Hun fik sit inderste ønske opfyldt

NÅR jeg tænker på hvad der skete med vores kære tante Ida bliver jeg så glad om hjertet at mine øjne fyldes med tårer. Hvad der skete som et resultat af hendes trofaste udholdenhed i tjenesten for Gud og den godhed hun viste sine naboer, er noget jeg aldrig vil glemme. Det har været en kilde til opmuntring for mig når jeg har følt mig lidt langt nede.

Men jeg må hellere begynde med begyndelsen. Tante Ida var ved at komme op i årene og var handicappet på mange måder. For det første hørte hun temmelig dårligt. For det andet var hun helt afhængig af andre til at transportere sig frem og tilbage. Også hendes naturlige evner var noget begrænsede. I årenes løb faldt hun mange gange og slog sig når hun besøgte folk med Guds sandhedsbudskab i Missouri (USA). Ja, vores kære tante Ida var et af Jehovas vidner, og hun holdt aldrig op med at tjene Jehova Gud trofast så godt hun nu formåede.

Ikke desto mindre følte hun undertiden at hendes kristne tjeneste havde været forgæves. Det var fordi hun ikke kunne pege på nogen som var hendes ’anbefalingsbrev’, ja, nogen om hvem hun kunne sige at hun havde lært dem sandheden om Gud at kende. Men hun fortsatte trofast sin kristne tjeneste. Altid villig, altid smilende, dét var tante Ida.

I 1967 så tante Ida omsider sit inderste ønske opfyldt. Den glæde hun fik det år var et resultat af hendes bestræbelser for at være en tjener for Gud af rette slags under alle omstændigheder. I et stykke tid havde hun besøgt en dame længere nede ad den gade hvor hun selv boede. Hun havde efterladt bibelsk litteratur hos denne dame og endda hjulpet hende til forståelse af nogle af Guds kærlige løfter. Men denne dame døde, og tante Ida besøgte nu hendes søn, som havde boet hos sin moder, for at trøste og hjælpe ham. Hun bragte også mad med til familien i denne svære tid.

Under et af tante Idas besøg hos denne søn inviterede hun ham til Jehovas vidners møder i deres rigssal. Der gik to uger, og så kom han sammen med sin lille søn. Han kom hver søndag, og tante Ida ligefrem strålede af lykke. Endelig var hun i færd med at hjælpe nogen frem på sandhedens vej, den vej der fører til evigt liv. Nogle vil måske synes at dette ikke var noget særligt, men vi i menigheden vidste at hun havde udrettet noget som ingen af os andre havde været i stand til skønt vi havde forsøgt i årevis. Hun fik den forret at lede den første neger fra vores by til sandheden om Jehova Gud.

Tante Ida er borte nu; hun døde sidste år (1969), men hun levede længe nok til at se denne mand symbolisere sin indvielse til Jehova Gud ved vanddåben. Hun havde også den glæde at se ham gifte sig med en kvinde som han hjalp til at lære denne værdifulde sandhed at kende. Og som et strålende højdepunkt på disse glæder så hun dem åbne deres hjem for folk i nabolaget; det blev et lokalt mødested for Jehovas vidner når de samledes for at læse i Bibelen. Tante Ida nød selv den glæde at være med ved dette studium.

Så I forstår sikkert godt hvorfor jeg bliver så opmuntret og bevæget over det der skete med denne ydmyge tjener for Jehova, vores kære tante Ida. — Indsendt.