Hverken mirakelmagere eller medicinmænd

FORTALT AF MERCY UWASI, NIGERIA

SMERTERNE satte ind en solfyldt afrikansk eftermiddag i marts 1992. Sammen med min familie var jeg ude på vores jordstykke for at høste kassava. Mens vi var dér fik jeg stærke smerter i maveregionen, og da vi nåede hjem brændte det som ild. Jeg kastede op, og havde svært ved at trække vejret. På grund af smerter kunne jeg hverken gå eller stå, men min mor fik mig bugseret ud til en taxa, som i hast kørte mig til et nærliggende hospital.

Den vagthavende læge på hospitalet viste sig at være en mand som jeg tidligere havde fortalt om Bibelens løfter. Han rørte ved min opsvulmede mave og spurgte om jeg havde blødt. Min mor svarede bekræftende og fortalte at jeg havde menstruation.

„Deres datter er gravid i femte måned,“ sagde lægen. „Hun bløder fordi hun har forsøgt at fremprovokere en abort.“

Mor svarede: „Nej, hun er ikke en af den slags piger.“

„Sig ikke det! Piger i vor tid bedrager deres forældre. Hun er gravid.“

Så tog jeg ordet. Jeg forklarede at jeg var et af Jehovas vidner og opdraget i et kristent hjem, og jeg fortalte at min bibeloplærte samvittighed aldrig ville tillade mig at tage del i umoralske handlinger.

Som svar sagde lægen til min mor: „Lad os nu holde religionen udenfor og være realistiske. Som jeg siger er pigen gravid i femte måned.“

„Kom,“ sagde mor til mig, „vi finder et andet hospital.“ Da vi havde forladt bygningen satte jeg mig i græsset og græd på grund af de uudholdelige smerter. Mor fik mig hurtigt hjem og fortalte min far hvad lægen havde sagt.

De besluttede at tage mig med til et større og mere moderne hospital, et universitetshospital. På vej dertil bad jeg Jehova om at hjælpe mig, så hans navn ikke ville blive smædet når folk sagde at jeg var død på grund af en fremprovokeret abort. Jeg sagde at hvis jeg døde ville lægen, når Jehovas vidner kom til hans dør, sige: ’Var det ikke en af jeres venner der for nylig kom her fordi hun var gravid?’ Jeg bad også om at jeg måtte være i stand til at tage tilbage til den læge og aflægge endnu et vidnesbyrd for ham.

„Hun er stadig jomfru!“

På universitetshospitalet udspillede samme samtale sig som på det første hospital; lægerne troede at jeg var gravid. Smerterne var frygtelige. Jeg græd. En læge talte hårdt til mig og sagde: „Sådan er det altid med jer piger. Først bliver I gravide, og så begynder I at hyle.“

De tog nogle prøver, mens de bombarderede mig med spørgsmål. „Er du gift.“

„Nej,“ svarede jeg.

„Hvor gammel er du?“

„Atten.“

„Hvor mange elskere har du?“

„Jeg har ingen elskere.“

Så begyndte overlægen at råbe: „Hvad i alverden mener du? Vil du bilde mig ind at du som attenårig ikke har nogen elskere?“ Ligesom på det første hospital forklarede jeg mit kristne standpunkt. Han spurgte så om jeg var et af Jehovas vidner. Jeg svarede ja, og han stillede ikke flere spørgsmål.

Prøverne viste at jeg ikke var gravid. Mor hørte en af lægerne sige til de andre: „Hun er stadig jomfru!“ Lægerne undskyldte og sagde: „Du kan ikke bebrejde os at vi tænkte sådan om dig. Vi oplever piger i den situation hver eneste dag.“ Denne prøve var imidlertid kun begyndelsen på mine trængsler.

Spørgsmålet om blod

En ultralydskanning afslørede en stor svulst på den ene æggeleder. Den var næsten på størrelse med en grapefrugt. Det var nødvendigt at operere.

Uden tøven fortalte jeg dem at jeg ikke ville tage imod en blodtransfusion, men gerne alternative væsker. De gjorde det klart at det var nødvendigt med blod.

En af de lægestuderende irettesatte mig og sagde: „Du lyder ligesom en af dine trosfæller der var indlagt for nylig. Men da hans situation forværredes tog han alligevel imod blod.“

„Min sag er anderledes,“ svarede jeg, „for mit ja er et ja og mit nej er et nej. Jeg vil aldrig bryde min integritet.“

Senere kom tre læger hen til min sygeseng og udspurgte mig om mit syn på blodet. Jeg forklarede at Bibelen byder kristne at ’afholde sig fra blod’. — Apostelgerninger 15:20.

„Men du kommer ikke til at indtage det gennem munden,“ argumenterede de, „du skal have det gennem en blodåre.“

Jeg forklarede at det var ligegyldigt om man tog det gennem munden eller gennem en åre.

Lørdag den 14. marts, en uge efter at smerterne var begyndt, undersøgte overkirurgen mig. Det var ham der skulle forestå operationen. På dette tidspunkt var jeg opsvulmet helt op til brystet.

Han spurgte: „Har de fortalt dig at du bliver nødt til at få blod?“

„Det sagde de godt nok, men jeg vil ikke have blod,“ svarede jeg.

„Nu skal jeg sige dig én ting,“ fortsatte han, „du skal have blod. Ellers dør du. Hvis der ikke står blod parat på mandag når jeg kommer, vil jeg slet ikke operere. Uden blod, ingen operation.“

Han bemærkede derefter en bog der lå ved siden af sengen, og spurgte: „Er det din bibel?“ Jeg svarede at det ikke var Bibelen men mit eksemplar af bogen Det største menneske der har levet.a Han sagde at jeg skulle bruge bogen til at bede om ikke at måtte dø. Jeg forklarede at vi ikke læser vore bønner op fra en bog. Når som helst vi har et problem, henvender vi os til Jehova af hjertet.

De næste to dage var jeg under konstant pres fra læger og sygeplejersker der forsøgte at overtale mig til at gå med til en blodtransfusion. De sagde at jeg var for ung til at dø. „Tag imod blod, og overlev!“ sagde de.

„Jehova er på min side“

Under disse trængsler læste jeg Salme 118, hvor der blandt andet står: „I trængselen kaldte jeg på Jah; Jah svarede og stillede mig på et sted med rigelig plads. Jehova er på min side; jeg frygter ikke. Hvad kan et menneske gøre mig?“ — Salme 118:5, 6.

Efter at have grundet over disse vers følte jeg at min tro på Jehova var blevet styrket. Om morgenen kom mine forældre til hospitalet. Jeg viste dem salmen, og de følte sig også styrkede i troen.

Mor og far støttede mig i min beslutning om ikke at modtage blod, og de bad for mig. Også nogle fra menigheden fortsatte med at bede og opmuntre mig ud fra Skrifterne.

’Vi er ikke mirakelmagere’

Om mandagen, den 16. marts, den morgen hvor operationen skulle finde sted, kom en af lægerne ind på min stue og så at jeg havde mit forhåndsdirektiv i hånden. Dette kort forklarer mit standpunkt til blodtransfusion. Han sagde: „Hvad i alverden skal det sige? Mener du virkelig det du har sagt?“

„Ja, jeg vil ikke have blod.“

„Nå, men så må vi aflyse operationen. Ingen operation.“

Fra sygestuen ringede lægen derefter til min mor. Hun sagde: „Hun er voksen nok til selv at træffe en afgørelse. Jeg kan ikke bestemme over hende. Hun siger jo at hendes bibeloplærte samvittighed ikke vil tillade hende at modtage blod.“

Derefter smed han min journal på bordet og hastede ud af stuen. De næste fem timer hørte vi ikke noget. Jeg havde smerter og kunne ikke spise. Der var ikke andre hospitaler i nærheden.

Pludselig kom de til min overraskelse ind med en båre og bar mig over til den operationsstue hvor de studerende kan se med. Jeg holdt fast i mit ’blodkort’. På vejen hen til operationsstuen så jeg de kirurgiske instrumenter og poser med blod. Jeg begyndte at græde heftigt og sige at jeg ikke ville have blod. En af sygeplejerskerne sagde at jeg skulle smide kortet fra mig, og at jeg ikke kunne få det med ind på operationsstuen. Jeg svarede at jeg ikke ville derind uden kortet og at jeg ville vise det til overkirurgen. Hun rev kortet ud af hånden på mig, gik ind på operationsstuen og viste det til kirurgen. Straks kom overkirurgen og fem andre læger ud til mig, klædt i deres operationskitler.

Overkirurgen var rasende. Han kaldte på min mor, som nu var ankommet, pegede på min mave, og sagde: „Hør nu her. Vi ved ikke hvad vi finder derinde. Hvis der skal skæres meget kommer hun til at bløde alvorligt. Ønsker De at hun skal forbløde?“

Som svar sagde mor til ham: „Jeg ved at Jehova vil være med min datter. Og han vil også være med Dem. Gør blot Deres bedste, og overlad resten til Jehova.“

Overkirurgen svarede: „Vi er hverken mirakelmagere eller medicinmænd. Vi lever efter det vi har lært. Jeg kan ikke udføre operationen uden blod.“

Endnu en gang bad min mor ham indtrængende om blot at gøre sit bedste. Til sidst gik han med til at operere uden blod. Han spurgte mig om jeg var bange. Jeg svarede: „Jeg er ikke bange for døden. Jeg ved at Jehova er med mig.“

„Bliv ved med at tjene din Gud“

Operationen var overstået inden for en time. Jeg blev åbnet og fik fjernet svulsten uden problemer, til hospitalspersonalets store forbavselse.

Senere sagde en af lægerne til min mor at de lægestuderende bagefter havde talt meget om mit tilfælde. Siden da er min mor og jeg altid blevet behandlet særlig godt på hospitalet.

To dage efter operationen kom kirurgen ind på min stue og spurgte hvordan jeg havde det, hvorefter han sagde: „Bliv ved med at tjene din Gud. Han hjalp dig virkelig.“

[Fodnote]