En moders afgørelse forsvares

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I CANADA

OVENSTÅENDE overskrifter gjorde verden bekendt med den dramatiske beretning om en moders modige kamp for at beskytte sit barn mod en risikabel og unødvendig operation.

Stedet: et hospital i Kingston, Ontario, Canada. Tidspunktet: klokken 1.30 den 2. april 1970. En læge gjorde sig klar til at gennemtvinge en blodtransfusion på en lille nyfødt pige. Moderen, fru Lynn DeWaal, der er et af Jehovas vidner, bad indtrængende lægen om at benytte den alternative, ufarlige, lette behandling, fototerapi. Det nægtede han vredt. Modigt tog moderen med sin families hjælp barnet ud fra hospitalet, skønt to læger med magt prøvede at holde dem tilbage.

Mange mennesker har skiftet læge eller hospital. I almindelighed er der ingen der bekymrer sig særlig meget om det, men denne gang vakte det stor opstandelse. Historien blev ved hjælp af aviser, radio og fjernsyn slået stort op i Canada, De forenede Stater, Mellemamerika, Storbritannien og Europa. Sensationsoverskrifter talte om barnet der blev „fjernet“, om „bortførelse“. Læger kom med dystre forudsigelser. Et medlem af provinsadministrationen bekendtgjorde at der var anlagt sag mod moderen; senere sagde han at der ikke var blevet anlagt sag. Politiet skaffede en ransagningskendelse. Børneværnet anmodede om at få forældremyndigheden; dommeren nægtede at gøre noget ved sagen uden behørig varsling, og statsadvokaten indrømmede at moderen havde ret til at fjerne barnet.

Og hvad lå bag al den opstandelse? En lille pige, Eunice Devina DeWaal, som blev født tidligt om morgenen den 1. april på St. Francis General Hospital, Smiths Falls, Ontario. Hun vejede 3,8 kilogram. Senere på dagen viste hun tegn på bloduforligelighed, og en af lægerne beskrev det som „et let tilfælde“.

Fru DeWaal var nødt til at forlade hospitalet klokken 18 samme dag barnet blev født. Hun skulle i retten for at få skilsmisse fra sin mand som havde forladt hende. Hospitalets personale forsikrede hende om at barnet ville være der når hun kom tilbage. Da hun kom tilbage to timer senere var barnet borte. På sin forespørgsel fik hun det svar at barnet af børneværnet var blevet ført til Kingston General Hospital, omtrent hundrede kilometer derfra. Den unge moder kørte til Kingston ledsaget af sine forældre og brødre. Der fik hun at vide at barnet uden hendes samtykke var blevet overladt til dr. D. G. Delahaye, som havde været forgrundsfigur i adskillige tilfælde hvor man havde prøvet at påtvinge børn af Jehovas vidner blodtransfusion.

Fru DeWaal drøftede sit barns, Eunice Devinas, tilstand med dr. Delahaye. Han fortalte at hendes bilirubintal var gået op til 18 milligram pr. 100 milliliter. Siden barnet ellers var sundt og stærkt, nødvendiggjorde dette forhold alene næppe en udskiftning af barnets blod. Delahayes holdning tillod ikke nogen diskussion: „Jeg giver det barn blodtransfusion om jeg så skal gå i fængsel for det,“ erklærede han. Han blev bedt om at overveje den mindre risikable behandling, fototerapi, men dette nægtede han pure.

I tilfælde med sådanne meningsforskelle, hvem bør så bestemme: moderen eller lægen? Læger kan have ret, men de kan også have uret! Hvis er barnet? Hvem vil miste mest i tilfælde af at det er den forkerte afgørelse der træffes — moderen eller lægen? Hvem vil være ivrigst efter at vælge det der vil være til barnets bedste?

Det hænder også at lægers afgørelser træffes uden den besindighed og varsomhed man forventer af professionelle folk. Den canadiske lægeforenings tidsskrift Journal har bragt en artikel der indrømmede: „Når det drejer sig om Jehovas vidner bliver kirurgerne ofte følelsesmæssigt påvirket, de bliver ophidsede og ufornuftige . . . der hersker ret stor intolerance over for medlemmer af Jehovas vidner.“ Er det sandsynligt at en læge som er ’følelsesmæssigt påvirket og ufornuftig’ er i stand til at træffe den afgørelse der er bedst for et barn?

Overvejelser med hensyn til behandlingen

Hvilke afgørende hensyn skulle have været bestemmende for den behandling fru DeWaals barn skulle have? Krævede barnets tilstand at dets blod blev udskiftet eller burde den anden mulighed, fototerapi, anvendes?

Professor Hans Keitel, overordnet børnelæge ved Jefferson Medical Centre og redaktør af det anerkendte blad Pediatric Clinics of North America, har analyseret de faktorer en læge bør tage i betragtning når han står over for et barn med et højt bilirubintal. Under overskriften „Undervurdering af risici ved udskiftningstransfusion“, advarede han:

„Den rutinemæssige udskiftning er, hvis bilirubinniveauet når op på eller nærmer sig 20 mg. pr. 100 ml. i den første leveuge, højst uheldig. [Fru DeWaals barns bilirubintal var 18.] Vi må have mod til at fortælle forældrene hele sandheden og oplyse dem om usikkerhedsmomenterne og farerne. Mange synes at det er langt bedre at have et levende barn som kun har en lille chance for at få hjerneskade (hvis bilirubinniveauet ikke overstiger 25 mg. pr. 100 ml. i mindre end en dag i den første leveuge) end at risikere et dødeligt udfald.“ (1965, bind 12, side 210)

Fru DeWaal var en af dem der ønskede „et levende barn“ og ikke fandt det nødvendigt at risikere en udskiftning af blodet (som kunne være dødelig) når bilirubintallet var godt under de omtalte 25 milligram pr. 100 milliliter.

Mens farerne ved en udskiftningstransfusion er store, bliver behandlingen med fototerapi (behandling med klart lys eller sollys) som blev foreslået af moderen, gunstigt omtalt i lægelitteraturen. Den blev af dr. J. A. Lucey i lægetidsskriftet Pediatrics, bind 41, 1968, beskrevet som „enkel, billig og ufarlig“.

Ved at insistere på den farligere fremgangsmåde, var dr. Delahaye da fornuftig, eller var dette et eksempel på den ’følelsesmæssigt påvirkede og ufornuftige’ opførsel der blev omtalt i den canadiske lægeforenings tidsskrift Journal?

De forlader hospitalet

Da lægen nægtede at tage moderens ønsker i betragtning, besluttede hun at lade sit barn behandle et andet sted. Fru DeWaal holdt barnet i sine arme. En af hendes ledsagere sagde: „Kom, vi går.“ Dr. Delahaye greb fat i mandens jakke og sagde: „Nej, det gør De ikke!“ Et håndgemæng fulgte. To kvindelige medlemmer af personalet prøvede at tage barnet fra moderen, idet de tåbeligt udsatte barnet for fare og rev brutalt i moderens arm.

Fru DeWaal der stadig havde barnet på armen, kom med hjælp fra en af sine brødre hen til elevatoren (det var på syvende etage). Mens hun kørte ned begyndte alarmklokkerne at ringe. Hvordan skulle hun komme forbi vagten ved indgangen? Da hun gik ud af elevatoren ilede vagten, der var blevet foruroliget af klokkerne, ind i den samme elevator for hurtigt at komme op til syvende etage. Moder og barn smuttede uhindret ud til en ventende bil. I mellemtiden forsøgte dr. Delahaye at tilbageholde de mænd der var sammen med fru DeWaal, og han sloges oven i købet med dem ned ad trapperne og ud på fortovet for at forhindre dem i at komme ind i en anden ventende bil.

Man kan forvente at en betjent i et fængsel bruger håndfaste metoder til at hindre fanger i at flygte, men dette var et hospital! Lægen føjede et nyt kapitel til beretningen om lægers anstændighed.

Offentlig reaktion

Hvad ville myndighederne nu gøre?

Aviserne talte om barnet som om det var blevet bortført; politiet fik besked på at lede efter det. Der blev rejst spørgsmål om sagen i provinsens lovgivende forsamling. John Yaremko, minister for sociale anliggender og familieanliggender, oplyste at der var blevet anlagt sag mod moderen. En embedsmand i hr. Yaremkos ministerium benægtede straks at der var anlagt sag. Der blev udstedt en ransagningskendelse så moderens hjem kunne gennemsøges; derefter beordrede statsadvokaten den annulleret.

Børneværnet forsøgte at få formynderskabet og gjorde indvendinger da dommeren ikke ville gå med til det. Dommer Garvin, der er en mand som er tilhænger af lovlydighed, ønskede at give forældrene lejlighed til at udtale sig, og han nægtede at lade sig skræmme. Han gjorde opmærksom på at Ontarios højesteret i et tidligere tilfælde med Jehovas vidner havde sagt at de havde krav på varsel og en retsbehandling. Idet han viste behørig respekt for højesteret nægtede han at handle før sagen var behandlet behørigt i retten.

Statsadvokaten, C. J. Newton, roste den handlemåde som dr. Ashwell i Smiths Falls havde fulgt, men indrømmede også: „Moderen havde lige så stor ret til at fjerne barnet fra hospitalet.“

Stillet over for disse modstridende opfattelser bemærkede Globe and Mail (Toronto): „Forvirring fordunklede de retslige problemer i går vedrørende et tre dage gammelt barns forsvinden.“

Der var ingen grund til forvirring. Moderen var i sin fulde ret. Det var hendes barn. Folk har ret til at skifte læge. Dette er et grundlæggende princip i forholdet læge-patient, og fornuftige læger accepterer gerne dette. Gensidig tillid er grundlaget for forholdet; offentlig tvang bør holdes borte.

Sådan er det også med hospitaler. Et hospital er ikke et fængsel. En patient eller forældrene til et barn der er patient behøver ikke at have tilladelse af „betjenten“ (lægen) til at forlade hospitalet. I virkeligheden har nogle hospitaler været nødt til at betale erstatning for at have lagt hindringer i vejen for patienter der ønskede at forlade hospitalet.

Lægernes overdrivelser

I sådanne tilfælde er det almindeligt at læger kommer med uheldsvangre trusler om at barnet enten vil dø eller få hjerneskade hvis det ikke får transfusion.

Hvad de ikke siger noget om til offentligheden er at der som regel sker en almindelig retardering efter blodtransfusion, helt bortset fra det store antal dødsfald (nogle regner med op til 10 procent) der indtræffer som følge af udskiftningstransfusioner.

Medical World News for 16. januar 1970 sagde under overskriften „Farer ved udskiftningstransfusioner“: „Børn der fødes med en så alvorlig erythroblastosis at man må udskifte blodet kommer aldrig helt op på siden af deres raske kammerater.“ Dr. Edward Schlesinger har sagt angående nogle prøver som børn der havde fået blodet udskiftet, blev sat på: „Det største antal dårlige pointstal for begge prøvers vedkommende fandtes hos den gruppe børn som havde haft erythroblastosis foetalis og som havde fået blodet udskiftet.“

På grundlag af disse ugunstige resultater sagde artiklen videre: „Det synes som om børnelæger er ved at gå bort fra at anvende udskiftningstransfusioner.“

Dr. Ashwell som havde assisteret ved fødselen kom med de sædvanlige overdrevne trusler. „Chancerne for at denne lille pige overlever og ikke får uoprettelig hjerneskade er cirka de samme som for at jeg vinder i lotteriet i dag,“ sagde han til The Telegram. Denne flotte udtalelse mistede imidlertid en hel del af sin vægt da Ashwell senere i interviewet sagde: „Ærlig talt kan jeg faktisk ikke beskrive sygdommen for Dem da jeg selv kun kender lidt til den.“

Hvad skete der i mellemtiden med Eunice Devina? Det uskyldige midtpunkt for så megen strid blev af sin moder ført til nogle venners hjem i et andet område. Der blev hun behandlet med fototerapi af en sygeplejerske som havde stor erfaring på dette felt. Efter fem dage under blåt lys var hun helt rask.

En læge som undersøgte hende fandt at hun var „aktiv, udviklede sig fint og at der intet tegn var på noget unormalt“. På det tidspunkt da dette skrives er hun hjemme hos sin moder, er glad, har sin forstand og er normal på enhver måde.

Dr. Delahaye syntes at være meget bekymret over tilfældet. I tillæg til de sædvanlige trusler om barnets sundhed anklagede han børneværnet for „sløseri“ fordi det ikke havde forsøgt at finde barnet; han anklagede Ontarios højesteret for at „vige uden om spørgsmålet“.

I et interview med The Telegram den 3. april fortalte han om et andet tilfælde med et af Jehovas vidners børn som havde leukæmi. „Før lægen gav blodtransfusion kom dets forældre til Kingston Hospital og tog barnet med sig. Læger i Toronto besluttede at rette sig efter forældrenes ønske om at undgå blodtransfusion, og ironisk nok,“ sagde dr. Delahaye, „så overlevede barnet.“

Ironisk nok overlevede fru DeWaals barn også. Ironisk nok har alle andre børn af Jehovas vidner som er blevet taget bort fra et hospital for at undgå en udskiftningstransfusion, overlevet. Ikke slet så ironisk er seks børn af Jehovas vidner i Canada blevet taget fra forældrene, påtvunget blodtransfusion og bragt døde tilbage.

Den 3. juni var moderen, barnet og moderens juridiske rådgiver i fjernsynet i Ottawa for at forklare hvad der var sket og hvorfor. Skønt dr. Delahaye tidligere havde sagt om barnet at der var „store chancer for at hun var død“, gav Eunice Devina højt og tydeligt til kende at hun var særdeles levende. Senere blev programmet vist i hele Canada.

Når man betragter begivenhederne i denne sag kommer man til at tænke på den kommentar en professor i retsvidenskab, Howard Oleck, kom med i Medical World News (5. dec. 1969), hvori han sagde at forholdet til lægerne ville blive bedre „hvis læger i almindelighed ville holde op med at handle som om de på en eller anden måde er Guds udvalgte“.

Mange gode læger handler med respekt for forældre, og det er prisværdigt. Sådanne læger er glade for at have forældrenes afgørelser bag sig; det giver et godt samarbejde og et forhold der er til glæde for begge parter.

At forældres afgørelser ikke blot skal tilsidesættes, ses klart af de begivenheder der er omtalt i denne artikel. Eunice Devina er blevet beskyttet af sin moder som følte sig nødsaget til at være uenig med en læge. Ved at hun udvikler sig normalt, vokser godt og er glad og tilfreds, er hendes moders afgørelse blevet forsvaret.