Abortspørgsmålet og de personlige omkostninger

I BYEN Glasgow i Skotland havde to sygeplejersker jævnlig „grufulde mareridt“ og lå tit vågne om natten, stod der at læse i The Daily Telegraph. Hvad var grunden? De havde medvirket ved en operation hvor en 24 uger gammel dreng blev fjernet ved abortindgreb. Imod al forventning levede han „et kort øjeblik“.

I Detroit i USA blev et 29 uger gammelt foster smidt i en rustfri stålspand på hospitalets abortafdeling. Man havde regnet med at det var blevet slået ihjel af den indsprøjtning moderen havde fået. Men barnet, en pige, levede. Hendes skrig blev hørt og hun blev i hast bragt over på intensivafdelingen, lige tids nok til at man kunne redde hendes liv.

Efterhånden som antallet af svangerskabsafbrydelser øges, er aborter hvor fosteret er levedygtigt blevet et voksende problem. Hertil kommer at den moderne lægevidenskab har muliggjort en bedre behandling af for tidligt fødte spædbørn. Det betyder at børn der kun er 26 uger gamle men ellers er sunde, har mulighed for at overleve — noget der for blot få år siden ville have været uhyre vanskeligt. Som følge heraf har sygeplejersker i nogle lande juridisk ret til af samvittighedsgrunde at nægte at medvirke ved abortindgreb.

Men hvad med lægerne? Hvordan er deres reaktion?

Abort og forretning

„Man er dødsdømt hvis man bliver offentligt kendt som en læge der foretager abortindgreb,“ udtaler dr. Phillip Stubblefield i et interview til Newsweek. I USA er der en vis stemning imod abort. Faktisk har presset fra offentligheden fået mange læger i De Forenede Stater til fuldstændig at afholde sig fra denne praksis. Flere abortklinikker er blevet ødelagt ved bombeattentater, og „over hele USA findes der klinikker som ikke kan skaffe direktører fordi lægerne er bange for samfundets reaktion,“ forklarer dr. Stubblefield.

Men alligevel foretages der stadig et stigende antal aborter. Og en af grundene hertil er måske ikke så svær at få øje på. Abortindgreb er nemlig i mange lande en indbringende forretning — specielt i lande hvor sundhedsvæsenet ikke udelukkende er offentligt.

I Paris betalte et ægtepar for eksempel hvad der svarer til over 10.000 kroner for at deres teenagedatter kunne få foretaget abort på en privatklinik, hedder det i en rapport i lægetidsskriftet Pulse. Ifølge den samme rapport kræver nogle klinikker i London op til 21.000 kroner for hver abort de udfører.

I 1982 havde to af Englands største abortklinikker en samlet indkomst på 48 millioner kroner. Tidsskriftet Human Concern giver følgende kommentar til dette beløb: „Abortindgreb er en indbringende forretning.“ I Japan nægter regeringen at legalisere p-pillen, og Londonavisen The Sunday Times skriver at „forbudet skyldes pres fra læger der tjener en formue ved at foretage abortindgreb“. Hvorhen man end vender øjnene inden for det fagområde der tager sig af svangerskabsafbrydelse, spiller penge en vigtig rolle.

Dette kommer næppe som nogen overraskelse. Når forældre pludselig konfronteres med en ugift, gravid teenagers vanskelige situation, vil mange betale hvad det skal være for at få løst problemet, især hvis abortindgrebet kan foretages hurtigt, risikofrit og i yderste diskretion.

Men stadig flere læger bliver kede af hele situationen. Da epoken med fri abort tog sin begyndelse i England, citerede avisen Daily Mail professor Ian Morris for at have sagt: „Hvis jeg i begyndelsen af min lægekarriere havde vidst hvad jeg ved i dag, ville jeg aldrig have valgt gynækologi.“ Han tilføjede: „Jeg afskyr operationen. Den går stik imod alt hvad jeg er oplært i som læge. Hele hensigten med at være læge er at redde liv, ikke at udføre denne specielle form for drab.“ Hårde ord, må man sige, og ikke alle læger kan tilslutte sig dem. Men de giver alligevel en idé om hvad nogle læger instinktivt føler ved dette indgreb.

Hvem skal træffe afgørelsen?

Når en kvinde skal afgøre om hun vil have foretaget abort tænker kun de færreste, måske ikke engang kvinden selv, særlig meget på hvad faderen mener. Afgørelsen bliver ofte truffet af kvinden alene, der støtter sig til nære venners og slægtninges råd. Men „også mænd gennemlever sorgen og følelsen af et tab,“ skriver The New York Times, „og manden kan føle den samme usikkerhed som kvinden føler ved at skulle have et barn.“

En del fædre er i høj grad interesseret i at også deres ønsker bliver taget i betragtning; de vil gerne have mere at skulle have sagt inden moderen endeligt beslutter sig for at få barnet fjernet. „Mænd ønsker at være med til at træffe beslutningen, ikke at diktere den,“ siger sociologen Arthur Shostak efter at have foretaget en tiårig undersøgelse af problemet. Et sådant ønske kan bestemt ikke siges at være urimeligt.

Eftervirkninger

Inden man træffer afgørelsen må man huske på at kvinden, i modsætning til manden, udsætter sig for det fysiske chok det medfører for hele hendes organisme når et svangerskab pludselig bliver bragt til ophør. Hvad vil det indebære?

Selv om abortindgrebet bliver udført på et tidligt tidspunkt i svangerskabet, vil kvinden bagefter normalt føle sig svag og udmattet. Det er ikke ualmindeligt at der opstår krampeanfald, utilpashed og blødninger. Når indgrebet finder sted på et sent tidspunkt i graviditeten kan disse symptomer vare ved en uge eller mere indtil hormonbalancen atter er normal. Kvinden må også være forberedt på ømhed i brysterne og anfald af depression. Det kan altså være en smertelig oplevelse at få foretaget abort, hvad kun kvinder ved, og afgørelsen er ofte svær at træffe.

Hvad der imidlertid er af langt større betydning er at en svangerskabsafbrydelse kan få både følelsesmæssigt og mentalt ødelæggende virkninger. Problemet er at mens den fysiske reaktion kan opstå umiddelbart efter og er forventet, vil de mentale og følelsesmæssige sår opstå senere, og de vil være lang tid om at hele — hvis de overhovedet heles. „Eftersom jeg tid efter anden i mit arbejde må tage mig af patienter der har fået foretaget abort, kan jeg sige at de ofte er dybt foruroligede mange år efter indgrebet,“ skriver en korrespondent til London Times. Hvor omfattende er dette problem?

„Det lader til at omfanget af dette skjulte problem er langt større end man hidtil har antaget,“ skriver The Sunday Times. Eftervirkningerne i form af depression og følelsesmæssige forstyrrelser er ofte så store at „halvdelen af de ugifte kvinder der har fået foretaget abort må søge psykiatrisk hjælp“. Dette er blevet bekræftet af en undersøgelse foretaget ved King’s College-hospitalet i London. Denne undersøgelse viser ifølge The Times at „ægtepar der beslutter sig for at få et svangerskab afbrudt må forberede sig på en dybtfølt sorg“, en sorg „der er svær at overvinde“.

Japanerne har en usædvanlig måde at klare dette menneskelige problem på. Små statuer fremstillet af plastic, gips eller sten, der skal forestille aborterede børn, bliver anbragt i en helligdom. Her bliver de overdraget til Jizo, den buddhistiske gud der er børnenes vogter. Når forældre derefter beder til guddommen om tilgivelse, kan de på den måde få lindring for deres skamfølelse, skyldfølelse og sorg. Men japanerne er ikke ene om at føle sådan. Betragt engang følgende personers oplevelser.

„Jeg følte mig hurtigt skamfuld“

Da Elaine var 22 år gammel havde hun fået foretaget tre aborter. Hun fortæller: „Jeg fik at vide [efter den første abort] at det hverken var forkert eller kriminelt når jeg kun var seks uger henne, eftersom barnet endnu ikke var blevet dannet på dette tidspunkt. Det var kun forkert hvis det skete mere end tre måneder henne i svangerskabet. Når jeg derefter hørte folk tale dårligt om ugifte mødre, blev jeg glad over at jeg ikke var i den situation. To år senere fik jeg foretaget yderligere to aborter og blev mere og mere glad over at jeg havde fundet en metode hvorved jeg kunne undgå at sætte børn i verden.“

Kort efter begyndte Elaine på en uddannelse som jordemoder. „Det var en fryd,“ mindes hun, „at se børn blive født og opleve den glæde sådanne fødsler giver jordemødre, læger og forældre. Men inden længe skammede jeg mig over at jeg selv havde gjort ende på tre uskyldige liv, og jeg måtte kæmpe med angst og nervøsitet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor gamle mine børn ville have været og om det ville have været drenge eller piger og hvordan de mon ville have set ud. Det er en grusom situation at befinde sig i.“

Janet, der nu er 39 år og moder, fortæller om sine følelser efter en abort: „Jeg klarede det kun ved at hjernevaske mig selv til at tro at det i virkeligheden aldrig var sket. I mange år overbeviste jeg mig selv om at jeg ikke kunne have gjort noget sådant og at det hele blot var en ond drøm.“

Karen på 19 tilstår: „Jeg gjorde hvad jeg kunne for at lade som ingenting, men hver gang jeg så et spædbarn eller en gravid kvinde brød jeg sammen og græd. Jeg var så deprimeret. Som for at påminde mig begyndte mine bryster at danne mælk. Jeg havde mareridt der fik mig til at vågne grædende op fordi jeg hørte barnegråd. Det gjorde mig alt sammen så bitter.“

Det er en misforståelse at betragte en abort som en bekvemmelighedsoperation. Når først man har taget skridtet og fået abort, er der ingen vej tilbage. Man fjerner måske det øjeblikkelige problem, men som vi har set kan eftervirkningerne være langtrækkende og langvarige. Men hvad nu hvis en læge anbefaler en abort?

„Du burde få barnet fjernet“

Sådan lød det råd Sue fik af sin læge. Hvad var grunden? Sue havde i forvejen to små børn, og umiddelbart efter at hun fandt ud af at hun var gravid fik et af børnene røde hunde. „Jeg kunne ikke undgå at blive smittet eftersom jeg aldrig havde haft det før,“ fortæller hun. Og ganske rigtigt, kort efter blev hun syg.

Erfaringen har vist at når en kvinde på et tidligt tidspunkt i graviditeten bliver smittet med røde hunde kan det medføre at fosteret bliver misdannet. Det var derfor lægen tilrådede abort. „Han sagde rent ud til mig at barnet ville blive misdannet, og at det ville jeg aldrig kunne klare,“ siger Sue. „På klinikken insisterede han på at hvis jeg ignorerede hans råd måtte jeg underskrive en erklæring hvorved jeg selv påtog mig det fulde ansvar.“ Sue underskrev erklæringen. „I sandhedens interesse skal det siges at han var oprigtigt bekymret for mig, især fordi jeg er epileptiker,“ tilføjer hun.

Selv om Sues mand naturligvis også var meget bekymret, overlod han det til sin hustru at træffe afgørelsen, og hun valgte at føde sit barn. Da tiden var inde fødte hun en datter. Man undersøgte pigen med det samme, men bortset fra lettere blodmangel fejlede hun intet. Lægerne var forbløffede over at finde antistoffer i barnets blod som moderen ikke havde, hvilket viste at barnet med sikkerhed havde været angrebet af røde hunde.

Hvad så hvis barnet er misdannet?

Selv om det gik godt i dette tilfælde er det dog stadig en kendsgerning at mange børn bliver født misdannede og derfor vil kræve særlig pleje. Man kan sagtens sige at det er humant at afværge at krøblinge kommer til verden, men hvem er i stand til at bedømme et andet menneskes livskvalitet? Findes der ikke mennesker med forskellige grader af førlighed i ethvert samfund som nyder livet i den grad de kan og som yder deres bidrag til at glæde andre mennesker?a

Sue havde denne indstilling. Men hun havde også en yderligere kilde hvorfra hun kunne hente styrke, nemlig sin tro. Da hendes læge fortalte hende at hendes barn ville være misdannet, fortalte hun ham at selv om dette blev tilfældet vidste hun at hun kunne regne med at Gud ville give hende den fornødne styrke til at klare det. Desuden havde hun ingen ret til at berøve et handicappet barn „det vidunderlige håb om helbredelse for alle fysiske sygdomme som Guds nye tingenes ordning vil udvirke“ under hans riges styre. (Åbenbaringen 21:1-4) En sådan tro bærer lønnen i sig selv.

Den afgørende beslutning

„Skal barnet leve? Eller skal det fjernes ved abort?“ Hvad skal man vælge når man står i situationen?

Sue ræsonnerede som så: „Mit barn har ikke bedt om at blive undfanget, så hvilken ret har jeg til at afbryde dette lille liv uden overhovedet at give det chancen for at komme til verden?“

Spørgsmålet er ret enkelt. Hvad vil du svare?

[Fodnote]

[Ramme på side 9]

En loyalitetskonflikt?

Genève-deklarationen blev vedtaget på Verdenslægeforeningens generalforsamling i Genève i september 1948. Den er bygget på den gamle hippokratiske ed. Det følgende er et uddrag af deklarationen:

„På det tidspunkt, hvor jeg bliver optaget som medlem af lægestanden: lover jeg højtideligt, at jeg vil vie mit liv til tjeneste for menneskeheden. . . . Jeg vil udøve mit kald samvittighedsfuldt og værdigt. . . . Jeg vil nære den højeste respekt for menneskets liv fra undfangelsens øjeblik, selv under trusler, og jeg vil ikke gøre brug af min lægelige kunnen imod almindelige humanitære principper.“

Hvordan fortolker læger dette løfte? Her følger to modstridende betragtninger. Hvilken holdning kan du tilslutte dig?

DR. I. M.

„Jeg kan aldrig se på det væv jeg fjerner ved en svangerskabsafbrydelse uden at føle afsky. Ganske vist er det blot en substans, men når alt kommer til alt er det et menneskeliv jeg tilintetgør.“

DR. V. A.

„Svangerskabsafbrydelse er aldrig forkert. Så længe et individ er fuldstændig afhængigt af moderen, er det ikke en person.“

[Ramme på side 11]

Fremgangsmåder ved abortindgreb

De farer moderen udsættes for ved en abort, er direkte forbundet med fosterets alder. Disse farer bør ikke undervurderes.

Når abortindgrebet foretages inden for de første tolv uger bliver fosteret sædvanligvis suget ud ved hjælp af en vakuumpumpe. Dette sker ofte ambulant på en klinik. Er fosteret mellem 12 og 24 uger gammelt er det normalt at sønderlemme det før man fjerner det fra moderen, eller man fremtvinger en abort ved hjælp af en indsprøjtning. Et kortvarigt hospitalsophold er almindeligt. Er fosteret mere end 24 uger gammelt kan en operation som hysterotomi være eneste mulighed.b

[Fodnote]

[Illustration på side 8]

Spædbørn der før blev udstødt ved spontan abort på et tidligt tidspunkt i graviditeten kan nu overleve, takket være den moderne lægevidenskab

[Kildeangivelse]

Justitz/Zefa/H. Armstrong Roberts

[Illustration på side 10]

Det er kun de færreste der tænker på hvilke følelser der rører sig i barnets fader

[Illustration på side 12]

De følelsesmæssige og mentale eftervirkninger af en abort kan være ødelæggende