Lægerne ville tvangsindlægge vores datter
GRAVID som 42-årig! Lægerne var ikke sene til at gøre opmærksom på at dette kunne være farligt for en kvinde i min alder, og at sandsynligheden for at føde et misdannet barn var til stede. De anbefalede en fostervandsprøve. Ved at tage en smule af fostervandet fra livmoderen og undersøge det, kan lægerne afgøre om fosteret har genetiske defekter, for eksempel om det lider af Downs syndrom. Hvis der er noget galt anbefaler lægerne i regelen abort.
Jeg afslog at få foretaget en sådan prøve, idet jeg forklarede at jeg alligevel ikke under nogen omstændigheder ville gå med til abort. I stedet så jeg frem til et dejligt svangerskab. Først måtte vi finde en fødselslæge som ville respektere vores ønske om ikke at få blod, da min mand og jeg er Jehovas vidner. Vi fik en tid, mødtes med lægen og forklarede vores standpunkt med hensyn til blodet. (1 Mosebog 9:4, 5; 3 Mosebog 17:10-14; Apostelgerninger 15:19, 20, 28, 29) Han sagde at han forstod os og at det ikke var noget problem. Det gik jo nemt og smertefrit, tænkte jeg.
En nem fødsel, men . . .
Tidspunktet for barnets forventede ankomst nærmede sig, og hvor var vi alle spændte! Jeg havde som enke været alene om at opdrage tre børn indtil jeg giftede mig igen. Min nye mand, Gino, fik også min mor med i købet, for hun havde boet hos mig lige siden min første mand døde.
Mandag aften den 17. februar 1986 gik veerne i gang. Gino, mor og jeg tog på hospitalet, og min yngste søn, Matthew, fulgte med. De to andre ville hellere vente derhjemme. På fødeafdelingen mødte vi Evelyn, et Jehovas vidne som er sygeplejerske. Hun havde fået at vide at fødselen var i gang og var straks taget hen på hospitalet. Fødselen var en stor oplevelse for os alle. Den foregik på en fødestue med en meget hyggelig atmosfære. Gino fik endda lov til at klippe navlestrengen over. En af sygeplejerskerne kom med is, og vi fejrede at vores nyfødte datter, Kaleigh, var kommet ind i vores tilværelse.
To dage senere var jeg hjemme igen. Der manglede aldrig en hjælpende hånd. Min mor, som er 84, var til stor hjælp og opmuntring. De første par dage kørte jeg hurtigt træt, så jeg værdsatte hendes omsorg for mig og barnet. Men efter en uges tid begyndte vi at blive bekymrede for Kaleigh. Hun trivedes ikke, og sov langt mere end jeg mente at nyfødte burde. Hun var begyndt at blive gullig i huden. Jeg ringede til børnelægen og fik en tid samme dag.
Ved totiden var lægen færdig med undersøgelserne og havde taget de fornødne blodprøver. Vi fik at vide at han ville ringe senere angående resultaterne. Klokken fem fik vi endelig svaret. Vi skulle omgående tage til et universitetshospital 160 kilometer borte for at Kaleigh kunne få udskiftet sit blod. Jeg mindede lægen om at vi var Jehovas vidner og gentog at vi under ingen omstændigheder ville gå med til en blodtransfusion. Vi bad ham sige med det samme om han ville respektere vores standpunkt, da vi ellers straks ville søge en anden læge.
„Det ved jeg ikke,“ svarede han, „jeg må først tænke over det. I skal få besked.“
Tålmodigt ventede vi på at han skulle ringe. Da han klokken 19 endnu ikke havde givet lyd fra sig, ringede Gino. Han fik at vide at lægen stadig ikke havde truffet sin beslutning. Dette gjorde os meget betænkelige, for lægen havde understreget hvor vigtigt det var at Kaleigh omgående kom under behandling. Vi ringede derfor til nogle trosfæller og bad dem komme og støtte os. De kom så hurtigt de kunne, selv om de boede 30 kilometer borte.
Ved ni-tiden samme aften ringede lægen og sagde at vi skulle bringe Kaleigh hen på det lokale hospital til yderligere undersøgelser. Gino vidste at når Kaleigh først var dér, ville de sandsynligvis tage sagen i deres egen hånd og sørge for at hun blev transporteret til universitetshospitalet for at få udskiftet sit blod. Min mand udbad sig derfor betænkningstid og sagde at lægen skulle få svar næste morgen.
I mellemtiden forsøgte vore trosfæller fortvivlet pr. telefon at få fat i en anden børnelæge. Men på grund af det sene tidspunkt lykkedes det ikke. Kaleigh så meget sløj ud, og mine nerver var efterhånden helt flossede. Lægens advarsel om hvor syg Kaleigh var, og om hvor farlig gulsot er, blev ved med at spøge i min hjerne. Jeg trykkede hende ind til mig og græd, mens jeg spekulerede på hvordan lægen måtte have det med sin samvittighed, når han i den grad havde svigtet os.
Det var en stor støtte at vore kristne brødre samledes og bad for os. Jeg følte mig virkelig styrket og opmuntret til at klare det vi skulle igennem. Brødrene søgte stadig efter en læge, selv om klokken nu var halv tolv. Gino sagde stille til mig at vi hellere måtte forlade huset. Han var sikker på at lægerne pønsede på et eller andet — hvilket jeg havde svært ved at tro. Men Gino gentog: „Vi må hellere se at komme af sted.“ Alligevel blev jeg bare siddende.
Pludselig, kvart i tolv, kimede telefonen. Det var Evelyn der ringede fra hospitalet. Hun var den aften blevet bedt om at tage en vagt uden for planen, noget der hørte til sjældenhederne. Mens hun hjalp til på fødestuen var lægen blevet kaldt ud for at konferere i en sag hvor man skulle have en retskendelse for at give blodtransfusion. Nu var jeg overbevist!
Af sted i sidste øjeblik
Vi kastede bogstavelig talt vores ting ned i en kuffert, proppede nogle fødevarer i et indkøbsnet og styrtede ud mod bilen. Vi havde fået opgivet navnet på en læge i Jacksonville i Florida som måske ville hjælpe. Jacksonville lå 320 kilometer væk, og klokken var fem minutter over midnat før vi kom af sted.
Et kvarter senere standsede en bil og en ambulance med blinkende lygter ved vores hus. Fem embedsmænd fra sundhedsvæsenet i Florida bankede på. Mor stod op, gik roligt hen til døren og meddelte slet og ret at barnet og dets forældre ikke var hjemme. Embedsmændene spurgte om de måtte komme ind og se efter. De var kommet for at hente barnet, oplyste de. Alle rum blev finkæmmet. De kiggede tilmed i en af drengenes kommodeskuffer. Mor kunne ikke lade være med at spørge: „I tror vel ikke at de har puttet barnet derned?“
Vi nåede Jacksonville klokken fem om morgenen. Nu måtte vi vente fire timer, for lægen åbnede først sin konsultation klokken ni. Mens vi ængsteligt ventede, tænkte jeg uvilkårligt på om lægerne hjemme i Vero Beach mon var lige så interesserede i mit barns ve og vel som i at få deres egen vilje trumfet igennem. Selv om de måske mente det godt, havde de ikke ret i at en blodtransfusion var nødvendig for at redde Kaleigh. Der findes en lægeligt anerkendt behandling for gulsot som ikke indbefatter brugen af blod, og det var den vi ønskede.
På slaget ni ringede vi til lægens klinik og forklarede sygeplejersken hvor kritisk vores situation var. Hun svarede at lægen ville ringe os op så snart han havde tid. Vi ringede igen og igen. Til sidst fortalte sygeplejersken at lægen hverken ønskede at tale med os eller at hjælpe os. Klokken var nu blevet et. Vi følte os hjælpeløse og fortvivlede. Jeg besluttede at gå ned i forhallen og ringe, for ikke at optage telefonen på værelset.
Hjælp i nøden
Jeg ringede til en af Jehovas Vidners lokale rigssale. En forkynder der arbejdede dér lyttede venligt og kom os øjeblikkelig til hjælp. Han skyndte sig hen på motellet og tog os med til en række klinikker, men ingen af dem kunne hjælpe os eftersom de ikke havde det fornødne udstyr. Kaleigh havde brug for en særlig klinisk lysbehandling, kaldet fototerapi. Hendes bilirubin-niveau var oppe på 29 milligram pr. 100 milliliter, og et niveau på 25 anses for farligt.
Broderen kom derefter i tanker om et hospital hvor en læge for nylig havde opereret et forkynderpars spæde datter uden at bruge blod. Vi kørte derhen. Men vi var besluttede på ikke at slippe Kaleigh af syne før vi var sikre på at vores bibelske standpunkt blev respekteret. Vi kom ind på skadestuen hvor vi blev stillet en række spørgsmål. Vantro blev sygeplejersken ved med at spørge: „Har I virkelig kørt hele den lange vej fra Vero? Jeg kan ikke begribe at man her i Florida har villet tvangsfjerne et spædbarn fra sådan nogle pæne mennesker som jer.“
Efter at papirarbejdet var klaret kom der fart over feltet. Vi blev alle vist ind i et undersøgelseslokale, Kaleigh blev klædt af, og specialuddannet personale blev tilkaldt. Som et ekko lød det ned gennem gangene: „De er Jehovas vidner, ingen blod, ingen blod.“ Snart dukkede den vagthavende læge op. Han sagde at der måtte foretages en fuldstændig blodudskiftning.
Standhaftigt gjorde Gino endnu en gang rede for vores standpunkt, hvorefter lægen gik ud for at konferere med sine kolleger. Det var nu nødvendigt at made Kaleigh intravenøst. Jeg var efterhånden så fysisk og psykisk nedkørt at jeg næsten ikke kunne bære at se mit barn blive stukket med flere nåle og høre hendes gråd. Gino var begyndt at tvivle på at hun ville overleve, så varsomt tog han nogle få hårtotter fra hendes hoved og puttede dem i lommen. Han ville gerne have et minde om vores lille pige.
Samme aften blev Kaleigh anbragt i en slags kuvøse og fik bind for øjnene som beskyttelse mod det særlige lys hun fik. Eftersom Gino og jeg stadig ikke vidste om vores standpunkt i blodspørgsmålet ville blive respekteret, turde vi ikke forlade barnet, selv om det indebar at vi for anden nat i træk ikke fik lukket et øje. Den ansvarshavende læge kom ind og sagde på ny at han ønskede at give Kaleigh blodtransfusion. Endnu en gang fik han at vide hvorfor vi i henhold til Bibelen ikke kunne gå med til det.
Til sidst sagde han: „Okay, hvor sætter I grænsen?“ Gino gjorde det klart at vi ville gøre alt hvad der stod i vores magt for at forhindre at vores barn fik blodtransfusion. Faktisk havde vi lige kørt 320 kilometer midt om natten for at undgå det. Og hvis man skaffede en ny retskendelse, ville vi være ude af vagten til den tid. Lægen gik uden at mæle et ord. Endnu en gang gjorde vi os klar. Skulle vi tage vores barn og forsvinde? Jeg stak hovedet ud af døren og kiggede ned ad gangen. For en sikkerheds skyld ville jeg gerne vide hvor udgangene var.
Natten sneglede sig af sted. Hver anden time blev der taget en blodprøve fra Kaleighs hæl. Nu var det høje tal langsomt begyndt at dale. Behandlingen virkede! De næste to dage fortsatte man med at tage blodprøver hver anden time. Kaleighs små hæle var ét blodigt kød på grund af alle stiksårene. Men hun var faktisk blevet vant til at blive stukket, og nogle gange græd hun endda slet ikke.
Vi fik mange kærlige besøg af brødre og søstre i Jacksonville og omegn, som havde hørt om vores situation. Nogle af de første der besøgte os var det ægtepar hvis spæde datter for nylig havde gennemgået en operation uden at få blod. De var til stor opmuntring for os! En hjertespecialist fortalte os nu at en blodtransfusion ville være farligere end selve sygdommen. Først da vi havde fået dette at vide turde vi forlade vores barn — for første gang i tre dage.
Fuldstændig helbredelse
Efter at mange læger med forskellige medicinske specialer grundigt havde undersøgt vores lille pige, fik vi at vide at hun ikke havde fået men af sin sygdom, hvilket de fandt overraskende. Hun kunne derfor udskrives. Jeg kunne næsten ikke vente til jeg igen kunne holde Kaleigh i mine arme uden alle de slanger der havde været fæstnet til hendes krop. Fordi vi valgte den ufarlige behandling med fototerapi og sagde nej til blodtransfusion med alle de risici det indebærer, behøver vi ikke at være bekymrede for om Kaleigh har fået AIDS, hepatitis eller andre frygtelige sygdomme som overføres gennem blodet.
Nu var der kun ét problem tilbage: Retskendelsen hjemme i Vero Beach stod stadig ved magt, og vi turde ikke tage tilbage så længe dette var tilfældet. Den ansvarshavende læge var så venlig at ringe til de ansvarlige myndigheder og underrette dem om hvilken behandling barnet havde modtaget. Da dette problem var løst, kunne vi tage hjem.
Selvfølgelig kunne vi ikke drømme om at vende tilbage til den børnelæge vi oprindelig havde haft, hvilket lægerne i Jacksonville heller ikke havde regnet med. De ville derfor beholde Kaleighs journaler indtil vi havde fundet en anden læge. Vi var imidlertid ikke klar over hvor kendt vores lille datters sygdomshistorie var blevet og hvor fordomsfulde lægerne i Vero Beach var!
Vi bestilte tid hos en anden børnelæge som vi havde fået anbefalet fordi han havde udtalt at han ville respektere Jehovas vidners standpunkt i blodspørgsmålet. Jeg tog derhen med Kaleigh. Jeg klædte hende af, og sygeplejersken vejede hende og tog hendes temperatur. Kaleigh lå på bordet mens vi ventede på lægen. Da han kom, gik han lige forbi idet han erklærede at han og de øvrige børnelæger var blevet enige om ikke at ville behandle barnet og at de støttede den børnelæge som havde opnået retskendelsen.
Jeg nævnte at han ellers havde sagt til nogle af mine venner at han var samarbejdsvillig når det gjaldt vores holdning til spørgsmålet om blod. Han påstod at han ikke havde lovet noget. „Mine venner troede ellers at De mente hvad De sagde,“ svarede jeg. Han forlod lokalet, uden så meget som at værdige barnet et blik. Da jeg klædte hende på, kunne jeg ikke lade være med at knibe en tåre, mens jeg tænkte på hvor hjerteløse folk er blevet, også de der forventes at have viet deres liv til at hjælpe deres medmennesker.
Det endte med at jeg måtte køre til en læge over 60 kilometer borte for at Kaleigh kunne komme til kontrol. Mange læger mener sikkert at vi ikke vil holde fast ved vor vægring mod at få blod når det gælder liv og død. De regner med at vi vil skifte mening. Derfor må vi gøre det klart at vi har indviet os uforbeholdent til vor Gud og at lydighed mod hans lov går forud for alt andet.
Andre Jehovas vidner har draget nytte af vores erfaringer når de har skullet drøfte med deres læge hvilken behandling deres barn skulle gennemgå. De har spurgt lægen direkte hvad han ville gøre i bestemte situationer, idet de har henvist til vores tilfælde. Dette har fået mange læger til at indse at Jehovas vidner mener hvad de siger.
Vi var noget overraskede da vi et halvt år senere fik et brev fra sundhedsmyndighederne der oplyste at man havde undersøgt anklagerne mod os for at have unddraget vort barn den nødvendige lægebehandling. Brevet oplyste at anklagerne havde vist sig at være grundløse og derfor var blevet afvist. Jeg ringede for at forhøre mig om denne undersøgelse. Jeg ville gerne vide hvordan den var gået for sig. Den ansvarlige, en kvinde, sagde at de ganske enkelt havde kontaktet Jacksonville for at høre hvad der var sket, og at de fandt svaret tilfredsstillende.
Kaleigh er nu tre år gammel. Hun strutter af sundhed og er en rigtig humørspreder. Hun er udadvendt og elsker at blive passet af de andre forkyndere i menigheden. Ofte er der nogle der siger til mig: „Sikke et kært barnebarn du har!“ Så smiler jeg og svarer: „Hun er sandelig min egen datter.“ Hvor har jeg meget at takke vor kærlige Gud for! — Fortalt af Bonnie Deskins.
[Tekstcitat på side 13]
„De sagde at de kom for at hente barnet“
[Tekstcitat på side 14]
„Skulle vi tage barnet og forsvinde?“
[Illustration på side 15]
Min datter, Kaleigh, og mig