Den største dræber verden har oplevet

INFLUENZAEN i 1918 og 1919 var så vidt man ved den største influenzaepidemi der har ramt jorden. Denne frygtelige pest spredtes til folk næsten overalt. I løbet af relativt få uger dræbte den flere end der døde i den første verdenskrig.

De fleste dødsfald skete i løbet af få måneder. En autoritet har sagt: „Hvis epidemien havde fortsat med at brede sig med samme hast, kunne hele civilisationen let være forsvundet fra jorden i løbet af ganske få uger.“

Dens fremmarch

Influenzaen udbrød i foråret 1918. Den var forholdsvis mild og man kom af med den på cirka tre dage. Men om efteråret samme år viste sygdommen sig i sin dødbringende skikkelse. Det blev bemærket at de der tidligere havde haft „tredagesinfluenzaen“ syntes at være immune over for „dødsbakterierne“.

Nogle sagde at influenzaepidemien begyndte i Spanien, derfor navnet „den spanske syge“. I maj 1918 var Madrid i Spanien hårdt ramt af influenzaen. Men den var allerede dukket op i Kina og i De forenede Stater i marts 1918. I virkeligheden er der vist ingen der ved præcis hvor og hvordan den begyndte.

I De forenede Stater var det sandsynligvis i Boston at den dødbringende influenza begyndte. På få dage spredtes den hurtigt ned langs østkysten. Næsten samtidig ramte den militærlejre over hele landet. Camp Grant ved Rockford i Illinois var hårdt ramt med ti tusind sengeliggende. I løbet af fireogtyve timer var 115 soldater døde. Tallet nærmede sig gennemsnitstallet af faldne i kamp på en dag.

Pennsylvanien var den hårdest ramte stat med langt over tre hundrede tusind tilfælde og 10.000 dødsfald på mindre end to uger. I Philadelphia blev to hundrede lig stuvet ind i et lighus der var bygget til seksogtredive. De døde blev stablet ind i gangene og rummene i lag på tre eller fire. Da der pludselig opstod mangel på ligkister i byen blev et sporvognsværksted omdannet til en ligkistefabrik.

Sygdommen spredtes ud over hele jorden. I et fjerntliggende centralafrikansk område rapporterede en britisk koloniofficer at han havde fundet landsbyer på 300 til 500 familier der var bukket under for influenzaen. Junglen fik igen overtaget. Rapporter fra det nordlige Persien meldte ’ingen overlevende’ i den ene landsby efter den anden. Mange eskimobopladser i Alaska blev udryddet til sidste mand. Pesten nåede endog til øerne i Stillehavet. På Tahiti, hvor 4500 mennesker døde på fjorten dage, blev ligene stablet op på konstant brændende ligbål.

Man mener at der kun var to steder der undgik den verdensomspændende epidemi: Sankt Helena, en ø på godt 120 kvadratkilometer i det sydlige Atlanterhav, og Mauritius, en lille ø i Det indiske Ocean.

En dybere mening

Men hvilken interesse har denne pest for os i dag, halvtreds år efter? Det er ikke mange der er klar over at influenzaepidemien i 1918-1919 var en opfyldelse af en profeti i Bibelen. Jesus Kristus forudsagde at „de sidste dage“ som ville gå forud for hans riges store velsignelser, ville blive markeret med begivenheder der ikke var til at tage fejl af. Blandt andet ville der være udbredt hungersnød, jordskælv og pest „både her og der“. (Luk. 21:7, 10, 11) Videre sagde Jesus: „Men alt det er kun veernes begyndelse.“ (Matt. 24:8) Influenzaepidemien i 1918-1919 var altså kun en begyndelse. På trods af lægevidenskabens fremskridt hærger kræft, hjertesygdomme — ja, også influenza — stadig jorden.

Aldrig før har verden set en sådan verdensomfattende „sot“, samtidig med de andre forudsagte begivenheder, som den har set siden 1914. (Åb. 6:3-8) „Veernes begyndelse“ har varet i over halvtreds år nu, og vi må huske på at Jesus sagde: „Således kan I også skønne, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg eder: denne slægt skal ikke forgå, før det er sket altsammen.“ (Luk. 21:31, 32) Det betyder for os at der kun er kort tid tilbage før enden på dette onde system kommer.

Erindringer om pesten

Selvfølgelig er der mange der læser dette som ikke levede under epidemien i 1918-1919. De finder det måske vanskeligt at fatte omfanget af det der skete. Der er dog mennesker i dag som levede dengang, og det er interessant at få at vide hvad de husker. En overlevende fortæller: „Overalt gentog det samme sig. Influenzaen begyndte med høj feber og smertende knogler. Feberen varede i op til fem dage. Hvis ingen komplikationer stødte til kom patienten sig hurtigt, selv om nogle klagede over at de var meget svage og trætte bagefter. Andre sagde at den angreb deres hjerte eller satte sig på deres nyrer eller lunger. Efter fire dages forløb fik mange lungebetændelse og døde.“

Mange af de overlevende fortæller at pesten fortrinsvis ramte raske, unge mennesker, og især mænd. Dette er modsat den sædvanlige form for influenza, hvor gamle og svage fortrinsvis bliver ramt. „Der var en kraftig fyr der så vældig sund ud,“ fortæller en landmand fra Minnesota. „På tre dage kom han over en mild influenza, men han stod op for tidligt, og det næste vi hørte om ham var at han skulle begraves.“

Mange fysisk stærke mænd i militærtjeneste bukkede under. Dr. Ralph C. Williams, tidligere vicegenerallæge i U.S.A., husker tydeligt de forfærdelige dage: „Vi blev oversvømmet af soldater, sømænd, marinesoldater og kystvagter. De faldt simpelt hen om nede i byen og blev bragt ud til os. . . . Der var en marinesergent. Han blev bragt bevidstløs ind, og tre timer efter var han død. Færdig. Det var almindeligt kendt at mellem 400 og 500 døde (i Chicago) hver dag. De døde hurtigere end man kunne nå at begrave dem. Det var skrækkeligt.“

Den pludselighed hvormed influenzaen ramte kom helt bag på folk. En mand fra Brooklyn siger: „Den kom så listigt og var dog så pinefuld. Folk lagde ikke mærke til dens styrke; de var ikke klar over at den var så udbredt. Da de endelig fik øjnene op blev der stor frygt. Folk var rådvilde. De vidste ikke hvad de skulle gøre.“

Så mange dødsfald var der i Australien at en journalist har sagt at det var umuligt at lave enkeltgrave hurtigt nok. De døde blev simpelt hen fjernet fra deres hjem og anbragt i en stor fællesgrav.

Begravelsestogene ville ingen ende tage. En atmosfære af frygt, sorg og depression sænkede sig over hele jorden. „Vi så sørgmodige mennesker gå til en slægtnings eller vens begravelse,“ sagde en overlevende, „og det næste vi hørte var at de også selv var døde. Det var frygteligt.“ En anden overlevende opsummerede det sådan: „Hvert øjeblik var det som om sorgen væltede ind over en.“

Et af Jehovas vidner husker levende de dage; hun var dengang i Sheboygan i Wisconsin. „Vi var fuldstændig chokerede,“ fortæller hun. „Mens vi gik fra dør til dør i Rigets arbejde kunne vi se ligkister i næsten hvert hjem. Mange ville ikke høre når vi prøvede at trøste dem med Rigets budskab. De var for knuget af sorg.“

Behandling

Det bedste råd lægerne kunne give deres patienter var som regel at de skulle blive i sengen, holde sig varme og drikke en masse.

Nogle læger anvendte nye, utraditionelle metoder i deres behandling af patienterne. I Chicago behandlede en læge 600 patienter med en grapefrugtmikstur som så ud til at virke. Han mistede efter sigende kun én patient — hans søn, som stod op af sengen for at passe sin blomstrende bedemandsforretning.

„Min far, min mor og jeg blev alle syge samme nat,“ siger en mand fra Cincinnati, hvorfra der blev rapporteret om cirka 40.000 tilfælde af influenza. „Min mor havde lungebetændelse og vi troede ikke at hun ville overleve. Men en ung læge gav os det råd at vi skulle stege en stor pandefuld løg og anbringe et meget varmt løgomslag på hendes bryst. Det gjorde min tante Clara hele natten. Det ligesom trak min mor ud af sygdommen. Næste morgen kunne vi se at hun ville overleve.“

I mange byer var det umuligt at få lægehjælp. I Philadelphia, for eksempel, lå mere end en tredjedel af lægerne selv i sengen.

Forholdsregler

Næsten enhver tænkelig forholdsregel blev truffet for at undgå at få influenza. „Tag ny pyjamas på,“ lød formaningen i nogle egne. Og der blev givet andre råd: „Lad være med at give hånd.“ „Tag amerikansk olie.“ „Tag ikke med undergrundsbanerne.“

Mange steder gik folk med ansigtsmaske. Ved Ann Arbor-universitetet i Michigan fik de studerende ordre til at gå med masker hele tiden under trussel om suspension. I San Francisco offentliggjorde borgmesteren en bestemmelse der sagde at alle i byen skulle gå med ansigtsmaske, ellers ville de blive idømt en bøde på 100 dollars eller sendt i fængsel med ti dages isolation. Det var forbudt at køre i sporvogn uden maske.

New Yorks offentlige bibliotek standsede sine bogudlån. Mange byer forbød barbererne at barbere deres kunder på grund af den nære kontakt. I Dublin blev gaderne vasket med desinficerende midler. I Boston blev kirkerne lukket om søndagen; i mange byer blev offentlige møder forbudt. Skoler, biografer og barer blev lukket.

I New York risikerede man at få bøde og fængselsstraf hvis man nøs uden at holde noget for. I Chicago fik politiet ordre til at arrestere tusinder om nødvendigt, for at standse offentlig nysen. De mange advarsler mod offentlig nysen var uden tvivl medvirkende til at begrænse pesten. Ifølge forskere i England kan et nys sprede mere end 85.000.000 bakterier. Og amerikanske forskere har opdaget at et nys kan hvirvle 4600 partikler ud i luften med en „begyndelseshastighed“ af 46 meter i sekundet. Ofte bliver partikler hvirvlet næsten fire meter bort. Partiklerne som bliver hængende i luften i mere end en halv time efter nyset er ikke blot harmløse små vanddråber. Én partikel eller lille dråbe kan skabe 19.000 bakteriekolonier. Intet under at Toronto Telegram meddelte at man nu véd „at det omfattende nyseri der fulgte med influenzaepidemien i 1918 var medvirkende til at gøre den til den rædsel den var“.

Tabene

Pestens chokerende tabstal anslås at ligge mellem 20.000.000 og 27.000.000 døde. Dr. Edwin Oakes Jordan, en kendt amerikansk bakteriolog, angiver i sin bog Epidemic Influenza, udgivet i 1927, at det samlede antal ofre for influenzaen var 21.642.283. Af disse døde næsten 16.000.000 i Asien, godt 2.000.000 i Europa, godt 1.300.000 i Afrika og godt 1.000.000 i Nordamerika. Dødsfaldene i Sydamerika opregnes til 327.000. Australien og Oceanien havde tilsammen over 1.000.000 døde.

Influenzaen sendte cirka 500.000.000 mennesker i seng. Pesten var især farlig for gravide kvinder. Der var derfor dobbelt sorg i millioner af hjem.

De dødbringende influenzabakterier forsvandt næsten lige så hurtigt som de var kommet. Hvor de blev af, er stadig noget af et mysterium for lægevidenskaben. Da den bakterie der forårsagede den spanske syge aldrig er blevet set under mikroskop, ved videnskabsmænd i dag ikke om den dødbringende virus er forskellig fra den virus der forårsagede A-influenzaen.

Fremtrædende læger fra den tid tilstod at ingen menneskelig anstrengelse syntes at hjælpe mod denne pest, og at de dygtigste læger i verden ikke havde været i stand til at begrænse epidemiens varighed.

For mange mennesker der levede på den tid kan det have set ud til at den absolutte ende på denne tingenes ordning, som forudsagt af Jesus, var nær forestående. Men begivenhederne dengang var kun „veernes begyndelse“. Jesus sagde desuden: „Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket.“ Den generation der levede under og umiddelbart efter den første verdenskrig er nu næsten borte. Denne kendsgerning er, sammen med andre begivenheder i dag, et stort tegn på at den nuværende tingenes ordning nærmer sig sit endeligt. Men hvor vil du stå til den tid? Det afhænger af hvad du gør nu for at opnå et ret forhold til Gud. — Matt. 24:3, 8, 34.