Donau — en kæmpe blandt Europas floder

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I TYSKLAND

DE SIDSTE strofer af Straussvalsen An der schönen blauen Donau fortoner sig langsomt. Da vi nu besøger Wien er vi ivrige efter at lære mere om denne blå Donauflod som for valseyndere i mange år har stået som noget ganske særligt. På vor vandring gennem den østrigske hovedstads gader og alleer kan vi ikke undgå at komme ned til floden. Selv i den grålige aftendis frembyder Donau et betagende syn.

Donaufloden udspringer i Schwarzwald i Tyskland, hvor rislende kilder bliver til bække og hvor floder fødes. En af dem bliver til kæmpefloden Donau, der er 2850 kilometer lang og udtømmer 8500 kubikmeter vand i Sortehavet hvert sekund. Den er Europas vandrigeste flod, og kun Volga er længere. Fra Regensburg i Tyskland kan en slæbebåd med pramme fragte gods fra halvtreds jernbanevogne over en strækning på 2600 kilometer gennem dele af de otte Donaulande, helt til Sortehavet.

Mens vi sidder her på bredden i de tidlige aftentimer kan vi se en række pramme glide gennem vandet. Vimplerne med de røde, hvide og grønne striber fortæller at bådene er ungarske. Sømændene om bord kalder floden Duna. Jugoslaverne og bulgarerne kalder den for Dunav. De rumænske fiskere kaster deres net ned i floden Dunarea. I de tjekkoslovakiske skoler lærer man om Dunaj i geografitimerne, og russerne bruger et lignende navn. Men selv om der er varierende måder at udtale og stave navnet på, og selv om de folk der bor langs floden har forskellig levevis, er denne kæmpemæssige flod som et bånd der knytter nationerne sammen.

Læg mærke til at prammene medfører nogle metalbeholdere der skinner i lyset fra byen. Disse „containere“ er over tolv meter lange og bruges til at transportere gods med jernbane, ned ad floder og over havet, til Lilleasien, uden at man behøver at omlade godset. De østlige Donaulande har gradvis udvidet deres handel med Vesteuropa; vestfra sendes der varer med pramme ned ad floden til Jugoslavien, Ungarn, Bulgarien og Rumænien.

Det er blevet køligt her på bredden. Men Straussvalsens toner klinger stadig i vore øren, og vi føler os tiltrukket af den fortryllende Donauflod. Vi beslutter os til at tage på en sejltur ned ad Donau.

Turens første del

Vi går om bord i et smukt udflugtsskib der på seks dage vil sejle os mere end to tusind kilometer ned ad Donau til den Sovjetiske by Izmail, der ligger i nærheden af Donaus udløb i Sortehavet.

Damperen begynder at sejle ned ad floden, og straks bliver den budt velkommen af en række pramme der fører Rumæniens blå, gule og røde flag. Efter kort tid sejler vi ind i Tjekkoslovakiet, og øst for Wien kommer vi til Bratislava.

Denne vandvejs vældige bredde begynder at imponere os. Efter barndommen i Tyskland og ungdommen i Østrig er floden blevet til den voksne Donau i Tjekkoslovakiet. Den plages nu ikke mere af vokseværk som da den var spærret inde i den snævre dal mellem Øvre- og Nedreøstrig.

Efter at Donaus løb har bevæget sig nogle få kilometer ind i Tjekkoslovakiet kommer den snart til at danne grænse mellem dette land og Ungarn. Noget senere drejer den mod syd, og vor forventning stiger mens vi nærmer os Ungarns hovedstad, Budapest, en af Europas ældste byer. Buda, den mindre bydel der ligger på en bakke, og Pest, den større bydel der strækker sig et stykke ud på sletterne, er smeltet sammen til én stor by hvor hver gade og hvert stræde synes at føre ned til floden og dens broer.

Her bliver der lejlighed til at gå fra borde og se sig om i byen. På vor spadseretur opdager vi at denne østeuropæiske bys indbyggere er stærkt påvirket af den vestlige levevis. Nogle kalder Budapest for Østeuropas Paris, og her kan sigøjnerne med deres violiner give en levende beskrivelse af folkelivet.

Skibets dampfløjte lyder og vi får ikke lejlighed til at foretage en udflugt til Balatonsøen et stykke uden for Budapest; søen er på 660 kvadratkilometer og er den største sø i Mellemeuropa. I stedet får vi fra floden en udsigt over den vidtstrakte ungarske slette der kaldes Alföld. På venstre side begynder græssteppen. Her bor nogle stammefolk der stadig i vor tid lever som nomader.

Under korsets tegn

Mens floden stadig udvider sig ser vi i det fjerne et kors inde på bredden. Dette religiøse symbol får os til at tænke på de frygtelige dramaer der har udspillet sig her. Skibe lastet med heste og vogne til krigsbrug sejlede engang ned ad denne flod under korsets tegn — korsfarerne! Godfred af Bouillon, hertug af Nedre-Lothringen, der skulle blive den første vestlige konge af Jerusalem, benyttede denne flod til at nå frem til Sortehavet før han sejlede videre til Det hellige Land.

I flere århundreder lod man Donau transportere de hære der trængte frem, men man kan vel næppe give floden skyld for de strømme af blod der blev udgydt. I det fjortende århundrede forfulgte tyrkerne til sidst de slagne korsfarere op ad floden. Tyrkerne svang deres sabler og udvidede Det osmanniske Rige op gennem Donaudalen så de nåede helt op til Wien. Når lyden af kirkeklokker hørtes ud over vandet var det et faresignal der meldte om kommende ulykke.

Videre til Jernporten

Men vi lever jo i nutiden, og den karakteristiske overdækkede brønd med en spand minder os om at vi er ved den ungarske „puszta“. På denne udstrakte græssteppe spiller hesteopdrætning en vigtig rolle. Kvinder i farverige kjoler og mænd i vide knæbukser er travlt optaget af deres arbejde, mens tyve fuldblods hingste ser til.

Vi fortsætter direkte mod syd og kommer ind i Jugoslavien, og på turens tredje dag når vi Beograd, landets hovedstad. Denne by har en betydningsfuld placering her på vippen mellem øst og vest. Mændenes knæbukser med de livlige farver og kvindernes brogede kjoler er et udtryk for landskabets variation; men på trods af variationen er der en fællesnævner: alle fører et liv med hårdt arbejde.

Den imponerende kæmpeflod der er to kilometer bred, drejer nu mod øst og udgør grænsen mellem Jugoslavien og Rumænien. Derefter begiver den sig modigt ind gennem Karpaterne.

Ved Jernporten indsnævres floden til den kun er godt hundrede meter bred. Det oprørte vand raser og hvirvler hen over skærene, der tidligere var sømændenes rædsel. Men i slutningen af forrige århundrede blev de fleste af de farlige skær i Jernporten sprængt væk, og flodlejet blev gjort dybere. Ikke desto mindre bliver alle passagererne stumme af beundring over at se vandets magtfulde spil.

Rumænien og Bulgarien

I nærheden af den gamle romerske by Turnu-Severin drejer Donau igen mod syd. Efter nogle kilometer vender den atter mod øst og danner grænse mellem Rumænien og Bulgarien. Bjergene og klipperne viger høfligt til side, og vi føres ud i lavlandet mens vi lytter til fiskerne der spiller på lut.

Her finder vi at den fattige, nøjsomme befolkning arbejder med at fremskaffe en luksusvare. De fisker stør, og det betyder kaviar til køkkener i hele verden. Det er venlige mennesker der arbejder flittigt med at strikke og væve farverige sjaler og tæpper. Vi ser også nogle malere der prøver at indfange noget af Guds skaberværk med penselen. Deres liv er blevet til ét med flodens historie.

Der er én i rejseselskabet der siger: „Bulgarien er et lille land, men dets ånd er stor.“ Denne ånd gav sig udslag i landets hurtige udvikling efter den anden verdenskrig. Man begyndte at industrialisere og bygge fabrikker og hovedveje.

Rejsens sidste del

I stedet for at fortsætte mod øst lige til Sortehavet, løber Donau mod nord gennem Rumænien med retning mod grænsen til Sovjetunionen. Ved Cernavoda findes den længste bro man har bygget over floden. Skibet fortsætter til byen Galati, hvor vi vender mod øst og sejler mod Sortehavet.

Vi bemærker snart at floden erobrer landet; den breder sig og forgrener sig ligesom blodårernes fine hårkarnet. Det er deltaet! Dette deltaområde der fylder flere tusinde kvadratkilometer, er befolket af mennesker der bor i lerklinede hytter; her er frøer, fisk, snepper, havmåger, og storke der instinktivt slår sig ned på skorstenene. Vi ser også en stjerne, den røde stjerne, der minder os om at det er Kreml der behersker deltaet.

Vi forlader skibet for at se flere steder og for at tænke over det vi har set. Vi har set det pulserende liv der udfolder sig i travle byer, og vi har betragtet de venlige bønders enkle liv på landet. Floden har ikke alene taget os med på en rejse over landegrænser, men også ned gennem århundreder. Nej, Donau har ikke skuffet os.

Man kan næsten sige at floden taler syv sprog, er borger i otte lande og giver føde til både den bulgarske bonde og millionæren i Paris. Den spiller en vigtig rolle både for handelsmanden i London og for den ungarske hesteopdrætter. Den har uden partiskhed tjent i skiftende hære — både for nomadefolk og verdensmagter. Men den har også inspireret en mand til at skrive et smukt musikstykke som mennesker over hele jorden har danset til: An der schönen blauen Donau.

[Kort på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Tyskland

Tjekkoslovakiet

Østrig

Ungarn

Rumænien

Jugoslavien

Bulgarien

Sortehavet

Adriaterhavet

Middelhavet

[Illustration på side 9]

Donau som den bugter sig gennem Østrig