Vil begærlighed ødelægge forsikringstanken?

EN LILLE amerikansk pige på kun to år bliver kørt på hospitalet med krampeanfald. Her bliver hun afvist. Det samme gentager sig på det næste hospital — og det næste igen. Der findes nemlig ingen læger på skadestuerne. De siger at de ikke har råd til at arbejde der. Situationen har i den senere tid fået læger i De Forenede Stater til i tusindvis at forlade hospitalsvæsenet. Desuden er mange forskellige private virksomheder blevet tvunget til at lukke. Byråd har trukket sig tilbage, og i flere byer er parkerne blevet lukket. Hvorfor?

Det hele skyldes forsikringskrisen. De Forenede Stater er endnu ikke kommet sig over en treårig krise hvorunder forsikringspriserne steg voldsomt. Dette har berørt mange, ikke mindst økonomisk. Priserne på mange varer og tjenesteydelser, samt lægeregninger og kommuneskatter er steget.

Hvad skyldes denne krise? Inden vi besvarer dette spørgsmål, lad os da kort se på hvad det vil sige at forsikre sig. Ved at lade sig forsikre kan man blandt andet beskytte sig imod at lide store økonomiske tab eftersom tabet bliver ligeligt fordelt mellem alle forsikringstagerne, der allerede har indbetalt et fastsat beløb, en såkaldt præmie. En forsikringstype der i stigende grad er blevet aktuel er ansvarsforsikringen. Denne forsikring træder i kraft hvis man i en given situation bliver erklæret ansvarlig for at have forvoldt skade mod andres person eller ejendom. Læger, advokater, firmaer i almindelighed, ja, selv kommuner og byer, kan knap nok fungere uden at have tegnet en ansvarsforsikring.

Til trods herfor begyndte antallet af ansvarsforsikringer i De Forenede Stater for flere år siden at gå stærkt tilbage. Forsikringsselskabernes præmier sprang pludselig i vejret og kom til at koste det dobbelte, det firdobbelte, ja, endog det tidobbelte af hvad kunderne oprindelig havde betalt! I mange tilfælde opsagde selskaberne ganske enkelt forsikringsforholdet.

Er dette udelukkende et amerikansk problem? Nej, forsikringsverdenen er tilsyneladende blevet et helt kompleks af internationalt forbundne dele. Amerikanske forsikringsselskaber har ladet sig genforsikre i selskaber der for en stor dels vedkommende er europæiske. På grund af krisen er mange af disse forsikringsselskaber gået konkurs eller har trukket sig ud af genforsikringsaftalerne. Nogle økonomer uden for USA har sammenlignet USA’s indflydelse på det økonomiske område med den ubehagelige situation at befinde sig i en robåd sammen med en elefant. Man er ikke afhængig af elefanten for at overleve, men man berøres helt afgjort af hver en bevægelse den foretager sig. Uanset hvor man bor, er man altså berørt af forsikringskrisen.

Hvordan er krisen opstået?

Det er ikke overraskende at der hersker stærkt delte meninger om dette spørgsmål, alt efter hvilken lejr man befinder sig i. På den ene side har vi forsikringsselskaberne og mange af deres kunder; på den anden side har vi advokaterne, fagforeningerne og forbrugergrupperne.

Den amerikanske forsikringsbranche hævder at den er blevet offer for en nation af procesgale mennesker. Dommere og juryer har gjort sig bemærket ved at tilkende sagsøgere enorme summer i skadeserstatning. Chancen for at kunne få tilkendt mange penge har resulteret i en storm af retssager, og det er forsikringsselskaberne der kommer til at betale regningen. I ovenstående ramme er anført nogle at de tilfælde som forsikringsselskaberne ynder at fortælle for at illustrere hvordan det står til.

Kritikere af domstolene mener at sådanne sager vidner om at der må være noget galt i retssystemet. Fabrikanter kan for eksempel ikke forstå hvorfor de skal holdes ansvarlige for ulykker der indtræffer på et tidspunkt hvor deres produkter er slidt ned eller fordi de anvendes forkert. Især europæiske fabrikanter er utilfredse med de amerikanske retskendelser. I Europa er den der lægger sag an mod en anden og derefter taber den, ofte tvunget til at betale alle sagsomkostninger, hvilket ikke er tilfældet i USA, hvor man kun betaler sine egne omkostninger. Derfor er europæerne mere tilbageholdende med at anlægge sag.

Forsikringsselskaberne er især utilfredse med begrebet „medansvar“ eller den såkaldte „deep-pocket“-teori. Den går ud på at hvis der i en retssag er flere sagsøgte, kan domstolen dømme den der har flest penge til at udrede hele erstatningsbeløbet, også selv om den pågældende kun har haft et minimalt ansvar. Dette vil sædvanligvis gå ud over vedkommendes forsikringsselskab.

Set fra assurandørernes side er de eneste der virkelig får noget ud af den eksplosionsagtige stigning i antallet af retssager, advokaterne. Deres salærer kan indbringe dem op mod halvdelen af den erstatning som klienten får tilkendt, hvilket får mange advokater til at begære enorme erstatningssummer. Forsikringsselskaberne mener også at vore dages amerikanere er helt urealistiske i deres krav om et fuldstændig risikofrit miljø, og når de, hvis dette ikke er muligt, forlanger store summer i erstatning.

Advokaternes holdning

Mange advokater, advokatforeninger og fagforeninger er stærkt uenige i disse betragtninger. De hævder at der slet ikke er sket nogen eksplosionsagtig stigning i antallet af retssager. De høje erstatningskrav der ofte bliver skrevet om i pressen, bliver i mange tilfælde skåret ned efterhånden som dommen appelleres til højere retsinstanser, siger de. Nogle advokater er desuden utilfredse med at forsikringsselskaberne i deres bevisførelse støtter sig for meget til historier som dem der er anført på side 11, eller, hvad der er endnu værre, undlader at fortælle hele historien.

Tag for eksempel den sidste tildragelse i rammen: „Utrolige retssager.“ Det der bliver fortalt er sandt nok, men det er ikke hele historien. Man undlader ofte at fortælle at ovenlyset var malet over så man ikke kunne skelne det fra taget når det var mørkt. Man nævner heller ikke at en anden for nylig var blevet dræbt ved en lignende ulykke på en skole i nærheden. Den skole der blev sagsøgt, kendte til faren og havde planer om at udskifte ovenlyset. Desuden var det måske mere rigtigt at tale om drengestreger end om tyveri. Den unge mand var for nylig gået ud af highschool og forsøgte at flytte projektøren så den kunne oplyse en basketballbane.

Kritikere hævder at forsikringsverdenen selv er skyld i krisen. Hvordan det? Jo, i slutningen af 1970’erne sænkede man forsikringspræmierne drastisk og påtog sig endog store risici, blot for at få fat i flere dollars i præmieindbetalinger, som dengang kunne investeres med et højt renteudbytte. Da renten så faldt var forsikringsselskaberne ude i problemer. Det resulterede i kolossale præmiestigninger.

Advokaterne henviser desuden til en reklamekampagne til 6,5 millioner dollars som forsikringsselskaberne førte for at fordømme den eksplosive vækst i antallet af retssager. De hævder at den for det første kun var et kneb for at skyde skylden for de store præmieforhøjelser over på andre. For det andet skulle kampagnen anspore til reformer af erstatningsreglerne, og derved ændre domsafsigelserne. Kritikerne hævder at grunden til at forsikringsselskaberne ønsker disse reformer, er at det vil fritage dem for at udbetale store forsikringssummer til de skaderamte.

Hvem har ret?

Der hersker sikkert ingen tvivl om at begge parter til en vis grad har ret. Forsikringsselskaberne indrømmer gerne at den investeringspolitik de førte i forrige årti bærer noget af skylden for den nuværende krise. De mener dog stadig at den eneste måde de kan overleve på i den øjeblikkelige proceslystne atmosfære, er ved at hæve forsikringspræmierne.

Men er der i det hele taget noget om at der er sket en så eksplosionsagtig stigning i antallet af retssager? Skønt parterne med stor ekspertise slynger statistikker i hovedet på hinanden for at bevise deres påstande, skal sandheden nok findes et sted midt imellem. Man kommer ikke uden om at amerikanerne er det mest proceslystne folk i verden. I 1984 lagde hver 17. amerikaner sag an ved domstolene! Amerikanerne fører retssager cirka 20 gange så ofte som japanerne. I Japan findes der én advokat for hver 15.000 indbyggere, hvorimod der i De Forenede Stater findes én for hver 375. Men hertil skal dog siges at forsikringsselskaberne i visse tilfælde giver et skævt billede af forholdene. For eksempel gør de erstatningskravene op i gennemsnitsbeløb. Blot én meget stor erstatningssum vil altså forvanske billedet.

Det eneste begge parter lader til at kunne blive enige om er at det er menneskers begærlighed der er hovedårsagen til problemet. Men her spørger bladet Time: „Javist, men hvis begærlighed?“ Advokaterne hævder at det er forsikringsselskaberne der er begærlige. Forsikringsselskaberne hævder at det er advokaterne og samfundet i almindelighed, og de mener at folk betragter retssystemet som et lotterispil. Det lader til at begge parter til en vis grad har ret, hvilket sikkert ikke forbavser nogen. Vore dages samfund er jo trods alt gennemsyret af begærlighed, hvilket passer udmærket med en kendt passage i Bibelen der beskriver vor tid. — 2 Timoteus 3:1-5.

Findes der en løsning?

Når man begynder at drøfte hvordan krisen kan løses resulterer det altid i en voldsom debat. Forsikringsselskaberne har presset på for at få ændret domstolsproceduren. Advokaterne har foreslået regeringen at sørge for ny lovgivning på forsikringsområdet. Begge parter har lagt pres på delstatsmyndighederne for at få dem til at fremme deres sag.

Mange stater har allerede vedtaget reformer, opstillet grænser for hvor høje erstatningsbeløbene og advokaternes salærer må være, og for „deep-pocket“-teoriens udbredelse. Nogle stater har, dog uden særligt held, forsøgt at indføre skrappere regler angående forsikringspræmiernes størrelse. Advokaterne hævder at reformerne blot har bevirket at domstolene ikke længere er tilgængelige for fattige og skaderamte, og i stedet beskytter forsikringsbranchen.

Har sådanne forholdsregler hjulpet? Den 9. februar 1987 kunne man i The New York Times læse at erstatningskrisen endelig var taget af. Mange eksperter stillede sig imidlertid skeptiske over for denne påstand. „Sikke noget vrøvl!“ siger en mægler fra Lloyds. En schweizisk reassurandør har bemærket: „Forsikringskrisen er ikke forbi; amerikanerne forsøger blot at gøre det hele op i penge. Problemet stikker langt dybere. Det er ikke kun et økonomisk problem . . ., det er også et socialt problem.“

Sandt nok. Men hvor store forandringer kan man forvente at mennesker kan indføre? Bestyrelsesformanden hos Lloyds i London beskylder forsikringsselskaberne for selv at „forlede folk til at tro at forsikringer kan tilvejebringe det umulige, nemlig en løsning på alle menneskehedens problemer“. For at løse forsikringskrisen må man nødvendigvis først løse nogle af menneskehedens største problemer — blandt andet afskaffe menneskets begærlighed og de konstante tilfælde af ulykker samt indføre et pålideligt retssystem, for blot at nævne nogle få ting. Slet ikke nogen lille opgave.

Men hvad med menneskets Skaber? Vil han fortsat lade menneskets begærlighed styre verdensforholdene? Er det hans hensigt at mennesker for evigt skal leve under truslen om ulykker? Det ville ikke være logisk hvis det forholdt sig sådan. Men hvad der er endnu bedre er at Bibelen, der altid har vist sig at være pålidelig, forsikrer os om at Gud inden længe vil oprette en verdensregering der bygger på retfærdighed. Ved hjælp af denne regering vil han fjerne ulykker og begærlighed fra jordens overflade! — Esajas 32:1; Ordsprogene 1:33; 1 Korinther 6:10.

[Ramme på side 11]

Utrolige retssager

■ Tre hummerfiskere overraskes af et voldsomt stormvejr og drukner. Deres familier anlægger sag mod De Forenede Staters meteorologiske institut fordi det ikke har givet en korrekt vejrmelding, og tilkendes 1,25 millioner dollars i erstatning.

■ En kvinde påkører en løbsk hest i sin bil. Hesten lander oven på bilens tag, der knuses, og kvinden bliver dræbt. Hendes eksekutor lægger sag an mod bilfabrikanten, hvis protester om at intet biltag vil kunne bære en hest, bliver overhørt. Fabrikanten må betale 1.500.000 dollars i erstatning.

■ En mand forsøger at begå selvmord ved at springe ud foran et tog. Han påkøres og bliver kvæstet. Han lægger sag an og hævder at togføreren burde have stoppet noget før. Han får udbetalt 650.000 dollars.

■ En sømand anvender et 50 år gammelt kranspil hvor sikkerhedsskærmen mangler. Han kvæstes, lægger sag an mod fabrikanten og vinder sagen. Fabrikanten går konkurs.

■ En mand springer på hovedet i vandet ved en strand og kommer alvorligt til skade. Han lægger sag an mod den lokale kommune og får tilkendt 6.000.000 dollars i erstatning.

■ En mand nægtes adgang til et berømt diskotek i New York. Han lægger sag an og får tilkendt 50.000 dollars i erstatning for at have lidt psykisk overlast.

■ En amerikansk byggearbejder affyrer en sømpistol; et søm rammer en mur, rikochetterer og sårer ham. Han lægger sag an mod fabrikanten, et vesttysk firma, der fastholder at han har anvendt værktøjet forkert. Manden vinder retssagen og får tilkendt 1,7 millioner dollars i erstatning.

■ En 19-årig tyv forsøger at stjæle en projektør fra taget af et gymnasium, falder ned gennem et ovenlysvindue og bliver alvorligt kvæstet. Skolen bliver sagsøgt og må betale ham 260.000 dollars i erstatning plus 1500 dollars om måneden.

[Ramme på side 13]

Krisen har berørt mange

■ En stærkt opreklameret fredsmarch måtte aflyses, til dels fordi ingen ville tegne den påkrævede forsikring.

■ En enlig moder i De Forenede Stater der slider i det med et lille rengøringsfirma har ikke råd til at købe de nødvendige rengøringsrekvisitter. Hvorfor ikke? Hendes udgifter til ansvarsforsikringen er de sidste to år steget med 52 procent.

■ Fødselslæger er blevet særlig hårdt ramt. Mange bliver sagsøgt for at have udvist forsømmelighed, og deres forsikringspræmier er skudt i vejret. Læger i stribevis forlader denne profession. For eksempel hjælper 27 procent af Californiens fødselslæger ikke længere til ved fødsler.

■ I Sverige er en kuglelejeproducent blevet tvunget til at lukke. En ekspert mener at det skyldes forsikringskrisen. Forestil dig engang hvor mange der af den grund mister deres arbejde.

■ I Frankrig blev en fabrikant af køkkenredskaber sagt op af sit forsikringsselskab. Den eneste forsikring virksomheden derefter kunne tegne var tolv gange så dyr.

■ De store præmieforhøjelser har fået nogle læger til i protest at nægte at arbejde på skadestuer. Andre har sagt op. Det er „det samme som at arbejde med en revolver rettet mod hovedet,“ udtaler en læge.

[Illustration på side 10]

Sådan betragter økonomer i mange lande USA’s indflydelse på verdensøkonomien

„Vil du ikke nok sidde stille?“

[Illustration på side 12]

Advokater hævder at forsikringsselskaberne er begærlige

[Illustration på side 13]

Forsikringsselskaberne hævder at advokater og klienter er begærlige