Holland løslader Jehovas vidner
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I HOLLAND
JOHAN AKKERMAN var det første Jehovas vidne der hørte Veenhuizen-fængselets porte smække i bag sig. Det var i 1936. Af samvittighedsgrunde havde han nægtet at gøre militærtjeneste. Otteogtredive år senere, den 19. juli 1974, blev det sidste Jehovas vidne løsladt fra det samme fængsel.
Det var ’store nyheder’ for pressen. Overskrifter som „JEHOVAS VIDNER TAGER HJEM“ sås på forsiderne af landets førende aviser.
For mange embedsmænd markerede det afslutningen på et problem som længe havde bekymret dem — det at man satte flinke, pæne unge mænd i fængsel sammen med forhærdede forbrydere blot fordi de nægtede at krænke deres kristne samvittighed. For Jehovas vidner var det endnu en sejr i kampen for friheden til at tjene Gud på den måde Bibelen foreskriver.
Baggrunden for beslutningen
Hvad førte til denne sensationelle begivenhed? For bedre at forstå det, må man vide følgende: Når en ung mand i Holland fylder atten, skal han underkaste sig en lægeundersøgelse. Viser han sig at være psykisk og fysisk sund, bliver han indkaldt til militærtjeneste når han fylder tyve. Hvis han af samvittighedsgrunde nægter at bruge våben, kan han ansøge om våbenfri tjeneste.
Men Jehovas vidner i Holland har både nægtet at udføre militærtjeneste og en hvilken som helst form for våbenfri tjeneste der tilbydes i stedet for. Den bibelske begrundelse for deres standpunkt vil blive omtalt senere i denne artikel.
Før den anden verdenskrig var Jehovas vidners militærnægtelse ikke noget stort problem. Men i løbet af krigen blev problemet større, og sådan fortsatte det. Eftersom loven i Holland gav heltidsbeskæftigede ordets tjenere, samt dem der forberedte sig til en sådan gerning, mulighed for at blive fritaget for militærtjeneste, fandt Jehovas vidner det klogt at fremlægge sagen for domstolen for også at opnå denne ret.
Denne fritagelse blev indrømmet ordets tjenere fra en række kirkesamfund der var opført på en speciel liste. Imidlertid fandtes navnet Jehovas vidner ikke på denne liste. Men loven gav mulighed for at forsvarsministeren, hvis han ønskede det, kunne indrømme fritagelse til ordets tjenere fra samfund som ikke var nævnt. Derfor prøvede Jehovas vidner at få ministeren til i visse tilfælde at indrømme fritagelse.
I cirka ti år fra 1949 blev snesevis af tilfælde fremført for et statsråd hvis opgave det var at råde regeringen om der burde indrømmes fritagelse eller ej. Men efterhånden blev det klart at en eventuel fritagelse afhang af forsvarsministerens personlige villighed, og ikke af om man kunne bevise en lovformelig ret. Så blev disse forsøg opgivet.
Disse ti års anstrengelser var dog ikke helt uden resultater. Gunstige udtalelser dukkede af og til op i pressen. For eksempel sagde en offentlig anklager: „Jeg har sendt den anklagede i fængsel, men jeg er klar over at han ikke hører hjemme blandt forbrydere.“ — Het Vrije Volk, 11. november 1955.
I denne periode var det hovedsagelig justitsministeriet der tog skridt til at lette forholdene for Jehovas vidner. Fra 1950 fik en tilsynsførende fra Jehovas vidners afdelingskontor i Amsterdam tilladelse til at besøge de fængslede en gang om måneden. I 1956 fik man lov til at besøge de indsatte uden at der var en betjent til stede. Og besøgenes varighed blev forlænget.
Fra 1958 blev det tilladt Jehovas vidner at have bibelske bøger og blade til deres private studium i fængselet. Med tiden blev de indsatte vidner overført til nogle barakker der stødte op til Veenhuizen-fængselet, og de fik relativ stor bevægelsesfrihed. Til sidst fik de lov at tage hjem på weekend og også at overvære Jehovas vidners stævner. Men Jehovas vidner blev stadig sat i fængsel — hvilket rørte mange hollænderes samvittighed.
Myndighederne begynder at lytte
Den 26. marts 1971 mødtes tre repræsentanter fra Jehovas vidner med et forum der repræsenterede forsvarsministeriet og justitsministeriet. Samtalen varede to og en halv time.
Et af samtalens første punkter, som blev fremført af forumet, var dette: „At De ikke ønsker at udføre militærtjeneste er klart og behøver ikke nogen nærmere begrundelse. Men hvad har De egentlig imod civilt alternativt arbejde?“
Jehovas vidner forklarede at de ikke var imod civilt arbejde som sådan, men at det snarere var et spørgsmål om streng neutralitet. Derfor ville et hvilket som helst arbejde der blot var en erstatning for militærtjeneste, være uantageligt for dem.
Andre spørgsmål klargjorde sagen yderligere. „Når man nægter at udføre militærtjeneste,“ sagde regeringens embedsmænd, „bliver man overført fra militær myndighed til civil myndighed, og fra det øjeblik har man intet at gøre med militæret. Hvorfor har De da alligevel så meget imod at påtage Dem et sådant civilt arbejde?“
Den kristne ønsker ikke frivilligt at påtage sig et sådant arbejde fordi Guds lov siger: „I blev købt for en pris; hold op med at være menneskers trælle.“ (1 Kor. 7:23) Civil tjeneste som erstatning for militærtjeneste vil være lige så uantagelig for den kristne som selve militærtjenesten. Ved at påtage sig den vil han blive en del af verden, i stedet for at holde sig adskilt fra verden, som Jesus sagde han skulle. — Joh. 15:19; 17:14-16.
Nu tog samtalen en ny vending. „Hvordan vil De foreslå at sager med Jehovas vidner behandles?“ spurgte komiteen. Svaret lød: Fritag både heltids- og deltidsforkyndere af evangeliet, sådan som loven giver mulighed for. Det blev påpeget at medlemmer af visse religiøse ordener i Holland blev fritaget selv om de ikke lavede andet end at bo på en institution og brygge øl.
Komiteen gav udtryk for en vis betænkelighed i forbindelse med dette forslag. Den frygtede at det ville give adgang for alle mulige hvis eneste mål var at undgå militærtjeneste. Men Jehovas vidner forsikrede komiteen om at det ville være næsten umuligt for en udenforstående at foregive at være et Jehovas vidne uden at blive afsløret af den nøje kontrol der er i de lokale menigheder.
Parlamentsmedlem stiller spørgsmål
Mindre end fire måneder senere blev et Jehovas vidne idømt enogtyve måneders fængsel for militærspørgsmålet. Hans advokat, W. Spermon, førte sagen på det grundlag at hans klient var evangelieforkynder. Han fremsatte en offentlig udtalelse hvori han blandt andet sagde: „De katolske og protestantiske teologistuderende bliver fritaget for militærtjeneste såvel som for alternativ civil tjeneste ene og alene fordi de bliver undervist ved et anerkendt teologisk fakultet. Fordi Jehovas vidner i Holland ikke har nogen teologisk højskole og de ydermere ikke i loven anerkendes som en religiøs retning, kommer de ikke ind under de muligheder som loven giver dem der nægter af samvittighedsgrunde.“
Hr. Spermon tilføjede: ’Dette kriterium virker ikke særlig tiltalende. Det lugter for meget af at myndighederne blander sig i kirkesamfundenes indre anliggender. Ifølge Loven om Kirkesamfund af 1853 er kirkesamfundenes forordninger tabu for staten og overlades til de enkelte kirkesamfund selv.’ — De Tijd, torsdag den 22. juli 1971.
Disse udtalelser satte en anden aktion i gang. Et parlamentsmedlem, D. A. Th. van Ooijen, skrev til forsvarsministeren og justitsministeren og spurgte: „Er ministrene villige til at kommentere følgende udtalelse af hr. W. Spermon, rettet til den højeste militærdomstol . . .?“ Så anførte han hovedindholdet af Spermons ovennævnte udtalelse.
Derpå stillede parlamentsmedlemmet andre spørgsmål: „Er det rigtigt at Jehovas vidner i De forenede Stater, Sverige og Tyskland er fritaget for militærtjeneste og alternativ tjeneste hvis de kan føre bevis for at de bruger en vis tid som prædikanter?“ „Er ministrene villige til at fremme denne sag, sådan at Loven om Kirkesamfund, der overlader det til kirkesamfundene selv at bestemme hvem der kan godkendes som ordets tjenere, også kommer til at gælde for Jehovas vidner?“
Forsvarsministeriet skrider til handling
Den 25. oktober 1973 sad de tre repræsentanter fra Jehovas vidner ved et bord sammen med en komité der repræsenterede forsvarsministeriet. Komiteen gav sig tid til at blive fuldstændig informeret om Jehovas vidners organisationsmæssige opbygning og om deres fremgangsmåde ved udnævnelsen af „heltidstjenere“.
Efterhånden som dette møde skred frem, blev det ret klart at man fra forsvarsministeriets side allerede havde taget skridt til at anerkende „heltidstjenerne“ som sådanne. Så fremsatte en af komitémedlemmerne helt uventet den mulighed at også de der var ved at forberede sig til at blive „heltidstjenere“, kunne fritages. Da det tilsyneladende kun var et forslag, behandlede repræsentanterne fra Jehovas vidner det temmelig forsigtigt. Men komiteen forfulgte sagen, ja insisterede på at det blev sådan.
Resultatet af mødet var at Jehovas vidners kontor i Holland blev bemyndiget til at sende disse oplysninger videre til menighederne. På den måde kunne alle som forberedte sig til „heltidstjenesten“, få kendskab til denne nye udvikling. Fra nu af ville alle som faldt ind under denne kategori, få militærtjenesten eller den alternative tjeneste udsat på ubestemt tid, indtil der blev vedtaget en endelig lov herom.
Man kan næppe forestille sig hvor velkomne disse nyheder var, efter så mange års anstrengelser! Og hermed troede man at sagen var afsluttet. Men der skulle skrives endnu et kapitel i historien om kampen for tilbedelsesfrihed i Holland. Den 11. juni 1974 mødtes de samme repræsentanter fra Jehovas vidner med den samme komité fra forsvarsministeriet. Det viste sig at blive det hidtil korteste møde, men alligevel med vidtrækkende følger.
Ved denne lejlighed bekendtgjorde ministeriets repræsentanter at alle døbte Jehovas vidner for fremtiden, på anbefaling af ældsterådet i deres respektive menigheder, ville blive fritaget for militærtjeneste, som en midlertidig ordning indtil den endelige lov blev gennemført. Fremgangsmåden ved behandlingen af disse tilfælde blev derefter udarbejdet. Anmodningen om fritagelse der i hvert enkelt tilfælde skulle underskrives af menighedens ældsteråd, skulle sendes til Jehovas vidners afdelingskontor. Dér skulle ægtheden af de ældstes underskrifter bevidnes før videresendelsen til regeringen. På denne måde ville troværdigheden af hver eneste anmodning blive bekræftet over for forsvarsministeriet.
I harmoni med forsvarsministeriets bestemmelse løslod justitsministeriet hurtigt alle de fængslede Jehovas vidner. Tolv dage efter at den sidste var blevet løsladt, den 31. juli 1974, kunne folk i alle dele af landet til deres overraskelse læse sådanne avisoverskrifter som „JEHOVAS VIDNER TAGER HJEM“.
Beretningen i en af aviserne sluttede med disse bemærkninger: „Forsvarsministeriet arbejder på en lov hvorved alle døbte Jehovas vidner vil blive fritaget for militærtjeneste. I forventning om at loven vedtages i Staaten Generaal [parlamentet] har man indstillet al domfældelse af nægtende Jehovas vidner. Justitsministeriet mente ikke at det under disse omstændigheder var korrekt at holde deres domfældte trosfæller fængslet længere.“
Sådan endte et kvart århundredes kamp for friheden til at tilbede Gud efter samvittighedens bud med løsladelsen af otteogtyve Jehovas vidner. Og det var lige i rette tid — kun få dage før Jehovas vidners områdestævne „Guds hensigt“ blev holdt i Holland sidste sommer.
Vi håber og beder til at de mænd som er ansvarlige for denne kloge afgørelse, som enkeltpersoner vil følge Bibelens tilskyndelse om at ’kysse Sønnen [Jesus Kristus]’ ved at anerkende ham som jordens konge, så de på den måde kan opnå de store velsignelser som hans glorværdige rigsregering snart vil skænke alle lydige mennesker. — Sl. 2:12.