Hvorfor trives forfædredyrkelsen stadig?

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Sydafrika

„DEN vestlige civilisation er i sig selv tilstrækkelig til at gøre ende på forfædredyrkelsen som aktiv religion,“ skrev den protestantiske missionær Willoughby i 1928. Men stik imod alle forudsigelser trives forfædredyrkelsen fortsat i Afrika. Mange lever i frygt for deres afdøde forfædre. Mange går stadig til åndemedier og medicinmænd når de er syge, i håb om at forfædres ånder kan helbrede dem.

Men hvorfor er forfædredyrkelsen så sejlivet over for kristenhedens ihærdige bestræbelser på at udrydde den? Bemærk hvad Encyclopædia Britannica siger: „Forfædredyrkelsen har sit sidestykke i den kristne dyrkelse af de døde og af helgenerne.“ Ligheden skyldes kristenhedens tro på en udødelig sjæl. Ironisk nok har kristenhedens missionærer altså nærmest bestyrket afrikanerne i deres tro på at døde forfædre kan hjælpe og skade. Som dr. Ngubane siger i bogen Body and Mind in Zulu Medicine (Krop og sind i zulu-lægekunst): „Normalt anser en kristen zulu som bor i et høvdingeområde [stammeområde], ikke den kristne tro og forfædretroen for uforenelige.“

Selv nogle åndemedier og medicinmænd er faldet til i kristenhedens kirker. En undersøgelse foretaget af dr. Chavunduka fra Zimbabwes universitet afslører at der blandt 145 traditionelle helbredere var metodister, katolikker, anglikanere, syvendedagsadventister og medlemmer af den nederlandsk-reformerte kirke. „Medlemskab af en kirke afholder ikke den enkelte fra at deltage i traditionel gudsdyrkelse,“ fastslår han.

En anden grund til at forfædredyrkelsen står stærkt skal søges i mangelen på læger og sygeplejersker. Med én læge for hver 5000 afrikanere får nogle områder kun nu og da besøg af mobile klinikker. Traditionelle helbredere, spåmænd og medicinmænd findes derimod i overtal. Det er altså ganske enkelt lettere at finde en medicinmand end en universitetsuddannet læge.

Overraskende nok er mange patienter godt tilfredse med den behandling de får. Psykiaterne Griffiths og Cheetham skriver i South African Medical Journal: „Disse helbrederes tjenesteydelser lader til at have vist sig virkningsfulde med hensyn til at lindre fysiske såvel som følelsesmæssige forstyrrelser, og efter forfatternes bedømmelse repræsenterer de fortsat en betydningsfuld behandlingsmæssig hjælpekilde i det afrikanske samfund . . . Selv når sorte patienter anerkender værdien og nyttevirkningen af den vestlige behandlingsform, er det ofte kun en delvis accept, og mange . . . går til iSangoma [et åndemedium] efter hospitalsbehandlingen for at ’fuldende’ deres helbredelse.“

Sundhedsmyndighederne har derfor visse steder besluttet sig for at samarbejde med disse „helbredere“ fremfor at forsøge at udrydde dem. I 1979 gav den katolske kirke for eksempel sin støtte til „Projekt grundtræning i sundhedstjeneste for indfødte helbredere“ i Ghana. I 1980 var 41 traditionelle helbredere blevet undervist i vestlige behandlingsmetoder. Antropologen dr. Warren konkluderer: „Dette projekt afspejler en ændret holdning til den indfødte helbreder, en uvurderlig forbundsfælle i kampen for bedre sundhedsforhold.“

Førhen var kirkerne imod åndemedier og medicinmænd. Nu har de skiftet taktik. De forsøger på én gang at fremme moderne behandlingsmetoder og at holde på de medlemmer som stadig dyrker forfædrene.

Hvis er ansvaret?

Men hvorfor har traditionelle afrikanske helbredere så ofte held med sine helbredelsesmetoder? Uden tvivl har nogle af de urter de ordinerer, en lægende virkning. Der kan også være tale om en psykosomatisk virkning. Men nogle sygdomme som den vestlige lægevidenskab har stået rådvild over for, synes at reagere på spåmænds og medicinmænds behandling! Kan det skyldes urterne alene? Sandsynligvis ikke. Er det da muligt at de afdøde virkelig hjælper de levende?

Ikke ifølge den katolske lægemissionær dr. Kohler. Han har affærdiget de afrikanske spåmænds virksomhed som udført af „udspekulerede bedragere eller forskruede særlinge“. Mange i kristenheden rødmer ved tanken om at erkende usynlige, overmenneskelige kræfters eksistens.

Troen på sådanne kræfter lader sig imidlertid ikke uden videre feje til side. Ved et seminar med emnet „Heksekunst og helbredelse“ som for nogle år siden blev holdt på Edinburghs universitet, udtalte en professor Jahoda: „Mange af de studenter jeg underviste dér, var højtbegavede mennesker . . . Jeg blev da slået af den kendsgerning at mange af dem virkede stærkt overbeviste om eksistensen af mange fænomener som deres ligemænd i dette land uden videre ville affærdige.“

’Kan der, når alt kommer til alt, være noget rigtigt i forfædredyrkelsen?’ vil nogle tænke. Bibelen svarer tydeligt: „De levende ved . . . at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting.“ (Prædikeren 9:5) Om det døde menneske siger Bibelen: „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ (Salme 146:4) Der findes ingen udødelig sjæl som enten kan helbrede eller skræmme de levende. Bibelen påpeger nemlig tydeligt at „den sjæl der synder, den skal dø“. (Ezekiel 18:4; Romerne 3:23) Hvad skyldes alle fænomenerne i forbindelse med forfædredyrkelse da? De skyldes onde åndeskabninger (dæmoner), anført af Satan Djævelen! (Åbenbaringen 12:9, 12) Øjensynlig finder Satans medsammensvorne, dæmonerne, glæde i at vildlede mennesker ved at optræde som afdøde forfædre. — Jævnfør Første Samuelsbog 28:7-19.

Sandt nok benægter kristenhedens gejstlige ofte lidenskabeligt dæmonernes eksistens. Men Jesus Kristus selv kom ud for et møde med Satan Djævelen. (Lukas 4:1-13) Bibelen beretter endog at Jesus uddrev onde ånder af dæmonbesatte ofre. (Lukas 4:33-37; 8:27-33; 9:37-42) Forfædredyrkere samarbejder således uforvarende med menneskets største fjende — Satan!

Befriet for frygt for de døde

Ved at henlede folks opmærksomhed på disse bibelske sandheder har Jehovas vidner hjulpet mange afrikanere fri af frygt for og dyrkelse af de døde. Det har ikke altid været let. En 19-årig ung mand ved navn Thembukwazi begyndte at studere Bibelen, og efter at have lært at forfædredyrkelse er forkert, nægtede han at takke sine døde forfædre ved et familieritual. Dette stødte hans familie så stærkt at han måtte flytte hjemmefra. En familie af Jehovas vidner som gav ham husly, kom endda ud for mordtrusler! Men Thembukwazi fortsatte bibelstudiet og blev i 1979 døbt som et Jehovas vidne.

En kvinde ved navn Alphina måtte også kæmpe for at bryde med overtro. En præst fra Nazarenernes kirke i Hammarsdale i Sydafrika indførte hende i spiritisme. Han indbød hende til at bo i et af hans huse og lovede at hun i så fald ville få en „særlig gave“ af sine forfædre. Hun tog imod indbydelsen, men kom snart i vanskeligheder. „Jeg begyndte at komme ud for svære angreb af onde ånder,“ husker Alphina. „Min krop rystede voldsomt, og det føltes som om mine muskler blev sønderrevet af et skarpt instrument.“ Snart fik hun ’gaven’ — kraft til „mirakuløs helbredelse“! Men dæmonangrebene fortsatte, og efter fire år forlod hun fortvivlet kirken.

Senere traf et af Jehovas vidner hende og begyndte at undervise hende i Bibelen. „Det kom til at stå mig helt klart at de som jeg troede var mine forfædre, i virkeligheden var onde ånder. Først da jeg havde tilintetgjort de ting der havde at gøre med dæmonisme, blev jeg befriet for onde ånder,“ siger hun. — Apostelgerninger 19:18-20.

En medicinmand forlader forfædredyrkelsen

Unge Simon var blevet ophøjet fra åndemedium til medicinmand. „Forbyder Bibelen et menneske at blive åndemedium eller medicinmand?“ spurgte han sin tante Joyce, der var et af Jehovas vidner. „Ja,“ svarede hun og viste ham passagen i Femte Mosebog 18:10-12, hvor der står: „Der må ingen findes hos dig som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen som driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse eller som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds eller som henvender sig til de døde. For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova, og på grund af disse vederstyggeligheder driver Jehova din Gud dem bort foran dig.“

Ofte frygter de der føler at de har modtaget et „kald“ til at være medicinmænd, at det kan koste dem livet at opgive deres virke. Men Simons interesse var blevet vakt, og han gik ind på at få et regelmæssigt bibelstudium.

Joyce fortæller: „I begyndelsen da vi studerede kom han somme tider ud for dæmonangreb. Jeg kunne se hele hans krop begynde at ryste. Hver gang angrebet tog fat begyndte jeg at bede, og dæmonen forsvandt. På grund af angrebene besluttede jeg at studere med Simon ved hjælp af brochuren Usynlige ånder — hjælper de os? eller skader de os?a Jeg begyndte også at indlede hvert studium med bøn om at Jehova Gud ville hjælpe os så vi ikke blev besværet af dæmoner. Vores bibelstudium blev aldrig igen afbrudt af en dæmon.“ — Mattæus 6:9, 13.

Med tiden følte Simon sig tilskyndet til at opgive sin praksis som medicinmand og kastede alle de genstande der havde forbindelse med trolddomskunst, i en flod. „Sådan noget regnes for farligt i det afrikanske samfund, og Simons fader var bekymret,“ fortæller Joyce. „Han indberettede sagen til den medicinmand som havde oplært Simon. Manden sagde at Simon ville blive dræbt af sine forfædre for sin ulydighed mod dem.

Men Simon lever stadig!“ Ja, i 1983 blev han døbt som et Jehovas vidne. „Jeg er lykkelig over at Jehova hjalp mig med at slippe ud af dæmontilbedelsen,“ siger han.

Det samme er flere tusind andre som ligeledes er blevet befriet for frygten for døde forfædre!

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 20]

Kristenhedens lære har medvirket til at bestyrke afrikanerne i deres forfædredyrkelse

[Tekstcitat på side 21]

Jehovas vidner hjælper folk til at forstå at de døde i virkeligheden ingenting ved