Tysk domstol afsiger kendelse om heltidsforkyndere
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I VESTTYSKLAND
DET er velkendt i Tyskland at Jehovas vidner ikke gik på kompromis i Hitlertiden selv om det i øjeblikket kunne have set fordelagtigt ud. Både præster og lægfolk fra andre trossamfund sagde „Heil Hitler“, hilste det nazistiske flag og støttede Hitlers hære i deres aggressive krigsførelse. Næsten alle katolske og protestantiske præster gjorde sig skyldige i at gå på kompromis med Hitlers styre. Disse gejstlige blev dengang fritaget for militærtjeneste.
Men Jehovas vidner nægtede standhaftigt både at sige „Heil Hitler“, hilse det nazistiske flag og støtte de tyske hære. De søgte også fritagelse for militærtjeneste da de jo var en form for præster. Men de fik ikke fritagelse, og de blev forfulgt. Tusinder af dem blev sendt til nazistiske dødslejre, og mange blev dræbt.
Ingen fritagelse
Efter den anden verdenskrig blev der igen i 1956 indført almindelig værnepligt i Tyskland. Katolske præster og præster fra andre trossamfund blev endnu en gang fritaget. I begyndelsen gjaldt dette også Jehovas vidner. Men så begyndte man at kræve erstatningstjeneste, og det fik Jehovas vidner ikke lov at blive fritaget for.
I 1962 blev et ungt Jehovas vidne for første gang dømt ud fra denne lov. Han havde nægtet at melde sig til en tjeneste der skulle erstatte almindelig aftjening af værnepligt. Men eftersom det ikke forlangtes at præster fra statskirker og andre trossamfund skulle udføre denne tjeneste, holdt heltidsforkynderen fra Jehovas vidner på at han også var berettiget til fritagelse ifølge den vesttyske grundlov. Men hans appel blev afslået. Han blev idømt fire måneders fængsel.
Mange lignende sager fulgte, med fængselsstraffe til følge. Nogle af de dømte var Jehovas vidner som brugte al deres tid til deres forkyndelsesarbejde. Der blev indgivet appel for om muligt at få kendelserne omstødt, få de grundlovssikrede rettigheder stadfæstet og opnå juridisk anerkendelse som forkyndere, ordets tjenere, der på linje med præster er berettiget til, som grundloven giver mulighed for, at blive fritaget for al militærtjeneste.
I oktober 1963 blev domstolen præsenteret for yderligere bevismateriale. Af denne meget detaljerede redegørelse fremgik det at Jehovas vidners heltidsforkyndere er ordinerede ordets tjenere der er berettigede til fritagelse efter grundloven.
Der blev ikke reageret på denne appel. I syv år stod sagen i bero. Og hele tiden blev Jehovas vidners heltidsforkyndere idømt fængselsstraffe på én til seksten måneder.
Der opstod også en ny situation. Når disse forkyndere blev løsladt fra fængsel blev de igen indkaldt til erstatningstjeneste. Når de nægtede dette blev de fængslet for anden gang. Nogle kom i fængsel tre gange. Derfor blev sagen yderligere appelleret til Vesttysklands forbundsforfatningsdomstol, for at få grundlovsrettighederne stadfæstet. I appellen hed det at gentagne domme for den samme lovovertrædelse ikke kunne stemme med grundloven.
Domstolen afsiger kendelse
Den 7. marts 1968 afsagde forbundsforfatningsdomstolen sin kendelse. Den gav medhold i at det var grundlovsstridigt at afsige den ene dom efter den anden i samme sag. Den erklærede at ingen ifølge grundlæggende lovprincipper kan blive straffet to gange for den samme handling.
Men hermed var problemet ikke fuldstændig løst. Jehovas vidner blev stadig idømt én fængselsstraf fordi de nægtede at aftjene almindelig værnepligt og erstatningstjeneste, noget som ikke kræves af repræsentanter for andre trossamfund.
Den 11. december 1969 afsagde forbundsregeringens forvaltningsdomstols ottende kammer i Berlin en kendelse. Den havde stor betydning for hvilken stilling Jehovas vidners heltidsforkyndere der tjener som specialpionerer og tilsynsmænd for kristne menigheder, i fremtiden skulle have.
Denne højeste forvaltningsdomstol i Tyskland erklærede at disse heltidsforkyndere var undtaget fra al militærtjeneste og erstatningstjeneste. Herved blev den kendelse omstødt som den samme domstols syvende senat nogle år tidligere havde afsagt.
Modargumenter
Tidligere havde domstolens syvende kammer fremført at sådanne heltidsforkyndere for Jehovas vidner ikke fortjener at blive fritaget, da deres stilling ikke svarer til den stilling som repræsentanter for andre trossamfund indtager. Denne domstol stadfæstede en kendelse fra en lavere instans gående ud på at deres stilling ikke var „tilsvarende“ fordi der var så stor forskel mellem dem og katolske eller protestantiske præster hvad angår studium og oplæring.
Retten havde også erklæret: „En præst er ifølge loven kun berettiget til beskyttelse når han har en sådan særstilling over for vedkommende menighed af troende at han alene har lov at forestå denne religiøse kults ceremonier og han har fået overdraget en særlig værdighed som udelukkende skyldes hans stilling som præst; i modsætning hertil anerkender trossamfundet Jehovas vidner hverken et lægfolk eller en præsteklasse.“
Desuden havde retten sagt: „Det er afgørende hvilken opfattelse et trossamfund normalt har af en præst og hans funktion; denne opfattelse går i de større trossamfund ud på at præsten som hjordens overhoved udfører en præstegerning, uden hvilken det ceremonielle liv i alt væsentligt ville forsvinde.“
Disse tidligere retskendelser havde altså fastholdt at de Jehovas vidner som benytter al deres tid til kristen forkyndelse ikke svarer til den almindelige „opfattelse“ af en præst. Det både er og var sandelig også rigtigt. Jehovas vidner ønsker slet ikke at svare til denne „opfattelse“. Men det udelukker ikke at de er sande ordets tjenere.
Rettighederne garanteres af domstolen
I sin endelige beslutning den 11. december 1969 erklærede det ottende kammer sig uenigt med disse tidligere fortolkninger. I denne sag, der drejede sig om en specialpioner og tilsynsmand, støttede domstolen de rettigheder som ifølge loven tilkommer heltidsarbejdende ordets tjenere uanset hvilket trossamfund de tilhører. Domstolen erklærede: „Statens neutralitet over for borgernes religiøse opfattelser forbyder staten at vurdere de forskellige trossamfunds lære og grundprincipper.“
Retten viste at hovedsagen ikke er den almindelige „opfattelse“, men de pligter der varetages. Den sagde: „Ud fra princippet om religiøs lighed kan det imidlertid sluttes på grundlag af grundlovssikrede rettigheder at det ’mønster’ eller ’billede’ der gælder præster for de to store kristne trossamfund [det katolske og evangeliske], sådan som det kommer til udtryk gennem deres kirkers regler og teologiske fortolkning, ikke her kan bruges som målestok for præster tilhørende andre trossamfund. En afvigen fra tro og læresætninger som udelukkende gælder de to store kristne trossamfund og deres repræsentation, kan ikke tages i betragtning.“
Domstolen har således erklæret at en repræsentant for et andet trossamfund end de to store ikke kan tvinges til at lade sig ensrette efter en bestemt standard som disse kirker har opbygget til eget brug. Religiøs lighed og fritagelse for militærtjeneste må ikke gøres afhængig af nogen bestemt religiøs gruppes opfattelse af en præsts embede. Blandt Jehovas vidner er det ikke et embede, en titel eller et bestemt fremtrædelsespræg der danner grundlaget for deres tjeneste, det er det åndelige arbejde de udfører.
Angående hvorvidt en heltidsforkynder kan betragtes på linje med en præst, udtalte domstolen: „Hvorvidt nogen form for præstetjeneste . . . ’svarer til’ det arbejde der udføres af [katolske og evangeliske] præster, kan kun afgøres ud fra en bedømmelse af de ydre kendetegn, uden at skele til noget ’mønster’ der er teologisk bestemt eller fastsat ud fra kirkens love.“ Det blev påpeget at en præstegerning kan betragtes som „heltidsbeskæftigelse“ når vedkommende har viet hele sin arbejdskraft til denne gerning.
En bestemt form for skoling eller forberedelse bør heller ikke være den afgørende faktor. Retten besluttede: „Det er heller ikke af særlig betydning hvilken forberedende undervisning og bekræftelse der kræves når nogen tildeles et fast heltidshverv som præst eller hvordan denne udnævnelse foregår. Staten overlader det til ethvert trossamfund at afgøre ud fra sin religiøse overbevisning og lære under hvilke omstændigheder udnævnelser skal foregå, lige så vel som de større kirkers udnævnte præster på lignende måde varetager disse pligter.“
Denne modige kendelse til fordel for tilbedelsesfrihed er rosværdig. Den svarer til bemærkelsesværdige kendelser i andre lande hvor den enkeltes rettigheder bliver dybt respekteret.
Længe før denne kendelse blev afsagt havde Jehovas vidner imidlertid vist at de er den allerhøjeste Gud Jehovas ordinerede ordets tjenere. De har længe været kendt i hele Tyskland for deres nidkære forkyndelsesarbejde. Gennem deres arbejde har de hjulpet titusinder af retsindigt indstillede mennesker i Tyskland til at vinde sig kundskab om Guds ord, Bibelen, og har hjulpet dem til at tjene deres Skaber.
Den tyske domstols beslutning er imidlertid en glimrende juridisk anerkendelse af at sådanne heltidstjenere for Jehova er ordineret af Gud selv.