Fuglenes flugt
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I ENGLAND
DA SIR Edmund Hillary og Norgay Tenzing i sommeren 1953 næsten var ved målet, besejringen af Mount Everest, blev de forbavsede over at se en stor fugl flyve i 8200 meters højde. Deres beretning om det vakte stor interesse blandt ornitologer og fugleelskere. Den rejste spørgsmål som: Hvilken fugleart drejede det sig om? Kunne denne fugl, eller andre arter, flyve endnu højere dersom omstændighederne krævede det?
Ornitologerne ved at fugle kan flyve højere end normalt, hvis instinktet fortæller dem at der er grund til at gøre det. Grunden kan være at de skal undgå en hindring, for eksempel en bjergkæde, som de møder på deres vej. Det kan også være at de søger højere op for at finde mere velsmagende insekter. Fugle der normalt holder til i lavlandsområder flyver aldrig så højt som når de drager på træk. For eksempel har man iagttaget pelikaner, ænder og traner på træk i en højde af 900 til 2400 meter. Viber og lærker har man set i over 1800 meters højde, hjejler og klirer i 3000 til 3700 meters højde. Disse højder var i alle tilfælde tilstrækkelige til at fuglene kunne undgå de hindringer de mødte på deres vej. Kunne de have fløjet højere?
Ifølge de iagttagelser man har gjort, kunne de. I Himalaya så man for nogle år siden to arter af lavlandsfugle — kover og kobbersnepper — flyve i 6000 meters højde.
Man har også iagttaget at højtflyvende trækfugle undertiden dykker til lavere højder i tilfælde af dårligt vejr. Dette tyder på at de ikke er bundet af et ufravigeligt flugtmønster, men derimod pr. instinkt vælger at flyve under, og ikke over, et uvejr som de skal passere.
Måder at flyve på
Alle flugtarter kan opdeles i aktiv flugt, der foregår ved vingeslag, og passiv flugt, der foregår ved stigning og svævning. Det er kun forholdsvis store fugle der benytter stigning og svævning. Denne flugtart giver ifølge sagens natur mulighed for lave hastigheder, men den kræver ekstra opdrift — som leveres af fuglens store vinger og dens vægt (der giver større fremdrift). I bogen Fugle (Sesam-biblioteket) oplyses flere enkeltheder: „Disse svævende fugle, som har stor svæveflade i forhold til deres vægt, hører til en af de to kategorier: (1) fugle med brede vinger og vifteagtig hale som hos mange våger, ørne og gribbe, og (2) fugle med særlig lange, men relativt smalle vinger — de store haves vandrere som måger, fregatfugle og albatrosser.“
Formen og størrelsen af en fugls vinger, samt dens vægt, er også bestemmende for hvordan fuglen flyver. For eksempel må fugle hvis vingefang er lille i forhold til kroppen, naturligvis bruge flere vingeslag for at holde sig oppe. Kolibrien må, for at holde sig svævende, bruge vingerne så hurtigt at de ofte ikke ses. Større fugle med meget hurtige vingeslag, som agerhøns og lunder, kan også svæve, men kun over korte strækninger. Så er der sådanne store fugle som fiskehejrer og pelikaner med store vingefang i forhold til deres kropsvægt; de har et langsomt vingeslag.
Hoppende fugle
Mange af de hoppende småfugle som vi ser og glæder os over i vore haver, er trækfugle. Stære, drosler, visse finker og mejser, samt den lille livlige gærdesanger, foretager deres regelmæssige rejser.
Om efteråret forlader mange af dem deres redepladser i Skandinavien og Østeuropa og flyver sydpå og vestpå til de mildere vintre i England. Så vender de tilbage om foråret. Ved radarobservationer på Englands østkyst har man fundet ud af at disse små fugle almindeligvis ankommer med en hastighed af under 50 kilometer i timen, og de flyver i en højde af under 900 meter.
Hvis en fugl kan holde sig i luften gennem lang tid, kan dens flyvehastighed have betydning for hvor højt den kan flyve. Hvor længe en fugl kan flyve afhænger på den anden side af hvilken flyveform der er karakteristisk for netop den fugleart. Og hvilken måde den flyver på — om den bruger vingeslag, stiger og svæver, eller kombinerer disse flugtarter — afgøres hovedsagelig af opbygningen og størrelsen af vingernes knogler og fjer samt af fuglens kropsvægt og af hvor kraftige brystmusklerne er.
Kapacitet til at drage på træk
Hvis en trækfugl er nødt til at flyve i meget store højder for at nå sit bestemmelsessted, må den være i besiddelse af en usædvanlig udholdenhed. Det kræver en helt utrolig kapacitet, en kapacitet der hos de fleste langdistancetrækfugle afhænger af fuglens evne til at opsamle et stort brændstoflager i form af fedt. Nogle fuglearter må fordoble deres sædvanlige kropsvægt før de kan drage ud på en sådan flyvetur.
Virkningen af termiske luftstrømme og forskellige vindhastigheder
Fugle kan også gøre brug af termiske luftstrømme. En sådan luftstrøm begynder som en søjle af varm luft hvorunder der er koldere luft. Luftstrømmen, der stiger hurtigt i vejret, er ligesom en stor varmluftsboble. Når termiske luftstrømme stiger op, følger fugle som måger og høge med. Den mest bemærkelsesværdige af alle de europæiske trækfugle, storken, gør brug af disse termiske opvinde når den påbegynder sin lange rejse sydpå. Fra den starter i Spanien, Danmark, Holland eller Rhinlandet „rider“ den højt op på disse termiske luftstrømme før den svæver ad en sydvestgående rute ned over Gibraltarstrædet til Afrika.
Som andre fugle stiger storkene altså højt op før de begynder at svæve. Ifølge ornitologerne er svæveflugt — eller glideflugt — den enkleste flyveform. Den er ikke så kompliceret som vingeslag, og den er energibesparende. De har sikkert set svaler svæve hid og did; med nogle få kraftige vingeslag opnår svalen en lang, yndefuld flugt. Mange fugle benytter glideflugt lige før de skal lande; det gør for eksempel vildgæs og pelikaner der flyver i formation.
Den dygtigste flyver blandt svævefuglene er dog albatrossen. Den vandrende albatros er for eksempel på vingerne ni måneder af året, ude over de sydlige verdenshave. Under sin glideflugt udnytter den fartforskellen mellem vindene ved havets overflade og de vinde der bevæger sig 15 meter ovenover. Da de øvre luftstrømme er uberørte af bølgernes gnidningsmodstand, er de kraftigere og hurtigere, og det hjælper albatrossen til at få fart på. Når den så kommer med stærk fart til de luftstrømme der bevæger sig langsommere, presses den opad.
Højtflyvende kolibrier
Det er ikke kun store fugle man ser flyve højt; visse kolobriarter er set i 4900 meters højde. Denne lille bitte skabning er en af de få fugle der kan flyve baglæns for et øjeblik. Dens vingeslag er imponerende. Man tror det næsten ikke muligt, men rubinstruben, for eksempel, der findes i De forenede Stater og Canada, kan slå med vingerne 50 til 70 gange i sekundet. Ja, i sekundet! Til sammenligning behøver pelikanen kun at slå med vingerne 1,3 gange i sekundet for at holde sig i bevægelse i luften.
Man spørger uvilkårligt hvordan den lille kolibri kan have kraft nok til at nå op i en højde af 4900 meter. Men det har sin forklaring. De kolibrier man har set i disse højder har befundet sig i nærheden af områder med evig sne i Ecuadors Andesbjerge, der når op i en højde af 2400 til over 6000 meter. Det drejer sig om specielle arter som man ved lever højt oppe i Andesbjergene, så de har altså et godt forspring når de stiger op i endnu større højder.
De bor højt
Det er derfor forståeligt at andre af de fugle der bygger deres rede højt, også ses flyvende højt. Til disse hører Andeskondoren, en kæmpefugl der holder til i de højestliggende egne i Andesbjergene. Det kan heller ikke undre at man har set en af disse fugle flyve ganske ubesværet i den tynde luft cirka 2000 meter over en af Andesbjergenes tinder på 3950 meter.
De højestflyvende fugle man har observeret i flugt, er muligvis den flok gæs der for nogle år siden sås på træk hen over de mægtige Himalayabjerge. Nogle videnskabsmænd var i færd med at fotografere solen over Indien da de så gæssene flyve i V-formation i højde med Mount Everest, cirka 8800 meter.
Og hvad med den højtflyvende fugl som Edmund Hillary og Norgay Tenzing så? Ingen af mændene kunne se hvad det var for en. Det kan have været den kæmpestore lammegrib. Af og til har man set lammegribbe flyve i 7300 til 7600 meters højde i området ved Mount Everest.
Ville disse fugle, de højtflyvende gæs, kondoren og måske lammegribben, om nødvendigt kunne flyve endnu højere? Sandsynligvis.
[Illustrationer på side 16]
pelikan
californisk kondor
sandhøjtrane
kolibri
mexicansk dompap
vandrende albatros
hjejle
kanadagås
lunde
kobbersneppe