Kristen samhørighed i Brasilien

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I BRASILIEN

BRASILIEN fik for nylig stærke vidnesbyrd om kristen samhørighed midt i en verden der bliver mere og mere splittet. Det skete i forbindelse med atten stævner med temaet „Mennesker der har Guds velbehag“ — som Jehovas vidner afholdt i dette vældige land. Nyhedsmedierne lagde mærke til denne enestående kristne samhørighed, og nogle af avisartiklerne bar følgende overskrifter:

„Jehovas vidner forkynder enigt: Gud er ikke død.“ (Última Hora, 17. december 1970) „Jehovas vidner støtter en praktisk kristendom.“ (Diário de Notícias, 18. december 1970) „Gå til Jehovas vidner og få at vide hvad Gud mener om verden af i dag.“ — Tribuna da Imprensa, 30. november 1970.

Direktøren for en fjernsynsstation i Belém, Pará, var så imponeret over dette eksempel på kristen samhørighed at hans interview om stævnet blev udvidet fra femten minutter til næsten en time.

De der havde lejlighed til at overvære sådanne stævner i Brasilien for omkring halvtreds år siden, kan især værdsætte hvilken hjælp de har været med hensyn til at opdyrke kristen samhørighed. Et Jehovas vidne som i 1922 overværede det første stævne i Brasilien, i Rio de Janeiro, var i sandhed glad for at se at antallet af stævnedeltagere, som dengang kun var nogle få snese, i år voksede til 120.950, hvilket var det samlede antal af dem der hørte det offentlige foredrag ved disse atten stævner. Da antallet af Jehovas vidner i Brasilien er 64.199, betød det praktisk talt at der var en nyinteresseret for hvert Jehovas vidne der var til stede.

Samhørighed trods uhyre afstande

Brasiliens vældige afstande tjente kun til at forstærke indtrykket af den samhørighed der er mellem disse kristne vidner for Jehova. Mens to af stævnerne blev holdt nær ækvator, i Belém, Pará, og i Manaus, Amazonas, blev fem andre holdt nær Stenbukkens vendekreds, i São Paulo, São Caetano do Sul, Rio de Janeiro, Niterói og Londrina. Længere mod syd blev stævnet i Porto Alegre, Rio Grande do Sul, holdt ved omkring 30° sydlig bredde.

Hvad længdegrader angår blev stævnet i Recife, Pernambuco, holdt cirka 34° vest for Greenwich, mens stævnet i Branco, Acre, dybt inde i Amazonjunglen, blev holdt cirka 67° vest for Greenwich. Men på trods af afstandene viste hilsener og telegrammer som blev sendt fra nær og fjern til disse stævner, at andre tænkte på dem og bad for dem.

Jehovas vidner er interesseret i at hjælpe alle slags mennesker til at komme sammen i enig tilbedelse som „mennesker der har Guds velbehag“. De samledes til stævne i Rio Branco, som er en by med 80.000 indbyggere, og i store byer med omkring en million mennesker, som for eksempel Fortaleza, Salvador, Belo Horizonte og Porto Alegre. Den hastigt voksende befolkning i São Paulo og Rio de Janeiro, med henholdsvis 6 og 4,5 millioner indbyggere, og alle de problemer der følger med „by-civilisationen“, tjente virkelig til at understrege det nære kristne fællesskab ved Jehovas vidners stævner.

Anstrengelser for at komme sammen

For de fleste Jehovas vidner havde det krævet stor forudgående planlægning at overvære et af disse stævner. En kvinde fra Cariacica-menigheden i staten Espirito Santo var så fornuftig at købe to smågrise flere måneder før stævnet i Niterói, fodre dem godt og sælge dem lige før hun skulle rejse. Fortjenesten hjalp hende til at afholde sine udgifter. En kvinde på femogfirs år fra Carpina, Pernambuco, som næsten er blind, havde tilstrækkelig åndeligt udsyn til at ville rejse over hundrede kilometer til stævnet i Recife. Hun begyndte straks at gå ud på gaderne og sælge frugt fra sin have. Da hendes ikke-troende slægtninge så at hun var besluttet på at overvære stævnet, hjalp de hende økonomisk.

En mand der var til stede ved stævnet i Recife klarede det ved hjælp af „cigaretpenge“. Nej, han begyndte ikke at sælge cigaretter. Han holdt blot op med at købe dem. Da han besluttede at blive døbt opgav han denne vane. Det han sparede — over 650 kroner på mindre end et år — var mere end nok til at betale hans billet og hans måltider.

For at overvære stævnet i Blumenau solgte et ægtepar med seks børn deres levebrød — en popcornvogn. De var sikre på at Jehova ville sørge for at de fik et andet levebrød når de prøvede at søge hans rige først. — Matt. 6:31-33.

Tre heltidstjenere i det næstnordligste distrikt i Brasilien, Macapá, i området Amapá, havde ikke nok penge og ønskede ikke at gå glip af stævnet i Belém. Derfor opsøgte de områdets guvernør personligt og bad om en gratis billet som missionærer. Det fik de. Det betød at de måtte rejse to hele dage og nætter i lasten på en fragtbåd. Det var hårdt, men glæderne ved stævnet mere end opvejede alle vanskeligheder.

Problemer der skulle overvindes

Da Jehovas vidners arbejde er vokset så stærkt i Brasilien i løbet af kort tid, var der somme tider mangel på udstyr. Men disse lykkelige kristne har lært at være taknemmelige for alt hvad de får og opfindsomt anvende den berømte brasilianske jeitinho (måde at gøre tingene på) for at få det hele til at gå. Til tilberedning af de 100.000 måltider der blev serveret til godt to kroner stykket ved de atten stævner, brugte man udstyr lige fra enorme gaskomfurer som arrangørerne selv havde bygget, til trækuls- og petroleumskomfurer. Men måltiderne var i det hele taget udmærkede. Man kunne få kyllingestuvning, kartoffelmos, spaghetti, kalkun, oksekød, tomatsalat og andre salater, kødboller og, selvfølgelig, den populære ret bønner og ris. Hele familier nød kristen samhørighed ved disse måltider.

Somme tider blev problemer løst i samarbejde med de lokale myndigheder. For eksempel ændrede cirka firs busser rute hver aften under stævnet i Salvador for at køre stævnedeltagerne hjem.

Men ikke alt gik lige let. Nogle få dage før stævnet i Salvador skulle begynde, fik man meddelelse om at tilladelsen til at bruge en stor gymnastiksal var annulleret. To andre steder blev tilbudt, men de var begge uegnede til stævnet. Man prøvede at appellere idet man endog gik så langt som til statens guvernør. Hans travle program levnede ham ikke tid til at tale med arrangørerne. Da de var besluttede på at de måtte tale med ham, sendte de en besked tilbage om at de ville vente så de kunne tale med ham på et hvilket som helst tidspunkt der måtte passe ham. Da han fik beskeden lød den nogenlunde sådan: ’Jehovas vidner nægter at forlade stedet uden for Deres kontor!’ Selvfølgelig kunne intet være fjernere fra sandheden, men til sidst blev en samtale bragt i stand, og man fik lov til at benytte en dyrskueplads.

Da man havde mindre end otteogfyrre timer til rådighed begyndte hundreder af Jehovas vidner at arbejde som myrer. Dette fik stedets bestyrer til at sige: „Se bare! . . . Vi afleverer dette sted snavset og fuldt af affald; I skal se hvor rent det er når vi får det tilbage. Jeg synes det er synd for disse tiltalende mennesker.“ Men stævnet begyndte præcis til tiden, og deltagerne takkede Jehova for stævnepladsen som de havde pyntet med blomstrende træer for at give den et ægte tropisk anstrøg.

Samhørighed til hjælp for andre

Ligesom andre steder anstrenger Jehovas vidner i Brasilien sig for at undervise interesserede mennesker, ikke blot i Guds ord, men også, når det er nødvendigt, i at læse og skrive. På denne måde kan de mere direkte drage nytte af Guds ord og lære Guds vej til kristen samhørighed at kende. Det var i november 1956 at Jehovas vidner begyndte et læse- og skriveprogram som har resulteret i at næsten 5900 brasilianere har lært at læse og skrive. I løbet af blot de sidste to år blev cirka 1000 hjulpet. Vagttårnsselskabet opsatte et velforberedt program idet de brugte læsebøger som blev stillet til rådighed af staten. Imidlertid kom den tid da Jehovas vidner fik deres egne hjælpemidler, og stævnedeltagerne glædede sig da en publikation der på dansk ville hedde Lær at læse og skrive blev udgivet på portugisisk. Brasilien har fået omkring 100.000 eksemplarer, og der bliver gjort god brug af dem.

Myndighederne i Brasilien gør en enorm indsats for at lære millioner at læse og skrive. Det flittige arbejde Jehovas vidner har gjort i alle disse år og den villighed de viser til at undervise endnu tusinder i den nærmeste fremtid bliver højt værdsat af undervisningsdepartementerne i de forskellige stater. Da Jehovas vidner for eksempel besøgte undervisnings- og kulturministeren i staten Rio Grande do Sul, sagde han: „Jehovas vidner er de første der tilbyder deres hjælp. Dette kan man kalde en pionerindstilling.“ Undervisningsministeren i staterne i Rio de Janeiro sagde da han blev indsat i embedet i Niterói at hvis alle trossamfund ville følge „denne smukke kampagne som Jehovas vidner har, vil der snart ikke være nogen analfabetisme i vort land“.

Religiøs analfabetisme, eller uvidenhed med hensyn til Guds ord Bibelen, er et stort problem i Brasilien ligesom i andre dele af verden. Derfor søger disse kristne Jehovas vidner gennem stævner og ved hjælp af over 1160 menigheder samt 150 isolerede grupper i Brasilien at hjælpe andre til at lære Guds ord at kende, det som alene viser vejen til sand enhed.

Andre ønsker kristen samhørighed

Det er en storslået oplevelse at fortælle folk i Brasilien om Guds rige, for mange tager Bibelens sande budskab alvorligt og viser deres længsel efter kristen samhørighed. For eksempel blev 8501 nye Jehovas vidner døbt i tjenesteåret 1970, hvilket giver et gennemsnit på omkring treogtyve hver dag året rundt. Nu var der alene ved disse atten stævner 3036 nye forkyndere der symboliserede deres indvielse til Gud ved vanddåben. Det var ikke usædvanligt at se fra ti til femten mennesker fra en enkelt menighed blive døbt.

Somme tider er sandhedens sæd fra Bibelen flere år om at spire. En mand der blev døbt i Juiz de Fóra havde første gang hørt om budskabet i 1928. Snart efter mistede han kontakten med Jehovas vidner, forlod sin lovformelige hustru og sine to børn og indledte et forhold til en anden kvinde. Så hørte han igen i 1968 Bibelens sandheder forkyndt og begyndte at indrette sit liv i overensstemmelse med Guds bud. Da han fik mulighed for at vende tilbage til sin lovformelige hustru gjorde han det, og hun tog imod ham. Nu symboliserede han sin indvielse i en alder af tooghalvfjerds, og hans lovformelige hustru, der er halvfjerds år, var sammen med ham ved stævnet.

I Goiânia var en pige på elleve år blandt de syvoghalvfjerds der blev døbt. Hun blev stærkt forfulgt i skolen af en protestantisk lærer som troede på udviklingsteorien. Hun måtte endog skifte til en anden skole, hvor hendes evner blev påskønnet og hvor hun blev flyttet et skoleår frem. Denne pige viser stor forståelse efter sin alder, og hver uge hjælper hun en hel familie ved at lede et bibelstudium med den.

Blandt de syvoghalvtreds der blev døbt ved stævnet i Curitiba var der en ung mand i tyverne som var professionel fodboldspiller. Ved siden af at han spillede fodbold var han også en lovende ingeniørstudent. Da han lærte om sandheden fra Gud, afslog han fristende tilbud og sagde som forklaring på sin endelige beslutning: „Tiden er kort, og jeg ønsker at gøre bedst mulig brug af den: ved at tjene Jehova, vores Skaber.“ Han blev døbt ved stævnet der blev holdt på den klubs stadion han havde spillet for.

Budskabet om Guds rige når altså mennesker i alle livsstillinger. Ved stævnet i São Caetano do Sul var der for eksempel blandt de 279 der blev døbt en tidligere menighedsforstander i pinsebevægelsen, en mand der i de foregående fireogfyrre år havde været spiritistisk medium, en tidligere prædikant i baptistkirken, tidligere adventister og voodoodyrkere, og så videre.

Disse stævner med temaet „Mennesker der har Guds velbehag“ genspejlede tydeligt Jehovas vidners kristne samhørighed. Som aldrig før kunne udenforstående se dette, og mange af dem ønsker også at eje den enhed og kærlighed der kommer af at tjene den sande Gud, Jehova, som „mennesker der har Guds velbehag“.

[Illustration på side 14]

Deltagere i stævnet i Salvador undersøger ny læsebog på portugisisk