Får De det ud af livet som De gerne vil?

AF ALLE levende arter på jorden er mennesket den eneste der kan planlægge. Planter kan hverken se eller tænke, og de lægger ingen planer. Dyrene styres af deres instinkter. Hvis de bygger en rede til at lægge deres æg i eller graver en hule til at føde deres unger i, er det blot fordi deres instinkt byder dem at gøre det. Kun mennesket tænker alvorligt på fremtiden, bekymrer sig om fremtiden og arbejder med henblik på den.

Det er også kun mennesket der beskæftiger sig med andet og mere end blot at opretholde livet og formere sig. Det har idealer og mål som det søger at nå. Dets evner og muligheder er tusind gange større end dyrenes. Mennesket har brug for tid til at realisere sine planer, og derfor er det den eneste jordiske skabning der i egentlig forstand er tidsbevidst. Skildpadder og træer interesserer sig ikke for ure og kalendere.

Hvor langt ud i fremtiden går Deres planer? Hvad regner De med at opnå og gennemføre i livet? Synes De at Deres evner og muligheder bliver udnyttet fuldt ud, eller mener De at de nogen sinde vil blive det? Er der ikke mange ting De kunne tænke Dem at gøre og føler Dem i stand til at gøre — hvis bare De havde tid til det?

Måske har De et eller andet talent som De gerne ville udvikle, for eksempel inden for musik, malerkunst, litteratur eller sprog. Måske ville De gerne lære noget om træforarbejdning, mekanik eller arkitektur, studere historie, biologi, astronomi eller matematik, eller arbejde med forædling af visse plantesorter og dyreracer. Det kan også være at De gerne ville rejse, se nye steder, lære nye mennesker at kende, dyrke nye venskaber, få fornyede perspektiver. Masser af mennesker ville gerne gøre mange af disse ting. Men da livet er så kort er det begrænset hvad man kan nå. Lysten er der, men tiden mangler.

Opfindsomhed og evnen til at lære aftager ikke med alderen

Der er mange grunde til at man kunne ønske sig et længere liv. Dog er det en udbredt tanke at menneskets evne til at udrette noget værdifuldt ganske naturligt begynder at svækkes når man når en bestemt alder, sådan at livet derefter ikke vil have den samme værdi eller rigtig vil tjene noget formål. Men er det rigtigt at vor evne til at lære nyt, til at tænke og skabe, uundgåeligt sygner hen når man har nået en bestemt alder? Nej, det modsatte ser ud til at være tilfældet.

Da den berømte maler Titian var nioghalvfems år gammel, frembragte han stadig strålende kunstværker „med en uforlignelig sikker hånd“. Dommer Holmes fra den amerikanske højesteret begyndte at studere græsk da han var halvfems. Dirigenten Arturo Toscanini kunne i en alder af femogfirs stadig huske hele partituret til en opera udenad. Var disse mænd „færdige“, „rede til at dø“, da de havde nået så høj en alder? Hvis det var tilfældet, var det i hvert fald ikke fordi de ikke længere kunne virke med det der gav dem og deres medmennesker glæde og udbytte.

Menneskets mulighed for at lære omtales af Joseph C. Buckley i bogen The Retirement Handbook [Pensionisthåndbog]: „Indlæringsevnens aftagen foregår så langsomt at den ved firsårsalderen stadig er på højde med den vi havde da vi var tolv.“

Resultatet af visse undersøgelser af alderens indvirkning på åndsevnerne støtter denne tanke. Det kunne man læse om i artiklen „Deres Hjerne bliver bedre med Alderen“, der stod i Det Bedste for april 1959. En gruppe på 127 unge studenter gennemgik i 1919 en intelligensprøve, og mere end tredive år senere blev de stillet over for den samme prøve. Da de anden gang gennemgik prøven fik de flere points, ikke alene i spørgsmål om almenviden eller prøver i moden dømmekraft, men også i prøver der krævede klar og logisk tænkning. Prøver i begrebsanalyse har vist at mennesker med gennemsnitsintelligens har opnået bedre og bedre resultater op gennem halvfjerds- og firsårsalderen. Universitetet i Michigan har gennemført en undersøgelse der viste at hukommelsen og indlæringsevnen lige så lidt som intelligensen sløves med alderen.

Vi kunne altså gøre meget mere hvis ikke fysisk svaghed og sygdom efterhånden nedsatte vor produktivitet, og hvis ikke døden standsede vort virke så tidligt som det sker nu. Ofte bliver et menneske revet bort netop som det er begyndt at udvikle et eller andet talent eller er begyndt at få indsigt i et emne.

De synes måske ikke i øjeblikket at De har ønske om at udrette en hel masse af den slags vi har omtalt her — men De er sikkert interesseret i Deres familie, Deres venner, eller Deres medmennesker i almindelighed, ikke? Når den tid kommer da livet er ved at være forbi, tror De så at De har nået at gøre alt det De gerne ville gøre for andre?

Hvem af os kunne tænke sig at fastsætte et tidspunkt — et årstal og en dag — hvor vi for sidste gang ville være sammen med vores ægtefælle, søn eller datter, og for sidste gang give dem et kys? Kunne De gøre det? Eller hvornår kunne De tænke Dem for sidste gang at nyde en frisk og kølig forårsdag sammen med Deres kære, en sommer med dens velgørende varme, en gåtur i det raslende efterårsløv eller en vinter med dens tyste skønhed — eller for sidste gang at betragte en solnedgang sammen med dem? Den slags ting har man ikke lyst til at tænke på. Ikke hvis man virkelig bryder sig om sin familie og sine venner. Hvis man virkelig elsker dem vil man aldrig kunne forsone sig med den tanke at døden en dag vil afskære en fra at bidrage til deres lykke, gøre noget for dem og dele noget værdifuldt med dem. Hvor ville det dog være dejligt hvis livet sammen med vore nærmeste kunne blive forlænget langt ud over menneskets nuværende levealder!

Interessen for menneskehedens fremtid

Inden for Deres levetid har De set menneskets raketter nå til månen, og De har set mennesker gå på måneoverfladen. Men man kan ikke gå i fred på jorden, ikke uden at være i fare for forbrydelser og vold. Kunne De tænke Dem at leve længe nok til at se det blive anderledes, at leve i en tid hvor folk vil være retskafne, betænksomme, hjælpsomme og oprigtigt interesseret i deres næste? Denne forandring er nødt til at ske på et eller andet tidspunkt, for ellers vil mennesket fortsætte sin nuværende ødelæggende kurs indtil vi når det globale selvmord, og mennesket vil da have udspillet sin rolle. Det kan bestemt ikke være meningen med planeten Jorden at den for evigt skal omdannes til én stor kirkegård.

Vor tid er bilernes, jetflyenes og masseproduktionens tid. Men den er også de overfyldte, halvkvalte og døende byers tid, røgtågens tid, hvor luften, jorden, floderne og havene forurenes. Kunne De tænke Dem at leve længe nok til at se bække, floder og søer blive krystalklare igen, marker og skove genvinde deres skønhed, ja til at indånde en luft der er ren og frisk? Også dette må en dag komme, og så hurtigt som forureningen sker i dag, må det ikke vare ret meget længere før misbruget af jorden bliver standset — hvis menneskeheden i det hele taget skal overleve.

Vor tid er de kunstige hjerters og nyrers tid, lægemidlernes tid. Men sygdommene er her endnu, lige fra hovedpine og migræne til kræft og hjerteanfald. Kunne De tænke Dem at leve længe nok til at se den dag hvor al sygdom virkelig er overvundet, hvor ikke alene de største „dræbere“ blandt sygdomme er fjernet, men også selve årsagen til at mennesket ældes og dør?

Hvis De kunne opnå et upåklageligt helbred, leve i fredelige og behagelige omgivelser, udføre et interessant og tilfredsstillende arbejde, og få mulighed for at uddybe Deres viden, og hvis De kunne leve blandt uselviske og oplyste mennesker — ville De da nogen sinde have lyst til at dø?

Som det vil fremgå af det følgende er der grund til at tro at mænd og kvinder der lever i dag, har håb om at se disse ting, at de har håb om ikke bare at leve nogle få år ekstra, men mange gange længere end mennesket lever i dag. Hvordan kan det være muligt? Er et sådant håb fornuftigt? Harmonerer det med videnskabeligt fastslåede kendsgerninger?

[Illustration på side 5]

Der er så meget man gerne ville gøre for dem man holder af. Hvor ville det være dejligt hvis livet var længere!