagtet er spermacethvalen (eller kaskelothvalen), velkendt fra bogen og filmen Moby Dick.

Spermacethvalen genkendes let fordi den har et meget stort, firkantet hoved som næsten fylder en tredjedel af kroppens længde, og kun ét næsebor. Det tykke hoved indeholder enorme mængder af en flydende spermacetvoks af høj kvalitet der i dag har en værdi af mellem 4 og 5 kroner kiloet. Dens tarme indeholder meget ofte ambra. Denne ejendommelige voksblanding er meget værdsat ved fremstillingen af dyre parfumer. Den ligner blød harpiks, men den er hverken klæbrig når det er koldt eller fedtet når man rører ved den. Ambra kan lugte lidt muggent og kan være sort, brun eller endog hvidlig. I dag kan den indbringe helt op til 270 kroner for 100 gram.

Spermacethvalens liv

En af spermacethvalens ynglepladser ligger godt 300 kilometer vest for Mexico omkring den nordlige vendekreds. Her føder hvalen sin unge. Det at den fødes under vandet har den kun tilfælles med to andre pattedyr i verden, søkoen og flodhesten. Den „bakker“ ind i verden, fødes med halen først. Ved fødselen er den omkring fire meter lang og vejer en ton!

Man må ikke blive forledt til at tro at ungen smiler når den åbner sin lyserøde, tandløse mund. Da den ikke kan „skære ansigt“ som mennesker kan, bliver dens ansigt fast og udtryksløst med undtagelse af de rullende øjne og det klappende gab. Selv om ungen kunne smile, ville den sikkert ikke gøre det, for vandet er koldt. I seksten måneder har den ligget i en 37 grader varm hule inde i sin moder, og den snapper efter vejret når dens moder med sit brede hoved skubber den op til overfladen. Ungen kan altså ikke svømme pr. instinkt. Det må moderen lære den. Men på grund at fedtlaget flyder den pænt. Den største fordel den har af at være stor ved fødselen er at den så bedre kan holde varmen. Jo større kroppens rumfang er, jo langsommere vil varmen forsvinde ud i det kolde hav. I de to næste år får den bryst hos sin moder (de to mælkevorter er gemt i en dyb grube, én på hver side af bugen), og mælken er tyk (den indeholder over 33 procent ren fedt). Almindelig mejerimælk indeholder kun 4 procent fedt.

Det to centimeter tykke spæklag på spermacethvalens unge vil med årene vokse til det bliver et stort, fast spæklag på mere end tredive centimeters tykkelse. Den vil gennemsnitlig forøge sin vægt med godt tre kilo om dagen mens den følger sin moder som en skygge. Senere vil den kunne klare sig i ugevis uden mad på grund af de fedtreserver den har oplagret. Når den går over til at spise ottearmede blæksprutter, der er dens livret, får den nogle problemer med fordøjelsen. Man mener at fordøjelsen af blæksprutten bevirker en tilstopning af tarmene, som derfor bliver tykke, og i forbindelse med galdeafsondringer og andre organiske forbindelser i de nedre tarme dannes den værdsatte ambra.

En af de usædvanlige ting ved hvalerne er at de har stor omsorg for hinanden. Når en hval er i nød udsender den et vildt hyl, og dens ledsagere kommer til. De lægger sig ind under den sårede eller syge hval og hjælper den op til overfladen. Hvalfangere har udnyttet denne kærlige egenskab og tjent penge på den. De sårer en hvalunge smerteligt da de ved at moderen vil komme den til undsætning, og så dræber de både moderen og ungen.

Når en spermacethval har afsluttet sin første træning, er den dykkerekspert. En spermacethval dykkede næsten en kilometer, men her blev den viklet ind i et undersøisk kabel og druknede! Videnskabsmænd er forundrede over hvordan dette pattedyr så hurtigt kan dykke så langt ned og nøjagtig til tiden komme op til overfladen for at trække den nødvendige luft, uden at den får „dykkersyge“, som et menneske ville få.

Når spermacethvalen er ni år gammel er den kønsmoden. Den vil være fuldt udvokset når den er tredive til femogfyrre år, og vil da være fra tretten til atten meter lang; hvis den bliver meget gammel kan den blive femoghalvfjerds år.

Cetologi — læren om hvaler

Autoriteter inden for havforskningen siger at det har været umuligt at trænge til bunds i hvalernes historie, men cetologien er opbygget på vidnesbyrd der samvittighedsfuldt er indsamlet af hvalbiologer. Ved at identificere den type algeskum der kan skrabes af det harpunerede dyrs ryg, kan biologer formode at dyret tidligere har levet i koldere have. Eller de kan skære hvalens ovarier i tynde skiver og tælle arrene efter svangerskaberne og på den måde bestemme hvor mange unger den har fået.

Cetologien beskæftiger sig også med hvalens artsfæller: delfinerne og marsvinene. De er alle sammen pattedyr, varmblodede, giver mælk og trækker vejret ved lunger. De største arter kaldes hvaler, de mindre arter med skarpe snuder kaldes delfiner, og de med korte hoveder marsvin. Og så er der en usædvanlig art der kaldes narhvalen, som kun har én tand, en spiraltand der kan blive næsten tre meter lang.

Hvalindustrien og dens historie

Nordboerne på Grønland var hvalfangere, men de første professionelle hvalfangere var baskere, der i det ellevte og tolvte århundrede boede langs Biscayabugten. De første sørejsende på Newfoundland havde en veletableret fiskerflåde i 1522. Fra da af var det ikke så meget for at få fat i hvalens spæk at man forfulgte den, men for at få dens olie og „fiskeben“ eller barder. Olien brugte man hovedsagelig til olielamper, og „fiskebenene“ blev brugt til piske, paraplyer og forskellige kvindelige beklædningsgenstande. I 1890erne indbragte „fiskeben“ godt 60 kroner kiloet.

Da søfarerne søgte efter Nordvestpassagen kom de ud i koldere farvande hvor der levede hvaler i store mængder, og det satte yderligere fart i hvalindustrien. Mange års jagt i de mere lettilgængelige farvande havde reduceret antallet af hvaler, og derfor modtog man med glæde nyheden om de arktiske haves urørte værdier.

Da antallet af hvaler blev mindre og mindre måtte hvalfangerne udvide deres virksomhed til det åbne hav. Til at begynde med kom man hvalspækket i tønder og bragte det hjem for at få olien udvundet. I 1680 havde hollænderne 260 skibe og 14.000 mand beskæftiget i hvalindustrien. Derefter begyndte man at koge olien af hvalspækket om bord på skibet. Så kunne skibene sejle betydeligt længere.

De amerikanske indianere og de første europæiske nybyggere havde længe fanget hvaler langs Amerikas kyster, men det var først i 1712 at den store spermacethvalindustri begyndte for De forenede Stater. Det resulterede i at amerikanske skibe blev sendt ud på alle verdenshavene.

Et hårdt liv

Livet er ikke let, set fra hvalens side. Hvalernes ryg er fulde af ar, blege ringe, der kommer af blæksprutternes kraftige runde sugeskiver som sidder på kanten af deres fangarme. Alle de ældre hvaler er mange gange blevet hakket og bidt i ansigtet af de store tiarmede blæksprutter. Sværdfisken er en anden fjende der af og til stikker sit femoghalvfjerds centimeter lange „sværd“ ned i hvalens hud.

Mennesket er dog langt den værste fjende for disse legesyge kæmper i havet. Men det er kun når hvalen bliver provokeret at den kæmper mod mennesker. Med sine kæmpestore luffer eller hale kan den undertiden slå gamle hvalfangerbåde fuldstændig i stykker. Selv om hvalen er blevet harpuneret betyder det ikke at „fangsten“ er lykkedes, for det sårede dyr har ofte slået sin hale ind over båden eller endog knust båden i sit gab.

Imidlertid har menneskets grådighed næsten udryddet hvalerne. I 1850 blev kongen på Hawaii klar over denne mulige fare og udstedte en forordning som standsede massemord på hvaler ud for Maui. Det var den første af den slags restriktioner som nogen sinde er pålagt hvalfangere noget sted i verden.

Med harpunkanonens opfindelse i 1865 og brugen af hvalkogerier er den forøgede hvalfangst nu blevet så effektiv at det er et regulært blodbad. Japan og Sovjetunionen bruger også sonaranlæg og helikoptere til yderligere at forfølge disse dyr, der hurtigt er ved at forsvinde. Havbiologer anslår at der er mindre end 300 grønlandshvaler tilbage i havene. Det anslås at bestanden af blåhvaler er faldet til 6000, og at der kun er omkring 10.000 gråhvaler tilbage. Det er faktisk kun finhvalerne, sejhvalerne og spermacethvalerne der er tilbage i noget større antal.

En fremtid for hvalerne?

Hvad kan der gøres for at forhindre at hvalen bliver fuldstændig udryddet?

På De Forenede Nationers Miljøkonference i Stockholm i juni 1972 forlangte De forenede Stater at hvalerne i ti år skulle fredes mod kommerciel udnyttelse, og resolutionen blev vedtaget. Imidlertid har den internationale hvalfangstkommission afslået at håndhæve forbudet. Nogle grupper presser på for at få direkte økonomiske sanktioner mod hvalfangstnationerne.

Flere lande, for eksempel Storbritannien, Canada og De forenede Stater, er fuldstændig holdt op med at drive hvalfangst. Et selskab som på et tidspunkt havde haft 40.000 søfolk og 750 skibe, trak sig for nylig ud af hvalfangsten med sine sidste fire skibe og fyrre søfolk fordi landets handelsministerium ikke ville forny tilladelsen til at drive hvalfangst. Desuden har nogle lande forbudt import af hvalprodukter. Tilhængere af naturfredning siger at der findes alternativer til de produkter som nu fremstilles af råstoffer fra hvalerne.

Ligesom andre former for dyreliv afhænger hvalens fremtid for en stor del af mennesket. Og det er opmuntrende når mennesker tager initiativ til at beskytte disse storslåede havdyr som Gud har skabt.