Undskyld det har varet så længe

ER DET sket at De har villet skrive et brev men så har udsat det? Da De senere kom i tanker om at De skulle have det gjort, var der gået flere uger, ja måske måneder. Så er det ikke så mærkeligt hvis De måtte indlede Deres brev med ordene: „Undskyld det har varet så længe.“

De er ikke den eneste der har måttet skrive sådan. Uden tvivl har De også selv modtaget breve med undskyldninger for forsinkelsen eller den lange tavshed. Andre har ligesom De været klar over at brevet burde være besvaret for længe siden. Og jo længere man har udsat det, jo mere pinligt har det været; ja det er endda sket at nogle helt har opgivet tanken om at skrive. Hvorfor er vi så tilbøjelige til at udsætte besvarelsen af et brev?

Der er meget der lægger beslag på ens tid og opmærksomhed. Men man får dog tid til det vigtigste, til at arbejde, for eksempel, til at spise, til at gå på indkøb og til at sove hver nat. Det er derfor ofte et spørgsmål om at tage sig tid til at svare sine venner på de breve som man selv har været så glad for at modtage.

Hvorfor man skriver

Dette problem kan måske overvindes hvis man betragter nogle af grundene til at man skriver breve til slægtninge og venner. Før i tiden var det almindeligt at folk inden for samme familie boede i umiddelbar nærhed af hinanden. Behovet for brevskrivning var ikke så stort dengang. Men i dag er det noget ganske andet. Det er slet ikke usædvanligt at medlemmer af den samme familie er spredt over hele landet, ja nogle af dem bor måske endda i udlandet.

Har forældre ikke en moralsk forpligtelse til at interessere sig for deres børn, og børnene ligeledes for forældrene? Mangel på interesse under sådanne omstændigheder vil givetvis blive fortolket som mangel på naturlig hengivenhed.

Men selv om man ser bort fra dét med pligten, så er der en særlig glæde forbundet med at dække et andet menneskes behov. En sådan glæde overgår endog den glæde der er ved selv at modtage en gave. Deres familie og venner vil uden tvivl blive glade for et livstegn fra Dem i form af et venligt brev med masser af nyheder. Tvivler De på det? Så tænk blot på den værdsættelse De selv føler når De får brev.

Kun få ting påskønnes i højere grad end dét at modtage et godt brev. Der er en vis spænding forbundet med det. Det gør én glad at andre har tænkt på én. Og forventningsfuldt lukker man brevet op. Der er noget næsten hemmelighedsfuldt ved det. Hvad mon vi finder inde i kuverten? Måske beskrivelsen af nogle interessante oplevelser en af vore venner har haft, måske et udtryk for deres kærlighed til os eller for deres venlighed og omsorg.

At blive årsag til andres glæde og begejstring over at modtage et brev, er derfor noget enhver kunne ønske sig.

Hvad man kan gøre

Men hvad skal man gøre for at holde kontakten med sine venner og bekendte ved lige, når nu man har så travlt? Man kunne jo sende et brevkort eller et prospektkort, bare med et par ord og en hilsen. Man behøver ikke at skrive et langt brev. Ja, lange breve kan faktisk godt virke trættende, især da hvis modtageren også har travlt. Bogen Along the Road udtrykker det på denne måde:

„Der er mange som praktisk taget aldrig skriver til gamle venner, fordi de føler at de må skrive meget, hvis de endelig skriver. Men det er en stor misforståelse; en sådan tavshed, der faktisk skyldes dovenskab, har været årsag til at mange gode venskaber er blevet opløst. Det der betyder noget er brevet, ikke dets længde eller litterære kvalitet. Og det er sørgeligt at tænke på at nogle ganske få ord kradset ned på et stykke papir tre eller fire gange om året kunne have reddet et godt venskab fra at sygne hen og dø af mangel på næring.“

Nej, De behøver ikke at vente med at skrive indtil De har stof nok til et langt brev. Den der venter brev fra Dem er måske først og fremmest interesseret i at vide at det går Dem godt, fysisk og åndeligt. Så hvorfor ikke lade ham det vide inden der går alt for lang tid? Og lad for enhver pris vedkommende forstå at De er interesseret i hvordan det går ham.

Venskaber er dyrebare. Venner er ivrige efter at udveksle tanker og få kendskab til hinandens gøren og laden. Børn og forældre er nært knyttet til hinanden; unge der er borte fra hjemmet bør nære et naturligt ønske om at vide hvordan det går deres forældre. Og forældrene kan gennem brevskrivningen være de unge behjælpelige med gode råd.

Glæden ved at skrive

At skrive behøver hverken at være kedeligt eller besværligt. Man kan have en skriveblok liggende og efterhånden skrive de ting ned som man gerne vil have med i sit næste brev. Det kan være man har en eller anden morsom historie at berette, eller måske en personlig oplevelse. Oplevelser man selv har glædet sig over vil uden tvivl også glæde andre. Man må være besluttet på at ens brev skal være opmuntrende.

Det er også altid godt at trække minder frem. Det gør venskabsbåndet stærkere. Hvis man skriver til sine forældre vil det være godt at fortælle dem at man ikke helt har glemt de mange små ting derhjemme — den potteplante i dagligstuen som mor var så stolt af, eller kirsebærtræet når det stod i fuldt flor lige uden for køkkenvinduet. Er far stadig væk i gang med det arbejde i kælderen? Hvem af de små brødre må nu klare opgaverne uden for huset? Sådanne spørgsmål viser at man er interesseret.

Ja, et brev kan lyse op i hverdagen. Når De for fremtiden skal til at udsætte brevskriveriet, så tænk blot på alt det gode Deres brev kan afstedkomme. Prøv at undgå at måtte begynde Deres brev med ordene: „Undskyld det har varet så længe.“ Skriv hellere med det samme!