Er De slave af Deres arbejde?

„VI LEVER faktisk ikke,“ klagede Bob bittert, „vi eksisterer blot. Vi får kun lov at eksistere fordi vi skal arbejde.“

Mr. Kinley,a hans foresatte, som han gerne spiste frokost sammen med, nikkede. „Vi er slaver, vort arbejde er vor slaveejer.“

„Tænk bare på hvor meget jeg solgte sidste år. Var du tilfreds? Du vil have at jeg skal sælge 10 procent mere i år.“

„Det var det hårdhjertede kæmpefirma du hørte tale gennem mig,“ svarede Kinley. „Det er mit arbejde at presse folk til at yde mere og mere.“

Den ældre mand mindedes med vemod den tid da ikke alting var så upersonligt og blottet for menneskelighed; det var før firmaet blev optaget i en gigantisk koncern. Før sammenlægningen var firmaets direktør også dets ejer. Forholdet mellem medarbejderne var mere personligt. Der var plads til forståelse og venlige følelser. Men der var ikke meget tilbage fra den tid, undtagen nogle rester af fortrolighed mellem ham selv og nogle få andre, som for eksempel Bob. Og selv den var overfladisk. Inderst inde var Kinley ikke indstillet på at give udtryk for hvad der virkelig boede i ham.

„Nu er vi blevet en del af et stort foretagende i udvikling,“ sagde Bob sarkastisk. „Vore aktier sendes ud på det offentlige marked. Alle der har penge kan købe en andel i os. De investerer en dollar og vil have to tilbage, selv om de ikke har rørt en finger. Det betyder at vi må skaffe mere profit. Lige meget hvordan, bare vi skaffer profit. Det eneste vi kan gøre for at holde trit er at fremstille en dårligere vare.“

I giganternes fælde

Denne frokostsamtale mellem Bob og Kinley har virkelig fundet sted, og sådanne samtaler er almindelige hvor som helst folk bliver indfanget af den moderne forretningsverden og dens gigantforetagender. Det er en fælde som kun få har været i stand til at undslippe. Kinley tænkte på at det var som at løfte to afmægtige knytnæver mod kommercialismens ansigt. Dette stivnede stålansigt ligner grådigheden selv, gjort ubevægelig af den ånd som et bestyrelsesmedlem fra en stor amerikansk stålkoncern beskrev således, som citeret i tidsskriftet Fortune: „Vi driver ikke forretning for at fremstille stål, vi driver ikke forretning for at bygge skibe, vi driver ikke forretning for at rejse bygningsværker. Vi driver forretning for at tjene penge.“

Vækst — ved udvidelser, ved sammenlægninger, ja lige meget hvordan — er den hellige vej til profit, profit og endnu mere profit.

Et samfund hvis vigtigste drivkraft er fortjeneste betinget af stadig udvikling, sætter et kapløb i gang mellem firmaer der således drives frem mod enorme dimensioner. Den lille handelsmand hvis forretning var hans kongerige har ikke længere nogen indflydelse, heller ikke håndværkeren hvis faglige dygtighed var hans velstand, eller landmanden der ejede nogle tønder land og stort set kunne brødføde sig selv. „Dette er de store milliardforetagenders tidsalder,“ skriver Fred J. Cook i sin bog The Corrupted Land. „Det bliver mere og mere datamatens og automatiseringens tidsalder. . . . Det har ikke blot resulteret i at enkeltpersoner har måttet indrette deres liv derefter, men også i at mindre firmaer er blevet opslugt af større. Dette uafvendelige pres hen imod skabelsen af endnu mere frygtindgydende magtstrukturer har præget tiden lige siden den anden verdenskrig.“

I årene fra 1950 til 1960 er mere end tusind af Amerikas større forretningsforetagender indgået i sammenlægninger. I løbet af 1960erne skete der endnu flere sammenlægninger. Mere end to tredjedele af De forenede Staters samlede industri (transport, fabrikation, minedrift og offentlige tjenester) kontrolleres i dag af kun nogle få hundrede koncerner. Fyrre procent af alle arbejdende amerikanere er ansat i kun 316 fabrikskoncerner. I en sådan verden, bemærker Cook, vil det enkelte menneskes vilje blive svagere og hans samvittighed sygne hen.

Forfatteren Erich Fromm føler at der er ved at ske en uhyggelig ombytning af rollerne: „Det er organisationerne og maskinerne der er levende; . . . mennesket er ikke længere deres herre, men deres slave.“ Mennesket er blot et velsmurt tandhjul i maskineriet: „Man smører det med højere løn, små ekstra fordele, bedre ventilerede fabrikker, sød baggrundsmusik, og med psykologer og socialrådgivere; . . . ingen af [arbejderens] tanker og følelser kommer fra ham selv; intet er ægte. Han har ingen overbevisning, hverken politisk, religiøs eller filosofisk. . . . Han gør sig til ét med giganterne og tilbeder dem som sande repræsentanter for sin egen menneskelige magt, en magt han selv har givet afkald på.“

Uhæderlige metoder

Den stærke tendens til at benytte uhæderlige metoder bærer også en del af skylden for at mange forretningsfolk føler at de sidder fanget i en fælde. „Intet som medfører økonomisk vinding betragtes som vanærende.“ Sådan sagde en historiker engang om det gamle Karthago, men hans ord kunne lige så godt have været møntet på vor tids forretningsverden. I en serie interviews som Harvard Business Review foretog blandt 1700 ledende forretningsfolk, viste det sig at fire ud af syv troede at hver anden ledende forretningsmand i deres firma ville ignorere god forretningsmoral når som helst han mente at han kunne slippe godt fra det. Fire ud af fem indrømmede at deres eget firma ikke holdt sig strengt til moralen, at det havde været med til at bestikke, leje prostituerede til kunderne, svindle med priserne, reklamere usandfærdigt, overtræde bestemmelser vedrørende monopoler, forfalske regnskaber for at få lån eller kredit, og til at give eller modtage returkommission.

Så er der også kapløbet op ad firmaets rangstige. Som et bestyrelsesmedlem fra et benzinselskab har indrømmet: „Der er folk i dette firma som er villige til at gøre hvad som helst for at komme frem.“ Når man er villig til at gøre „hvad som helst for at komme frem“, fører det let til mange forskellige former for uetisk opførsel, såsom „svindel, giftig underfundighed, og en fuldstændig mangel på sans for hvad der er etisk rigtigt“. Bogen The Corrupted Land beretter om hvordan personer i overordnede stillinger i hundreder af firmaer saboterer hinanden og træder hinanden ned med „gangstermæssig professionalisme“.

„Er det muligt at gå op ad administrationens rangstige hvis man kun bruger hæderlige og ærlige metoder?“ Dette spørgsmål rettede bladet Modern Office Procedures til de af bladets læsere som sad i overordnede stillinger. Næsten alle svarede nej.

De samvittighedsløse metoder der bringes i anvendelse virker smittende. Norman Jaspen, der er driftskonsulent i New York, advarer: „Når folk i toppen er uærlige, breder uærligheden sig nedefter som en smitsom sygdom.“ De der ikke ønsker at blive smittet af denne moralske sygdom kan meget vel finde at det er svært at undgå.

Varerne bliver forældede — på beregning

En anden grund til at mange forretningsfolk føler at deres arbejde har fået krammet på dem, er at de ikke kan fremstille deres varer i så god en kvalitet som de gerne vil. Man sørger for at varerne bliver ret hurtigt forældede. Fabrikanten lader med vilje sine varer fremstille i en dårlig kvalitet, dog ikke så dårlig at det er iøjnefaldende. På denne måde vil varen hurtigt blive slidt op, og kunden må købe noget nyt. En skribent der har specialiseret sig i økonomi kalder denne praksis for „en uadskillelig del af den amerikanske økonomi“.

De andre producenter blev grønne af misundelse da General Motors indførte en ny form for „forældelse“ i automobilindustrien, ved at skifte til en ny bilmodel hvert år. En kritiker bemærkede at Henry Ford, pioneren blandt automobilbyggere, ville være „en absolut national trussel i dag“ med sin idé om at bygge en bil der kunne holde i årevis.

De summer regeringerne bruger på våben overgår alt hvad „det frie initiativ“ formår; dette er blevet kaldt „en kærkommen stimulans til et ødselt samfunds økonomi, da våben hurtigt forældes og til stadighed må fornys“.

Denne praksis med at gøre varerne forældede på beregning bliver en svikmølle. Forretningerne opmuntrer kunden til at sætte sig i gæld, giver lettere adgang til kredit, og således startes den onde cirkel der i Business Week kaldes „Lån. Brug. Køb. Kassér. Ønsk“.

Ingen mulighed for at sagtne farten

Kinley befandt sig i et personligt dilemma. Han var led og ked af sit arbejde. Direktionen ignorerede fuldstændig hans anmodninger om ikke at fylde markedet med dårlige varer. Siden firmaet blev optaget i den store koncern var presset blevet større, de ansatte måtte yde mere og produktionen skulle for enhver pris vokse. De fleste af hans medarbejdere var af den konforme type der villigt tilegner sig firmaets egen form for „moral“ og hungrer efter forfremmelse. Hvad kan et enkelt menneske stille op mod en sådan overvældende, hensynsløs, upersonlig magt som en koncern, der bruger, udsuger og kasserer mennesker?

Var der andre muligheder? Så længe firmaet havde været lille og uafhængigt var det dog af og til muligt for en medarbejder at trække sig tilbage til en rolig, men tryg stilling når han kom op i årene, en stilling som de yngre mænd næppe var interesseret i. Men nu hang der et kort over selskabet på direktørens kontor. Figuren på det lignede en pyramide, og hver stilling i firmaet var en sten i pyramiden — trin som yngre, stærkere og dygtigere mænd var mere end ivrige efter at stige op ad.

Sygdomme som følge af stress

Kinley vidste inderst inde at hans nervesystems advarselssignaler råbte alarm. De forretningsfolk som betragter deres mavesår som et ærestegn har en eufemisme for den slags, nemlig ordet ’stress’.

Hvad hjælp var der at hente hos firmaets psykolog? Han ville blot sige: „Tag Dem ikke af Deres anfægtelser; tag forretningslivet som et spil der har sine egne regler.“ Det vidste Kinley. Albert Z. Carr skriver i sin bog Business as a Game: „Folk der skeler til personlige følelser når de handler og træffer afgørelser i økonomiske forhold, vil finde det svært at udholde forretningslivets stress.“ Han råder forretningsfolk til at gemme deres anfægtelser til de kommer hjem, da „forretningslivets strategi er helt forskellig fra privatlivets idealer“. I en artikel kaldet „The Making of a President“ (Hvordan man laver en generaldirektør) skriver Andrew M. Hacker: „Hans foresatte vil lægge mærke til hvordan han klarer denne udfordring,“ nemlig hvordan han ser på dårlige varer. Man bliver næppe direktør hvis man er for ømfindtlig, og som Carr tilføjer: „Han skal være heldig hvis han formår at blive i en højere stilling uden at blive syg af stress.“

Bekymrede folk i høje stillinger kæmper sig frem i en verden der vil se præstationer; sådan går deres liv fra de er i trediveårsalderen til de kommer op i fyrrerne, hvis deres karriere ikke er slut inden da. De drives bestandig fremad i et tempo som til sidst løber deres personlighed over ende. Når de bliver halvtreds opdager de så at de ikke længere formår at sætte farten ned, at slappe af og således tage hensyn til deres alder. Professor William E. Henry fra Chicagos universitet siger at de der ikke ser tingene i det rette lys „bogstaveligt talt haster sig selv til døde“.

Det moderne forretningsliv hvirvler ofte mennesker ind i en nådeløs malstrøm af nedbrydende følelser som frygt, had, vrede, jalousi, mistænksomhed, rodløshed, misundelse, skyldfølelse, usikkerhed og manglende selvtillid.

Kinley var ikke blot anspændt, nervøs og pirrelig, det værste var at han følte sig udmattet. Det var en mørk, forstemmende udmattelse. Han kunne ikke glemme dagens bekymringer efter fyraften og holde dem ude fra sit sind når han kom hjem. Udmattelsen startede om mandagen og blev ved med at hobe sig op ugen igennem, så lørdag og søndag udelukkende gik med at hvile sig og komme til hægterne igen.

Ud af fælden

Men hvilke muligheder har man for at finde et andet arbejde når man er fireoghalvtreds år gammel? Hvor kunne han finde en stilling hvor han tjente lige så meget, havde lige så mange goder og lige så stor prestige? Det var naturligvis sandt at der var konkurrenter der gladelig ville ansætte en mand med hans modenhed og kvalifikationer, hvis han på den måde kunne hjælpe dem til at komme foran det firma han nu arbejdede i. Men det ville kræve en lige så stor, eller større, indsats at kravle op ad deres administrations-pyramide.

Befrielse fra arbejdets pres er et gode som man må købe og betale for. Han måtte derfor først og fremmest træffe en beslutning og forberede familien på sit skridt. Og hvad ville omkostningerne være? Muligvis en ringere levestandard. Men penge er ikke den eneste målestok for værdier.

Kinley vidste hvor vigtigt det er at have det rette syn på penge. Bibelen udtrykker dette klart: „Kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte.“ — 1 Tim. 6:10.

Kinley følte at der måtte ske en forandring hvis han skulle leve ret meget længere. En undersøgelse som Duke University’s Medical Center gennem femten år havde foretaget, gav dette resultat: Tilfredshed med ens arbejde er en af de vigtigste betingelser for et langt liv. Hvor rigtigt dette var kunne Kinley tydeligt mærke på sig selv.

En uge efter den omtalte frokost med Bob indgav Kinley lige så stille sin afskedsbegæring.

Inden der var gået to måneder var han begyndt at arbejde tre til fire dage om ugen som uafhængig rådgiver for mindre firmaer i hans egen branche. Han tjente ikke så meget som før. Han havde mistet nogle værdifulde goder, som for eksempel den forsikringsordning han havde haft gennem sit firma. Men det var hvad en mindre arbejdsbyrde kostede. Var det prisen værd?

Det syntes han afgjort det var. „Jeg føler nu en langt større, indre lykke. Jeg slap ud af forretningslivets fælde. Nu har jeg tid til at dyrke mine fritidsinteresser, tid til at læse og tænke over tingene, tid til at udvikle min tænkeevne. Nu arbejder jeg for at leve. Forhåbentlig kommer jeg aldrig mere til at leve for blot at arbejde.“

Dette var en autentisk beretning om en amerikansk forretningsmand. Men hvad med Dem? Er De slave af Deres arbejde? Det er et spørgsmål De selv må besvare.

[Fodnote]