Hjertekirurgi uden blodtransfusion

DEN 22. november 1963 var hele verden knuget af sorg over den amerikanske præsidents død. Lidet anede vi at vores egen familie inden dagen var omme skulle udsættes for et bedøvende slag.

Midt om natten kom Peter, vores yngste søn — der da var syv år — skrigende ind i soveværelset. „Mor, gulvet ruller! Det kommer op imod mig!“

Han trak vejret ligesom i korte gisp. Jeg tog ham op og bar ham ud i køkkenet. Jeg var sikker på han talte i vildelse, så jeg skyndte mig at vaske ham med koldt vand og gav ham en tablet og prøvede at trøste ham.

Klokken 7 om morgenen ringede jeg efter vores læge. Så snart han kom, undersøgte han Peter, og hans ansigt blev alvorligt. Pludselig spurgte han: „Hvor længe har hans hjerte været sådan?“

„Hvordan?“ spurgte jeg.

Han forklarede at Peters hjerte havde en meget alvorlig mislyd. Han var sikker på at det var en hjerteklapfejl. Efter at have stillet mange spørgsmål kom lægen til den slutning at Peter var født med denne defekt. Vi var lamslåede, for Peter havde tilsyneladende været sådan et sundt barn.

Vi kunne ikke få et ord over vore læber, men nikkede bare. Vi er Jehovas vidner og modtager ikke blodtransfusion, for vi tror at dét at indtage blod er imod Guds lov, som tydeligt siger: ’Afhold jer fra blod.’ — Ap. G. 15:20, 29.

„Kom med ham på fredag, så vi kan få taget et kardiogram. Jeg vil være helt sikker,“ sagde lægen da han gik.

Dette besøg bekræftede blot lægens mistanke: Peter havde en hjerteklapforsnævring som begrænsede strømmen af blod til lungerne; det kaldes pulmonalstenose. Lægen traf dog aftale med en specialist om endnu en undersøgelse og en røntgenfotografering.

Specialisten var færdig med sin undersøgelse på kun få minutter. Han bad Peter om at klæde sig på, og kaldte mig ud i forkontoret.

„Hvis drengen ikke bliver opereret, dør han,“ sagde han.

Så snart jeg havde lejlighed til det, sagde jeg: „Måske denne operation kan foretages uden blod. Der findes bloderstatninger.“

„Nej,“ sagde han med eftertryk. „Det er fuldstændig udelukket. Jeg ved hvad jeg taler om.“

„Doktor,“ sagde jeg indtrængende, „jeg ved at De er oprigtigt overbevist om at De har ret, men vil De ikke nok prøve at røntgenfotografere Peter?“

„Det vil jeg, men det er spild af tid.“ Han tog Peters hånd og gik sammen med ham ned ad gangen til røntgenafdelingen.

Få dage efter gav vores egen læge os resultatet. Det bekræftede hans diagnose. Nu måtte vi finde ud af hvad der kunne gøres. Vi gik på biblioteket for at søge oplysning om hjertesygdomme og moderne hjertekirurgi, men fandt intet som kunne hjælpe os.

Men en dag fandt vi svaret! I The Watchtower for 1. september 1963 [Vagttårnet for 1. februar 1965, s. 64] var der en kort artikel der hed „Hjertekirurgi uden blodtransfusion“. Den forklarede hvordan en ny type hjerte-lunge-apparater kunne ’spædes’ med dextran og vand i stedet for med blod. Artiklen omtalte også at læger på Minnesotas universitet havde foretaget 200 operationer på åbent hjerte uden brug af blodtransfusion.

Hvor var vi glade! Jeg kunne ikke komme af sted til lægen hurtigt nok. Jeg forklarede ham ganske kort om artiklen vi havde fundet og gav ham den at læse. Da han havde læst den, sagde han: „Ja, det er pålidelige oplysninger. Jeg er selv godt kendt med universitetet i Minnesota. Hvis de kan gøre det dér, må det bestemt kunne gøres. Nu gælder det blot om at finde en læge som vil gennemføre det her i Canada.“ Han sagde at han ville gøre sit bedste for at finde en eller anden.

Få dage senere hørte vi at en af vores venner havde fået et apoplektisk tilfælde, hvorved hjerteklapperne var blevet beskadiget. En kendt kirurg i Toronto, Canada, havde opereret uden blodtransfusion. Vi ringede til vores læge og fortalte ham om det. Han blev meget glad og sagde at han straks ville få en aftale i stand.

Dagen for Peters konsultation i Toronto kom, og vi sad i lægens kontor og ventede på resultatet. Det bekræftede vores egen læges diagnose: at Peter havde en meget alvorlig pulmonalstenose, og at hans hjerte som et resultat heraf var vokset betydeligt.

Lægen bad sig undskyldt mens han telefonerede til en velkendt børnekirurg ved Sick Children’s Hospital. Hans ansigt var ét stort smil da han kom tilbage. Han sagde: „Dr. T–– vil klare det for Dem. Jeg har sat ham ind i Deres situation. De skal køre direkte til hospitalet og vente i forhallen. Han vil gerne tale med Dem.“

Det gjorde vi så. Lægen var meget venlig. Han sagde at han forstod vort problem og at det var rigtigt at disse nye kirurgiske metoder var meget effektive. Han forsikrede os om at han ville bruge en bloderstatning hvis det blev nødvendigt. Vi enedes om at han skulle gå videre med forberedelserne til operationen. Hvor var vi taknemmelige!

Få dage senere modtog vi besked om at Peter skulle indlægges på Sick Children’s Hospital den 15. april. Den første uge blev han undersøgt grundigt. Før operationen, som var fastsat til den 22. april, forklarede dr. T–– betænksomt Peter hvordan han ville behandle ham. Han sagde til ham at han ikke skulle blive forskrækket når han vågnede op og så alle apparaterne — det var ikke blod han fik.

Den dag Peter skulle opereres måtte han hverken få noget at spise eller drikke. Da klokken var henved to, ringede telefonen. Det var afdelingssygeplejersken som bad mig bringe ham ned. Da han blev kørt bort sendte vi hinanden et stort smil — han havde tillid til at han nok skulle blive rask.

Klokken 19.30 blev jeg kaldt ned til dr. T––s kontor. „Deres dreng har det godt.“ Hvad han ellers sagde står uklart for mig; men senere forklarede han mig det således: Hjerteklappen havde været så uheldigt sammenvokset at det havde været nødvendigt at skære en del af den bort og lave en ny af det der var tilbage. Kun tiden kunne vise om operationen var faldet heldigt ud.

Peter kom sig bemærkelsesværdig hurtigt. To uger senere var han parat til at tage hjem. Endnu to uger, og han var tilbage i skolen. Et halvt år senere afslørede den første undersøgelse at hans hjerte var ved at få sin normale størrelse og at hjerteklappen arbejdede effektivt. Et år senere var resultatet endnu mere vidunderligt! Hjertet var helt som det skulle være. Nu fører Peter en fuldstændig normal tilværelse.

Vi føler stor taknemmelighed mod vores egen læge og mod de andre samvittighedsfulde læger, fordi de respekterede vores tro på blodets hellighed og samarbejdede med os så operationen kunne gennemføres. — Indsendt.