Hvad sker der med priserne?

HVIS De regelmæssigt køber ind ved De hvad der sker med priserne. I så godt som hvert eneste land i verden fortsætter priserne på næsten alt muligt med at stige.

Ganske vist har priserne somme tider været stabile, enkelte gange er de endog faldet lidt. Men inden længe har situationen igen ændret sig, og priserne stiger til nye højder. Sådan har tendensen været i mange år efter den anden verdenskrig.

De ubarmhjertige prisstigninger er nedslående for mange familier med begrænsede midler. Det piner dem at varer bliver dyrere, tjenesteydelser koster mere og diverse skatter fortsat stiger. Og i løbet af 1973 er priserne i mange lande steget hurtigere end på noget andet tidspunkt i adskillige årtier.

Inflationen — en tyv

Det ord der oftest bruges for at beskrive det der er sket er INFLATION. En ordbog definerer det som „forringelse af pengenes værdi i forbindelse med stigende prisniveau og efterspørgsel“.

Inflation betyder at alle betaler mere for tingene. Det betyder også at lønningerne sædvanligvis går op. Men — og her opstår der et stort problem — mange menneskers løn stiger ikke nok til at holde trit med inflationen. Som følge heraf går deres levestandard ned, eftersom de ikke har råd til at købe så meget som før.

I denne gruppe er der mange pensionerede og ældre som må leve af en indkomst eller pension der er fast, eller som kun stiger sparsomt. Desuden er der mange lønmodtagere af ’middelklassen’ hvis løn ikke stiger hurtigt nok. Men dem det sædvanligvis går hårdest ud over er de mange ufaglærte arbejdere og andre med ringe indkomst. De kan ikke kræve de højere og højere lønninger der er nødvendige for at holde trit med de stigende priser.

Selvfølgelig er inflation til fordel for nogle — dem hvis løn eller pengeanbringelser stiger hurtigere end priserne. Disse mennesker får råd til en bedre levestandard. Men det er ofte dem der allerede var bedre stillet fra begyndelsen.

Så skønt inflation er til gavn for nogle, er den en stadig stigende ulykke for andre — de mange ældre, middelklassen og de fattige der ikke kan følge med. For disse mennesker er inflationen en tyv, en tyv der stjæler det mest nødvendige.

Således går det til at en stor del af befolkningen i ’velstandssamfundet’ kommer bagefter og ender med at blive ringere stillet. I De forenede Stater, verdens rigeste nation, har myndighederne officielt registreret at omkring 26.000.000 mennesker lever i fattigdom. En ud af fire ældre mennesker lever i fattigdom. Halvdelen af alle enker over femogtres lever enten på eller nær eksistensminimum. Desuden er der millioner af mennesker der har en så lav indtægt at de ikke er langt fra eksistensminimum.

Eftersom dette kan ske i verdens rigeste nation i ’gode’ tider, er der mange der spekulerer på: Hvad vil der ske i de ’dårlige’ tider, som nu meget vel kan være på vej?

Inflationen forværres i De forenede Stater

Så godt som hvert eneste land på jorden har siden den anden verdenskrig været hjemsøgt af inflation — i Danmark kender vi fænomenet særdeles vel. Men politiske og økonomiske ledere i den vestlige verden er især bekymrede for én nation — De forenede Stater.

De forenede Stater har været grundpillen, fundamentet i den vestlige verdens økonomi i mere end et kvart århundrede. Fordi dette land fremstiller og sælger flere varer og bruger flere penge i udlandet end noget andet land, har det der sker dér en dybtgående virkning på alle vestlige nationer. Der er en der har udtrykt det på denne måde: ’Når De forenede Stater nyser, bliver resten af den vestlige verden forkølet.’

Det økonomiske billede i De forenede Stater har været årsag til stor bekymring i de sidste mange år. Der har været en vedholdende tendens i retning af højere og højere priser. Intet af det regeringen har gjort har kunnet standse inflationens march fremad.

Som en kommentar til denne situation siger U.S. News & World Report:

„Et blik på historien siden den anden verdenskrig er ikke særlig opmuntrende for dem som bruger amerikanske dollars til at bestemme deres levefod — og det vil sige os alle. I løbet af de 28 år siden den anden verdenskrigs afslutning, er detailpristallet — et mål for leveomkostningerne udarbejdet af De forenede Staters arbejdsministerium — steget med 144 procent.

Det vil i gennemsnit sige at en ting der kostede en dollar i 1945, koster 2,44 dollars i 1973. Den dollar man havde dengang er nu 41 cents værd.

Priserne er steget i 26 af disse 28 år. Når de er faldet har nedgangen været temmelig lille.“

I løbet af hele denne periode på otteogtyve år siden 1945, har den gennemsnitlige prisstigning hvert år været på cirka 3 procent. Men i løbet af den tolvmåneders periode der sluttede i midten af 1973, har stigningen være dobbelt så stor — omkring 6 procent.

Og dog er priserne på mange ting i sidste halvdel af 1973, efter at den ovennævnte meddelelse blev offentliggjort, steget endnu stærkere. I slutningen af 1973 blev det „prisstop“ regeringen tidligere havde påbudt, ophævet. Resultatet var at priserne på mange ting tog et betydeligt opsving, især fødevarepriserne.

I New York røg priserne på fødevarer i vejret med 4¹/₂ procent på en uge i august. I den uge steg priserne på grydeklare kyllinger med 24 procent, brød og andre kornprodukter steg over 10 procent, og fisk omkring 7¹/₂. procent.

I løbet af 1973 blev priserne på mange råvarer såsom hvede, majs, svinefedt, uld og gummi, mere end fordoblet. Det betød selvfølgelig at der i sidste instans ville ske en yderligere stigning i det færdige produkt når disse råvarer blev forarbejdet til forbrugsvarer.

Ændringen i fødevaresituationen i De forenede Stater har været overraskende. I årevis har regeringen betalt landmændene for ikke at tilså al deres jord, på grund af et enormt overskud af fødevarer. Men nu er efterspørgselen efter fødevarer så stor, både for amerikanere og fra folk i andre lande, at regeringen opfordrer landmændene til at så mest muligt. Og alligevel går priserne på fødevarer op!

Denne situation fik en højtstående embedsmand ved Rådet for Leveomkostninger til at sige: „Det vi må gøre er at belære folk — belære dem om at de dage da man kunne få billige fødevarer er forbi.“

Gennemsnitsamerikaneren erfarer således at det stadig koster flere og flere dollars at købe det samme kvantum. Dette betyder naturligvis at hans penge bliver mindre og mindre værd.

Dollaren lider nederlag i udlandet

Desuden har den amerikanske dollars værdi i udlandet lidt et slemt nederlag i de senere år. Dens værdi er gået påfaldende meget ned i forhold til andre landes valuta.

Især fra foråret 1971 til foråret 1973 — på blot to år — er den faldet stærkt i værdi. For eksempel kan vi nævne at en ting der uden for U.S.A. kostede 100 dollars i amerikanske penge i foråret 1971, kostede følgende i foråret 1973 i omstående lande:

Schweiz: 164 dollars

Vesttyskland: 158 dollars

Østrig: 154 dollars

Japan: 154 dollars

Frankrig: 149 dollars

Spanien: 145 dollars

Selvfølgelig varierer disse sammenligninger fra dag til dag, somme tider er de højere, somme tider lavere. Men tendensen har på langt sigt i de sidste år været at dollarens købekraft bliver mindre og mindre i andre lande, ligesom købekraften bliver mindre og mindre inden for De forenede Stater.

Hvordan det står til i andre lande

Men inflationen er jo ikke blot et amerikansk problem.

Danskerne kan også i høj grad mærke den på deres pengepung. På blot et år (fra august 1972 til august 1973) steg pristallet hele 9,6 procent; og hvis denne stigning fortsætter er kronens købekraft halveret på otte år. Dertil kommer naturligvis at priserne fik et forrygende opsving da oliekrisen satte ind, i oktober 1973, og oliepriserne alene steg 64 procent fra oktober til november 1973.

Tendensen gør sig gældende i praktisk talt alle lande. Ja, for første gang i historien er der opstået en meget ensartet økonomisk situation — der er inflation i alle dele af verden på samme tid! I de fleste lande har inflationstempoet desuden taget et drastisk opsving, selv når man ser bort fra oliekrisens virkninger. For at få et billede af den generelle tendens har The Wall Street Journal fremdraget følgende eksempler der viser den procentvise inflation i hele 1972, sammenlignet med inflationsstigningen alene i de tre måneder februar til april, 1973:

  feb. til april 1973: 10,9

  feb. til april 1973: 10,7

  feb. til april 1973: 10,7

Den barske kendsgerning var således at inflationen i mange lande ikke længere steg med en hastighed af 4 eller 5 procent, hvilket var slemt nok. Med en 5 procents stigning i priserne hvert år, vil det der i dag koster 100 kroner koste 200 kroner om fjorten år. Men med en inflationshastighed på 10 procent vil priserne fordobles på blot syv år!

At inflationshastigheden er fordoblet i mange lande anses for at være meget farligt. Myndighederne er bange for at inflationen er blevet en ild der nærer sig selv. Som OECD, en økonomisk organisation med fireogtyve medlemslande og hovedsæde i Paris, bekendtgør:

„Når inflationstempoet i [demokratiske] samfund nærmer sig tocifrede tal, må der være en alvorlig fare for at en progressiv forøgelse af tempoet sætter ind, fordi de transaktioner forskellige økonomiske grupper foretager for at komme inflationen i forkøbet, bliver for stærke og for omfattende til at man kan kontrollere dem effektivt.“

Det disse eksperter siger er, at når inflationen fortsætter for længe og bliver for høj, begynder økonomiske grupper som landmænd, købmænd, producenter, fagforeninger og andre, at føle at yderligere inflation er uundgåelig. De begynder derfor alle at forlange højere lønninger og priser. Det bliver efterhånden en ond cirkel der kører hurtigere og hurtigere.

Denne form for inflation der nærer sig selv er meget vanskelig at kontrollere. At De forenede Stater har været ude af stand til at standse sin inflation, selv ikke med regeringens indgriben, beviser at dette er tilfældet.

Ligesom i De forenede Stater har en af de største prisstigninger også i andre lande været på fødevarer. Om kød skriver Business Week:

„Det er måske ikke til større trøst for den amerikanske husmoder, men hendes klage over de stadig stigende kødpriser giver genlyd endnu højere i udlandet. Og med god grund. I Storbritannien steg detailpriserne på kød mere end 15% sidste år, . . . i Frankrig, hvor kødpriserne er gået op med så meget som 40% i de sidste 18 måneder, . . . priserne på oksekød i Japan [ligger] 25% højere end sidste år.“

Seattle Times skriver at for eksempel i Japan kostede en kvart liter mælk 54 øre i 1968 og 96 øre i midten af 1973. En hårbehandling der kostede 2,10 kroner steg til 21 kroner i den samme femårige periode. En times lokal telefonsamtale der kostede 18 øre røg helt op på 3,18 kroner i løbet af den tid. Og på blot ét år steg prisen på tømmer alarmerende med 59 procent.

På grund af denne ildevarslende tendens overalt, siger Business Week: „I virkeligheden er det ikke blot dollaren der er i vanskeligheder. Det er al valuta i den ikke-kommunistiske verden.“

Regeringerne er bekymrede

Der er tydeligvis stor utilfredshed overalt hos folk der køber ind. Det bekymrer regeringerne. De frygter at hvis udviklingen fortsætter som den gør nu, vil folk blive rystede over det og gøre noget drastisk.

Økonomiske problemer har før resulteret i at regeringer er blevet væltet. I nogle lande har de været årsag til at regeringen er blevet styrtet ved magt.

Typisk for bekymringen er den kommentar Seattle Times kommer med angående Japan: „Ledende mænd inden for regeringen og handelsverdenen som er rystede over den kommunistiske og socialistiske fremgang ved det sidste valg, har udtalt at de frygter uro blandt folket og alvorlige protester mod Japans kapitalistiske system.“

Denne frygt for uønskede reaktioner lægger man også mærke til i The Wall Street Journal, der skriver: „Som Alvin Tofflers bog ’Future Shock’ forklarer: ’Tingene sker hurtigere’ inden for mange områder af menneskers virkefelt. Når forandringer i sådanne ting som viden, transport, samfærdsel, familieliv og økonomisk virksomhed sker så hurtigt, advarer han, kan der komme meget omfattende reaktioner.“

U.S. News & World Report tilføjer følgende angående de stigende farer ved inflationen:

„Inflationen — en støt, ubarmhjertig stigning i priserne på varer og tjenesteydelser — er som kræft.

Den ødelægger opsparinger. Den tager sikkerheden fra aldersrenten. Den opæder indtægten og nedskærer til slut antallet af stillinger.

Hvad venter der os? Ifølge historien har uro i samfundet, og endda fuldstændigt, økonomisk sammenbrud, været følgen af fortsat inflation. Det er sket igen og igen. Når en nations omsætningsmiddel bliver værdiløst, hviler hele det økonomiske system på intet.“

Inflationen er således som en ballon. En ballon kan fyldes med luft til et vist punkt, alt efter dens størrelse og styrke. Men når der pumpes for meget luft i den, revner den. Det er også tilfældet med stadig økonomisk inflation; den fører til slut til en økonomisk sprængning.

Er det virkelig muligt at en sådan økonomisk ulykke er ’lige om hjørnet’? Er dét hvad vi styrer imod?

Løsningen på økonomiske problemer

Der er al mulig grund til at tro at svaret på disse spørgsmål er ja. Alene fra det økonomiske synspunkt er autoriteterne enige om at op gennem tiden er alle tilfælde af snigende inflation endt med at den pågældende nations pengesystem er brudt sammen. Gang på gang er dette sket, uden undtagelse.

Eftersom det er indlysende at verdens pengesystemer er bygget på et skrøbeligt grundlag, ville det så ikke være godt at have et system der kunne fjerne økonomisk usikkerhed? Men er en stabil økonomi og en løsning på pengeproblemerne blot en ønskedrøm? Nej, det er det ikke. Det er faktisk noget vi med sikkerhed kan forvente.

Det erfarer vi når vi undersøger Guds inspirerede ord Bibelen. Mange af dens profetier er allerede blevet opfyldt med usvigelig sikkerhed. Det giver os tillid til at de profetier der har at gøre med vor tid, også med sikkerhed vil blive opfyldt. Og Guds profetiske ord viser klart at vi lever i de sidste år for denne kriseramte tingenes ordning. (2 Tim. 3:1-5) Snart vil Gud gribe ind i menneskers anliggender og gøre det af med de økonomiske samt de politiske og religiøse systemer der har modarbejdet både Guds og menneskers interesser. — Dan. 2:44; Åb. 18:21-24; 19:11-16.

Når tiden er inde til at Gud vil demonstrere sin magt og eksekvere sine domme, vil forholdene i verden blive så alvorlige som de aldrig har været før i historien. Jesus Kristus sagde i sin betydningsfulde profeti om ’endens tid’ som vi nu lever i, at da „skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme“. (Matt. 24:21) Denne store trængsel vil selvfølgelig også betyde voldsomme rystelser på det økonomiske område.

Som Bibelen viser vil dette bane vej for et regeringssystem der for evigt vil løse alle økonomiske vanskeligheder. Det var den regering Jesus lærte sine disciple at bede om, Guds himmelske rige. — Matt. 6:10.

Guds styre vil indlede en enestående epoke med retfærdighed og fremgang. I forbindelse med Rigets styre ved Jesus Kristus, den større Salomon, får vi dette løfte: „De arme blandt folket skaffer han ret, han bringer de fattige frelse, og han slår voldsmanden ned.“ „Korn skal der være i overflod i landet“ til den tid. Og eftersom afgrøderne vil blive frembragt og fordelt under ledelse af en regering der er grundlagt på Guds højeste visdom og retfærdighed, vil høje priser, mangler og sult aldrig mere plage menneskeheden. — Sl. 72:4, 16; Luk. 11:31.

På grund af det der med sikkerhed vil ske i den nærmeste fremtid, vil De gøre vel i ikke at sætte Deres lid til penge eller andre materielle ting. I de kommende samfundsmæssige og økonomiske omvæltninger kan materielle ting miste deres værdi på et øjeblik. Lad os da i stedet se hen til Guds nye orden efter løsningen på alle menneskehedens problemer, deriblandt de økonomiske som nu giver os så mange bekymringer.