Da jeg var slave af dæmoner

FORTALT TIL „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT PÅ FIJIØERNE

DE VAR omgivet af sorte skygger. Kredsen af siddende mænd var næppe synlig; kun det dunkle lys fra en petroleumslampe gav genskin i deres olieglinsende legemer. Stedet var et stråtækt, fijiansk hus som lå lidt tilbagetrukket fra de andre huse i landsbyen. En halv kokosnøddeskal hvoraf hver mand drak, gik fra hånd til hånd.

Hvad var det for en mærkelig ceremoni som foregik i natten, kun afbrudt af ofringer og påkaldelser? Og hvad var det for en drik de alle drak af? Der var noget uhyggeligt ved det. Den hemmelige atmosfære der prægede forsamlingen kunne tyde på at disse mænd havde ondt i sinde.

Den ældre mand som tilsyneladende førte forsædet var medicinmand, og mændene rundt omkring ham var som han selv tilbedere af de dødes ånder. Den store træskål med fire korte ben, som var skåret ud af ét stykke, indeholdt den kava som gik rundt. Rødderne og stilkene af kavaplanten, der hører til peberfamilien, bliver tørret og stødt til pulver hvorefter det blandes med vand. Samtidig med at kavaen blev blandet, blev der foretaget ofringer til de dødes ånder. Efterhånden, som hver af mændene drak påkaldte man de døde for at de skulle give hver deltager kraft til det stykke arbejde der forestod.

Ja, de havde noget for. De ønskede hjælp fra de afdødes ånder til at plyndre en bestemt forretning. De ville have penge og hvad de ellers kunne få fat på. Til sidst fortalte medicinmanden dem at det var blevet lovet ham at de skulle få held til at plyndre forretningen. Men først måtte de dog udtale en besværgelse over forretningsindehaveren.

Plyndringen blev senere udført til den fastsatte tid. Mens røverne tog penge fra pengekassen, dåsevarer og tøjballer fra hylderne, ja oven i købet stjal et pengeskab, stod indehaveren som hypnotiseret, ude af stand til at gribe ind. Senere blev disse røvere imidlertid anholdt, da politiet fandt dem i besiddelse af tyvekosterne. Skønt de til en vis grad havde haft held med sig kunne de ikke undgå deres velfortjente straf, og ingen af „de dødes ånder“ kom dem til hjælp.

Tilbedelse af ånder

Hvordan ved jeg så meget om denne sag? Jo, jeg var selv en af disse mænd, og den gamle medicinmand var min bedstefader. Før sin død overlod han mig sine hemmeligheder og sin kraft efter at jeg havde udstået den nødvendige læretid.

Igennem flere år var jeg også medicinmand og ledede grupper af åndetilbedere. Vi rejste omkring på vore øer idet vi udnyttede den kraft jeg havde som medicinmand; vi stjal og levede af det vi uretmæssigt havde tilegnet os og arbejdede kun når det var absolut nødvendigt. Vi blev som regel indhentet af lovens arm, enten fordi vi pralede med vores held eller fordi tyvekosterne blev fundet i vores besiddelse. Som et resultat heraf har jeg været i seks forskellige fængsler rundt omkring på Fijiøerne, og mit omdømme var i høj grad dårligt.

At jeg foruden alt dette også var medlem af en fremtrædende kristen sekt, kan forekomme yderst mærkeligt; det samme var min bedstefader, medicinmanden, før mig. Skønt hans spiritistiske aktivitet var velkendt, var han ikke desto mindre et respekteret medlem af vort trossamfund. Jeg kan ikke huske at vores præst en eneste gang har udtalt sig imod fijianernes tilbedelse af de døde. Desuden lærte man i kirken at de dødes sjæle fortsatte deres eksistens efter døden, så hvad forkert var der ved at søge de dødes hjælp til at finde sig et levebrød, tænkte vi, selv om det var ved at stjæle? Ufuldkomne mennesker føler sig som regel tiltalt af tanken om at kunne få noget for intet og ved at anstrenge sig mindst muligt. Desuden nød jeg som medicinmand en respekt i samfundet som gav mig en indre følelse af overlegenhed og styrkede min tro på trolddomskraften.

På den anden side var der afgjort ulemper. Vi levede altid i frygt for de usynlige ånder. Når vi først var indviet og kommet i deres magt, var vi altid tvunget til at gøre hvad de ønskede. Vi frygtede at ulydighed kunne bringe noget forfærdelig ondt over os selv personligt eller over vore familier. Der var ingen kærlighed mellem os og disse ånder. De syntes at være ligeglade med hvor fordærvede vi blev, mens vi for vor del gladeligt gjorde brug af deres kraft til lovløse og nedværdigende formål. Og tænk så på at vi altid måtte leve i frygt for at blive pågrebet på grund af vore forbrydelser.

Ofte tænkte jeg alvorligt over om der mon ikke var en bedre og mere tilfredsstillende måde at leve på. Jeg følte mig forvirret og var led og ked af denne tomme tilværelse. Men hvordan kunne jeg finde en udvej?

Spiritismen afsløret

En dag fik jeg besøg af et af Jehovas vidner. Vores samtale førte til et ugentligt bibelstudium i mit hjem. Jeg begyndte at lære mange ting som jeg aldrig havde hørt før. For eksempel lærte jeg at Bibelen siger: „De døde ved ingenting, . . . Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte.“ (Præd. 9:5, 6) Altså var de ånder vi påkaldte slet ikke vore efterladte når det kom til stykket! Men hvem var de så? Inden længe fandt jeg ud af at det var dæmoner — onde ånder som står bag de mange former for spiritisme! Kristenhedens kirker havde aldrig henledt min opmærksomhed på Bibelens fordømmelse af enhver som „driver spådomskunst, tager varsler, er sandsiger eller øver trolddom, . . . foretager besværgelse eller gør spørgsmål til genfærd og sandsigerånder og henvender sig til de døde“. — 5 Mos. 18:10-12.

Jeg lærte at Gud udtrykkeligt byder kristne at holde sig fri af spiritisme, fordi „kødets gerninger er åbenbare [i] . . . udøvelse af spiritisme“ og alle former for tilbedelse der er forbundet med det. — Gal. 5:19, 20, New World Translation.

En hård kamp

I dag er jeg en kristen tjener for Jehova og har for bestandig, håber jeg, vendt mig bort fra det jeg har forstået er dæmonisme. Men det har været en hård kamp. En stemme fra det usynlige tilskyndede mig ihærdigt til at holde op med at læse Bibelen. Den mindede mig om den indbringende fortjeneste jeg havde haft mens jeg havde været under åndernes indflydelse. Den truede mig med at jeg, hvis jeg holdt op med at tjene ånderne, ville gå en vanskelig tid i møde og måske ikke kunne forsørge min familie. Men dæmonstemmen glemte at omtale alt hvad jeg tidligere havde gået igennem af angst og besværligheder.

Ved mine studier med Jehovas folk havde jeg imidlertid lært hvad jeg skulle gøre. Jeg påkaldte Jehova i bøn. Jeg læste regelmæssigt i Bibelen og kom så meget som muligt sammen med den lokale menighed af Jehovas vidner. Jo mere jeg holdt ud, jo svagere blev stemmen, indtil den til sidst helt tav.

Så forsøgte dæmonerne at forføre mig på en anden måde. To ældre mænd fra landsbyen bad mig om at lede dem på nogle røvertogter, ved hjælp af min trolddomskraft. De ønskede materialer til opførelsen af et hus. Almindeligvis er fijianerne venlige og forstående og gør alt hvad de overhovedet kan for enhver der trænger til det. Hvis de bibelske principper ikke var blevet så dybt indprentet i mit sind og hjerte, havde jeg måske ræsonneret som så, at det ikke kunne skade at øve spiritisme blot denne ene gang for at hjælpe mine naboer. Men nej, jeg ville ikke gå på kompromis, og det fortalte jeg dem.

Kristenhedens vaklen

Kristenhedens repræsentanter, som i alle disse år har ladet dæmondyrkelsen gå upåagtet hen, er nu begyndt at give udtryk for bekymring over at medicinmændene er ved at få større indflydelse end præsterne på disse øer, som regnes for at være kristne. En religiøs gruppe har nedsat en særlig komité der skal undersøge medicinmændenes rivaliseren med kirkerne. En læge fra metodistkirken som er medlem af denne komité, fandt at antallet af medicinmænd var stigende. Da han blev spurgt om han troede at udøvelse af trolddom efterhånden ville uddø på Fijiøerne, svarede han: „Nej, det tror jeg afgjort ikke. Jeg tror trolddommen tager til. I hvert fald håber jeg ikke den uddør før vi har haft lejlighed til at undersøge den ordentligt. Jeg tror det kan give os løsningen på nogle af vore problemer.“

Den samme læge er kommet med følgende udtalelse: „Ifølge de love der er fastsat af videnskaben kan disse ting [eksempler på spiritistisk kraft som han selv har været vidne til] simpelt hen ikke ske, men man kan ikke benægte noget man har set med sine egne øjne. Så hvordan skal man forklare det?“ Åbenbart er disse forskere indstillet på at lære noget af de løgnagtige dæmoner i stedet for at gå til Bibelen for at få hjælp til at løse deres problemer.

Lykkelig over at være fri

Hvor er jeg dog lykkelig over at være fri af disse onde, usynlige kræfter, som Satan behersker nationerne med! Jehovas vidner har fået mig til at indse værdien af det råd der gives i Efeserbrevet 4:28: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt, for at han kan have noget at give af til den, som er i nød.“ I dag har jeg, takket være den forvandlende kraft som kundskab fra Bibelen giver, ry for at være en hårdtarbejdende, ærlig mand, der opfører sig som en sand kristen bør.

Jeg er taknemmelig mod Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus, fordi jeg har kunnet tage så klart afstand fra spiritismen. Med Guds hjælp har jeg nu travlt med at hjælpe andre fijianere til at forstå hvad dæmonisme i virkeligheden er og til at undslippe dens greb. Kundskab fra Bibelen, og ikke tilbedelse af ånderne, vil føre dem til evigt liv under Guds himmelske rige. At underlægge sig denne retfærdige regering vil betyde at man for evigt frigøres fra trældom under onde dæmoner. I stedet vil man blive en lykkelig tjener for den retfærdige Gud, Jehova.