Læger i dilemma

EN KENDELSE afsagt af højesteretten i Illinois, U.S.A., skabte i 1970 stort røre blandt lægerne på Illinois’ hospitaler. Deres skuffelse gav genlyd overalt blandt De forenede Staters læger.

Hvad var det for en kendelse der vakte en sådan bestyrtelse? Jo, Illinois’ højesteret havde stadfæstet at et hospital var erstatningspligtigt hvis en patient pådrog sig hepatitis som følge af en blodtransfusion.

For mange læger kom kendelsen som et chok; men det var en kendelse der måtte komme. Hvorfor? På grund af de mange beviser man i årenes løb har set for at en blodtransfusion kan være skadelig, ja endog livsfarlig.

Læger som har fulgt med i den nyeste udvikling på lægevidenskabeligt område ved at dette er sandt. Winfield Miller, der er medudgiver af Medical Economics, har sagt således: „Intet biologisk produkt der anvendes i lægepraksis indebærer så stor risiko for dødbringende fejltagelser som blod. Mere end én læge har med sorg måttet konstatere at hver flaske blod i blodbankerne kan være lige så farlig som en flaske nitroglycerin.“

Lægeautoriteter indrømmer at der hvert år alene i De forenede Stater dør omkring 3000 mennesker på grund af hepatitis som de har pådraget sig ved blodtransfusion. Desuden regner man med 30.000 alvorlige tilfælde af hepatitis og mange gange flere tilfælde af mindre alvorlig karakter. Blodtransfusion er også skyld i andre sygdomme og komplikationer, nogle af dem med dødelig udgang.

Dette har medført at mange læger og hospitaler i de senere år er blevet sagsøgt. Den kendte hæmatolog dr. Lester Unger har udtrykt sig således: „Så vidt jeg kan huske har retssager som følge af blodtransfusion aldrig været så almindelige som nu.“

Den sag der blev behandlet af Illinois’ højesteret var yderst vigtig. Fru Frances Cunningham blev i 1960 indskrevet på MacNeal Memorial Hospital i Berwyn, Illinois, U.S.A., hvor hun skulle behandles for blodmangel. Hun fik adskillige blodtransfusioner som en del af behandlingen, men blodet var inficeret og hun blev hårdt angrebet af serum hepatitis. Hun krævede at hospitalet skulle betale 50.000 dollars i erstatning.

En lavere retsinstans afviste hendes sag; men fru Cunningham appellerede til en højere instans. Hendes sagførere henviste til kendelser hvor handlende var blevet draget til ansvar for deres varers sikkerhed. De fremførte at blod er en vare og at hospitalet må være ansvarligt hvis varen er defekt.

Illinois’ højesteret gav dem medhold. Man stadfæstede at en person der sælger en vare „må ifølge loven bære konsekvenserne for en skade den forvolder, og ikke lade et sådant tab påføres forbrugeren der ikke har nogen skyld i det forvoldte“. The American Trial Lawyers Association gav retten medhold, for når kirker, skoler, vajsenhuse og institutioner som K.F.U.M. ikke nyder immunitet, så skulle hospitaler heller ikke.

Dommer John Culbertson gav ikke forsvaret medhold i at blod ikke er en „vare“ men en „tjeneste“, eller i at hospitaler skulle være immune mod søgsmål. Han fastholdt at blod er en vare i lighed med andre artikler „der bevares i deres naturlige tilstand og som distribueres til føde for mennesker“. Han henviste til at én der sælger giftige svampe, ifølge Illinois’ lov kan drages til ansvar skønt svampene hverken er „kogt, konserveret, pakket eller behandlet på anden vis“.

Mange læger frygter at denne retskendelse vil medføre en stadig strøm af retssager; men det kan de kun takke sig selv for. De har i årevis talt til fordel for blodtransfusion og påstået at patienter ikke kunne klare sig uden, på trods af at kendsgerningerne har vist det modsatte. Man har med held gjort brug af flere alternativer til blodtransfusion.

Hjertespecialisterne fra Texas Heart Institute i Houston, U.S.A., dr. Denton Cooley indbefattet, skrev således i Journal of the American Medical Association for 10. august 1970: „Vi undgår så vidt muligt blodtransfusion i alle operationer . . . Det er vor erfaring at blodtransfusion ikke er en bydende nødvendighed ved blodkarkirurgi, men i høj grad har visse ulemper, som for eksempel risiko for hepatitis. . . . patienter som ikke ønsker at modtage blod kan sædvanligvis gennemgå større operationer uden utilladelig risiko og også komme sig hurtigt efter operationen.“

Dette er noget læger bør tage i betragtning, og de bør samtidig huske at patienten har ret til at nægte at modtage blodtransfusion selv om lægen måske anbefaler det. Domstolene i De forenede Stater er stort set enige om at en patient har ret til at nægte en hvilken som helst lægebehandling der er ham imod; det samme gælder i øvrigt her i Danmark.

Det må siges at lægerne udfører et prisværdigt arbejde; deres arbejde med at hjælpe syge mennesker fortjener stor påskønnelse. Men en læge hjælper ikke længere en patient når han modsætter sig dennes ønsker. En sådan læge skulle overveje hvad det er han er interesseret i, patienten eller sit rygte og sin praksis? Nogle læger har endog nægtet at behandle patienter der på grund af deres samvittighed nægter at modtage en potentielt farlig blodtransfusion. Det er sket at patienten, uden at blive tilbudt den ringeste hjælp, har måttet spilde kostbar tid med at blive overflyttet til et andet hospital hvor lægerne var villige til at behandle ham og samtidig respektere hans ønsker. Andre læger har, til tider med held, anmodet om en retskendelse for derved at påtvinge børn og voksne en „livreddende“ blodtransfusion.

Men det er også sket at de samme læger har godkendt eller selv foretaget svangerskabsafbrydelse, hvilket jo i realiteten er at slå liv ihjel. Et sådant standpunkt er mildt sagt inkonsekvent.

Hvad er der galt med den slags læger? Dr. Ervin Nichols fra Palo Alto er fremkommet med følgende indrømmelse: „For mig at se skyldes nogle af vore reaktioner vort eget ego . . . [når] patienten ikke gør som vi byder ham.“ Dr. John Morton fra Los Angeles giver udtryk for samme tanke: „Måske får vort eget ego os for ofte til at føle at patienten kan henvende sig andetsteds hvis han ikke kan godtage vore forslag.“

Men de læger der ikke vil se kendsgerningerne i øjnene og indrømme at en blodtransfusion kan være farlig, bringer sig selv i et grimt dilemma. De får måske en dyr retssag på halsen.

Ærlige læger der virkelig har deres patienters vel på sinde, indser at de ikke er patientens herre, men i virkeligheden er han deres arbejdsgiver. De forstår at de kun kan anbefale deres patient dette eller hint, mens han har ret til at acceptere eller forkaste deres forslag. Når de får et afslag anbefaler de det bedste alternativ de kender. De hjælper patienten efter bedste evne. Syge mennesker er taknemmelige for en sådan hensynsfuld hjælp.