Krav om højere løn
Denne artikel er skrevet hovedsagelig på baggrund af situationen i U.S.A., men da vi også her i landet er kendt med inflationsproblemer, lønkamp og voksende leveomkostninger, vil den sikkert interessere danske læsere.
„VI VIL HAVE HØJERE LØN!“ Dette krav lyder med voksende styrke i mange lande i disse år.
I marts måned forstærkedes kravet om højere løn i De forenede Stater. Tjenestemænd forlod deres arbejde. Hvorfor? Fordi deres lønkrav ikke var blevet opfyldt. Omkring 200.000 ansatte ved postvæsenet gik i strejke mod deres arbejdsgiver — forbundsregeringen i De forenede Stater.
Samtidig var der mange andre strejker og trusler om strejker. Både forbundsregeringen, kommunalmyndigheder og private firmaer blev berørt. Og i de fleste tilfælde var hovedkravet højere løn.
Hvorfor råber så mange på højere løn i dag? Hvad vil det hele ende med? Findes der en løsning på disse foruroligende problemer?
Stigende priser
En af grundene til at man i mange lande kræver højere lønninger er de stigende priser. Priserne på varer og tjenesteydelser stiger uafbrudt, næsten fra den ene dag til den anden.
Sidste år steg leveomkostningerne i De forenede Stater gennemsnitlig med over fem procent. Den første halvdel af 1970 bragte ikke noget pusterum, men leveomkostningerne fortsatte med at stige i nogenlunde samme høje tempo. Imidlertid er prisen på visse varer steget langt hurtigere end gennemsnittet. Læg for eksempel mærke til den prisstigning der fandt sted sidste år på visse fødevarer:
Fødevarer — Prisstigning
Løg — 30%
Gulerødder — 27%
Bacon — 22%
Æg — 21%
Svinekoteletter — 14%
Hakket oksekød — 13%
Prisstigningen var også langt over gennemsnittet på andre områder end fødevarer, som for eksempel disse:
Diverse — Prisstigning
Busbilletter — 16,0%
Uldne nederdele — 15,9%
Flyverejser, turistklasse — 13,6%
Autoforsikringspræmie — 13,0%
Hospitalsophold, tomandsstue — 12,3%
Damesko til hverdagsbrug — 10,8%
Stigningen i leveomkostningerne har tvunget mange lønmodtagere til at stramme deres budget. En hyrevognschauffør fra Chicago har udtalt til U.S. News & World Report: „Man kan dårligt nok spise.“ Han sagde at hans familie prøver at få kostpengene til at slå til ved at købe billigere kød og spise flere sammenkogte retter.
En bogholder i Michigan har sagt: „Vi lever så sandelig ikke bedre. Da min kone fortalte mig at æg koster 80 cents [kr. 6,00] pr. dusin, sagde jeg at hun skulle holde op med at købe æg. Nu spiser jeg havregryn til morgenmad. For at spare penge køber vi vores mælk i supermarkedet i stedet for at få den bragt til døren. Vi har opgivet den skik vi før havde med altid at spise oksesteg mindst én gang om måneden.“
En husmoder i Houston har sagt: „Jeg er grædefærdig hver gang jeg kommer ud af købmandsbutikken. Jeg handler én gang om ugen, og hver eneste uge finder jeg varer der er blevet sat op med 4 eller 5 cents [30-40 øre]. Man kan ikke skære ned på hvor meget ens familie spiser, men man kan skære ned på hvad den spiser.“
Det er en mærkelig situation der har udviklet sig! I nogle lande kan folk ikke få nok at spise. Men i De forenede Stater, som ellers er et overflodsland, kan nogle mennesker ikke spise det de gerne vil, fordi priserne stiger.
Foruden at priserne er steget, er skatterne også gået i vejret. I 1939 tog skatten — til både forbundsregeringen, staten og kommunen — 19 cents af hver dollar i De forenede Stater. [1 dollar = 100 cents] Men i 1969 tog skatten 36 cents af hver dollar — mere end en tredjedel af indtægten. Aldrig i landets historie har skatterne været så høje.
Lønmodtagerne regner derfor med at priserne og skatterne vil fortsætte med at stige. Når de forhandler om lønforhøjelser prøver de at få dækning for de næste par års stigning i leveomkostningerne. Samtidig regner de med at måtte kræve yderligere lønforhøjelser når de par år er gået.
Vil have mere når andre får mere
I denne massemediernes tidsalder præsenteres folk gennem reklamer for en strøm af forbrugsgoder. De ønsker at få deres part. De hører om de lønforhøjelser andre opnår, og så vil de selv have mere.
Borgerne lægger også mærke til deres lederes eksempel. De var vidne til hvordan medlemmerne af De forenede Staters kongres forholdt sig til deres egen lønforhøjelse. Tidligt i 1969 gav kongressen ved en hurtig afstemning sine egne medlemmer og andre høje embedsmænd disse gageforhøjelser:
Embede
Præsident
Gl. gage: $100.000
Ny gage: $200.000
Stigning: 100,0%
Minister
Gl. gage: $35.000
Ny gage: $60.000
Stigning: 71,4%
Højesteretsdommer
Gl. gage: $39.500
Ny gage: $60.000
Stigning: 51,9%
Kongresmedlem
Gl. gage: $30.000
Ny gage: $42.500
Stigning: 41,7%
Desuden får disse embedsmænd mange ekstraindtægter fra såkaldte „ben“. U.S. News & World Report bemærker: „I løbet af et år kan ’ben’ indbringe en senator mere end 400.000 dollars og et medlem af Repræsentanternes Hus 150.000 dollars. Dog er mange af disse ekstraindtægter utilstrækkelige, mener mange medlemmer.“
Lønmodtagere ser at landets lovgivere i løbet af nogle få dage vedtager love om store gageforhøjelser til sig selv. Men de ansatte i postvæsenet ventede i månedsvis på at regeringen skulle behandle deres anmodninger om en lønforhøjelse. Den kom ikke. Skuffede gik postfunktionærerne i strejke. New York Times erklærede: „Skatteyderne har ingen ret til at forvente at de der arbejder for forbundsregeringen skal bringe ofre for at dæmme op imod inflationen, når alle andre praktiserer ’giv mig’-filosofien.“
Avisen skrev videre: „Nogle mener at det vi oplever er følgerne af en selviskhedens atmosfære hvori enhver tilskyndes til at skaffe sig det han selv vil have. . . I hvert fald er det sådan at folk, i mangel af et ædlere fælles socialt mål, ønsker og forventer at få flere penge.“
Det er imidlertid ikke alle der lever efter „giv mig“-filosofien. Der findes i tusindvis af mennesker som ikke går så højt op i penge. De arbejder flittigt for at få det de skal bruge til dagen og vejen, men de har lært og draget nytte af den sandhed som Jesus forkyndte da han sagde: „Derfor må I ikke være bekymrede og sige: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi klæde os i?’ Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ — Matt. 6:31-33.
De mennesker der sætter alt ind på at tjene penge men bruger lidt eller ingen tid til at studere Guds ord og undlader at komme sammen med dem der virkelig elsker og tjener Gud, opnår ikke glæde og tilfredshed. Men de som sætter Gud først i deres liv, de som ’lader sig nøje med føde og klæder’ og holder deres færd „fri for kærlighed til penge“, finder stor tilfredshed i livet. (1 Tim. 6:8; Hebr. 13:5) Når de gør deres del, gør Gud sin, og de får deres daglige behov opfyldt uden at tynges af overvældende bekymring.
Flertallet af menneskene på jorden følger imidlertid ikke Bibelens principper og får derfor ikke gavn af dem. De begynder at tænke at de må gøre hvad som helst, endog overtræde loven, for at få højere løn.
Overtrædelse af loven
I De forenede Stater findes der love som forbyder forbundsstatens og kommunernes funktionærer at strejke. Overtrædelse kan straffes med afskedigelse og i nogle tilfælde med bøde på op til 1000 dollars og fængsling i et år.
Men kravet om højere løn er nu blevet så stærkt at disse love overtrædes. Da postfunktionærerne forlod deres arbejde var det et brud på forbundsloven. Retskendelser om at strejken var ulovlig og at arbejdet skulle genoptages blev ignoreret. Også fagforeningsledernes bønner blev overhørt. Funktionærerne mente at det eneste sprog regeringen forstod var anvendelse af magt, magt til at lamme posttjenesten og bringe hele landets økonomi i fare.
Strejken var så alvorlig at præsident Nixon i en tale til folket sagde: „Det er blevet et spørgsmål om hvorvidt en regering bygget på lov kan overleve.“ Derpå erklærede han landet for at være i en krisesituation og indkaldte nationalgarden til at hjælpe med postbesørgelsen. Disse tropper bestod af civile som måtte forlade deres arbejde og familie, hvilket betød tab for deres arbejdsgivere og afsavn for deres pårørende.
En uges tid efter at postfunktionærerne gik i strejke, begyndte flyvelederne, som er ansat ved den nationale lufttrafikadministration, at ’sygemelde’ sig og blive væk fra arbejdet. De brugte denne taktik for at protestere mod arbejdsforholdene. Disse flyveledere udfører en vigtig funktion i lufthavnene med hensyn til at lede lufttrafikken. Ved at blive hjemme var de årsag til en kolossal hæmning af trafikken.
I mange byer er kommunalt ansatte gået i strejke. Lærere, sanitetsarbejdere, kommunalarbejdere og andre tjenestemænd har dermed overtrådt de love der forbyder sådanne strejker. Endog politibetjente har strejket. Og byen New Yorks politistyrke har truet med at forlade deres opgaver hvis deres krav ikke blev opfyldt. Det går naturligvis ud over offentligheden når tjenestemænd strejker, fordi vigtige tjenester forsømmes. Man kan sige at samfundet holdes som en slags ’gidsel’ for at få gennemtrumfet kravet om højere løn.
Der er således en voksende tendens til at krænke loven i bestræbelserne for at få højere løn. Både funktionærerne og deres foresatte synes at være mindre villige til at finde en acceptabel løsning i tide. Det er som Bibelen har forudsagt: Folk er „uforsonlige“. — 2 Tim. 3:3.
Hvem kommer til at betale?
Det anslås at den gennemsnitlige lønstigning i De forenede Stater nu ligger på omkring 8-10 procent om året. I Vesttyskland var lønstigningen sidste år på 14 procent. I England ligger den på omkring 12 procent. Hvem betaler disse lønforhøjelser?
I tilfældet med postfunktionærerne som fik løfte om en lønforhøjelse, har vi et eksempel på hvem der til sidst kommer til at betale — portoen bliver sat op. Så alle der skal have postbesørget noget, kommer til at betale mere. Det samme kunne iagttages dengang besætningerne på bugserbådene i New Yorks havn strejkede for at få højere løn. De fik en enorm lønforhøjelse, mere end 50 procent, men samtidig meddeltes det at priserne for bugsertjeneste ville blive sat op med omkring 40 procent. New York Times for 3. april 1970 kommenterede:
„Det er sandt at bugserbådenes besætninger og deres familier ikke lejer bugserbåde, så de kan godt trække på skulderen af den større regning for havnesejlads. Det er imidlertid en bedragerisk målestok. Enhver forøgelse af transportudgifterne griber ind i hele den samlede økonomi; en overdimensioneret lønoverenskomst vil få alle andre fagforeninger til at hæve deres sigte.
Fagforeningerne løber hurtigere og hurtigere for at følge med de stigende leveomkostninger, men pengene forsvinder fra deres lønningsposer lige så hurtigt som de får dem. Sådan har det været i de sidste fire år, og det ser ikke ud til at holde op foreløbig.“
Det er de sørgelige kendsgerninger om de lønforhøjelser man ustandselig kræver. I sidste ende kommer lønmodtageren selv til at betale i form af højere priser for varer og tjenesteydelser og i form af højere skatter. Arbejdsgiverne og staten forlanger simpelt hen mere for at kunne betale forhøjelserne.
Selv om lønningerne stiger forbedres folks økonomiske situation stort set ikke. I mange tilfælde forværres den. I løbet af fire år er den gennemsnitlige ugeløn for en fabriksarbejder i De forenede Stater steget fra 107 dollars (803 kroner) til 129 dollars (968 kroner). På papiret ser det ud til at være en forbedring. Men i virkeligheden er slutresultatet at han er dårligere stillet! Hvordan det? Lønstigningen har ikke fulgt med prisstigningen og skattestigningen i samme periode. Hans større løn er omkring en dollar mindre værd i købekraft!
Hvilken løsning findes der?
Situationen med hensyn til priser og skatter og krav om højere løn er årsag til stor utilfredshed og håbløshed. Det er tydeligt at de forskellige landes økonomiske systemer ikke virker til gavn for alle. Tænk også på den vanskelige situation som de ældre, de fattige og de syge bringes i fordi deres indtægter er små og meget ofte ikke reguleres til at følge med inflationen!
Kan vi forvente at den økonomiske situation vil blive rettet op? Mon det er særlig sandsynligt når så mange grupper trækker i hver sin retning? Nej, der er for megen selviskhed og for lidt hensyn til andres velfærd.
Det der virkelig er brug for er et regeringssystem som vil arbejde til gavn for alle. Men hvor findes der sådan en regering i dag? Hvis vi betragter kendsgerningerne ærligt, bliver vi nødt til at indse at uanset hvor gode hensigter nogle regeringsembedsmænd måtte have, er ingen jordisk regering i dag i stand til at tilfredsstille alle undersåtternes rette ønsker.
Det der er brug for er en regering som er hævet over selviske interesser, en regering som sidder inde med den fornødne visdom, magt og ret til at beherske alle økonomiske anliggender og foretage de nødvendige forandringer til gavn for alle. Ingen jordisk regering opfylder disse krav. Den eneste regering der kan og vil gøre alt dette er Guds rige, det himmelske styre som Jesus lærte sine disciple at bede om. — Matt. 6:9, 10.
En sådan regering er ikke et ’luftkastel’, et tomt løfte som gælder en fjern og ubestemt fremtid. Bibelens profetier viser at tiden er nær da Guds verdensregering vil tage det fulde herredømme over alle jordens anliggender. Når den gør det vil det ikke længere være nødvendigt for nogle at kræve højere løn, for Bibelen siger om Gud: „Du åbner din hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.“ — Sl. 145:16.
[Ramme på side 6]
Danske tal til sammenligning
Fra 1964 til 1968 steg timelønningerne med cirka 50 procent. I samme tidsrum steg forbrugerprisindekset, som giver et billede af leveomkostningerne, med 33,5 procent. På nogle varer lå prisstigningen dog højere: brød, mel og gryn (46 procent); kartofler og grøntsager (51 procent); sukker (71 procent). Ifølge en statistik udarbejdet af Vesttysklands statistiske departement har danskerne den næsthøjeste levefod i verden, kun overgået af amerikanernes. Berlingske Tidende skriver i en kommentar hertil: „Heri er der sådan set ikke noget besynderligt. Den befolkning, der lever over evne og låner andre steder fra, vil ganske naturligt kunne præstere en højere levefod end de nationer, der bruger mindre, end de tjener, og er i stand til at yde lån til andre lande.“