Jeg fik Guds syn på ægteskabet
FORTALT TIL „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SURINAM
NÅR jeg ser tilbage kan jeg se at det hele begyndte så uskyldigt. Jeg var kun nitten år da jeg mødte en ung mand som jeg syntes vældig godt om. Vi gik ud sammen. Vi lavede en masse uskyldigt sjov. Men snart var det uskyldige forsvundet. Jeg blev gravid.
Jeg må lige nævne at i det land hvor jeg bor er det slet ikke usædvanligt at en mand og en kvinde lever sammen i et samvittighedsægteskab, det vil sige uden lovformelig vielse. Mange af disse par mener ligefrem at de vil få en masse besværligheder lige så snart de legaliserer deres aftalte forbindelse, for så ved begge parter at de er bundet til hinanden ved lov. De foretrækker derfor at leve uden vielsesattest.
Selv om de forskellige kirkesamfund ikke helt og holdent bifalder dette, giver de stiltiende deres samtykke til det. Derfor lever mange katolikker og protestanter sammen som mand og hustru uden at være gift. Skønt de ikke anses for egnede til at deltage i altergangen, bliver de dog betragtet som gode kirkemedlemmer.
Mens jeg ventede mit barn boede jeg hjemme hos mine forældre som det er skik og brug, og min ven fortsatte med at komme og besøge mig. Men da jeg ventede vores andet barn fik jeg en chokerende nyhed. Min mor viste mig en avisnotits hvori der stod at han havde lovet en anden ægteskab! Til min forbløffelse læste jeg at brylluppet skulle finde sted ugen efter. Jeg mente bestemt at det måtte være en fejltagelse, så næste gang han kom fortalte jeg ham hvad jeg havde læst og håbede inderligt at han ville benægte det. Men han tilstod ganske roligt at han havde indrykket meddelelsen, skønt han hævdede at han i virkeligheden ikke ville gifte sig med den anden kvinde. Naiv som jeg var troede jeg på hans forsikring om at han kun elskede mig. Men til min bitre skuffelse havde han giftet sig med den anden kvinde inden der var gået en uge!
Mine forældre påtog sig at sørge for mig og mine børn hvis jeg ville forlade denne mand og ikke have mere med ham at gøre. Jeg gik ind på dette, men to dage efter sit bryllup var han igen ved min dør og bad mig om at vende tilbage til ham. Han sagde at han udelukkende havde giftet sig med den anden kvinde på grund af pres fra hendes forældre da hun blev gravid. Skønt jeg godt vidste at dette ikke var en tilfredsstillende måde at leve på, gav jeg efter for hans bønner og løfter; jeg forlod mine forældre og flyttede hen til det hjem han lejede til mig.
Jeg var nu blevet det man i Surinam kalder en buitenvrouw, som egentlig betyder „kvinde udenfor“. Det er en stilling der er ret almindelig her. Mange mænd siger endog at det er bibelsk rigtigt fordi Abraham og andre patriarker havde medhustruer. De erklærer at monogami er naturligt for en kvinde men ikke for en mand. På dette tidspunkt var jeg fuldstændig uvidende om Guds syn på ægteskabet.
I fem år fortsatte han med at vise mig kærlighed mens vi levede under disse forhold. Men pludselig forandredes hans opførsel. Han blev uudholdelig. Han slog mig ofte uden nogen som helst grund; og engang mens jeg var gravid for fjerde gang skubbede han mig ned ad en trappe. Jeg husker at jeg ofte bad til Gud om hjælp til at komme ud af denne frygtelige og sørgelige tilstand.
Jeg truede gentagne gange med at forlade ham, og tre gange fik jeg samlet mod og styrke til at gøre det. Men hver gang gav jeg efter og vendte tilbage, for jeg var frygtelig bange for at der ville ske mig og mine børn noget forfærdeligt hvis jeg ikke vendte tilbage. Vi skændtes altid om det samme problem — vores måde at leve på. Jeg holdt på at dette ikke var den rigtige måde at leve på og opdrage børn på. Det førte ofte til at han slog mig igen og at vi skiltes for en tid.
Hjælp i rette tid
Så en dag kom en dame til min dør. Hun viste sig at være et af Jehovas vidner. Jeg gik ind på at hun skulle komme en gang om ugen og lede et bibelstudium med mig. Imidlertid overtalte nogle af mine bekendte mig samtidig til at henvende mig til en spiritist efter hjælp. Spiritisten gav mig et pulveragtigt stof som hemmeligt skulle puttes i min mands mad og drikke. Det skulle fjerne alle vanskelighederne og genoplive min vens kærlighed til mig. Men det fremkaldte ingen forandring. Faktisk blev situationen stadig værre.
Efter et af de ugentlige bibelstudier begyndte jeg at betro mig til forkynderen uden at nævne min forbindelse med spiritismen. Hun opmuntrede mig venligt men bestemt til at fortsætte med at undersøge Bibelen, og hun fremholdt det håb at problemer der tilsyneladende var uovervindelige ville forsvinde til sin tid. Det endte med at jeg åbent tilstod sandheden om min ægteskabelige situation. Netop efter denne samtale kom vi til en passage i den brochure vi studerede, Lev i håbet om en retfærdig ny verden, som ændrede hele min opfattelse af tingene.
Her er det citat fra brochuren som fangede min opmærksomhed: „Den kristne vil derfor aldrig nogen sinde søge at opnå helbredelse eller beskyttelse ved hjælp af dæmonisme eller trolddom. En indviet kristen skal have tro på Gud, for det er hvad Gud befaler ham.“ Samtidig var der henvist til Efeserne 6:14-18. Der var også en illustration som viste en kristen kvinde der bar sit barn på ryggen; hun rakte afvisende hånden frem som tegn på at hun ikke ville have hjælp af en heksedoktor, der stod dér med hele sit udstyr.
Senere drøftede vi et andet vigtigt afsnit i brochuren, „En ærefuld opførsel inden for ægteskabet“. I løbet af drøftelsen lærte jeg at mænd i dag ikke kan bruge Abrahams og andre patriarkers eksempel som undskyldning for at have forbindelse med mere end én kvinde. Da Kristus kom blev hebræernes polygami ikke længere tolereret. En kristen mand skulle være ’én kvindes mand’. (1 Tim. 3:2, 12; 1 Kor. 7:2) Det var noget helt nyt for mig.
Og her er den paragraf i brochuren som især var en udfordring til mig: „Hvis dit familieliv ikke opfylder de krav vi her har drøftet ud fra Bibelen, fordi andre skikke gælder eller af andre grunde, så stiller de gode råd du nu har hørt fra Bibelen dig over for en udfordring. Vil du foretage de fornødne forandringer? Gør du det, kan du være sikker på at du vil blive velsignet af Jehova, der indstiftede ægteskabet og er den som skænker alle lydige mennesker et evigt liv i en ny verden.“
Den rette beslutning
Jeg måtte nu til at tage en beslutning. Jeg måtte bringe mit liv i harmoni med Guds syn på ægteskabet. (Hebr. 13:4) Jeg måtte forlade denne mand der var gift med en anden. Men hvordan skulle jeg få mod til at gøre det? Jeg var meget bange for ham. Han havde truet med at slå mig ihjel hvis jeg forlod ham igen. Han truede endog det Jehovas vidne der kom og læste Bibelen med mig.
Den venlige forkynder blev ved med at styrke mig med forsikringen om at Jehova lover at hjælpe dem der søger at leve deres liv efter hans retfærdige principper. (Sl. 34:8) Hun tilskyndede mig til at bede til Jehova om hjælp. Jeg var taknemmelig for hendes råd og gjorde som hun sagde, men situationen så stadig mørk ud. Så kom jeg en dag i tanker om at jeg stadig havde noget af det pulver som jeg havde fået af spiritisten. Jeg smed det væk med det samme.
Nu begyndte der at ske forandringer. Jeg havde taget min beslutning. Straks ved det næste studium sagde jeg til forkynderen: „Jeg ved at jeg må forlade min mand for at kunne bringe mit liv i harmoni med Guds ønsker. Og det er jeg besluttet på at gøre. Vil du hjælpe mig med at finde et lille hus til mig og mine seks børn?“ Hun forsikrede mig at hun ville gøre alt for at hjælpe mig.
Snart viste der sig et hus. Mens jeg var i færd med at pakke vores tøj, kom den mand jeg levede sammen med. Han kunne ikke tro at jeg ville forlade ham for alvor. Da han så hvor stærk jeg var i min beslutning kom han med en masse løfter om at vi nok skulle få det bedre sammen fra nu af. Men jeg holdt fast ved min beslutning. Det kan kun være fordi Jehova hjalp mig. Min „mand“ forlangte at se det hus jeg havde lejet, for han troede ikke at det var sandt.
Selv samme aften kom han til mit nyerhvervede hus og bønfaldt mig om at komme tilbage. Da jeg nægtede det begyndte han at slå mig. Men denne gang lod jeg mig ikke skræmme. Jehova gav mig i sandhed mod. Og på grund af den tumult der blev da han slog mig, smed værten ham ud og forbød ham at vise sig der mere. Imens fortsatte jeg med at bede til Jehova så jeg måtte blive hjulpet til at holde fast ved den beslutning jeg havde taget. Han har aldrig svigtet mig.
En lykkelig udgang
Hvor var det dog en lettelse endelig at leve i harmoni med Jehovas krav! Hvor var mine børn glade og taknemmelige over at jeg havde taget denne beslutning! De havde lidt under de evindelige skænderier og slagsmål. Nu var de fyldt med en indre tilfredshed og glæde som jeg, deres mor, let kunne mærke.
Der var selvfølgelig problemer. Nu måtte jeg selv tjene penge så familien kunne eksistere. Heldigvis kunne jeg få det ordnet sådan at jeg arbejdede fra klokken otte om morgenen til klokken to om eftermiddagen. Det betød at jeg kunne være hjemme når mine børn kom fra skole. Vi overværede alle sammen Jehovas vidners møder og blev på den måde virkelig forenet som en familie i vores tilbedelse af Jehova.
Nu og da mødte jeg min tidligere „mand“ når jeg tog på arbejde eller var på indkøb. Når han begyndte at tale til mig, bad jeg stille til Jehova om styrke, og jeg prøvede altid at aflægge et vidnesbyrd om Guds syn på ægteskabet eller andre bibelske principper i livet.
Når jeg nu ser tilbage på den dag da jeg første gang begyndte at lære om Guds syn på ægteskabet, forstår jeg at det stillede mig over for den hidtil største udfordring i mit liv. Jeg husker endnu hvilken vanskelig beslutning det var — en beslutning der medførte så drastiske forandringer. Men i dag må jeg tilstå at den glæde som mine børn og jeg nu føler, langt overgår de vanskeligheder vi har været igennem.
Jehova har været en kilde til styrke, og kun gennem ham har jeg kunnet få det nødvendige mod til at træffe den rette beslutning og holde fast ved den. Jeg er Jehova meget taknemmelig fordi han her i disse sidste dage har sørget for at hans tjenere kan hjælpe folk som mig til at forandre deres liv og indrette sig efter hans syn på ægteskabet.