Vi ser på livsforsikring
I 1969 tegnede amerikanerne nye livsforsikringer for 670.000.000.000 kroner. Det betød at de på det tidspunkt var livsforsikrede for i alt 7.410.000.000.000 kroner. I 1940 var livsforsikringssummen på lidt over 570.000.000.000 kroner, altså mindre end tilgangen for bare det ene år 1969.
Der bliver tegnet livsforsikringer som aldrig før. For femten år siden havde de familier der var livsforsikrede, tegnet sig for hver 50.000 kroner i gennemsnit (i U.S.A.). I dag har de livsforsikrede familier i gennemsnit tegnet sig for over det dobbelte, nemlig 113.400 kroner. I Danmark var befolkningen i 1965 livsforsikret for 18.771.000.000 kroner. I 1970 var tallet vokset til 47.576.000.000 kroner.
Det ser således ud til at livsforsikring for mange familier er en stor post på budgettet. Men alligevel ved mange der har en livsforsikring ikke nær så meget om deres forsikring som de ved om andre ting de betaler lige så meget for. Det skyldes måske at policerne ofte benytter ord og vendinger som ikke enhver kender.
Men under alle omstændigheder er der stadig millioner af mennesker der lader sig livsforsikre — uanset om de forstår fagudtrykkene eller ej. Alene i U.S.A. er der nu ikke færre end 400.000 livsforsikringsagenter. Man lader sig forsikre fordi tilværelsen kan være usikker — der kan ske så mange uforudsete ting, og mange vil gerne have den sikkerhed som en livsforsikring kan give. Visse af fordelene ved livsforsikringer er meget indlysende.
Lad os tage et eksempel fra U.S.A. En aften ved 20.30-tiden tegnede et nygift ægtepar en livsforsikring med dobbeltdækning ved ulykke. Den lød på 17.100 kroner, som skulle komme til udbetaling ved ægtemandens død. De lod den kombinere med en „arverente“ på 57.000 kroner, der kun skulle komme til udbetaling hvis dødsfaldet skete inden for et bestemt tidsrum. Så betalte de den første månedspræmie på 87 kroner. Næste dag omkom manden ved en ulykke i det stenbrud hvor han arbejdede. Livsforsikringen kom øjeblikkelig til udbetaling, selv om der kun var blevet betalt en enkelt præmie.
Den efterladte hustru var berettiget til at modtage 34.200 kroner på én gang. Dette var det dobbelte af grundbeløbet, fordi hendes mand var omkommet ved et ulykkestilfælde. Derudover ville enken modtage 57.000 kroner fordelt over den fastsatte periode. En enkelt indbetaling på 87 kroner sikrede altså 91.200 kroner til hende og det barn der var på vej.
Dette illustrerer noget grundlæggende i forbindelse med livsforsikringer. En livsforsikring kan ikke forsikre nogen mod at dø. Men den kan give de efterladte en vis erstatning for det tab de rent økonomisk lider ved forsørgerens død. Det er først og fremmest dette der er livsforsikringens opgave.
Mange skaffer sig en livsforsikring af endnu en grund. De ønsker at sikre sig en opsparing der kan komme dem til hjælp efter nogle års forløb, eller måske ønsker de et ekstra tilskud til folkepensionen. Andre ønsker måske at sikre sig en førtidspension. Desuden supplerer mange deres livsforsikring med en syge- og ulykkespension, der vil være en hjælp dersom arbejds- og erhvervsevnen mistes permanent eller i længere perioder.
Hvordan gribes sagen an?
Da der nu er så mange forskellige ting at tage hensyn til i forbindelse med livsforsikringer, og eftersom der tilbydes så mange forskellige former, hvordan skal man så gribe sagen an hvis man gerne vil tegne sig en livsforsikring? Først og fremmest må man sørge for at den kommer til at passe til ens personlige behov, og til ens forhold. Desuden må der tages hensyn til hvad man forventer af fremtiden.
Når man har fundet frem til hvilket behov man har, bør man undersøge hvilken dækning der er i forvejen. En ansat der er medlem af en fagforening har måske nogen dækning gennem en gruppelivsforsikring i fagforeningen. Disse gruppelivsforsikringer kan være forskellige fra det ene erhverv til det andet, men fælles for dem alle er at der er tale om „ophørende“ livsforsikringer, og at præmien er meget lav.
Foruden dette er der i mange firmaer en pensionsordning der både yder erstatning ved død og invaliditet og også kommer til udbetaling ved alderdom. For statsansatte er der naturligvis tjenestemandspensionen.
Man bør også omhyggeligt undersøge hvilke sociale ydelser man er berettiget til, idet det er unødvendigt at lade sig forsikre for noget som staten yder hjælp til. Nu kan det være vanskeligt at finde frem til det nøjagtige beløb for de sociale ydelser, idet mange forskellige forhold gør sig gældende ved fastsættelsen af disse. Mange af dem er desuden indtægtsbestemte. Men der kan for eksempel blive tale om invalidepension, enkepension, forhøjet børnetilskud, ATP og dagpenge.
En mand skal dog være forsigtig med at påregne enkepension til sin hustru; den udbetales nemlig kun efter bestemte regler, skønt disse regler i visse tilfælde kan fraviges. Men som hovedregel skal man ikke regne med enkepension til enker under 45 år, og da kun dersom hun har forsørgerpligten over mindst to børn under 18 år. Der ydes også enkepension til enker fra det fyldte 55. år, hvis de er blevet enker efter det fyldte 45. år og hvis ægteskabet har varet i mindst 5 år.
Når man har fundet frem til hvilket behov der er og hvordan man i forvejen er dækket, vil man kunne se om man har behov for yderligere dækning i form af en livsforsikring, og hvor stor den da bør være.
Lad os se på nogle af de former for livsforsikringer der tilbydes.
Ophørende livsforsikring
Denne livsforsikringsform yder dækning ved død, hvis døden indtræffer i forsikringstiden. Dersom den forsikrede dør efter forsikringens udløb, kommer der således intet til udbetaling. Denne forsikring kaldes også for en „risikoforsikring“. Den kan ikke anvendes til opsparing af penge til brug efter nogle års forløb. Man kan selv vælge løbetiden for en ophørende livsforsikring, men mange gange tegnes den kun for fem eller ti år.
En ophørende livsforsikring giver en stor dækning for en forholdsvis lille præmie. Hvis en mand på 35 år for eksempel tegner en livsforsikring med udbetaling på 100.000 kroner ved 67 år, vil den koste 2223 kroner årligt. Vælger han derimod at tegne den som en ophørende livsforsikring på 100.000 kroner til 67 år, vil den koste 996 kroner om året: og tegner han den kun for 10 år koster den 500 kroner årligt.
En ophørende livsforsikring kan tegnes med en „fast“ sum i hele forsikringstiden eller med en „faldende“ sum. Hvad er forskellen mellem disse to forsikrings former?
En ophørende livsforsikring med „fast“ sum i 10 år på 60.000 kroner sikrer en dækning på 60.000 kroner til forsikringens udløb. En tilsvarende forsikring med „faldende“ sum vil give en dækning på 60.000 kroner det første år, hvorefter den aftrappes gennem hele forsikringstiden med lige store årlige beløb, hvilket i dette tilfælde vil sige et årligt fald på 1/10 af begyndelsessummen, eller 6000 kroner om året. En ophørende livsforsikring med faldende sum vil naturligvis være billigere end en med fast sum, idet risikoen bliver mindre for hvert år. Den anvendes ofte som sikkerhed for et lån eller i tilknytning til kapitalpensioner tegnet i banker.
Livsforsikring med udbetaling
Denne forsikringsform er den mest almindelige, hvorfor man også betegner den som en „almindelig livsforsikring“. Den bliver også kaldt for en „blandet livs- og kapitalforsikring“. Normalt tegnes den således at dødsfalds- og udbetalingssummen er den samme. Men den kan udmærket tegnes med en større dødsfaldssum og mindre til udbetaling ved udløb. Det modsatte kan også lade sig gøre.
Forsikringen er sammensat af en ophørende livsforsikring og en livsbetinget kapitalforsikring. Dør forsikrede før udløbet, kommer den ophørende livsforsikring til udbetaling, og forsikringen hører op. Oplever vedkommende forsikringens udløb, vil den ophørende livsforsikring falde bort, men den livsbetingede kapitalforsikring bliver derimod udbetalt. Man er derfor altid sikker på at få forsikringssummen udbetalt, og man kan altså sige at der er tale om en livsforsikring med opsparing. Man kan selv vælge løbetiden på forsikringen, men ofte tegnes den til 67 år, idet den bruges med henblik på alderdomssikring.
Som vist tidligere er denne forsikringsform betydeligt dyrere end den ophørende livsforsikring. Det er derfor ikke mærkeligt dersom en assurandør hellere vil tegne denne forsikring end den ophørende livsforsikring, idet hans provision her er væsentlig større. Formålet med denne forsikring er, foruden dødsfaldsdækningen, også at sikre en opsparing. Forsikringen kan belånes når den har nået en vis værdi. Det vil dog ikke kunne betale sig at tegne forsikringen udelukkende med henblik på at belåne den, idet forsikringsselskabet vil beregne sig de omkostninger der har været, for eksempel til provision, administration og lignende, foruden at selskabet må regne med dødsfaldsrisiko og andre faktorer. Man vil derfor sjældent kunne låne det fulde beløb man har indbetalt. Og der skal naturligvis også betales renter ved et forsikringslån.
Det kan godt lade sig gøre at tilbagekøbe forsikringen, hvilket betyder at man siger den op og får dens værdi udbetalt. Men som tilfældet er ved belåning vil forsikringsselskabet beregne sig de udgifter der har været, hvorfor man ofte vil få mindre tilbage end der er indbetalt.
Hvis man har en livsforsikring med udbetaling og ønsker en anden form, for eksempel en ophørende, kan man ændre den bestående livsforsikring; derved mister man ikke de penge der allerede er indbetalt til de forskellige omkostninger i forbindelse med oprettelsen af forsikringen. Og den opsparing der allerede har fundet sted, vil blive modregnet i præmien, sådan at præmien for en billigere forsikringsform bliver mindre eller forsikringssummen bliver større.
Andre forsikringsformer
Ud fra disse to grundforsikringsformer har man lavet et væld af variationer. En af formerne er arverenten. Den er i virkeligheden en ophørende livsforsikring, hvor ydelserne blot udbetales som månedlige rater fra forsikredes død og til udløbet. En anden form er den livsvarige livsforsikring, som kommer til udbetaling ved forsikredes død, uanset hvornår dødsfaldet indtræffer. Præmiebetalingen ophører normalt ved 67 år eller ved død.
Livsforsikring på korteste liv eller to-livs-forsikring er en anden form. Den tegnes som regel af ægtepar der ønsker en sum udbetalt uanset hvem der dør først. Forsikringen kan tegnes som en ren ophørende livsforsikring eller som en livsforsikring med udbetaling. Summen udbetales ved første dødsfald, og forsikringen bortfalder da. Er den tegnet med udbetaling ved udløb, bliver summen udbetalt hvis begge oplever udløbet.
Der findes desuden forskellige former for rateforsikringer. Fælles for disse er at de tegnes i pensionsøjemed. De kan tidligst komme til udbetaling fra det fyldte 60. år eller fra dødsfaldet. Raterne skal udbetales i mindst 10 år og bliver beskattet som almindelig indkomst. Forsikringer tegnet inden for det såkaldte „3000 kroners fradrag“, for eksempel ophørende livsforsikringer, livsforsikringer med udbetaling, og arverenter, er skattefri ved udbetaling.
I tilknytning til de fleste livsforsikringer kan der tegnes en syge- og ulykkkespension på op til 25 procent af forsikringssummen, og for rateforsikringer samme beløb som raterne. Syge- og ulykkespensionen (som også kaldes invaliderente) kommer til udbetaling dersom forsikringstageren bliver mindst to tredjedele erhvervsudygtig. Udbetalingerne sker i månedlige rater begyndende fra tre-måneders-dagen og så længe arbejds- og erhvervsevnen er nedsat med mindst to tredjedele, eller til forsikringens udløb. Forsikringen er præmiefri så længe udbetalingerne finder sted; raterne er skattepligtig indkomst.
Hvad koster denne ekstra dækning? Hvis for eksempel en 35-årig mand tegner en ophørende livsforsikring på 100.000 kroner til han bliver 50 år med 25 procent syge- og ulykkespension, altså 25.000 kroner årligt (nogle selskaber tegner dem dog tidligst til 60 år), vil livsforsikringen koste 592 kroner årligt, og syge- og ulykkespensionen 217,25 kroner årligt. Syge- og ulykkespensionen kan også tegnes som en fritstående forsikring.
Kan udgifterne nedskæres?
Det er kun naturligt hvis en familiefader ønsker at sikre sin familie mod økonomiske sorger i tilfælde af at han skulle dø eller miste sin erhvervsevne. På den anden side er der ingen grund til at ofre mere end højst nødvendigt. Men er det muligt at skære udgifterne til livsforsikringer ned?
Ja, det er det i mange tilfælde! Ved først at analysere hvilket behov man har finder man frem til hvilken dækning der er ønskelig. Her må man tænke på hvad man forventer af fremtiden. Er der virkelig behov for en dyr alderdomsopsparing? Med en ophørende livsforsikring opnår man en stor dødsfaldsdækning til en rimelig præmie.
Når man har undersøgt hvor stort behovet er, må man finde ud af hvilken dækning man allerede har, for eksempel sociale ydelser, gruppelivsforsikringer, pensionsordninger og andet. En veluddannet og ærlig assurandør vil kunne være behjælpelig med at finde frem til disse oplysninger. Man kan også forklare ham hvilke ønsker og behov man har, og på dette grundlag kan han give et forslag til en forsikringsdækning der er tilpasset ens personlige forhold.
Der er ingen grund til at mene at det ene livsforsikringsselskab er billigere end det andet. Alle selskaber skal nemlig tage samme præmie. Det eneste selskaberne kan konkurrere med, er deres bonus, det vil sige den andel af deres overskud som de betaler til de forsikrede. Da denne bonus naturligvis afhænger af selskabernes fremtidige overskud, kan den kun vanskeligt beregnes på forhånd.
En livsforsikring kan betragtes som et værdipapir. Den kan ikke fjerne døden eller frygten for døden, og heller ikke faren for sygdom eller invaliditet. Men den kan lette nogle af de sorger af rent økonomisk art der opstår ved dødsfald eller invaliditet, og dermed kan den tjene et gavnligt formål.