En moders respekt for livet
I BEGYNDELSEN af 1970 begyndte fru B–– i New York at lide af en indre blødning. Da den varede ved besluttede hun at konsultere en læge.
Den 29. januar blev hun undersøgt af en anerkendt læge i Bronx. Han sagde at fru B–– var gravid skønt hun omhyggeligt havde taget svangerskabsforebyggende piller. Han sagde imidlertid at der intet tegn var på liv, og han tvivlede på at fosteret var levende. Blødningen måtte stamme fra udvækster i nærheden af nyrer og livmoder.
Samme dag blev hun sendt til undersøgelse på en klinik på Manhattan. Torsdagen efter, den 5. februar, fik hun resultatet af disse prøver. De viste at fru B–– var gravid. Lægen mente imidlertid stadig ikke at fosteret ville leve.
En svangerskabsafbrydelse anbefales
Da lægen ikke kunne give håb om en normal fødsel anbefalede han en svangerskabsafbrydelse. Han foreslog en udskrabning. Herved skrabes fosteret af livmodervæggen. Lægen forklarede fru B–– at medmindre dette blev gjort ville infektion fra det døde barn måske bringe hendes liv i fare.
Fru B–– erklærede at så længe der var nogen mulighed for at der var liv kunne hun ikke gå med til en svangerskabsafbrydelse, da det ville være imod Guds lov. Som et Jehovas vidne vidste hun at en svangerskabsafbrydelse er mord i Guds øjne. (2 Mos. 21:22, 23, New Word Translation; 1 Joh. 3:15; Åb. 22:15) Hendes respekt for Guds syn på liv kom i første række.
Herefter kaldte lægen på hendes moder, der havde ventet udenfor, og gentog sit råd. Men fru B–– afslog igen, og lægen frasagde sig ansvaret for hvad der kunne ske.
Efter to yderligere besøg i februar anbefalede han stadig det samme, skønt prøver vedblev med at være positive idet de viste at der var en fortsat graviditet.
Anbefaler også svangerskabsafbrydelse
I marts blev fru B–– anbefalet en anden læge i New York. Efter sin første undersøgelse sagde han at det så ud til at barnet ikke levede. Også han anbefalede en svangerskabsafbrydelse men sagde at det var for sent med en udskrabning da den sædvanligvis foretages tidligt i svangerskabet.
På dette stadium i svangerskabet afbrydes det på andre måder. Man kan ved en operation der ligner kejsersnit skaffe sig adgang ind til livmoderen og fjerne fosteret. Eller man kan indsprøjte en saltopløsning gennem underlivet hvorved fosteret dræbes og udstødes ved livmoderens sammentrækninger.
Denne anden læge fastslog at det blot var et spørgsmål om tid inden hun ville abortere. Da han ikke troede at der var liv i fosteret mente han at legemet før eller senere ville udstøde det.
En anden diagnose
Et uheld der skete i denne periode er også af interesse. På grund af sin blødning og sin svage tilstand besvimede fru B–– en dag. Hun faldt bevidstløs om.
Hendes søster fik hende hurtigt bragt til et hospital på Long Island. Der blev her taget røntgenbilleder og man oplyste at der slet intet barn var i livmoderen.
Fru B––’s søster, der er sygeplejerske, bad imidlertid om at se røntgenbillederne. Hun spurgte hvad den store mørke plet samme sted som livmoderen var. Hun fik at vide at det bare var afføring på grund af forstoppelse.
Men da søsteren spurgte hvorfor fru B––’s underliv bulede ud hvis der ingen graviditet var, fik hun at vide at det bare var en „ølmave“ fru B–– havde. Dog havde fru B–– under sit svangerskab ikke drukket øl eller alkoholiske drikke af nogen art.
Som begivenhederne senere viste kunne diagnosen ikke have været mere fejlagtig.
Tegn på liv
I maj begyndte den anden læge at indrømme at der var mulige tegn på liv. Han sagde at fru B–– nu havde gået så længe med fosteret at der var en mulighed for at hun ville føde. Men da han ikke længere var fødselslæge overdrog han en anden læge i Bronx at klare hendes tilfælde.
Denne læge undersøgte fru B–– og gav hende den første forsikring om at barnet levede. Han begyndte at gøre forberedelser til at hun skulle føde på Jewish Memorial Hospital på Manhattan.
Under et kort ophold på hospitalet den 4. september på grund af falske veer blev der taget røntgenbilleder. Fru B–– fik at vide at der var tegn på at barnet ville være for lille. Og der var også tale om et muligt deformt eller abnormt barn. Dette var også tidligere blevet nævnt af andre læger.
De falske veer blev ikke fulgt op for at fremskynde fødselen, da man mente at barnet skulle have tid til at udvikle sig naturligt. Men lægen fastslog at hvis hun ikke havde født inden udgangen af september ville de tage det med kejsersnit. Til den tid ville hun have gået nogle få uger over tiden.
En dreng
Den 19. september kom fru B–– igen på hospitalet. Denne gang var det for på normal måde at føde en dreng på godt 6 pund, fuldstændig normal! Et kejsersnit var ikke nødvendigt. Nu har hr. og fru B–– en dreng foruden deres tre piger.
Efter fødselen indvilligede fru B–– i at blive og gennemgå en operation for at få fjernet udvæksterne. Men sygeplejersker prøvede at presse hende til at modtage en blodtransfusion. De mente at hun „satte livet på spil“ hvis hun nægtede det. Da hun så nægtede det fordi det er imod Guds lov, sagde de at hendes handling var forkastelig. Dog hjalp netop disse sygeplejersker til ved svangerskabsafbrydelser på andre kvinder. Fru B–– mindede dem om deres inkonsekvente stilling når de prøvede at tvinge hende til at „redde livet“ mens de samtidig hjalp med at dræbe andet liv. — Ap. G. 15:20, 29.
Fru B–– fandt ud af at det bedste ville være at rejse hjem og under lægetilsyn tage sig tid til at genopbygge blodet og genvinde kræfterne. På denne måde ville hun bedre være i stand til at stå operationen igennem senere.
Hele denne oplevelse understreger visdommen i at adlyde Guds love og ikke at lade sig skræmme til en forhastet handling. De første to læger rådede uden tvivl oprigtigt, men deres råd ville have kostet et liv. Ved at sætte Guds lov først blev liv reddet, som et resultat af at „adlyde Gud mere end mennesker“. — Ap. G. 5:29.