Det lutherske Verdensforbunds femte generalforsamling
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I FRANKRIG
DET lutherske Verdensforbund holdt sin femte generalforsamling den 14. til 24. juli 1970 i Évian, et fransk kursted der ligger ved Genève-søens bred. Mødet blev overværet af 210 delegerede fra mange af de forskellige lutherske kirker der findes i hele verden. Der kom 112 fra europæiske lande, 33 fra Nordamerika, 27 fra Afrika, 27 fra Asien og 11 fra Latinamerika. Disse officielle delegerede var ledsaget af 131 rådgivere og observatører.
Tilsammen siges de lutherske kirker at udgøre den ældste og den største gruppe af de ikke-katolske, ikke-ortodokse trossamfund i kristenheden; og deres medlemstal for hele verden anslås til et sted mellem 70 og 80 millioner, hvoraf de fleste bor i Tyskland, Skandinavien og De forenede Stater. Det lutherske Verdensforbund repræsenterer omtrent to tredjedele af de lutherske kirker, hjemmehørende i cirka fyrre lande.
Generalforsamlingen i Évian fik en dårlig start. Først nægtede Østtyskland at give tilladelse til at mødet kunne afholdes i Weimar. Så valgte man Pôrto Alegre i Brasilien, men af politiske grunde besluttede man til sidst at det ikke ville være belejligt at mødes i dette land; i sidste øjeblik traf man så forberedelser til at holde mødet i Frankrig. Men dette huede ikke Brasiliens lutherske kirke; den nægtede at sende en delegation og sendte kun to observatører.
Lige fra begyndelsen var mødet altså formørket af tegn på utilfredshed og uenighed. Mens amerikaneren Frederick A. Schiotz, Det lutherske Verdensforbunds præsident, holdt sin åbningstale, demonstrerede omkring fyrre ungdomsdelegater stående, iført sorte armbind. Efter mødet forklarede de deres tavse demonstration således: „Beslutningen om at holde mødet i Évian og ikke i Brasilien blev truffet af lederne af de europæiske og amerikanske [lutherske] kirker, uden at repræsentanterne for de underudviklede lande var blevet rådspurgt.“ Hvor dybt uenige de lutherske kirker var i dette spørgsmål fremgik af en forsideartikel i pariserdagbladet Le Monde: „Hvis mødet var blevet holdt i Brasilien ville der have været et stort antal udeblivelser. For eksempel ville de tyske og skandinaviske delegationer sikkert have afholdt sig fra at give møde.“ — 16. juli 1970.
Generalforsamlingens tema var „Sendt til verden“. De vigtigste punkter på dagsordenen var: hindringer for evangeliets udbredelse; det økumeniske arbejde og enhedsproblemet; deltagelse og medansvar i nutidens samfund; freden og hungersnøden i verden.
„Utilfredshed og dårlig samvittighed“
Efterhånden som generalforsamlingens elleve dage gik voksede følelsen af skuffelse og utilfredshed blandt de delegerede. Og navnlig blandt de yngre. Denne følelse afspejlede sig i avisrapporternes overskrifter. Her er nogle få overskrifter taget fra to pålidelige franske dagblade: „Efter adskillige vanskeligheder åbnede Det lutherske Verdensforbund sin femte generalforsamling i Évian i går“ (Le Figaro, 15. juli); „Ungdomsdelegater udfordrer Det lutherske Verdensforbunds politik“ (Le Monde, 16. juli); „De økumeniske problemer bekymrer delegerede ved Det lutherske Verdensforbunds møde“ (Le Figaro, 17. juli); „Unge lutherske delegerede demonstrerer passivt foran kongrespalæet i Évian“ (Le Figaro, 18./19. juli); „Delegerede betragtes ikke som repræsentative for deres kirker ved det lutherske verdensmøde“ (Le Monde, 22. juli); „Lutheranere prøver at overvinde deres forbeholdenhed i politiske og sociale spørgsmål.“ — Le Monde, 26./27. juli.
Henimod slutningen af mødet opregnede André Appel, Det lutherske Verdensforbunds franske generalsekretær, følgende uløste problemer: (1) spørgsmålet om evangeliets såkaldte „lodrette dimension“ (forholdet mellem mennesket og Gud), (2) kirkens rolle i politik, især hvad angår den universelle kirke der er blevet bragt til tavshed af modstridende nationale interesser og meningsforskelle, (3) i hvor stor udstrækning kirken kan og bør vise sig solidarisk med de lidende (de der kæmper for frihed og revolution), (4) hvordan Det lutherske Verdensforbund som et kirkesamfund skal defineres.
Pastor Marc Lienhard fra Det lutherske institut for økumenisk Forskning i Strasbourg i Frankrig, sagde ligeud at mødet risikerede at komme til at ligne „et teater af gejstlige marionetter hvis tråde kun bevæges af dukkernes selvopholdelsesdrift“.
Le Monde gav denne kommentar: „Utilfredshed og dårlig samvittighed — det er den mest fremtrædende stemning blandt de cirka to hundrede og halvtreds delegerede der tager del i Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling som afholdes i Évian.“ Under en pressekonference sagde en talsmand for ungdomsdelegaterne: „Vi venter ikke at der skal komme noget som helst ud af denne generalforsamling.“
Ikke desto mindre udsendte generalforsamlingens sekretariat læssevis af rapporter og noter. En af de delegerede bemærkede: „De fire evangelister behøvede kun nogle få sider til at nedskrive det budskab Jesus prædikede i løbet af sit treårige offentlige liv, men betænkningerne udsendt fra Évian har fyldt titusinder af duplikerede ark.“
På et tidspunkt demonstrerede en gruppe ungdomsdelegater foran mødesalen ved at rive kongresrapporter i stykker og kaste dem i papirkurve. De sagde: „Det var meget bedre hvis vi bekendte at vi ikke kan udtrykke os klart nok, i stedet for at sige så mange tomme ord.“ Angående de samme episoder tilføjede Le Monde: „Tag ikke fejl! Disse demonstranter i Évian er ikke revolutionære. Adskillige af dem er præstesønner og teologistuderende.“ — 22. juli.
Le Figaro sammenfattede denne femte generalforsamlings resultater og skrev: „Den lange rapport der blev resultatet af betænkningerne fra generalforsamlingen og dens underudvalg, understreger fremfor alt de forskelle der eksisterer mellem de forskellige lutherske kirker . . . og udtrykker håb om at en bedre dialog mellem dem vil resultere i almindelig enhed på grundlag af én dåb, én nadver — og ét sæt hellige skrifter.“ — 24. juli.
Rapporten anbefalede også at dialogen skulle udvides til at omfatte de reformerte (calvinistiske) kirker, den romersk-katolske kirke, den anglikanske kirke og de ortodokse kirker. En mere aktiv udveksling med Kirkernes Verdensråd blev foreslået. Til slut lagde rapporten stor vægt på behovet for at udvide kontakten med metodister, baptister, pinsevenner og selv ateister, for at opnå en bedre gensidig forståelse.
„Vil historien give os tilstrækkelig tid“?
Dr. Kent S. Knutson, præsident for Wartburg-præsteseminariet i Dubuque, Iowa i U.S.A., talte i Évian om nødvendigheden af forsoning inden for kristenheden, og især mellem den katolske kirke og de lutherske kirker. Han spurgte: „Vil historien give os tilstrækkelig tid?“
Dr. Knutson mærker åbenbart at kristenhedens tid er ved at være forbi. Det har han ret i. Det kan man tydeligt se når man sammenligner vor tids historie med Bibelens profetier. Kristenhedens kirker skal skynde sig hvis de skal regne med at nå til enighed før historien — sådan som Gud leder den — indhenter dem. Men der er ikke meget der tyder på at der findes nogen oprigtig vilje til at overvinde skrankerne imellem og inden for kirkerne.
Den katolske kardinal Willebrands talte også ved den femte lutherske generalforsamling. Han opregnede de ting der står i vejen for enhed mellem de lutherske kirker og den katolske kirke, ting som præsteordningen, pavens autoritet og ufejlbarlighed, jomfru Marias placering, og så videre. Han indrømmede at „de modstridende opfattelser er blevet endnu mere markerede“ på nogle af disse områder.
Dr. Tödt, der er professor i teologi ved universitetet i Heidelberg, sagde i Évian angående håbet om enhed inden for de protestantiske kirker: „Blandt medlemmerne af Kirkernes Verdensråd kan man også spore en vis tendens til at trække sig tilbage. Da mange af disse kirker er skuffede over de første ti års resultater, vender de tilbage til deres lokale eller regionale isolation.“
Selve den lutherske kirke er stærkt splittet. Som denne femte generalforsamling har vist, står de kirker der er samlet inden for Det lutherske Verdensforbund, langtfra enigt. Ydermere findes der omkring tyve millioner lutheranere som tilhører lutherske kirker der nægter at melde sig ind i Verdensforbundet. Det siges at „der i Sverige oven i købet findes en luthersk kirke som har fælles altergang med den engelske kirke men nægter at have det med de andre lutherske kirker“. — Le Monde, 26./27. juli.
„Er Kristus da delt?“ (1 Kor. 1:13) Afgjort ikke! Så hvis De tilhører en af de splittede kirker i den splittede kristenhed, er det på høje tid at De søger Kristi sande menighed et andet sted. ’Vil historien give Dem tilstrækkelig tid’ til at gøre det?
En appel til oprigtige lutheranere
Det kan nås endnu! Men der er ingen tid at spilde! Hvad skal man da gøre? Søg den sande kristendom „på grundlag af . . . ét sæt hellige skrifter“. Paradoksalt nok gav kardinal Willebrands i Évian følgende hyldest til Luther: „Luther gjorde noget der på hans tid var enestående da han gjorde Bibelen til udgangspunktet for den kristne teologi og livsform.“ I artiklen om den lutherske lære hedder det i Encyclopædia Britannica (1965, bind 14, s. 447): „Den lutherske teologis formprincip er at de kanoniske skrifter er den eneste kilde til og norm for kristen tro og handling.“
Men da katolske og lutherske lærde mødtes i Baltimore (U.S.A.) i juli 1965, sagde de i en fælleserklæring: „Vi bekender sammen den nikænske tro.“ Og Den nikænske Trosbekendelse udtrykker det gådefulde treenighedsdogme, som ikke findes i Bibelen. Selv en luthersk teolog, professor N. Leroy Norquist, har indrømmet: „Treenighedsdogmet kan man ikke ’udgranske’. . . . De mænd der udformede det gjorde det med henblik på at bruge det som våben mod kættere . . . på en sådan måde at de til sidst kunne sige: ’Tror du ikke dette, er du ikke en sand troende.’“ (The Lutheran, 15. juni 1960, s. 11, 12) Hvad vælger De at tro, Den nikænske Trosbekendelse eller Bibelen? Man må træffe et valg.
En anden af de lutherske kirkers vigtigste trosbekendelser er Den augsburgske Bekendelse. I denne trosbekendelse hedder det at Kristus vil fordømme „de ugudelige og djævlene til uophørlig pine“. Men de kanoniske skrifter siger: „Syndens løn er døden.“ (Rom. 6:23) Tror De på Den augsburgske Bekendelse eller på Bibelen? Valget må træffes, og tiden er ved at løbe ud!
I 1970 var det tilfældigvis 450 år siden Luther udgav sine reformskrifter „Til den kristne adel af den tyske nation“ og „Om kirkens babyloniske fangenskab“ — hvormed han hentydede til den katolske kirke. Da de lutherske kirker ikke mere stoler fuldt ud på at „de kanoniske skrifter er den eneste kilde til og norm for kristen tro og handling“, viser de uheldigvis at de er en del af de babyloniske religioners verdensimperium, profetisk kaldet „Babylon, den store“. Begivenhederne i vor tid og Bibelens profetier viser at dette verdensimperium af falsk religion hastigt nærmer sig sin afslutning. Historien vil ikke give det tid til at nå til enighed og overleve. Babylon må forsvinde! Men De vil ikke nødvendigvis blive udslettet samtidig. Bibelen siger: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ — Åb. 17:1-5; 18:1-5.
Tag imod den hjælp der gives! Skriv til dette blads udgivere og få et gratis seks måneders bibelkursus i Deres eget hjem. Jehovas vidner hjælper allerede hundredtusinder af mennesker med at bygge deres tro på de hellige skrifter som „den eneste kilde til og norm for kristen tro og handling“.