Mit liv som sigøjner
FORTALT TIL „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I CANADA
„NÅR Gud maler billeder skal du være stille. Brug øjnene og hold din dumme lille mund lukket!“ Den besked fik jeg allerede som lille dreng af min tante Lila mens vi med ærefrygt betragtede en særlig smuk solopgang. Det var typisk for sigøjnerne at gøre sig sådanne tanker om Gud og hans fantastiske skaberværk.
Vi troede på en Skaber og havde oprigtig respekt for ham, selv om det var på en enfoldig, barnlig måde. Vores livsfilosofi gik ud på at tilfredsstillelsen af vort daglige behov altid afhang af en Skaber, Gud. Derfor ville vi aldrig drømme om at mishandle de dejlige skabninger der levede i skovene, floderne, søerne og havene. De var hans skabninger, og vi glædede os over at det var sådan.
En del af vor filosofi og levemåde kan også udtrykkes med de velkendte ord: „Dagen i morgen skal nok bekymre sig om det der hører den til.“ Derfor var vor tilværelse sorgløs og for det meste fredelig. Vi forsøgte blot at tilfredsstille de øjeblikkelige behov. Når det var gjort slappede vi af og nød livet sammen med vore familier og vort eget folk, for vi var et fast sammentømret samfund. Vores eneste forbindelse med omverdenen var at vi dér tjente til livets opretholdelse. De politiske stridigheder interesserede os ikke.
Livet som sigøjnerdreng
Jeg kom til verden i East Anglia i England, hvorfra min tante og jeg gennemrejste De britiske øer i en sigøjnertrup. Det blev indprentet mig at jeg skulle vise ældre mennesker stor respekt; jeg skulle altid tiltale ældre mænd som „onkel“ og ældre kvinder som „tante“. Jeg fik aldrig lov til at kalde dem ved fornavn. Senere hen i livet har jeg altid været taknemmelig for den vejledning jeg fik hver gang jeg optrådte respektløst over for min tante.
Sigøjnerbørn får aldrig lov til at være arbejdsløse, og det fik jeg heller ikke. Min tante elskede mig og sørgede for at jeg blev beskæftiget. Hun tog mig med ud for at plukke brøndkarse, svampe og bær, og dagen efter falbød vi det fra hus til hus eller solgte det på et nærliggende marked.
Min tante og jeg skaffede os også til livets opretholdelse ved på gårdene at købe gødning. Efter at vi havde stoppet det i kurve solgte vi det fra dør til dør hos folk der havde blomsterbede eller urtehaver.
Tidligt bemærkede jeg at min tante og andre i vores lejr begik småtyverier. Sådan lærte jeg at være uærlig, blandt andet at gøre tvivlsomme forretninger til min egen økonomiske fordel. Engang havde jeg en kammerat hvis forældre ikke var sigøjnere. Hans moder var ved at dø af tuberkulose, og familien var så fattig at den ikke kunne få mad nok. Da jeg gerne ville skaffe hende noget godt og nærende at spise, tog jeg min ven med til en nærliggende hønsegård hvor vi tilegnede os en tyk og fed høne. Jeg gav min kammerat den med hjem, men da faderen fandt ud af at den var stjålet, bad han sin søn aflevere den til mig.
De første religiøse oplysninger og iagttagelser
Min tantes enfoldige tro på Gud gjorde altid et stort indtryk på mig. Ved dagens slutning fik hun mig til at knæle ved siden af sig mens hun takkede Gud som vor daglige Forsørger — også selv om vi måske havde stjålet en kanin eller taget svampene, brøndkarsen og bærrene på andre menneskers ejendom!
De fleste sigøjnere jeg kendte tilhørte en eller anden trosretning, som den metodistiske kirke, den anglikanske kirke eller den romersk-katolske kirke, men min tante havde slet ikke brug for nogen religiøse organisationer. Hun nærede afsky for det hykleri der var inden for de forskellige trosretningers præsteskab. Det øvede i mange år indflydelse på min egen religiøse tankegang. Hun kunne finde på at kalde en præst for „en skinhellig noksagt“. Pengegriske præster var i hendes øjne „lige så modbydelige som gåsemøg“, og hun fortalte dem det gerne.
Lidt efter lidt vakte hun også i mit unge sind en stærk modvilje mod vold. Jeg glemmer aldrig en bestemt dag hvor hun skældte mig grundigt ud. En dame som vi solgte varer til, spurgte hvad jeg ville være når jeg blev stor. Jeg syntes at soldaternes uniformer var så flotte, og derfor sagde jeg at jeg gerne ville være soldat. Min tante sagde meget bestemt at hun ikke ville høre mig sige det én gang til, og hvis jeg nogen sinde kom til hendes dør i uniform, kunne jeg godt rejse videre med det samme! Hun indprentede mig meget kraftigt at ingen har ret til at udgyde blod i menneskers krige.
Da jeg var ved at være voksen begyndte jeg selv at iagttage præsteskabets hykleri. Den anden verdenskrig rykkede nærmere, og det var meget tydeligt at præsterne var med til at hverve unge mænd til hæren. Der var også en præst som prøvede på at få min tante til at sende mig af sted, men han fik læst og påskrevet i utvetydige vendinger.
Jo mere jeg kom i forbindelse med såkaldt kristne mennesker, jo dybere blev indtrykket af verdens religiøse hykleri. Unge mænd drak sig fulde og deltog i store drikkegilder lørdag aften, og så gik de til messe søndag morgen. Her fik de tilsyneladende deres synder tilgivet, men blot for at kunne fortsætte med deres umoralske adfærd til der igen var søndagsmesse; det frastødte mig meget.
En religion der er anderledes
Jeg blev gift i 1942. En dag da jeg kom hjem fortalte min hustru at to damer havde besøgt hende for at fortælle om Bibelen og dens løfter om en bedre fremtid. Jeg var tilbøjelig til at gøre nar af alt hvad der smagte af religion, og derfor var jeg ikke særlig interesseret i at tale om det. Et stykke tid senere da vi opholdt os i den nordlige del af Skotland, aflagde en mand besøg i vores lejr og spillede en grammofonplade for min hustru mens jeg var borte. Det gjorde et dybt indtryk på hende at manden havde mod til at spille en plade der afslørede religionen i verden som en snare og et svindlerforetagende. Inden manden gik igen havde min hustru givet ham et måltid mad.
Da vi senere vendte tilbage til egnen omkring Newcastle i England, foreslog min hustru at vi skulle prøve at opsøge de mennesker, for hun følte de havde sandheden. Men kort tid efter flyttede vi til Canada, da jeg mente vi bedre kunne klare os der.
Vore børns opdragelse
I mellemtiden oplærte jeg vore børn. Jeg tog min søn med mig når jeg skulle gøre forretninger, og dengang købte og solgte jeg skrot. Når vi havde samlet tilstrækkelige mængder skrot til at sælge det til en forhandler, fik min søn sin egen dynge som han skulle handle med, mens jeg overvågede det for at han ikke skulle blive snydt. På den måde blev han oplært til at klare sig selv.
Min hustru gav vores datter en typisk sigøjneropdragelse; hun lærte at lave mad, vaske og lappe tøj og pleje små børn så hun senere hen kunne blive en god sigøjnerhustru. Min hustru lærte hende også at falbyde linned. Hun tog hende med i varehusene når der skulle købes ind, og vores datter så hvordan det foregik. Foruden dét lærte en onkel hende at lave blomster af træ. Når hun derefter fulgtes med sin moder fra hus til hus og folk ikke ville købe linned, tilbød hun sine „blomster“ og tjente lidt penge selv.
Livet i Nordamerika
Da vi boede i Nordamerika rejste jeg sammen med andre sigøjnere overalt i Canada, De forenede Stater og Mexico. Vi planlagde at få nogle lettjente penge. Det var ikke skik og brug blandt sigøjnerne at bruge en så åbenlyst bedragerisk fremgangsmåde som vi gjorde.
Vi påstod at vi solgte „indsmuglede“ orientalske tæpper. Når vi kom ind i en by styrede vi lige hen til en bestemt som vi vidste havde kontanter nok — den lokale præst! Jeg mindede ham om at han sikkert havde nogle venner der også var interesseret, og i så fald kunne han få tæppet endnu billigere. I regelen blev vi henvist til den stedlige læge eller bedemand. Der var ikke en eneste af de præster vi henvendte os til der afslog at købe vore „smuglertæpper“, ikke engang når vi fortalte at det var tyvekoster. Det bevirkede at jeg holdt mig endnu længere væk fra alle såkaldt kristne trossamfund.
En ny levemåde begynder
En dag efter nogle få års forløb havde vi slået lejr nær Sarnia i Ontario. Jeg var hjemme da en ung dame kom til vores telt. Den alvorlige måde hun talte på og det hun talte om vakte min interesse. En ny tingenes ordning hvor mennesker levede sammen i fred og enhed og fulgte retfærdige principper, det var næsten utroligt! Da hun skulle til at gå, lovede hun at sende et par herrer der kunne tale mere med mig. Derfor sagde jeg til min hustru at hvis mændene kom mens jeg var væk, skulle hun holde på dem. Den unge dame holdt hvad hun havde lovet, og den dag de kom var jeg hjemme. Vores samtale varede omkring fem timer. Da de gik var min hustru og jeg overbeviste om at vi endelig havde fundet sandheden.
Efter det første lange besøg indså vi nødvendigheden af at leve efter de bibelske principper. Jeg så på min hustru og sagde: „Hvad skal vi gøre med det vi har begravet under gulvet i vores telt?“ Min hustru foreslog: „Måske kunne vi smide det i floden.“ Jeg syntes vi skulle aflevere det vi havde stjålet, hos de retmæssige ejere. Det ville ikke blive let! At returnere to tons bly, det ville være både farligt og besværligt. Ikke desto mindre lykkedes opgaven, og det må bestemt have været med Jehovas hjælp.
De to vidner besøgte os regelmæssigt, og vi gjorde fremskridt i kundskaben om Guds sandhed. Vi fandt hurtigt ud af at det ikke var nok blot at kende sandheden fra Guds ord, det indbefattede langt mere. Der skulle ske flere store forandringer i vort liv. En af dem var at vi måtte begynde at deltage i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, og dengang kunne jeg ikke forestille mig selv gøre det. Så jeg begyndte at finde fejl ved det jeg lærte og at plage vidnerne med ufornuftige spørgsmål. Men det hjalp ikke, for de svarede venligt ud fra Bibelen. Det var mig der skulle forandres, ikke Bibelens sandhed!
Vores børn blev ikke holdt uden for disse samtaler. Det var fra begyndelsen et familiestudium, og vi gik sammen fremad. Min hustru og jeg symboliserede vores indvielse til Jehova i 1954, og i 1960 blev vores børn døbt efter at de selv havde besluttet sig til at tjene deres Skaber i ungdommens dage.
Senere giftede min søn sig med Paulina, en sigøjnerpige fra Mexico som oprindelig havde lært Guds sandhed at kende i Argentina. (Se Awake! for 8. december 1962, side 23.) Fra tid til anden har de sammen brugt hele måneder i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Vores datter har været heltidstjener for Guds rige i omkring fem år. Nu tjener hun sammen med en cubansk-spansk menighed i den sydlige del af Florida.
En prøvelsens tid
For nogle år siden begyndte en prøvelsens tid for vores familie. Ved en lejlighed blev jeg dybt skuffet over mine kristne brødre. Måske skulle jeg have indset at de er ufuldkomne ligesom jeg selv, men i stedet trak jeg mig tilbage fra tjenesten for Skaberen, skønt jeg ingen fejl kunne finde ved ham. Som følge deraf forlod vi Guds sandhed i omkring fire år.
Men meget ofte tænkte vi på alt det vi havde lært fra Guds ord og talte åbent om det. Vi følte stadig at sandheden virkede i os, og vi kunne slet ikke genoptage vores tidligere levevis. Selv om vi trak os bort fra Guds organisation og sagde til os selv at vi nu igen var frie til at leve det glade sigøjnerliv, så talte samvittigheden til os og sagde at vi var ansvarlige over for Skaberen, Jehova Gud, og at det var nødvendigt for os at vise vor taknemmelighed over at han havde givet os sandheden.
Det pinte os at vi ikke fulgte Guds sandhed. Langt om længe indså vi at der kun er én vej til sand frihed, nemlig inden for rammerne af Jehovas synlige jordiske organisation. Det var kun her vi havde sande kristne brødre og søstre som vi trængte til og som trængte til os. Vi begyndte igen at overvære møderne i rigssalen i Melville, Saskatchewan. Den kærlige godhed vore kristne brødre viste os da vi igen skulle begynde i Jehovas vidunderlige tjeneste, glemmer vi aldrig. Ved Jehovas godhed er vi ikke igen holdt op med at stræbe efter at gøre vores fremgang tydelig for alle.
Bedre end sigøjnerlivet
Selv om vi aldrig kan vende tilbage til sigøjnernes „frihed“, sætter vi dem nu meget højt som mennesker. Mange lever endnu efter ret gode principper, men alligevel er en stor del af dem smittet af den vestlige verdens materialistiske tankegang. De er ikke længere tilfredse med det nødvendige, de ønsker sig imponerende biler og campingvogne og går ikke af vejen for at bedrage eller stjæle for at opnå det. Det har resulteret i at den sorgløshed der ellers prægede sigøjnerne er borte, og det til deres egen skade.
Vi ønsker ikke mere at stjæle fra vore medmennesker men prøver oprigtigt at hjælpe dem til at indse at „Jehovas velsignelse — det er den som gør rig, og han føjer ingen smerte til den“. — Ordsp. 10:22, New World Translation.
Vi står virkelig i stor taknemmelighedsgæld til sandhedens Gud fordi han har givet os Bibelen som vi nu fuldstændig godkender, „ikke som menneskers ord, [som kristenhedens præsteskab gør], men som Guds ord, hvad det i sandhed er“. — 1 Tess. 2:13.
Derfor er det vor indtrængende bøn at endnu flere af dem som nu lever på sigøjnervis, vil vende sig til den sandhed der gør dem virkelig frie og derved opnå en bedre levemåde. (Joh. 8:32) Det er ligeledes mit personlige håb at jeg snart vil gense min kære tante Lila når hun opstår til livet i Guds retfærdige nye ordning. Jeg er overbevist om at hendes værdsættelse af Jehovas godhed og hendes lovprisning af hans skaberværks skønhed vil blive større og større, så længe solen står op, ja til evig tid.