Hvorfor forlader flere og flere den lutherske kirke i Tyskland?

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Vesttyskland

NOGLE af seerne er sikkert blevet overraskede da disse ord blev sagt i en fjernsynsudsendelse i Vesttyskland: „Der er overhovedet ingen fremtid for den lutherske kirke.“ Endnu mere overraskende er det måske at dette blev sagt i nærheden af netop det område hvor Martin Luther, kirkens grundlægger og reformationens fader, levede.a

Tysklands Forenede Evangelisk-Lutherske Kirke har cirka 25 millioner medlemmer, hvilket ifølge den sidste officielle folketælling svarer til omkring 45 gange så mange som alle de andre protestantiske grupper i Tyskland tilsammen. Men den evangelisk-lutherske kirke i Tyskland ligger ikke desto mindre i ruiner, som det illustreres på forsiden med et billede af den udbombede Gedächtniskirche i Vestberlin.

I 1961 var over halvdelen af alle tyskere lutheranere. I 1970 gjaldt det 49 procent, og i 1980 var tallet faldet til 46 procent. Men så indtrådte der tilsyneladende en bedring. I begyndelsen af 1981 skrev et tysk dagblad: „Den lutherske kirke i Tyskland er kommet over den tilbagegang der prægede den for ti år siden. . . . Antallet af udmeldelser . . . virker ikke længere uheldsvangert stort.“

Men medlemstallet i 1984 viste at det var for tidligt man havde været optimistisk. Det anslås nu at kirken vil miste endnu 4.500.000 medlemmer inden for de næste ti år og at kun en tredjedel af befolkningen — eller endnu færre — vil være lutheranere i år 2030.

Hvorfor melder de sig ud af kirken?

I det førnævnte fjernsynsprogram fra 1986 nævnte syv tidligere medlemmer af den lutherske kirke hvad de var blevet utilfredse med: Kirkens modstand mod sportsbegivenheder om søndagen, dens økonomiske støtte til kommunistiske guerillabevægelser, dens holdning til regeringens forsvarspolitik, dens afskedigelse af to homoseksuelle præster, og dens manglende interesse for dyrebeskyttelse. En var imod den ordning at kirkeskatten trækkes fra medlemmernes løn. Betegnende nok var der kun to som overhovedet nævnte Gud. Men burde forholdet til ham ikke være det vigtigste i et trossamfund?

Det dalende medlemstal er alvorligt. Johannes Hansen, en ledende luthersk teolog, finder det dog endnu mere foruroligende at „kirkemedlemmernes religiøse tilstand sandt at sige er fortvivlende“. Det er dette der er årsagen til at mindre end seks procent af medlemmerne — i storbyerne endnu færre — overværer gudstjenesten på en almindelig søndag. Kun hver fjerde betragter det at komme i kirken eller at læse i Bibelen som et krav til kristne. Faktisk mener henved fire ud af fem at man blot skal være døbt og konfirmeret og derefter leve et pænt, anstændigt liv for at være en god lutheraner. Det er ikke så underligt at avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung i en lederartikel har skrevet: „For den lutherske kirke stammer faren ikke fra det dalende medlemstal, men fra mangelen på åndelig styrke.“

Ja, mange lutheranere mangler åndelig styrke, og deres syn på kirken er derefter. De beundrer dens dybe rødder i historien, er stolte af dens smukke bygninger og udnytter de sociale goder den tilbyder. Men når det drejer sig om at „finde Gud“ foretrækker mange at lede efter ham i naturen snarere end i kirken. Det har fået en kirkeleder til sarkastisk at spørge hvorfor de ikke tager skridtet fuldt ud og får deres begravelser forrettet af skovvæsenet i stedet for af kirken.

„Det der synes at mangle,“ skrev et amerikansk tidsskrift for nogle år siden, „er den kærlighed til Gud og hans sandhed der kendetegnede de første lutheranere.“ Hvorfor betragter så mange lutheranere deres kirke som intet andet end en bekvem ramme om barnedåb, konfirmation og vielse? Hvorfor søger de Gud i naturen og vender først tilbage til kirken i deres livsaften for at få „en anstændig begravelse“? Hvorfor mangler de åndelig styrke?

[Fodnote]