Peru rammes af katastrofe

AF „VÅGN OP“-KORRESPONDENT I PERU

„JORDSKÆLV I CAJACAY, HUNDREDE DØDE.“ „JORDSKRED BEGRAVER 18 I SAYAN.“ „FYRRE DØDE — BEGRAVET AF KLIPPER I CAJATAMBO.“ „BYEN YUNGAY FULDSTÆNDIG UDSLETTET.“

Hver for sig vækker disse overskrifter opmærksomhed og ryster de mennesker der læser dem. Men at de skulle forekomme i hurtig rækkefølge, med rapporter fra én og samme ulykke — den største naturkatastrofe man kender til på den vestlige halvkugle — dét er ikke til at fatte. Ofrene for det voldsomme jordskælv der rystede Peru søndag eftermiddag den 31. maj er anslået til at udgøre cirka 70.000 døde; men hvem ved om det nøjagtige tal nogen sinde bliver kendt!

Følgerne af jordskælvet, som folk rundt omkring i verden fik et glimt af på fjernsynsskærmen og i avisernes overskrifter, trodser enhver beskrivelse. Havnebyen Chimbote, en voksende fiskeri- og industriby med over 100.000 indbyggere, var 85 procent ødelagt. Huaraz, Caraz og Yungay, som på turistplakaten ligger så lunt og godt i den smukke Huaylas-dal, var i ruiner; Yurigay var fuldstændig fejet bort og det der var tilbage af den lå begravet i et hav af mudder og dynd.

Også hovedstaden Lima havde mærket jordskælvet den søndag eftermiddag klokken 15.24. Men da en hurtig undersøgelse af de forskellige bydele viste at der kun var forvoldt ringe materiel skade og kun tre var døde, begyndte byens indbyggere at lykønske hinanden med at de bare havde fået sig endnu en susto (forskrækkelse). De satte sig roligt ned for på fjernsynet at betragte den indledende fodboldkamp i verdensmesterskaberne, der blev afholdt i Mexico og transmitteret via satellit rundt om jorden. Limas indbyggere lagde sig til ro for natten, helt uvidende om den tragedie der var overgået nabobyerne mod nord.

Chimbote og Casma

Ikke før mandag morgen nåede de første rapporter Lima efterhånden som biler begyndte at ankomme nordfra ad den panamerikanske landevej. Et medlem af kontorstaben på Vagttårnsselskabets afdelingskontor var sammen med sin hustru vendt tilbage til Lima efter en kort ferie hos nogle venner i Trujillo; de var blandt de første der nåede hovedstaden med en rapport om det der var foregået. Vi lader ham fortælle hvad de oplevede:

„Køreturen fra Trujillo til Chimbote havde sådan set været meget behagelig, men da Lima stadig var fem timers kørsel borte besluttede vi at gøre holdt og blive frisket en lille smule op før vi fortsatte rejsen. Vi standsede foran hotel Chimú, hvorfra vi kunne se den stille Chimbotebugt. Motoren var næppe slået fra før alting som med et vældigt greb blev hævet i vejret. Bilen slingrede kraftigt fra side til side og op og ned. Hotellet, en imponerende treetages bygning, hoppede og dansede. Vinduesruder splintredes mod jorden. Jeg bakkede bilen hen mod midten af parkeringspladsen hvor vi stod rystelserne igennem.

Kæmpemæssige bølgetoppe havde bemægtiget sig den før så rolige bugt, og kysten begyndte at synke og forsvinde, bort mod havet. Store spalter åbnede sig i gaden. En bils forhjul dumpede pludselig ned i en bred sprække som havde åbnet sig foran dem. Et blik mod byens centrum afslørede en voksende sky af gråt støv der nåede en højde af tredive meter og lagde sig som et dække over hele byen.

Rundt omkring os lå byen i ruiner. Angstfulde skrig af smerte og sorg skar gennem luften. Folk løb i panik frem og tilbage for at søge i ruinerne efter deres familie mens de kaldte og lyttede efter svar. En fader løb formålsløst ned ad gaden med en livløs bylt, hans lille søn, i sine skælvende arme. Mange var stadig for chokerede til at gøre noget, de stod blot dér på gaden og så til med spørgende blikke.

Jordskælvet varede kun femogfyrre sekunder — i sandhed ikke længe, men længe nok for et jordskælv. Disse flygtige men dog langvarige, ja næsten endeløse femogfyrre sekunder betød drastiske forandringer for flere hundrede tusind mennesker.

Så snart den første frygt havde lagt sig begyndte vi at spekulere på hvordan det var gået vore kristne brødre, Jehovas vidner, i Chimbote. Højst sandsynligt havde de været midt i deres ugentlige søndagsmøde. Vi banede os derfor vej til den nærmeste rigssal. Der er tre menigheder i Chimbote.

Vi ankom kun fem minutter senere til rigssalen. Den var ødelagt, men hele menigheden var uskadt og i live! En ståldrager var blevet hængende med sin ene ende hvilende på en søjle af jernbeton. Skønt taget var sunket sammen i begge sider var det ikke faldet længere ned end at alle kunne kravle ud i sikkerhed. Kun nogle ganske få havde pådraget sig mindre skader.

Inden længe kom der nogle fra en anden menighed og fortalte at taget på deres rigssal havde holdt. Skønt nogle havde fået benbrud viste det sig at kun en ung pige var alvorligt såret. Da den tredje menighed ikke havde haft møde på det tidspunkt, vidste man ikke straks hvordan det var gået den.

Alle vidnerne havde mistet deres hjem og deres ejendele og havde kun det tøj de stod og gik i. Senere viste det sig at kun ét Jehovas vidne og en hustru til et andet vidne var omkommet i Chimbote.

Ingen af telefonlinjerne havde holdt. Derfor besluttede vi at vende tilbage til Trujillo og derfra sætte os i forbindelse med Vagttårnets kontor i Peru pr. telefon. På det tidspunkt vidste vi ikke at også Trujillo var blevet hårdt medtaget. Da vi nåede bjergpasset nord for Chimbote så vi at det var fyldt med kæmpemæssige klippeblokke og ikke kunne passeres. Så vendte vi om og satte kursen mod Lima.

Den første by syd for Chimbote var Casma. Det tog omkring en halv time at finde rigssalen hvor Jehovas vidner havde holdt deres møde. Vi fandt ikke nogen af dem. Senere fik vi imidlertid at vide at én var blevet alvorligt såret da rigssalens mur faldt ned over ham. Han døde samme nat.

Da vi genoptog rejsen til Lima var natten faldet på. Inden længe fandt vi vejen spærret af kæmpemæssige rullesten. Vores bil var lille nok til at klare vejspærringen, men da vi nåede Casmabroen kunne vi ikke komme over den halve meters stigning der var fremkommet ved at den grusbelagte tilkørselsvej var sunket. Vi kørte tilbage til et sikkert sted i det fri, hvor klippestykker ikke kunne falde ned over os, og ventede hele natten. Vi kunne ikke sove. Natten igennem fik en vedvarende rysten og skælven bilen til at rokke, mens det rumlede uhyggeligt omkring os.

Da broen endelig blev åbnet for trafik var dagen begyndt at gry mandag morgen. Så kunne vi fortsætte resten af vores fire timers tur til Lima.“

Hjælpen organiseres

Alle Jehovas vidner i Lima som havde telefon blev straks ringet op. De blev opfordret til at indsamle fødevarer, klæder, tæpper og medicinalvarer, og at give beskeden videre så andre kunne gøre det samme. Kærligt og uden tøven blev opfordringen efterkommet. Samme aften begyndte forhallen på Vagttårnsselskabets kontor i Lima at fyldes op med kufferter der indeholdt klæder, samt kasser med fødevarer. Også pengegaver, både små og store, kom ind.

Så stor var reaktionen at man tirsdag nat, kun seksogtredive timer efter at man havde modtaget meddelelsen, kunne sende et vogntog på fem lastbiler, deriblandt en ti tons lastbil, fra Lima til Casma og Chimbote med nødforsyninger! Disse indeholdt tæpper, tøj, fødevarer og 1000 liter drikkevand, såvel som køkken- og bespisningsudstyr samt sejldugstelte. Det vogntog som Vagttårnets selskab sendte af sted var blandt de første der nåede frem til ulykkesstedet med hjælp.

En vognladning med forsyninger blev efterladt i Casma. Alle Jehovas vidner dér havde samlet sig på en ejendom tilhørende et af Jehovas vidner som boede i udkanten af byen, hvor jordskælvet ikke havde gjort nogen skade.

Vidnerne i Chimbote var ved godt mod til trods for det store tab de havde lidt. I de to dage der var gået siden jordskælvet havde de fjernet murbrokkerne fra rigssalen og sat flettede måtter op som mur omkring den. Man havde således et sikkert sted at opbevare forsyningerne indtil de kunne fordeles.

De to andre menigheder i Chimbote havde slået lejr på en bakke med udsigt over byen. Da medlemmer af ekspeditionen ankom var der rejst en hel lille by. Den var pæn og ordentlig, og alt fungerede gnidningsløst. Hver havde fået sin opgave. Om formiddagen beskæftigede vidnerne sig med at rydde op i ruinerne af deres ødelagte hjem, og om eftermiddagen besøgte de folk der var blevet ramt af ulykken, for at give dem trøst fra Bibelen. Man havde også indrettet en skole for at holde børnene beskæftiget.

Snart kunne vidnerne glæde sig over deres første varme måltid i tre dage. Den nat kunne de sove lunt; for nu havde de fået tæpper og varmt tøj at tage på. Så snart man havde ryddet op på rigssalens grund fortsatte menigheden med at holde sine møder regelmæssigt som den plejede. Vidnerne havde allerførst vist rigssalen opmærksomhed og ventet med deres egne hjem til senere.

Huaylas-dalen

Men et stort og ildevarslende spørgsmålstegn hang over byen Huaraz. Ikke så meget som et ord havde man hørt fra menigheden dér. Heller ikke fra Caraz, en by lidt nord for Huaraz, havde man hørt nyt. I Caraz var der en isoleret gruppe af Jehovas vidner. Ikke engang efter otte dages forløb havde man hørt noget fra vidnerne i Huaylas-dalen. Efterhånden som rapporter der fortalte om ulykkens omfang indløb, begyndte vi alvorligt at frygte for hvilken skæbne vore brødre dér havde lidt.

De bugtede veje op til Huaraz og Caraz på Andesbjergenes højslette havde aldrig været særlig gode, ikke engang når de var bedst. Nu var de næsten udslettet. Et enormt arbejde blev nu pålagt et korps af vejingeniører fra hæren med at gøre vejen farbar så hurtigt som muligt.

Sandt nok havde flyvemaskiner kastet forsyninger ned. Men da deres lasteevne var begrænset, faren for at miste livet stor og omkostningerne betydelige, var det yderst vigtigt at få åbnet en vej for transport på landjorden ind i området. Fire helikoptere og et fly var allerede faldet ned, hvorved otte var blevet dræbt. Flere hundrede tons nødforsyninger lå parat og kunne bringes ud til de katastroferamte så snart vejen blev åbnet.

Mandskabet på vejen arbejdede på skift døgnet rundt i et næsten overmenneskeligt kapløb med tiden. Det vogntog Jehovas vidner havde sendt af sted blev holdt tilbage af den stadig blokerede landevej, og forsyningerne blev bragt til Casma og Chimbote. Endelig, mandag den 8. juni, blev det officielt meddelt at vejen nu omsider ville blive åbnet. Endnu et vogntog blev organiseret, og det var blandt de første 15 køretøjer som ventede i et par kilometers afstand fra vejarbejderne og kørte frem efterhånden som hver ny vejstrækning blev gjort farbar.

En af dem der var med vogntoget udtaler: „Mens vi ventede på at vejen skulle blive åbnet og hvileløst prøvede på at få os en smule søvn i den bitre kulde, tænkte vi på vore kristne brødre og deres små børn, som sikkert også prøvede på at sove. Men de havde ikke tag over hovedet, kun få tæpper, og ganske lidt tøj at holde kulden på afstand med.“

Omsider var vejen passabel og vogntoget kunne fortsætte sin støvede opstigning gennem den iskolde, tynde bjergluft.

Eftersøgningen

Da vogntoget omsider bugtede sig vej ind i den dal hvor Huaraz engang havde ligget, var det daggry og solen skinnede varmt. Den totale ødelæggelse af landsbyerne man kørte forbi langs vejen, satte hjælpeholdet i en dyster stemning. En så fuldstændig ødelæggelse måtte have udslettet i hvert fald nogle af vidnerne, hvis ikke dem alle.

Holdet skilte sig ud fra de andre lastbiler i vogntoget og gik i gang med at prøve at lokalisere Jehovas vidner. Byen lå i ruiner. Hele vejen rundt omkring den var flygtningelejre skudt op. Rygter blev efterprøvet og spor blev fulgt, og skuffelsen var stor da de viste sig ikke at føre nogen steder hen.

To fra vogntoget banede sig nu vej gennem lejrene og bevarede kontakten med hinanden ved hjælp af walkietalkies. De forhørte sig i hvert telt, hver hytte og hvert skur. Ved solnedgang bragte to forskellige spor dem næsten samtidig til Jehovas vidners lejr. De græd af glæde mens de omfavnede hinanden. Alle Jehovas vidner og deres nærmeste familiemedlemmer, cirka tres personer i alt, havde overlevet!

Lidt efter lidt begyndte de at fortælle hvordan det var gået til. Nogle havde haft held til at nå ud i det fri, mens andre havde søgt beskyttelse i dørkarmen, den del af et hus der oftest bliver stående. Nogle undslap med nød og næppe.

Et af vidnerne havde gravet som en vanvittig for at få sin lille dreng fri; han var blevet begravet under to tunge mure af adobe-lersten. Skønt drengen var ved at kvæles af støv og snavs havde han åndsnærværelse nok til at begrænse sin vejrtrækning indtil hans fader kunne fjerne murbrokkerne fra hans ansigt og hoved. Han slap med et revnet kæbeben.

En elleveårig datter af et af Jehovas vidner var kørt af sted på cykel for at købe brød til aftensmaden. Hendes moder, der befandt sig på første sal i deres hus, som lå lige midt i det område det gik hårdest ud over, slap igennem jordskælvet stående under dørkarmen mens resten af huset ramlede sammen over hovedet på hende. Man begyndte at lede efter den lille pige. To timer efter jordskælvet fandt hendes onkel nogle stykker brød som lå blandt nogle murbrokker på gaden. Så fik han øje på en sammenkrøllet cykeldel, og lige på den anden side, skjult under store murbrokker og tagsten, lå det savnede barn. Hun er nu på hospitalet i Lima hvor hun er ved at komme sig efter de brud hun fik på arme, ben og bækken.

Ødelæggelsen fuldstændig

Ti tusind andre var ikke så heldige. Der lå stadig mange begravet i Huaraz’ snævre gader under tonsvis af ruiner.

Da de første rystelser var begyndt, havde i tusindvis af mennesker kæmpet sig vej mod sikkerhed i det fri. De havde ikke skyggen af en chance. Deres egne huse kom væltende ned over dem.

Murbrokkerne ligger nu i gaderne i samme højde som det der tidligere var første sal, så det er svært at sige hvor gaderne har været.

Rapporter fra områder længere nede i dalen afslørede en større og endnu mere fuldstændig ødelæggelse. Det ser ud til at et kæmpemæssigt stykke af bjerget Huascarán har revet sig løs på dets nordside og er faldet ned i Yanganuco-søen, hvorved dens vande er løbet over og ned i de bjergkløfter der fører til Huaylasdalen længere nede. En kaskade af vand, mudder, sten og is kom væltende ned mod Yungay og nabobyen Ranrahirca og begravede dem begge hvorved 20.000 omkom! Det eneste der er tilbage af byen Yungay er toppen af fire høje palmetræer som engang stod på „Plaza de Armas“ i byens midte. De der kan have overlevet det frygtelige jordskælv er blevet dræbt kun ti minutter senere af oversvømmelsen.

Byen Caraz undgik kun at blive fuldstændig udslettet fordi lavinen standsede lige uden for bygrænsen. Skønt vejen dertil endnu ikke var åbnet modtog man omsider et budskab fra Jehovas vidner i Caraz. De var alle i sikkerhed!

Overalt fra det 57.000 kvadratkilometer store område som var blevet ramt af katastrofen, hørte man om frygtelige ødelæggelser. To hundrede og halvtreds større byer, mindre byer, landsbyer og flækker var blevet lagt i grus, og mellem 800.000 og 1.000.000 var blevet hjemløse. Jehovas vidner er i sandhed lykkelige over at de kun behøver at tælle tre døde og ganske få sårede blandt de omkring 400 vidner som bor og arbejder i de hårdest ramte områder.

Hjælpearbejdet

Nu forestår der et kæmpearbejde med at sørge for de sårede, begrave de døde, finde hjem til de hundreder af forældreløse børn efter jordskælvet og med at genopbygge de ødelagte byer. Men man har tillid til at det vil lykkes. Den peruvianske befolkning har lært at tage fat på ny og leve i bevidstheden om at risikoen for jordskælv altid er til stede.

Alene i dette århundrede har tolv større jordskælv rystet Peru. Og mange andre områder på jorden er på samme måde blevet rystet af adskillige større jordskælv siden 1914, som har krævet fra omkring 100 op til 200.000 dødsofre. Jehovas vidner ser i disse katastrofer en yderligere bekræftelse af at vi lever ved afslutningen på denne tingenes ordning. Noget af det Jesus Kristus påpegede ville markere afslutningen på denne tingenes ordning var „jordskælv både her og der“. — Matt. 24:3, 7.

Fra hele verden er der kommet hjælp til de jordskælvsramte i Peru. Jehovas vidner i New York har skænket godt og vel ti tons tøj, sorteret det så det var let at fordele, pakket det i over tusind kartoner og sendt det til Peru først i juni måned. Mange er på denne måde blevet hjulpet til at komme på fode igen efter den største naturkatastrofe man har oplevet til dato på den vestlige halvkugle.

[Illustration på side 5]

Jehovas vidner har rejst en lille by efter jordskælvet, hvor de samrbejder på samme måde som ved deres stævner