Hvorfor de flyver i V-formation

● To specialister i aerodynamik ved Californiens teknologiske institut er for nylig kommet til den slutning at store fugle der er på træk flyver i V-formation af praktiske grunde. Det ser ud til at fuglene ved at flyve i dette mønster presser hinanden til at flyve en distance der er helt op til 71 procent længere end normalt. Teorien er næsten udelukkende baseret på aerodynamiske love og ikke i så høj grad på observationer af fugle på træk. Men vinkelen i de formationer som specialisterne har udregnet og den beregnede afstand mellem hver fugl, stemmer godt med det man virkelig kan iagttage hos fugle der er på træk.

Ifølge teorien dannes der under flyvningen en stærk opdrift eller opadgående luftstrøm efter hver fugls vingespidser. Ved at den fugl der følger umiddelbart efter indtager en position i formationen der giver fuld udnyttelse af denne opadgående luftstrøm, hjælpes den til at flyve med større lethed. Dette ligner meget den måde hvorpå en høg eller en svæveflyver benytter opvindene til at holde sig svævende i luften. En sådan flyveteknik reducerer fuglenes flyvehastighed men øger til gengæld den strækning de kan flyve. Og når man tager i betragtning hvor mange hundrede kilometer trækfugle flyver, forstår man bedre hvorfor denne måde at flyve på er den mest praktiske.

Det kunne se ud som om den fugl der flyver først i en V-formation, har det største arbejde. Men specialisternes udregninger viser at den opadgående luftstrøm der dannes af fuglene på begge sider af lederfuglen i dette flyvemønster, rækker langt nok frem til også at hjælpe den. Dette afhænger imidlertid af fuglenes placering og formen på V’et. Højst sandsynligt har lederfuglen virkelig det største arbejde og må derfor være den stærkeste fugl eller måske den bedste navigatør. De fugle der befinder sig alleryderst i V’et kan lette deres byrde ved at sakke lidt bagud.

Men hvad får fuglene til at blive på deres pladser når de flyver på denne måde? Man mener at en fugl der kommer foran sin egentlige position straks føler en øget arbejdsbyrde. Dette vil få den til at glide tilbage på sin rette plads. Hvis den sakker bagud udfører den mindre arbejde, men man har mistanke om at gruppen i så fald lægger pres på den for at tvinge den til at følge med. Forskerne mener at de vedvarende skrig som Canadas vildgæs udstøder når de er på vingerne, er en kalden på de fugle der ikke kan følge med, for at få dem til at blive på deres plads.