En rigtig dovenlars
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I BOLIVIA
KUNNE De tænke Dem at træffe en rigtig dovenlars? Så tag med en tur til Sydamerika. Her kan De træffe en i Bolivias hovedstad Santa Cruz, på en plads lige midt i byen. I dette spansktalende land kalder man ham Señor Perezoso eller hr. Dovendyr, om De vil. Måske ser De ham nærme sig på en måde der minder om en svømmer på landjorden. Men tag det roligt, han er ganske ufarlig og opfører sig på alle måder som en „gentleman“.
Noget af det mest karakteristiske ved ham er hans langsomme bevægelser. Det er af den grund at han har fået navnet „dovendyr“. At betragte ham er næsten som at se en film i slowmotion.
Hr. Dovendyr befinder sig ikke så godt nede på jorden. Først når han hænger i træernes grene, er han i sit es. Her er hans hjem, og det er helt eventyrligt som han egner sig til livet dér!
Tre lange tånegle eller kløer stikker ud fra hver af hans fire lemmer, hvilket sætter ham i stand til at hage sig fast i træerne. Han hænger neden under grenen, med ryggen nedad, og med kløerne boret fast i grenen ovenover. Sådan ’spadserer’ han med bunden i vejret, langsomt svingende fra gren til gren som en hel Tarzan.
Hr. Dovendyr tilbringer næsten hele sit liv med hovedet nedad. Ja, han sover endda i den stilling, hængende i grenen ovenover ved hjælp af sine krogkløer. Og dovendyret både parrer sig og føder med hovedet nedad. Ja, så godt har hr. Dovendyr fast at han endda kan hænge der et stykke tid efter at han er død!
Når nu hr. Dovendyr er så langsom, tror De måske at han er ganske forsvarsløs. Men han har sine kløer, og han er ikke bange for at bruge dem når han bliver provokeret. Hængende i ét ben kan han dreje sig næsten 360 grader. I denne stilling kan han lange ud efter fjenden med begge arme. Men som regel er han af et venligt gemyt. Hans fremtoning i almindelighed må siges at være et af hans bedste værn mod eventuelle fjender.
Først og fremmest har han et indtagende, lidt fjollet grin om munden. Og når han klatrer af sted drejer han hovedet uophørligt fra den ene side til den anden, mens han venligt smilende kigger hen over skulderen — først den ene og så den anden — ned på eventuelle tilskuere. Dette naive ’ingen-kan-nænne-at-gøre-mig-noget’-udtryk må i det mindste have en noget afvæbnende virkning på enhver menneskelig fjende.
Men også hans camouflerende fremtoning tjener som en stor beskyttelse. Han er dækket af en lådden, grå pels, som minder meget om en børste, bortset fra at den er blød at røre ved. Det grå brydes af lysere pletter og af en sort stribe ned langs ryggen, ligesom der hen over ansigtet er små sorte striber omkring øjnene. Denne tegning i pelsen ligner til forveksling de omgivende træstammer og grene. At han samtidig er en dovenlars gør naturligvis også sit hertil.
Resultatet er at hr. Dovendyr bliver næsten usynlig. En iagttager har bemærket angående dyrets evne til tilsyneladende at forsvinde i træernes grene:
„Jeg stod under et træ der var absolut uden blade. I håb om at få øje på et dovendyr så jeg opad i flere minutter. Jeg skulle lige til at vende mig for at gå, da jeg pludselig fik øje på en. Så endnu en; og så en tredje. Til sidst talte jeg ikke mindre end fem som hang lige over hovedet på mig! Det var koldt den dag, og hvert af dovendyrene havde rullet sig sammen til en fast bold og hang nu i én arm ned fra en af træets grene, i sin sødeste søvn. Jeg havde antaget dem for knudrede ujævnheder på selve træet.“
Det er noget af en oplevelse at se fru Dovendyr give sin lille unge en ridetur i træernes øverste grene. Det er en omvendt ’ride-ranke-tur’, for den lille unge sidder på sin mors mave. Den holder godt fast når dens mor med sine stærke arme trækker dem begge af sted fra gren til gren. Ungen er ikke bange, men nyder hvert minut. Det kan man se af den måde hvorpå den stikker hovedet frem under sin mors arme for at „smile“ til de fornøjede tilskuere nedenunder.
Mange forældre i Santa Cruz tager deres små børn med hen for at kigge på hr. Dovendyr. Både unge og gamle glæder sig over at betragte denne i sandhed fortryllende skabning som Gud har frembragt.